Ambiguitet

Af Poul Høi 16

Carl Bildt er en stor mand, og når han taler, så lytter verden – og hvis verden vil gøre sig selv en tjeneste, så retter den sig efter Carl Bildt. Bare spørg ham selv.
Det er det indtryk, som jeg sidder med efter på BBC at have set et interview med den svenske udenrigsminister.

 

En vigtig og alvorlig mand.

 

Bildt siger i interviewet, at svenskerne vil overveje at støtte den allierede operation under en eller anden form, hvis de allierede for det første får styr på kommandostrukturen, og hvis de for det andet udarbejder en køreplan for operationen med “klare og veldefinerede mål.” Derefter vil Bildt overveje sin støtte.
Det må Sverige i princippet selv om. Vesten klarede to verdenskrige, Den kolde krig og stort set enhver efterfølgende krig uden svensk hjælp, og det går nok også denne gang. Bildt har under hele demokratiprocessen i den arabiske verden været Johnny-come-lately, og hjemme i Sverige får han p.t. på puklen for at have udtalt om Libyen: “Det gælder ikke om at støtte den ene eller den anden. Det gælder om at få stabilitet og en rimelig udvikling.” Som lederen af Miljøpartiet, Gustav Fridolin, har spurgt ham: “Vil det sige, at Sverige står neutral i kampen mellem demokrati og diktatur?”
Bildt er i denne diskussion blot én repræsentant for en klub af meget alvorlige mænd, som taler om “operationens mål” og “exit-strategi,” og som forsøger at finde en “Obama-doktrin” gemt i amerikansk udenrigspolitik. I Politico i dag går Glenn Thrush på jagt efter en Obama-doktrin, og han mener, at man over alt i Washington – og også i Det Hvide Hus – har problemer med at finde en let og elegant formulering, der som et reklameslogan fanger Obamas udenrigspolitik, og som kan sætte det hele ind i en simpel kasse. Sådan a la Bush-doktrinen og alle de andre doktriner.
Held og lykke med det, for som jeg også skrev i printavisen og i en blog i weekenden – der er ikke sådan en doktrin, og stort set alle, der i efterkrigstiden har forsøgt sig med at fomulere en doktrin, en rød tråd eller en konkret exit-strategi for konflikter – de haft haft lige så stor succes, som alkymister typisk har med deres forehavende. Alle doktriner, alle linjer og tråde, og alle nok så velgennemtænkte Tom Friedman-paradigmer er døde i det følgende kapitel.
Ja, der var doktriner og et paradigme under Den kolde krig – note til Carl Bildt: et opgør mellem demokrati og diktatur, som fandt sted mellem 1945 og 1989 – men Den kolde krig var i det store historiske forløb undtagelsen, ikke reglen, og præsident Obama sagde det selv, da han under en præsidentdebat med John McCain blev konfronteret med Bush-doktrinen og den ditto doktrinære udenrigspolitik, som McCain prædikede:
“Jeg vil som præsident ikke være så doktrinær som Bush-doktrinen, for verden er kompliceret.”
En af de klogeste amerikanske forsvarsanalytikere, Tom Ricks, siger det endnu tydeligere i Foreign Policy, hvor han også løber sur i snakken om exit-strategi og definerede mål. Jeg livebloggede hans analyse i går, men den tåler gentagelse her:

“Lad os holde op med at mumle i geledderne om klare mål og exit-strategier … I de seneste ti år har vores generaler talt om at være fleksible og om at leve med ambiguitet. Well, her er den ægte vare. International konsensus ændrer sig hver dag, og dermed må vores operationer også ændre sig i takt med dem. Sådan er krigens natur, som Clausewitz har mindet os om.”
Tom Ricks fortsætter:
“Hellere Obamas forsigtige ambiguitet end Bushs falske klarhed. At marchere ind i Irak, snuppe masseødelæggelsesvåbnene og komme ud igen i september 2003 – det var en nydelig og klar plan og en farlig og dum plan.”
Så planen nu – som jeg ser den – er ingen plan, og fordelen ved ingen plan er, at man kan komme ud af den igen. Eller sagt på en anden måde:

Hvis Danmark eller USA om en uge siger: Det var det, nu har vi gjort vores arbejde, og så må præsident Sarkozy og de libyske oprørere tage sig af resten, så er vi ikke sovset ind i en forkromet strategi, en kommandostruktur eller en nation building, der gør det umuligt.
Det er efter min mening vores plan, vores mål, og, nå, ja, vores tid: Ambiguitet.
Og til dem, der ikke kan leve med det, så trøst jer. I er ikke alene. Carl Bildt er med jer.

16 kommentarer RSS

  1. Af Herluf Hansen

    -

    God analyse af Carl Bildt. Enig i konklusionen: Vi skal ikke blive hængende i Libyen.

