Madgris

Af Poul Høi 24

Er vi madgrise?

Problemet er ikke, at uddelingen af Michelin-stjerner får den dækning, som den gør, og problemet er heller ikke, at vi harmes over uretfærdighederne i uddelingen. For som med enhver mediedækning, er den udtryk for, hvad der foregår i et samfund, og hvad samfundet kerer sig om.

Problemet er derimod det sidste. Kerer vi os for meget om … mad? Eller rettere: Kerer vi os om mad på den forkerte måde?
I den seneste udgave af magasinet Atlantic er der en tankevækkende artikel med rubrikken: “The Moral Crusade Against Foodies,” som med løs hånd kan oversættes til: “Det moralske korstog mod madsnobbe.” Forfatteren af artiklen, B.R. Myers, gennemgår en række nylige madbøger og madtrends, og han holder sig for næsen og finder det hele en smule ulækkert.

Tag følgende sætning fra en bog af en madsnob: “Der var noget særligt over at stikke sin bare næve op i røven på et dyr… dets indre organer kom ud med et let træk; en lille håndfuld af leveragtige, blodige juveler, som jeg smed ud i gården.” En anden madsnob skriver i en anden bog om, hvordan han ser et dyr i øjnene, inden han slagter det og æder det – og at det for ham er udtryk for ærbødighed over for dyret. Vogues madkritiker, en mand, der æder som et levebrød, fortæller om, hvordan han i 20 minutter betragter lokale landmænd holde en modstræbende gris nede, mens den bløder til døde, og derefter æder han den.
“Det var et beskidt bæst, som fortjente sin skæbne,” skriver vor mand fra Vogue, som også har feberdrømme om gåselever.

Andre eksempler er ikke så meget ulækre i deres blod og splatter som i deres orgiasme. En af de store mad-profeter, Michael Pollan, skriver om, hvordan en 36 timers “mad-fest” kan ændre ens liv, og andre tilsvarende profeter, fra Alice Waters til Kim Severson og Anthony Bourdain, får tilsvarende på puklen for deres savl om restauranter som “templer”, kokke som “guder,” måltider som et “religiøst ritual” og “himlen,” mad som “sjælerensende” og -bestemmende, og undertitlen på Serversons seneste bog siger for såvidt det hele: “Otte kokke, som reddede mit liv.”

I andre tider og om andre emner ville man gribe til patologien for at beskrive den slags, og hvis man tror på de syv dødssynder, vil man kalde det forslugenhed eller nydelsessyge, men madsnobbene har offentlig licens til at snobbe løs, skriver B.R. Myers, og de har “medieadgang til at komme med deres daglige påstande om sofistikation og dyd, og om deres livsstil som en model for verden, men vi skal ikke lade dem slippe afsted med det. Vi kan diskutere, om de er forslugne eller nydelsessyge … men de er uden tvivl ensporede, og ensporethed – selv når den ikke direkte er selvisk – er altid udtryk for en lillehed i sjælen.”

B.R. Myers prædiker ikke selv sin egen dyd eller sit alternativ, men jeg har læst andetsteds, at han er veganer og dyreaktivist, og et par steder i artikler lader han forstå, at de mange åndestød brugt på at tale for lokalt produceret gåselever ville være bedre brugt på at tale for en vegetarisk kost – og i det mindste mindre “blod, ben og smør,” som Gabrielle Hamilton kalder sin madsnobbememoir.
I dagens udgave af New York Times nærmer Mark Bittman sig samme pointe, men han gør det mere bittmansk – mere forsigtigt. Han mener, at masseproducerede dyr er ofre for vores madgriseri, og mens vi harmes over en hund eller et hamster, som bliver mishandlet, så mishandles millioner af husdyr hver dag på store kvæg- og svinebrug.

Så er vi madgrise?
Jeg vil ikke uden videre skrive under på Myers’ bredside mod madsnobberi, men jeg vil uden betænkningstid sige ditto til Bittman.
I den forgangne uge var vi på vinterferie, og vi kørte forbi den slags kvægbrug, som kan få én til at forsage hamburgere for tid og evighed. Køer, som stod under den glohede sol, tusindvis side om side, indhegnet på sorte jordmarker uden så meget som skyggen af grønt græs og opfodret på majs, fordi majs får køerne til at vokse hurtigere, blive større og giver kødet en sødligere smag – og pyt så med, at majsfoder ikke er godt for hverken køernes maver eller for miljøet.

