Må en journalist sige “løgn?”

Af Poul Høi 47

Hvornår er en løgn en løgn?
Eller spurgt på en anden måde:
Hvis en løgn er en løgn – må en journalist så sige det?
Det er faktisk ikke så skolastisk, som det lyder. Et af CNNs store navne, Anderson Cooper, har fået ørerne i maskinen, fordi han under sin dækning af urolighederne i Ægypten flere gange har brugt ordet “løgn.” Når eks-præsident Mubarak og hans folk f.eks. kom med udtalelser, der lød, som om de stammede fra Komiske Alis spinskole, så sagde Cooper det ligeud.
Her er et eksempel:
“Vi hører de samme løgne, som vi har hørt fra Mubarak og hans regime nu i to uger. Vi har her en mand, som tydeligvis mener, at han er personificeringen af Ægypten, og han bliver ved med at gentage løgnen om, at demonstrationerne udtryk for fremmed indblanding…”
Brugen af udtrykket “løgn” er faldet en række amerikanske mediekritikere for brystet, for skal en journalist og en studievært ikke holde tungen lige i munden og fordele sol og vind lige, selv i et tilfælde som Hosni Mubarak? Det mener bl.a. James Rainey fra Los Angeles Times, og det mener Howard Kurtz fra Daily Beast og Chris Dickey fra Newseek, som i førstnævntes Tv-program om medierne diskuterede Coopers synd, og de to herrer var enige om, at Cooper ved at bruge ordet “løgn” havde taget parti, og – sagde Kurtz – det var måske fordi, han var blevet slået i hovedet under en af demonstrationerne.
Problemet er ikke, at Cooper havde uret. Selv mediekritikerne måtte medgive, at han havde ret, men at han brugte udtrykket “løj.”
Det er et ganske principielt spørgsmål, som Glenn Greenwald her påpeger hos Salon:
Hvis en journalist eller en studievært bliver præsenteret for noget, som tydeligvis er usandt, skal han så gøre sine læsere eller seere opmærksom på, at det er usandt. Med andre ord: Skal han fortælle dem, at det er løgn? Eller skal han – som Rainey, Kurtz og Dickey foretrækker – fastholde på-den-ene-side-og-på-den-anden-side?
Greenwald er ikke i tvivl: Selvfølgelig skal en journalist eller studievært præsentere en usandhed som usandhed. Hvad i alverden får han ellers sine penge for? Hvad kan vi ellers bruge ham til?
Greenwald har sikkert ikke hørt om Nils Ufer. Hans bog “Den nøgne journalist” var et af fagets store kvad i min tid på journalisthøjskolen, og for Ufer var en journalist en referent, ikke en meningsmaskine, og som han rådgav unge journalister: “Journalister skal bare referere, ikke mene.”
Og så kan læsere og seere selv tage stilling.
Det lyder forjættende, men jeg er ikke sikker på, at det i virkeligheden er så forjættende.
Nej, jeg vil ikke bryde mig om, at enhver kåd studievært slynger om sig med “løgn” og jeg bryder mig heller ikke om skrivere, der ikke er hjemme i det, som de skriver om, og som desuanfægtet forsøger at proppe et synspunkt ned i halsen på mig.
Men omvendt tager jeg hatten af for de studieværter og journalister, som ved, hvad de taler om, og som har sat sig ind i et emne, f.eks. ved at dække det tæt i årevis, og som bruger den ballast til at skille skidt og kanel.
Så, ja, selvfølgelig skal Anderson Cooper eller enhver anden, der korresponderer fra Ægypten, fortælle os, når regimet nærmer sig Komiske Ali, og jeg tror, de færreste vil tage anstød af det.

Anstødsstenene finder vi derimod, når vi nærmer os hjemlig politik – uanset om det er USA eller Danmark.
Hvis Anderson Cooper har demokraten Harry Reid eller republikaneren John Boehner i studiet, og han fortæller dem ligeud, at de er fyldt med løgn, og det samme i Danmark – hvis en Tv-journalist konfronterer Ole Sohn eller Per Stig Møller og fortæller dem, at de er fulde af varm luft.
Hvad så? Ville vi ønske os det?
Mit eget svar er et ja. Det skulle vi ønske os. Ikke ubetinget og ikke fra alle, og somme tider er sandhederne meget grå, og somme tider er der ingen sandheder, men andre gange er der. Når f.eks. John Boehner er på Tv og nægter at gå i rette med de republikanske kernevælgere, som mener, at Barack Obama ikke er amerikansk statsborger, så må det være en journalists opgave at gå til ham og sige: Hvordan kan du forsvare noget, som er uomtvisteligt løgn?
Eller når Villy Søvndal tydeligvis ikke kan få tallene i S-SFs økonomiske plan til at gå op, så er det også tilladt for en økonomisk reporter at sige til ham: “Det hænger ikke sammen for dig, Villy.”
Og hvis seerne og læserne ikke bryder sig om det? Hvis de af politiske grunde er uenige?
Der er heldigvis i dag en sådan mediepluralitet, at vi kan gå et andet sted hen. Hvis jeg ikke bryder mig om virkeligheden a la CNN, kan jeg se Fox News, og hvis jeg ikke bryder mig om virkeligheden a la Ekstra Bladet, kan jeg læse Berlingske. Hvis jeg ikke bryder mig om Søren Pinds blog, kan jeg læse Mads Kastrups og vice versa.
Så Nils Ufers råd til unge journalister træner til en opdatering.
“Journalister skal referere og – hvis de kan, og hvis omstændighederne kalder på det – også mene.”

