Boghandleren er kaput

Af Poul Høi 28

Det er en smule egocentrisk at sige, at det var min skyld. Omvendt er det også en smule det modsatte at sige, at det slet ikke var min skyld.
Jeg har tidligere bekendt mig som bogsnuser – jeg besøgte min lokale boghandel Borders, jeg købte en kaffe eller to og måske et magasin, men sjældent en bog. De var simpelt hen for dyre. I føromtalte klumme gav jeg et eksempel på, hvordan jeg overvejede at købe en fremragende bog,  “Christianity” af Diamaird MacCulloch, men at den kostede 45 dollars plus moms i den lokale boglade og 25.48 dollars uden moms og med gratis levering hos Amazon. Hvis jeg ikke kunne vente på at få den leveret, kunne jeg købe den som ebook hos Google for nogenlunde samme pris.
Det var et dilemma. På den ene side er det mægtigt at have en stor boghandel i nabolaget, og det er en fornøjelse at kunne drikke sin kaffe omgivet af måske verdens dyreste tapet – 150.000 bøger – og i selskab med ditto bogelskere. På den anden side behøver man ikke være vestjyde for i længden at blive en smule træt af at betale mellem 30 og 40 procent ekstra per bog.
I klummen spurgte jeg, hvordan man på den baggrund kunne redde boghandlerbranchen?.
Men glem det bare. I det mindste hvad min lokale boghandel angår.
Borders gik i sidste uge i betalingsstandsning og meddelte, at den ville lukke en tredjedel af sine forretninger, og blandt dem var min lokale boghandel, som nu reklamerer med ophørsudsalg: “Alle bøger er nedsat med 30-40 procent,” står der, men som en af mine venner kynisk iagttog: “Det er stadig billigere hos Amazon.com…”
Det er naturligvis ikke kun et problem for Borders og for boghandlerne, det er et problem for hele detailhandlen – for i det mindste i USA er det altid billigere hos Amazon.com. En analytiker hos Wells Fargo opregnede for nyligt, at selv det amerikanske svar på Bilka – Wal-Mart – ikke kunne konkurrere med Amazon. “Wal-Mart er over en bred kam 19 procent dyrere end Amazon,” hed det.  Det kan ses på Wal-Marts regnskaber; for syvende kvartal i træk falder omsætningen per butik, fremgik det i går.
Herovre er giganter som Blockbuster gået ned, fordi det var nemmere og billigere at leje filmene online; Circuit City er gået ned, fordi det var billigere at købe elektronik og gadgets hos bl.a. Amazon, og den samme historie kan vi fortælle om alt-til-hjemmet kæden Linens n’ Things. Væk er de.
Hvad skal boghandlerne gøre? Hvad skal detalhandlen gøre?
For det første holde op med at græde og appellere til kundernes bedre jeg. Maskinstorm virkede ikke i sin tid, og det vil heller ikke virke nu, og en “støt-din-lokale-overpris” vil kun have en meget snæver appel.
Detailhandlen skal i stedet kunne besvare det grundlæggende spørgsmål: “What’s in it for me?” Hvorfor skal en kunde gå ind i Borders og købe en bog – eller kæde X og købe produkt X – i stedet for at købe den på nettet?
Jeg har for nyligt i en artikel i Berlingske Business skrevet om kæden “Trader Joe’s,” som med et begrænset, men rigtigt sortiment, de bedste priser, serendipitet og en uovertruffen service har gjort dagligvarebranchen cool, og spørgsmålet er, om ikke branchen kan lære af Trader Joe’s?
Ja, dagligvarer er dagligvarer, det er noget, vi skal have, men lur mig, om man ikke kan overføre kvaliteterne fra Trader Joe’s og dermed skabe andre detailforretninger, som det i sig selv bliver en oplevelse at besøge?
Det betyder, at detailbranchen skal til at tænke rundt om næste hjørne, udtænke detail 2.0, men er det ikke også på tide? Efter amerikaneren Clarence Saunders opfandt supermarkeder med selvbetjening og revolutionerede detailhandlen, er der ikke fundamentalt ændret på konceptet, og det var i 1916.
Mit bud på detailhandel 2.0 er Trader Joe’s. Det rigtige sortiment, de rigtige priser, serendipitet og service – og sammenlagt en oplevelse.