Bittman, som tidligere skrev den populære klumme “The Minimalist” i New York Times, og som har skrevet den slags kogebøger, som er værd at eje, taler for en kost, som er overvejende vegetarisk. Ikke nødvendigvis udelukkende, men overvejende, og han spiser f.eks. aldrig selv kød før efter solnedgang.
Også her vil jeg sige ditto.
Ikke kun fordi vi selv her i familien lever på en overvejende vegetarisk kost, men også fordi hans pointe netop er det modsatte af madsnobberi og den snert af fanatisme, som kan læses mellem linjerne hos veganere som Myers. Det er ikke enten-eller. Det er ikke enten en vegetarisk eller ikke-vegetarisk kost, og det er ikke enten feinschmecker-kød eller kød fra Bilka. De færreste mennesker lever i sådan en enten-eller verden, og en enten-eller verden fører netop til den form for ensporethed, som giver os både madsnobbe og militante veganere.

Så, ja, spis overvejende vegetarisk og, ja, giv husdyr som køer og grise den samme omtanke, som vi giver hunde og hamstre, og, nej, solens bane er ikke den samme som Michelins.
Vi er måske, hvad vi spiser – men vi er her ikke for at spise.

24 kommentarer RSS

  1. Af peter g

    -

    Med al respekt for din holdning og indlæg,som jeg er enig i, så findes der naturligvis en tredje vej :-)

    http://www.amazon.com/Roadkill-Cookbooks/lm/TKOJCLY2PJF1

  2. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Så voldsomt tror jeg nu alligevel ikke, samfundet som helhed bekymrer sig om private prisuddelinger i den gastromoniske første division. Langt de fleste nyder nok snarere genopførelsen af “Kejserens nye klæder”. Men man ser jo ofte, at den journalistiske verdensopfattelse i sin egen lille boble kommer noget ud af trit med, hvad der rører sig blandt dens publikum. Man spørger uvilkårligt sig selv, hvor langt der egentlig er tilbage til de gamle romeres kulinariske dekadencer i form af med ulydige slaver opfodrede muræneål og farserede påfugletunger? At det jævne romerske folk så samtidig stort set levede af brød og anden vegetarisk kost alene, oversmurt med deres uundværlige gærede og rådnende fiskesovs garum er en helt anden sag.

    Din kollega hr. Claes Kastholm Hansen taler vist på vegne af mange af Berlingskes læsere i dag: http://www.b.dk/groft-sagt/kejserens-nye-koekken

    Selv foretrækker jeg nu afgjort anekdoten om dengang, tidligere forbundskansler Helmut Kohl for ligesom at bryde isen lidt inviterede tidligere premierminister Margaret Thatcher på kro i sin hjemby for at hun kunne smage hans livret: fyldt og krydret pfalzisk somave med stuvede kartofler, surkål, sennep og groft brød. Beretningen om hr. Kohls forbløffede udtryk, da ms. Thatcher takkede nej tak til en lille portion mere, og om hendes indestængte foragt, da hun langt om længe sad bænket i flyet på hjem med en gin og tonic og havde fået sparket skoene af: Oh, he’s so bloody German, skylder vi en medrejsende engelsk diplomat: http://www.hagengrote.de/shopsys/bilder/029x05_gross.jpg

  3. Af John Ulrich Poulsen

    -

    P.S. I øvrigt spændende at Restaurant Noma er begyndt at eksperimentere med bæverkød. Hvor “nordisk” det så er, kan man diskutere. Da de altid fiffige katolske munke i middelalderen fik bæveren rubriceret som en slags fisk på grund af dens pelsløse hale, har bæverkød helt op til vore dage nydt en betydelig popularitet som fastemad i Polen. Også i Rusland spiser man bæverkød. Mine betragtninger herom førte for nylig noget overraskende til, at jeg blev censureret i en læserdebat på svenske “Dagens Nyheter”. Måske fordi jeg ledsagede mit bidrag med et russisk foto af en slagtet bæver.

  4. Af Finn Jørgensen

    -

    Hele landet lider af én stor spiseforstyrrelse! Se bare hvad div. TV-programmer handler om; mad, mad, mad, mad, mad, køkkenhaver, fedme, underernæring, slankekure, motion, spisevægring, bullimi. Det eneste lyspunkt er at vi omsider har fået en slank sundhedsminister, at han så opfører sig aldeles idiotisk af og til, det må vi så lære at leve med. Hmmm, måske er det hans blodsukker der er for lavt.

  5. Af P. H. B.i.s.g.å.r.d

    -

    Ja, det er modbydeligt som for eksempel brødrene Price svælger i mad, selv om de ikke kan få en bid mere ned. Det afspejler den dekadente nordkøbenhavnske kultur — som sådan er sådan en skam og skænsel for alle os kulturbærende individer — som den trives i Hellerup og Gentofte, hvor de residerer.