  2. Af Helge Nørager

    -

    Læs Hr. Poul Høi
    The Art of War, skrevet af Sun Tzu.

    Måske den vil ændre dine holdninger. ?

    Og angående Clausewitz.
    – “No one starts a war–or rather, no one in his senses ought to do so–without first being clear in his mind what he intends to achieve by that war and how he intends to conduct it.” (Makes a similar statement in Book 1, Chapter 1)

    Måske hr. Bildt, har læst både “The Art of War”, og kender lidt mere til Hr. Clausewitz.
    End Hr. Poul Høi, formoder.

    Men det er da rart at, ikke alle kaster sig ud i en krig, uden omtanke.

    Konflikt i Libyen, er skabt af en media freenzy, over hvor godt det gik i Tunesien, og Ægypten.
    Al Jazeera, CNN, gejlede stemningen op.

    Minder lidt for meget, om den James Bond film, med Carver media group.

    Men helt indlysende at en media spinner intet galt kan se i handlingsforløbet.
    Det er jo en krig skabt af nyheds mediaers trang til at skabe revolution, overalt i mellemøsten. Førts Tunisen, og Ægypten men, ups frt blev borgerkrig i Libyen.

    Gudskelov at Sverige er styret af mere fornuftige mennesker end Danamrk.

  3. Af jorgen petersen

    -

    Carl er jo svensker, så den udmelding er vel helt på sin plads. Når det kommer til handling, elsker jeg beskrivelsen “en vigtig og alvorlig mand”.

  4. Af Jens Petersen

    -

    Kun journalister og politikkere kan omskrive sandheden, og gøre det positive negativt.

  5. Af Knud Madsen

    -

    Jeg kan kun sige, at vi skulle have holdt snotten ved os selv.

    Vi er røget med som følge af nogle få højtråbende, tvetungede arabere, som har været i stand til at få pressen til at løbe med halve vinde.
    Der bliver ingen samling på tropperne, araberne vil sk.de os et stykke, så snart vi er fedtet godt ind i skidtet, og om kort tid ryger Folketinget i totterne på hinanden over at sådan skulle det ikke forstås osv.
    Herefter vil vi sammen med USA blive lagt for had af ikke mindst de nuværende oprørere, fordi vi har krænket en eller anden usynlig ven.

    Lad nu vore knægte smide nogle bomber, så får de i det mindste prøvet at skyde på real targets, og se så at at komme ud af det lort.

    Disse arabertyper elsker jo at slagte løs på hinanden, og det synes jeg de skulle have lov til, som de altid har gjort, og gør, bare de holder den slags udfoldelser i deres egne lande.

    Carl Bildt har alle dage været en sær og pudsig trold. Var det ikke ham der blev vældig fornærmet over surstrømningskrisen??

  6. Af Benjamin Kurzweil

    -

    Poul Høi har brugt en del tid på disse drenge i sin artikel: De dansende drenge i Kandahar.

    BBC Worldservice har taget emnet op i denne podcast: “The dancing boys in Afghanistan”

    http://www.bbc.co.uk/podcasts/series/docarchive#playepisode2

  7. Af Poul Høi

    -

    En amerikansk blogger, Josh Marshall, har netop lagt denne træffende sarkasme ud:

    “DEEP THOUGHT
    How can you hope to be an effective president without a one sentence doctrine?”

  8. Af Helge Nørager

    -

    @Benjamin Kurzwiel.
    Shysss det er en “Ikke nyhed”, det med dansedrengene.
    Atså en nyhed det er en fejl, som bringes, den FN rappaort skal da straks glemmes.
    Tænk hvis nogen Danske soldater eller efterladte kom til at indse, hvad de er blevet brugt til at fremme og Forsvare.

    Og nu “Påstås” det der allerede er Nato tropper på Libysk jord, læs Politiken.
    ganske vidst er det kun spottes til luftindsats, men det er vist også dem som får en Navyseal til at lige en tøsedreng.

    Men giver FN mandat ret til udsende spotters og laser målrettere på jorden, for at styre de laserstyrede præcisons bomber som falder i Libyen. ?

    Er det danske Jægersoldater. ?

    Denne konflikt ekskalere hurtigt.

  9. Af Helge Nørager

    -

    http://www.nytimes.com/2011/03/23/opinion/23friedman.html?_r=1&hp

    En fornuftig mand som ikke er helt enig med Poul Høi, men igen man kan finde mange som er helt enige med Hr. Poul Høi.

    Dog hr. Høi, angående den ophedede debat i USA om POTUSA, havde magt til at forbi Kongressen, angående beslutning om militær indsats i Libyen.
    Er det en debat, du har bemærket ?.

    Er du enig med dem, som mener at POTUSA, kan starte alle de krige han har lyst til uden at få Kongressens godkendelse ?.

    Og synes du det samme om de kritiske amerikanske politikere som om Hr. Bildt.