 

PS! Nej, jeg har ikke aktier i Trader Joe’s. Kæden er 100 procent ejet af Aldi.

28 kommentarer RSS

  1. Af Lars Holger Sneppegreil

    -

    Vores god og trofaste boghandel her i Ebeltoft; eksperter i deres faglige viden og høj service, er desværre også gået ind.

    Kvalt af bøgerne i Føtex, Kvickly og især nettet. Gad vide hvor længe der går, inden vi savner boghandelen.

    Men derfra og til genopstandelse, der er nok et uoverstigeligt stykke. Selvom de ikke var nået til cafebølgen..

  2. Af Elsebeth Nilsson

    -

    Jeg har lige akkurat reageret med et svar på en Lisbeth Knudsen-blog, og nu er hele molevitten pist væk! Fik lige akkurat at vide, at mit indlæg “afventer bedømmelse”, og så bare…ingenting. Senest skete dette med en kommentar til et (…) Uffe Ellemann-indlæg. Aldrig set siden, alt forsvundet, både kommentar og blog! Hvor dumt.

  3. Af William Jansen

    -

    Det virker som om at klummens præmis er at boghandlerne skal reddes? Hvorfor nødvendigvis det?

    En boghandel til et impulskøb i lufthavnen, dækker det ikke moderne menneskers behov?

  4. Af Poul Høi

    -

    @ William Jansen. God pointe. Det kan godt virke som om, jeg med vold og magt vil holde på boghandlerne, og det er faktisk ikke min mening. Hvis vi ikke længere behøver karetmagere, så må de gå til det sted, hvor døde karetmagere går hen. Sådan er det, og hvis vi ikke er interesserede i boglader, så fred være med dem. Interessant er det også, at lukningen af den ene af to Borders her i byen – den store i centrum – ikke har affødt tilnærmelsesvis den opstandelse, som jeg havde forventet. Det er som om, at de fleste er kommet videre. At de betragtede Borders som en forrygende kaffebar, men også som en anakronisme, der ikke kunne leve af at sælge kaffe. Så, ja, boghandlen som vi kender den, og med og uden kaffe, er på vej samme sted som pladeforhandleren og videoudlejeren og den uafhængige købmand.
    Men jeg tror på en fremtid for detailhandlen, ikke mindst på grund af den sociale dimension og den håndlavede serendipitet, som internettet ikke magter, og også i den forbindelse en form for boghandel. Spørgsmålet er bare: Hvordan?

  5. Af Sapere Aude

    -

    Internettet er vel ikke helt uden serendipitet. De efterhånden påtrængende effektive tjenester som f.eks. iTunes kigger i dit musikbibliotek og din købsadfærd og foreslår ting, du ikke var klar over, at du savnede. Før i tiden blev man, hvad man spiste. På internettet bliver man, hvad man spørger om.

  6. Af r. vangkilde

    -

    BOGTRYKKEREN ER OGSÅ KAPUT! -og journalisten på vej.
    “SELVBETJENING” Vi er alle blevet vores egen
    Boghandler-Bogtrykker-og journalist.
    Jeg har selv taget hele turen fra 63″ med bly,hurtig
    pressen med pindeudlægening til svendeprøven, film,
    fotosats,til elektronisk overførsel,bogen trykkes i
    Kina,Tailand e.t.c. til en fjerdedel af prisen og på den samme maskine helt tilbage fra 92″.
    (-og det handler “IKKE” om politik eller demokrati).

  7. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Sandelig vi lever i de sidste tider!

    Hvem ville have anet, at det trykte ord i bøger og aviser så hurtigt ville uddø? For slet ikke at tale om den behagelige duft af tryksværte i en boghandel.

    Svagt kan jeg også erindre den behagelige duft af læder, vognsmørelse og lakfarver i min oldefars karet- og sadelmagerværksted.