    Det var morsomt sidste efterår hvor jeg umiddelbart efter at Niels K. Kjær havde fremsat en hyldest til samme brødre, og hvordan de “samlede nationen” – prompte rakkede dem ned og udtrykte mnit skarpeste mishag med at de blev trukket frem som noget særligt, og at Niels K.Kjær derpå slettede mit indlæg, fordi han grangiveligt så/ser dem som noget særligt, noget specielt, som omvandrende eksponenter for dansk kultur. Niels K. Kjær’s reaktion er typisk for den offentlige sønderjydes desorientering og kritikløse omfavnelse af ALT dansk, fordi han føler sig på den måde distanceret til det tyske. Medens de dygtige sønderjyder som er i 100 % privat ansættelse aldrig skal høre et ondt ord fra mig, så falder hammeren overfor de offentligt ansatte samme, specielt hvis de på en daglig basis er engageret i på vore vegne at tolke hjemlige politiske begivenheder og trends. Min påstand er, at der er en sønderjyde uegnet til, fordi som oftest vil han have en avre-for-navre holdning overfor ALT dansk, specielt den Hellerup/Gentofte varianten som han givetvis ser som en form for aristokrater, der skal bukkes og skrabes for (her træder så det tyske i hans karakter frem)

    —-
    Madgris

    Jeg vil gerne helt ærligt gøre opmærksom på at min kritik af brødrenes overdrevne svælgen i mad, var kombineret med en kritik af deres forliste ægteskaber, og jeg påpegede i al stilfærdighed at den ene svælgen åbner en ladeport til den anden svælgen – altså at man heller ikke holder sig på måtten angående kødelige fristelser og derfor ikke er 100 % disponeret til at holde fast i ægteskabet, sådan som vi konservative ser som fundamentet i samfundet. Men nu er Niels K. Kjær jo også Liberal, så det forklarer jo en hel del for hans vedkommende..

  6. Af P. H. B.i.s.g.å.r.d

    -

    Nu har jeg fingeren på pulsen, og som jeg kan bedømme det, så er der nu sket en “backlash” overfor Price-brødrene. Det viser jo at den danske befolkning er suverænt selvtænkende og ikke finder sig i alt for enhver Price…øh pris. Og det viser igen at min instinktive modstand mod de to var den rette, medens den omtalte journalist og hans kollega, Kastrup — som også slettede min sammenkædning af de to Pricer’s kødelige fristelser i mere end een forstand, var helt galt på kareten, eller rettere: som sædvanligt kommer for sent, men hænger efter på sidste års trend, som de så i ny frenis forsøger at sælge til os.

    Men her vil jeg gerne nævne at jeg altid har set Poul Høi for at være i en klasse for sig, og jeg er også parat til at sige hvorfra hans gentagne viste ene til selvstændig tænkning kommer fra: Fra han opvoksen i Kongerigets største kulturegn, den med de stærke historiske bånd til verdens dominerende kultur, den angelsaksiske, nemlig Vestjylland.

  7. Af P. H. B.i.s.g.å.r.d

    -

    Jeg har lige en tilføjelse til hvorfor Niels K. Kjær synes om de to brødre og hvordan de “samler nationen”. Nu forholder det sig sådan at hans kone er producent/instruktør på DR, og — jeg er ikke færdig med at analysere det — men givetvis enten selv eller via kollega, nærmest pr. definition er enormt optaget af alle nye (DR)-livstilsprogrammer, fordi det ligger til hele deres indstilling at det er DEM som skal fortælle os hvad vi skal synes om.

  8. Af Malene A

    -

    Egentlig handler dette blogindlæg jo mere om dyreetik end madsnobberi, men jeg mener nu også, at madsnobberi er det mindste af samfundets problemer med mad.

    Faktisk er problemet jo det omvendte, at mange ellers velfungerende mennesker ikke ved, hvordan man laver mad selv!! Jeg kender selv masser af kvikke mennesker, der klarer sig godt, der ikke kan lave mad selv. Og så er man jo prisgivet det lokale pizzaria eller frostretterne – medmindre man også er umådelig velhavende og har råd til dyr og sund take-away.

    Hvis man selv laver sin egen mad og har kærlighed til mad, så ønsker man jo at spise det, som smager bedst. Og det er oftest de produkter, der også er etisk frembragt.

    Mens folk, der intet ved om mad jo køber frostpizzaer og andre færdigretter, hvor man kan være sikker på, at kødet næppe er økologisk eller opdrættet etisk. Faktisk kan der være tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan kalde det kød.