  10. Af Helge Nørager

    -

    Uenigheden, udtrykkes her af Flertalslederen af Kongressen.

    Dear Mr. President:

    Thank you for your letter dated March 21, 2011, outlining your Administration’s actions regarding Libya and Operation Odyssey Dawn. The United States has long stood with those who seek freedom from oppression through self-government and an underlying structure of basic human rights. The news yesterday that a U.S. fighter jet involved in this operation crashed is a reminder of the high stakes of any military action abroad and the high price our Nation has paid in blood and treasure to advance the cause of freedom through our history.

    I respect your authority as Commander-in-Chief and support our troops as they carry out their mission. But I and many other members of the House of Representatives are troubled that U.S. military resources were committed to war without clearly defining for the American people, the Congress, and our troops what the mission in Libya is and what America’s role is in achieving that mission. In fact, the limited, sometimes contradictory, case made to the American people by members of your Administration has left some fundamental questions about our engagement unanswered. At the same time, by contrast, it appears your Administration has consulted extensively on these same matters with foreign entities such as the United Nations and the Arab League.

    It is my hope that you will provide the American people and Congress a clear and robust assessment of the scope, objective, and purpose of our mission in Libya and how it will be achieved. Here are some of the questions I believe must be answered:

    — A United Nations Security Council resolution does not substitute for a U.S. political and military strategy. You have stated that Libyan leader Muammar Qadhafi must go, consistent with U.S. policy goals. But the U.N. resolution the U.S. helped develop and signed onto makes clear that regime change is not part of this mission. In light of this contradiction, is it an acceptable outcome for Qadhafi to remain in power after the military effort concludes in Libya? If not, how will he be removed from power? Why would the U.S. commit American resources to enforcing a U.N. resolution that is inconsistent with our stated policy goals and national interests?

    — In announcing that our Armed Forces would lead the preliminary strikes in Libya, you said it was necessary to “enable the enforcement of a no-fly zone that will be led by our international partners.” Do we know which partners will be taking the lead? Are there clear lines of authority and responsibility and a chain of command? Operationally, does enforcement of a no-fly zone require U.S. forces to attack non-air or command and control operations for land-based battlefield activities, such as armored vehicles, tanks, and combatants?

    — You have said that the support of the international community was critical to your decision to strike Libya. But, like many Americans, it appears many of our coalition partners are themselves unclear on the policy goals of this mission. If the coalition dissolves or partners continue to disengage, will the American military take on an increased role? Will we disengage?

    — Since the stated U.S. policy goal is removing Qadhafi from power, do you have an engagement strategy for the opposition forces? If the strife in Libya becomes a protracted conflict, what are your Administration’s objectives for engaging with opposition forces, and what standards must a new regime meet to be recognized by our government?

    — Your Administration has repeatedly said our engagement in this military action will be a matter of “days, not weeks.” After four days of U.S. military action, how soon do you expect to hand control to these other nations? After the transition to coalition forces is completed, how long will American military forces remain engaged in this action? If Qadhafi remains in power, how long will a no-fly zone will be enforced?

    We are currently in the process of setting priorities for the coming year in the budget. Has the Department of Defense estimated the total cost, direct and indirect, associated with this mission? While you said yesterday that the cost of this mission could be paid for out of already-appropriated funds, do you anticipate requesting any supplemental funds from Congress to pay for ongoing operations in Libya?

    Because of the conflicting messages from the Administration and our coalition partners, there is a lack of clarity over the objectives of this mission, what our national security interests are, and how it fits into our overarching policy for the Middle East. The American people deserve answers to these questions. And all of these concerns point to a fundamental question: what is your benchmark for success in Libya?

    The American people take the use of military action seriously, as does the House of Representatives. It is regrettable that no opportunity was afforded to consult with Congressional leaders, as was the custom of your predecessors, before your decision as Commander-in-Chief to deploy into combat the men and women of our Armed Forces. Understanding some information required to respond may be classified, I look forward to a complete response.

    Sincerely,

    John A. Boehner

  11. Af Benjamin Kurzweil

    -

    To års fængsel for at interessere sig for kvinders rettigheder…

    http://www.information.dk/263326

    I samme land, ved folk ikke, at honning kommer fra bier.

    Mission Øst:

    “”Hvorfor kommer i med flere insekter, når vi har fluer nok i forvejen?” spurgte mændene i en af de landsbyer, Mission Øst ville introducere for biavl.”

    photos.miseast.org/Afghanistan/Biavl-i-Afghanistan/14456344_avSQq/3/1072739956_tQLFn#1072739956_tQLFn

    I samme land, Afghanistan, mener NATO, at demokrati skal være styreformen.

    Demorati er en meget kompleks styreform. Var det ikke en bedre ide, at lære pashtunerne om:

    1) at honning kommer fra bien,

    2) at pædofili er en forbrydelse,

    3)og at kvinder har rettigheder?