    Jeg møder trofast op, hver gang de kører med veterandamplokomotiver, alene for at nyde duften af kulrøg og smøreolie.

    Snart er intet tilbage. Undtagen blomster- og fiskeforretninger selvfølgelig :-)

  8. Af Torben Ethelfeld

    -

    Det er da ikke så underlig; hvis du ikke handler i din lokale butik så dør den. Og det er lige meget, hvilken slags butik det er. Hvis jeg godt vil have en lokalbutik, er jeg nød til at ligge en del af mine indkøb der. Også selvom det er lidt dyrere.

    Og så vil jeg kraftig anbefale Strand nede ved Union Square i New York. Det er det ultimative bogparadis.

  9. Af Niels P

    -

    @John Ulrich Poulsen, 23. februar 2011 kl. 10:48

    En virtuel fiskehandler ville ellers ikke være så ringe endda. Lugten af “penge” kan af og til være lidt stram …

  10. Af Jesper H

    -

    Ja – en typograf stod i lære i 5 år!

    Det var dengang man satte pris på skind indbunde bøger –
    på ordentligt papir.
    Har heldigvis arvet en del.

    ————————-
    I dag er det blevet discount – alt skal være billigt – eller helst gratis!
    —————————
    Hvorfor er der i Danmark etableret så mange discount butikker – er vi blevet en discount befolkning.
    —————————
    Men heldigvis er der fortsat mennesker der har KVALITET og
    ikke KVANTITET som livsstil
    ——————————————–

  11. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Niels P?, 23. februar 2011 kl. 11:27)

    Jamen, de findes skam da allerede? Men priserne er også derefter. Og udbuddet er temmelig begrænset. Det er vist mest noget for yngre karrieremødre, der af hensyn til deres småpoders sundere forplejning gerne vil kunne komme hjem hver torsdag eftermiddag og finde en flamenco-kasse med frisk fisk uden for deres dør.

    I øvrigt er det en misforståelse, at børn ikke kan lide fisk. Min niece blev af sin far fodret med blendede, marinerede sild fra hun var helt spæd, og hun har gjort det samme med sine børn. Desværre døde han, inden min nevø fyldte to år, så nevøen har aldrig fået noget helt naturligt forhold til havets frugter og er stadig som voksen lige så livslangt børnekræsen som sin mor :-)

    Se nærmere: http://www.skagenfood.dk/

  12. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Jesper H?, 23. februar 2011 kl. 11:48)

    Man har skam gået til bogbinding på aftenkursus i fem sæsoner på et rigtig hyggeligt gammeldags bogbinderværksted sammen med sine forældre og har lært håndværket helt fra bunden.

    Man har også som helt ung tjent mange gode penge som biblioteksmedhjælp.

    Men: Kom ind i din tid!!!

    Sådan ser verden altså ikke ud i dag.

    Med mindre de ligefrem er 500 år gamle – eller sjældne og særligt eftertragtede – er der i dag intet marked for smukt læderindbundne bøger. De ender efter marskandiserens eller antikvarboghandlerens sortering i småt brændbart på landets genbrugsstationer.

    Sic transit gloria mundi :-)

  13. Af Niels P

    -

    @John Ulrich Poulsen, 23. februar 2011 kl. 11:52

    Jeg er ikke den, der er børnekræsen. Jeg værdsætter den ansjos, der gemmer sig i enhver bakke Stryhn’s Grovhakket Leverpostej. Dog er jeg nok for gammeldags modnet til ligefrem at ønske, at min PC går i fisk.

    I øvrigt har de eneste bøger, jeg har købt på nettet, været antikvariske. (Bl.a. “Drømmebogen” af Emanuel Swedenborg, som jeg mener må være noget lige for dig). Det er altid med en vis frygt og bæven, at man åbner den tilsendte brevpakke.

  14. Af Henrik Jensen

    -

    Hvorfor boghandlerne – altså dem, som hedder Brics and Mortar – skal bevares, har jeg et ret enkelt svar på: Lige gyldigt, hvor gode Amazon og co bliver, kommer du aldrig til at kunne holde deres bøger i hånden, før du køber dem. Du vil heller ikke blive opmærksom på bøger, som du mener, ser rigtigt spændende ud.