    Så synes måske, at vi i stedet for at bruge tid på madsnobberi burde bruge tiden på at udbrede viden om simpel madlavning og simple gode råvarer. Om noget har vi brug for flere “madsnobber” og ikke færre!

  9. Af P. H. B.i.s.g.å.r.d

    -

    Ja, det er rigtigt, Malene! Ikke snobber i mere end en forstand, som de to brødre hvis moder var kongelig skuespillerinde, men helt almindelige husmødre, som f.eks Maud fra SVT – kan ofte opleves på “Go kväll” eller hende dér med puf-ærmerne, som vi havde herhjemme, der var ganske vist også en vis form for beklagelig snobbisme ved hende, som druknede budskabet lidt om den enkle husmoder-mad

  10. Af K. S.

    -

    Danskerne tror altid, de kan styre alting. Men man kommer hverken i Den Blå Bog eller i den røde Michelinguide uden bedømmelse udefra. Michelins maddommere ved, hvad de har med at gøre. Der stilles krav til perfektion, ikke kun mht maden, også serveringen, interiøret, toiletforhold osv osv. Alt bliver set under lup. Jeg forstår godt, Danmark ikke har en trestjernet restaurant. Det får vi aldrig, når omgangstonen og betjeningen er gumpetung, ofte ligegyldig og uvenlig. Der skal et øje på hver finger hos betjeningen, diskretion og total venlighed. Man skal føle sig som en velkommen og ventet gæst. Det kan Danmark ikke levere.

    Herhjemme tror vi, alt skal være dyre produkter for at være interessante. I Frankrig kan også enkle og billige ting gøres raffinerede.

    Hvis man så enda kunne tørre bordene af ved nye gæsters ankomst på de almindelige steder. Men ikke engang det fungerer.

    At Michelinguiderne så er lunefulde på den specielle franske måde. Det er en anden historie. Og det franske køkken og filosofien dertil har altid forrang. Så vi skal nok ikke tro, vi er noget.

  11. Af Finn Baggesen

    -

    “Der Mensch lebt nicht um zu essen, sondern er isst um zu leben”. Da uvidenhed i dag er hver mands eje, vil jeg tillade mig at oversætte det gamle tyske fyndord.”Mennesket lever ikke for at spise,men det spiser for at leve”. Nok værd at tænke over i vore “smid væk” tider. God appetit!

  12. Af M Mollerup

    -

    Bittmanns kommentar er rigtig god, fordi den fastholder tvivlen, der er ikke nogen proklamationer for eller imod, bare spørgsmål. Der er imidlertid slet ikke nogen sammenhæng mellem de spørgsmål Bittmann stiller, og så madsnobbernes sanselige amokløb. Malene A har ret, og det problem hun beskriver er langt større i USA, hvor der er store områder, hvor man slet ikke kan købe friske råvarer.
    Hvorfor er det et problem, at nogen mennesker lever for at spise? Det er dejligt for dem, og de påtvinger ikke os andre noget som helst. Ingen er tvunget til at læse deres bøger eller artikler. Det er bestemt ikke dem, der spiser de dyr, der bliver mishandlet på svine- og kofabrikkerne.
    I min familie spiser vi også mest grøntsager til daglig, men vi synes også det er spændende og interessant at besøge en god restaurant nu og da. De bedste kokke er inspirerende, og NOMA er en stor oplevelse.

  13. Af Alexander Berg

    -

    Super indlæg. Må jeg foreslå at du, Poul Høi, tog et kig på dokumentaren kaldet ”Food, Inc.”, som er en super dokumentar om amerikansk madindustri. Dokumentaren tager spørgsmålet om, hvor meget vi egentlig ved om den mad, vi køber i det supermarkedet, og derefter spiser. Jeg bor til daglig i San Diego, og jeg må indrømme, at jeg efter at have set ”Food, Inc.”, fik et andet forhold til, hvad jeg hidtil havde købt i de amerikanske supermarkeder, og derefter puttede i munden. Den amerikanske madindustri er grotesk – og ofte uden etik og moral. Min opfordring: Tag et kig på dokumentaren. Den er ikke voldsomt kendt, men ikke desto mindre enormt giver den et kanon indblik i en verden, vi ikke ser så ofte. Kunne være stof til en ny artikelserie…

  14. Af hakon njor

    -

    FØRST DRÆBER MAN ET DYR .SÅHAKKER MAN DET I SMÅSTYKKER
    HVOREFTER MAN STOPPER DET OP I DETS EGEN TARM.(de grønneslagtere)

  15. Af Piet Christensen

    -

    Mad er dejligt og har altid været et naturligt samlingspunkt for mennesker.