    Den krig kan ikke vindes. Pashtun-befolkningen lever i en helt, helt anden verden. USA og Pentagon forstod ikke at stille den rette diagnose om denne befolkninge og dets kultur.

    Desuden skulle man have brugt en hemmelig professionel specialstyrke i små enheder af 20 mand, kamofleret i det skjulte, som guider præcisionsvåben og Tomahawk missiler affyret langt væk fra.

    NATO skulle ikke være gået ind med en hær af værnepligtige, der er for eksponeret, og som befinder sig et bestemt sted, hvor fjenden nemt kan ramme NATO.

    Ved brug af specialstyrker, kan fjenden heller ikke bruge civilbefolkningen som menneskeskjold, da fjenden ikke er i krig med en synlig hær.

    Mange penge og liv kunne være sparet.

  12. Af Hans Henrik Hansen

    -

    “Lad os holde op med at mumle i geledderne om klare mål og exit-strategier … I de seneste ti år har vores generaler talt om at være fleksible og om at leve med ambiguitet. Well, her er den ægte vare. International konsensus ændrer sig hver dag, og dermed må vores operationer også ændre sig i takt med dem. Sådan er krigens natur, som Clausewitz har mindet os om.”
    – ja, lad os nu stoppe med alt det dér hysteriske “va’ nu hvis”-seri!: På en noget anden skala svarer det jo nærmest til, om den samlede verdenspresse omkring 10. juni 1944 havde jamret over mangelen på klare mål for den fortsatte fremrykning samt fraværet af en allieret exit-strategi! :)

  13. Af Helge Nørager

    -

    I demokratiets navn, har alt Internet trafik til Libyen, været afbrudt nu i 5 dage.
    Dette er jo helt klart for at sikre den Libyske befolknings ret til information, der kan sikre dem mulighed for at træffe egne beslutninger.

    Libyisk internet er kontroleret af en USA server.

    Men fint at internet kan slukkes, så let hvis vi skal sikre udbredelse af informationer.

    Men nu er nyhedsstrømmen let at styre og censurer. Hvilket er helt klart en nødvendighed for at vores demokrativ kan indføres.

    Gad vide hvor mange som pt. vidste at alt Internet nu på 5 dage er slukket i Libyen. ?

  14. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Du skriver: “Vesten klarede to verdenskrige, Den kolde krig og stort set enhver efterfølgende krig uden svensk hjælp …”.

    Tror du nu også, du får US Navy til at skrive under på den frejdige påstand? De blev så begejstrede for deres tvillingmonterede svenske Bofors 40 mm antiluftskyts, at det ligefrem blev gjort til standard om bord. Hangarskibenes sidste forsvarslinje. Det første udsmuglede prøveeksemplar ankom i øvrigt via Petsamo til New York med samme skib som hr. Børge Rosenbaum alias Victor Borge.

    http://en.wikipedia.org/wiki/File:Bofors_firing_USS_Hornet.jpg

  15. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Aldrig har min respekt for moderne amerikansk udenrigspolitiks “stiff upper lip” været større. De fik lokket europæerne til at tage det første skrald i Libyen og fik for alverden endnu engang effektivt udstillet arabernes “ambigituøse” omgang med store ord. Formentlig er Libyen kun lidt af et “sideshow” set med amerikanske øjne. Der skal i øjeblikket i den arabiske verden spilles på mange forskellige heste, der render i hver sin retning. Who’s next? Det er da lige før præsident Obama vil komme til at gå over i historien som en ny generalsekretær Gorbatjov: “Jeg tror, at farer kun venter på dem, som ikke reagerer på livet”.

    Sådan lige for en sikkerheds skyld er USS Bataan og formentlig også USS George H. W. Bush med deres kampgrupper dog sendt til assistance for USS Kearsage i Middelhavet, der på sin side er blevet erstattet af USS Boxer i Persergolfen. Helt præcis hvor USS Enterprise befinder sig er svært at hitte ud af, men selv om hun ikke er sejlet tilbage gennem Suezkanalen fra Rødehavet, har hun hele tiden været inden for flyveafstand fra både Libyen og den arabiske halvø. USS Carl Vinson holder som bekendt skansen som stationsskib på basen i Bahrein.

    http://www.youtube.com/watch?v=93n-EmGknEU

  16. Af Kristian Olesen

    -

    Prøv at spørge Amr Moussa – den Arabiske Ligas generalsekretær og den sandsynligste næste præsident i Egypten – om han taler mest med Carl Bildt eller Lene Espersen for tiden.

    “Vores udenrigsminister” som Villy Søvndal siger, er mod alle odds blevet en god udenrigsminister i en dårlig regering – og den storskrydende Bildt er noget nær det modsatte.

Kommentarer er lukket.