    (Hvis jeg skal sammenligne med noget, så minder det mig om en del aviser og blade, som i 80erne begyndte at sætte deres produkter sammen – efter at marketingsafdelingen fortalte dem, hvad deres læsere ville have. Og SÅ forsvandt de rigtigt spændende artikler, som vi ikke vidste, vi gerne ville læse – på forhånd).

    Så jeg har altid brugt amazon på en anden måde: Hvis jeg har fundet en bog, jeg gerne vil have, så mailer jeg til min lokale boghandler – og ber ham om at skaffe den).

    I øvrigt, hr. Høj, er der en anden net-boghandel, som er endnu mere spændende end Amazon.

    Tag et tit på http://www.abebooks.com, et enormt on-line antikvariat. (Den bog, du nævner, sælges der for 11 dollares).

  15. Af Thomas B. J.

    -

    Hej Poul

    Fint indlæg. En anden ting som detailhandlen allerede nu har problemer med er folk, der “serviceshopper”. Et eksempel på dette er en kunde går ind i en brilleforretning, får målt sit synstab, taler med brillestylisten, taler pris med ekspedienten, forlader butikken og køber et par briller billigt dagen efter på nettet. Butikken har dermed ikke tjent en krone, men kunden har “shoppet services” ved at lade folkene i butikken tro, at han ville handle der.
    Måske er services i virkeligheden det fremtidens butikker skal forsøge at tjene på, frem for at lægge 30-40% oven i prisen.

    Og så må man jo bare erkende, at visse fag er uddøende. Bogbutikker, videoudlejningskæder samt store dele af musikbranchen bør gøre sig klar til de nye tider. Med internettet er der ikke brug for alle de led længere.

  16. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Så har publikum i øvrigt også opdaget, at de kan kan købe en sprængt kalvetunge i BILKA til ca. den halve pris af, hvad der forlanges hos en deatilslagter. Det går den helt forkerte vej :-)

  17. Af Martin Duvander

    -

    Helt enig i artiklen – det bliver sjovt/skraemmene at se hvem der next falder som et korthus. Tror fx den Amerikanske spil kaede GameStop bliver naeste virksomhed som maa folde. Snart vil alle spil blive handlet lige som boeger; i elektronisk format.

    GameStop har en kaempe brick ‘n mortar forretning, samt franchise owners som de ikke bare kan lukke ned. Tror et godt bud er at gaa short i denne. Og gaa lang OnLive. Retail 3.0 :-)

    – Martin Duvander

  18. Af Poul Høi

    -

    @ Henrik Jensen. Enig i dit indlæg og også hvad angår abebooks. Problemet er bare, at de brugte bøger ofte bliver dyrere end Amazons nye, når man skal betale jeg-ved-ikke-hvor-mange-penge for forsendelse.

    @ Martin. Tak for dit indlæg, og jeg er enig i Gamestop. Men her er spørgsmålet: Hvis alle de forretninger, som ikke kan omstille sig, eller som ikke kan konkurrere med nettet, forsvinder – hvad skal så fylde gadebilledet og indkøbscentrene?
    Hvordan kan man/skal man konkurrere med Amazon?
    Amazons omsætning gik 40 procent frem sidste år, og jeg kan være lidt bekymret for, at detailbranchen ikke er mere bekymret for, hvad der skal blive af den.

  19. Af Martin Duvander

    -

    “Hvis alle de forretninger, som ikke kan omstille sig, eller som ikke kan konkurrere med nettet, forsvinder – hvad skal så fylde gadebilledet og indkøbscentrene?”

    Hvis jeg aerligt kunne svarer paa dette ville jeg nok vaere milliadaer. :-)

    Jeg vil dog alligvel goere et ydmygt forsoeg: tror vi bevaeger os hen mod en fremtid hvor unikke/upscale/oplevelses butikker kan overleve, og dem der ikke kan leverer dette gaar ned.