    Men mad skal spises og ikke ophøjes til en religion, eller være udgangspunkt for egen selvfedhed/snobberi.

  16. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Nå, vi slipper jo nok ikke uden om den. Klassikeren blandt alverdens eksotiske kogebøger: “Man tager en alligator”:

    http://www.arkaisk.dk/kogebog1.htm

    Det er i øvrigt også interessant på internettet at prøve og dyrke den vestlige gastronomiske, hakkebøf-orienterede imperialismes sejrsgang verden over ved at undersøge, hvor mange – eller rettere hvor få – lokale varianter, McDonald’s tilbyder rundt omkring. Helt hvorfor prøveskuddet McBacon i særlig grad faldt i danskernes smag som stort set det eneste sted i verden, har McDonald’s nok aldrig fået analyseret til bunds, men det gjorde den altså :-)

  17. Af Morten B

    -

    Hej. Mit navn er Morten, og jeg er en foodie.

  18. Af K. S.

    -

    Er det ikke påfaldende, at dengang McDonald “indtog” østlandene, så faldt interessn for den seriøse kultur bemærkelsesværdigt. Er der en sammenhæng?

    Og hvordan hænger det sammen med den eksploderende verdensfedme? Er det mon ikke de vækstfremmende stoffer i kød og korn, der også får mennesker til at vokse?

  19. Af Finn Majlergaard

    -

    I Rue Monmartre, Paris finder man adskillige butikker med den mest vidunderligt foie gras. Prøv det. Guddommeligt

  20. Af Helle Lorange

    -

    Foie gras er en modbydelig dyremishandling og er heldigvis blevet boykottet af rigtig mange mennesker.
    Den må gerne forbydes helt, tak!

  21. Af Casper -

    -

    Det er naturligvis rigtigt at industrilandbrug er stærkt ressourcekrævende. Men kød er ikke altid forkert, set fra et ressourcesynspunkt. Der er mange områder i verden som ikke kan opdyrkes fordi de er for afsides, ligger i bjerge eller af andre grunde. Her kan man have græssende dyr til kødproduktion. Det samme gælder fiskeri, som ville være en glimrende bæredygtig ressource, hvis bare man ville nøjes med de rigtige fangstmetoder. Desværre har EU + skiftende danske regeringer gjort alt for at fremme stordrift og lav kvalitet på hele fødevareområdet.

    Jeg har fødevareintolerans og må undgå nogle af de mest almindelige madvarer, så for mig har kost fået en anden betydning end for de fleste. Jeg må planlægge indkøb og lave de fleste måltider selv. Restaurantbesøg ender galt i 50 % af tilfældene. I kantiner skilter man sjældent med hvad maden indeholder, jeg må spørge, men kan ikke stole på svaret.

    Jeg forstår ikke at alle de mennesker, der ikke har allergier, kan være så kræsne, og samtidig så ubevidste om madens værdi. I kan spise hvad I vil, og alligevel vælger mange af jer junkfood, billige kager, brun sovs og sukkerstads. Hvis I pludselig havde et fødevareproblem, ville I nok ønske I havde sat mere pris på lødig mad, da I kunne tåle det hele.

    I øvrigt er jeg skeptisk mod diskussion om mad-etik, der udelukkende bygger på dyrevelfærd eller ressourcespørgsmål. Hvad med vores egen sundhed? Jeg har erfaring med at vegetarkost ikke virker for mig, da jeg har det bedst med mange proteiner. Det er ikke nødvendigvis dyrt eller ressourcesvineri. Jeg mener overforbruget primært skyldes at der smides for meget væk. Der smides meget væk fordi maden er massefremstillet og har lav kvalitet (overproduktion). Hvis vi satte pris på lødig mad og behandlede den med større omhu, kunne vi spise masser af fisk, vildt, økologisk kød osv. Selv om vi er blevet rigere og rigere, udgør mad en stadig mindre del af budgettet, og kvaliteten er faldet, vi får hvad vi betaler for.

    Vi er her også for at spise, hos alle levende væsner er det at æde en meget central del af livet. Fællesmåltider og god, enkel mad har været en ritualiseret del af hverdagen, men det er man desværre gået væk fra i de mest “udviklede” lande.

  22. Af jens jensen

    -

    Du sku ha munden lukket med Gadaffi-tape

  23. Af Steffan Helle

    -

    Det er saa befriende at faa at vide hvorfor vi ikke er her, men naar der nu er adgang til Gud’s motiver for skabelsen, kunne vi saa ikke faa at vide hvorfor vi er her ??

Kommentarer er lukket.