    Jeg bor selv i Venice, Californien og her har butikker saa som Urth Cafe, WholeFoods, Fair Trade caffe bikse, skraedder syet cykel butikker og made-fresh-daily organic is butikker slaet doerene op gennem de sidste 10 aar. De saelger unikke, men osse dyre produkter i en atmosfaere der osse giver en oplevelse. Disse butikker kan derfor charge en hoejere pris som folk osse er villige til at betale.

    Paa et eller andet tidspunkt vil supply/demand slaa ind og goere kvadrat meter prisen billigere paa retail og tilbyde plads ikke kun til flagship stores men osse til disse smaa unikke butikker. Dette kan allerede ses i statestikkerne idet i 1990 var der 18 square feet retail space per indbygger, i 2010 var dette tal steget til 40 ifoelge Kennedy Lawson Smith (http://www.cluegroup.com/Pages/KennedySmith.html)

    Tror butikker der kaemper med produkter der kan koebes langt billigere over nettet doer hvis de ikke omstiller sig.

    http://www.Netflix.com overtog Blockbuster… og som jeg siger for oven er det min spaadom at http://www.onlive.com overtager GameStop. Service branchen i USA er jo den eneste der har haft betydelig fremgang i USA de sidste mange aar da man endnu ikke kan outsource det at “flipping burgers” eller at serverer en fair trade organic kaffe til Indien eller et call center i Manila.

  20. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    E-boghandlerne er også truet.

    Det er på sigt en trussel mod den intellektuelle udvikling. Jeg har flere gange advaret om, at e-bøger også ville blive ramt af den omfattende ulovlige fildeling, der er blevet en alvorlig trussel mod musikbranchen. Det er nu sket.

    I dag læste jeg for første gang, at ulovlig fildeling af e-bøger er vokset eksplosivt i de snere måneder, og så småt er ved at udvikle sig til en trussel for e-boghandlerne. Det nytter ikke noget, at forlagene kopibeskytter e-bøgerne, hvis de også udgiver dem som papirbøger, for så kan bogen bare skannes ind og bruges til ulovlig fildeling på den måde.

    Så vidt jeg ved, er ulovlig fildeling allerede udbredt på danske universiteter.

    På sigt kan det blive svært at finansiere bogudgivelser i det hele taget!

    Nu hvor den ulovlige fildeling ikke bare truer underholdningsbrancher, som film- og musikindustrien, men selve den intellektuelle udvikling, er det blevet virkeligt vigtigt, at politikerne gør en seriøs indsats for at stoppe den form for kriminalitet.

  21. Af M Larsen

    -

    Ulovlig fildeling af bøger er ikke nyt. Da jeg læste, det var dengang man brugte hulkort til computeren, lavede vi også fildeling af bøgerne. Det foregik med en kopimaskine.
    Jeg sidder i dette øjeblik og venter på en bog om Churchill, jeg læste om på en anden blog. Bogen er bestilt og betalt i en dansk internetboghandel. Jeg har også et par gange købt bøger i danske netantikvariater, man kan finde hvad som helst bare man kan bruge google. Jeg kan ikke se hvad jeg skal med fysiske boghandler. Det skulle lige være til inspiration til en gave.

  22. Af John ulrich Poulsen

    -

    Verden var anderledes – og hyggeligere – men også fattigere dengang. Først og fremmest var byerne ikke begyndt at brede sig ud i parcelhuskvarterer, fordi kun få havde bil. På min korte skolevej på under en kilometer var der tre små købmandsbutikker. Oppe i byen, som vi sagde, selv om det rent fysisk var nede, var der fem slagtere, fire fiskehandlere, fire bagere og tre ostehandlere. Der var også fem boghandlere inden for en radius af 500 meter. Vi taler om Slagelse model 1960. Byen der i forhold til sin størrelse vel sagtens siden oldtiden har haft det største opland af nogen dansk købstad og stadig har det den dag i dag. I dag er der en BILKA, en KVICKLY X-TRA, tre NETTO, to FAKTA, to ALDI, to REMA 1000, to LIEDL, en IRMA m.m. Priserne i dagligvarebutikkerne er rundt regnet 80% af de københavnske. Men der er sgu stadig to boghandlere, der dog mere er gået over i papirvarer, legetøj og festartikler.

  23. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    M. Larsen. Tak for svaret.

    Så vidt jeg kan se, er der en afgørende forskel på, om man fotokopierer tekster – eller for den sags skyld kopierer kasettebånd, og på ulovlig fildeling; og den er, at hvis en tekstfil bliver lagt ud på nettet som ulovlig fil, så er copyrightet i princippet brudt på verdensplan.

    Fotokopier og kassettebånd er som regel kun yderst lokale copyrightbrud.

    Der er i øvrigt også en del gode sider ved ulovlig fildeling af tekster, men der er en risiko for, at det bliver umuligt at finansiere udgivelsen af dyre lærebøger, og andet afgørende vigtigt læsestof.
    Amazon har i øvrigt indført den håbløse politik, at deres e-bøger ikke må sælges videre som brugte bøger – så man kan godt skyde en hvisd pind efter e-bogsantikvariater – og kun må lånes ud én gang til en anden bruger, og kun i fjorten dage. Amazon beder ligefrem om ulovlig fildeling af e-bøger, som vil udvikle ulovlig fildeling, til et langt mere alvorligt problem, end det har været hidtil.

  24. Af Peer Bentzen

    -

    Høi, du skriver at forsendelsesomkostningerne hurtigt udraderer fordelen ved at handle antikvarisk hos Abebooks. Men husk lige at du skriver for en dansk avis, hvis læsere for 99,9 % vedk. IKKE vil kunne drage nytte af Amazons portofri forsendelser.

  25. Af christian vinding

    -

    Hej
    Jeg tror man skal være meget specifik for at diskutere balancen mellem den fysiske butik og netbutikken. Poul Høis indlæg læser jeg altid med interesse. For at forstå denne verden og den såkaldte kanalkonflikt mellem net og fysisk butik (FB) er der kun 1 anskuelsesmåde og det er eu outside in betragtning – altså se det fra forbrugerens side.
    Net og fysisk butik behøver ikke at være hinandens modsætninger.
    I Europa styrer mange mærkevareudbydere deres salg udmærket fordi de begrænser de store netudbyderes ageren. Hvis man således ikke holder de vejl priser ja så kan man ikke få leveret varen. Net og FB konkurrerer således ikke på priser.
    Mange mærkevareudbydere/ejere erkender behovet for en fysisk butik (f.eks inden for sko) som udstillingsvinduer og prøverum. Hvis disse fysiske butikker ikke får lov at tjene penge så underminerer man sig selv.
    Bøger er et produkt der ikke har det store fysiske eller serviceprægede (vejledning) indhold, så derfor vil balancen forrykkes voldsomt i retning af nettet. Men der er dog stadig mulighed for servicenicher. Boghandlen er død, men ikke stendød.
    Moderne boghandlere (i Danmark) er jo nok så meget sælgere af nipsting til kontoret og smågaver, så bøger er en nebengeschäft), men den ‘rene’ boghandel har det svært
    Man kan også sige hvis en forbruger kan vælge mellem at købe på nettet og købe i en fysisk butik med en netbutik ja så vælger han/hun det sidste.

  26. Af Mads Laimann

    -

    En ting har egentlig ndret mig.

    Hvorfor har boghandleren og musikbutikker åben størstedelen af tiden mens jeg er på arbejde?

    Men de er lukket, når jeg har fri og måske gerne vil impulskøbe en CD, film eller bog???

    Deri ligger nok en ikke helt lille del af forklaringen på, at jeg ikke længere her på Østerbro kan finde en god musikbutik, – og snart heller ikke en seriøs boghandler/aktikvariat.

    Manglende (mulighed for)servicekultur??

  27. Af Jørn Lybech

    -

    Jeg kaster lige endnu en truet art ind på scenen. De danske biblioteker som har godt 100 år på bagen hastigt på vej over i dinosaurgruppen. Er selv bibliotekar og det vi diskuterer mest er hvordan vi kan gøre os selv overflødige hvad angår de materialer som vi formidler. Netlydbøger, netmusik, net e-bøger, fjernadgange til databaser og så småt podkastede litteraturoplæg som vi tilbyder vore brugere hjemmefra. Og vores kernebrugere er i udpræget grad kvinder fra 30 og opad.
    Så kan vi sige at bibliotekstanken har haft sin storhedstid men ikke desto mindre forsøger vi som bibliotekarer jo at følge med tiden (sic!) – vi vil så gerne blive lidt længere!!!
    Så altså: Skal vi bevare bibliotekerne eller skal de samme vej som boghandlerene og musikbutikkerne
    En af de ting som dog stadig trækker mange mennesker er vore litteraturaftener (bogsnak kaldet!) – her møder publikum op i stor stil! Så her ligger der måske en fremtid. Mundtlig formidling hvor vi “underholder”.
    Skal vi den vej eller skal vi lukkes ned? Gode råd til bibliotekernes fremtid efterspørges
    (helst ikke perfide – det gider jeg sgu ikke!)
    Køber iøvrigt næsten alle mine bøger på E-Lounge, Saxo.com eller Amazon!
    Billigst og hurtigst.

  28. Af Michael Lykke

    -

    Personligt elsker jeg også de amerikanske boghandlere og synes det er en skam at de én efter én må lukke, men ser man på det danske marked så er sagen en helt anden.
    Herhjemme er de fleste boghandlere præget af et meget lille udvalg af bøger der sælges til voldsomme priser og hvis du bladre for meget i en bog så har du en utålmodighed ekspedient der spørger dig om du har tænkt dig at købe den bog.

    Set ud fra et dansk synspunkt så lever vi et samfund hvor omkostningerne til at leve bliver højere og højere og når ingen donere penge til “mig” så er det svært at blive overbevist om at jeg skal støtte de lokale virksomheder ved at “donere” penge til dem i form af markante overpriser.

    Løsningen er at få fjernet nogle af alle de fordyrende mellemled – Den kommercielle verden bærer i stor grad præg af at rigtig mange virksomheders eneste “formål” er at videresælge/distribuere ting uden at tilføje nogen ekstra værdi. Så måske skal virksomheder i fremtiden have mere fokus på at producere istedet for bare at være endnu et led der koster 30% ekstra.
    De producerende virksomheder kan så slå to fluer med et smæk ved at have et mindre antal butikker rundt omkring i landet hvis primære formål er at fungere som “udstillingslokale” hvor man så har sin primære indtægt på ehandel – Derved tilbyder man kunderne en række fordele ved at fjerne en række dyre mellemled, kunden kan stadigvæk se og mærke varen i fysisk form og derefter købe den i butikken onlineshop. Derved kan producenten også sænke priserne markant og tilbyde priser i det niveau kunderne ønsker.

    Så hvis virksomhederne formår at forny sig selv så bliver butiksbilledet i fremtiden kombineret af producerende virksomheder der udstiller egne produkter blandet med niche og luksus butikker som tilbyder en helhed der inkludere mere end bare den fysiske vare.

    I sidste ende må man også kigge på prisen – Er det værd at betale 400 kr for en bog jeg måske kun læser en enkelt gang? Hvis du spørger mig, så er det klart et nej. På samme måde som at en DVD film jeg ser en enkelt gang heller ikke er 200 kr værd.
    Men til gengæld betaler jeg gerne 50 kr for en juice lavet af friske råvarer efter eget ønske, eller 500 kr for en lækker coffeetable book(Som jeg ikke skal vente 3-4 uger på at boghandleren kan få hjem når online butikke kan levere den billigere i løbet af få dage) osv.
    Nogle vare er ganske enkelt ikke deres pris værd og en del ting som magasiner, musik og film mangler ofte en kvalitet der gør at deres holdbarhed er mere end kortvarig.

    /Rant off :)

Kommentarer er lukket.