 

47 kommentarer RSS

  1. Af Mathias Sommer

    -

    For at citere Kurt Strand:

    objektiviteten er “ubrugelig og uanvendelig,” der er et ”skrigende behov for, at journalister vedkender sig deres personlige holdninger og følelser og åbent tør sortere, analysere og forklare med subjektivitet som arbejdsmetode.”

    Jeg giver ham ret.

    Tak for en fantastisk blog.

  2. Af Søren F.

    -

    Det behøver ikke være så svært. Der er følgende 2 scenarier:

    1. Er det beviseligt løgn, der forsøges videregivet, så er det journalistens pligt at gøre opmærksom på det og fx spørge ind til det, så enhver normalt begavet medieforbruger får klar besked. John Boehners “ikke kommentarer” til Obama’s statsborgerskab, må falde i denne kategori. Factcheck er glimrende til at videformidle hvem der er fulde af løgn og/eller udokumenterede påstande, som da Villy Søvndal sagde han havde besøgt X plejehjem, men havde besøgt en hel del færre.

    2. Har journalisten ikke beviser, kan han naturligvis ikke tillade sig at sige noget er løgn. Heller ikke selv om det er 99 % sikkert det er løgn. Jeg vil mene Anderson Cooper falder i denne kategori.

    Niels Ufer’s bog skal opdateres.

  3. Af Henrik Jensen

    -

    Mathias, det du ønker dig, er vel det stik modsatte af det Høj efterlyser: Vi har ikke så meget brug for jorunalister, der ” vedkender sig deres personlige holdninger og følelser”.

    Vi har brug for journalister, som passer deres arbejde og kan spotte spin og løgn, når de ser det.

    Facts er løgnens modsætning – og de har ingen politisk holdning. At Obama er født på Haveje er vel et faktum….lige gyldigt, hvad du ellers mener om manden.

    TVs nyheder kunne i øvrigt gå foran her. Jeg har aldrig fattet, hvorfor studieværten skal interviewe f.eks. undervisningsministeren – i stedet for den fagmedarbejder, som kender stoffet. Bagefter sidder jeg ofte, som seer, tilbage med en fornemmelse af, at jeg har overværet et kabuki-spil – uden sandhedsindhold.

  4. Af Poul Høi

    -

    @ Henrik Jensen. Tak for dit indlæg. Mathias citerer Kurt Strand, og jeg er ikke klar over, om citatet er ordret eller efter hukommelsen, men jeg tror såmænd ikke, at der er så langt fra Mathias og Strand til dit synspunkt. Kun ganske få har lyst til medier, som er et missionstelt, og hvor journalistens kulør – eller mediets kulør – stjæler al mening og rimelighed. Der var en grund til, at Land og Folk spillede så lille en rolle i samfundsdebatten i gamle dage.
    Men en journalist kan godt være subjektiv, hvis han er det på en forholdsvis objektiv måde. Jeg er f.eks. ikke i tvivl om, hvor Fox News værten Bill O’Reilly står i de fleste sager – og det er på højre side af en højrentekonto i Saxo Bank – men han har samtidigt gennemført nogle ualmindeligt seværdige interviews med Barack Obama og Jon Stewart, netop fordi han balancerede sine egne holdninger og den almindelige redelighed.
    Dermed mener jeg ikke, at vi alle skal være Bill O’Reilly eller fare frem med partibog, men jeg mener, at det er at foretrække frem for Ufers referent, og jeg mener ikke, at det udelukker en journalistisk relevans.
    Ellers er jeg hundrede procent enig i dit indlæg, og til dit afsluttende afsnit om studieværten versus fagmedarbejderen som interviewer – kan jeg kun sige “touche!” Du fægter med kårde.

  5. Af S J

    -

    Det var nok værd at skelne imellem løgn og usandt.

    Du kan på baggrund af argumenter hævde, at X taler usandt. Hvorvidt X lyver, ved, i dets yderste konsekvens, kun X selv.

  6. Af Kim Kaos

    -

    Tak til dig Poul for at sætte fokus på et vigtigt emne.

    Jeg må ærligt tilstå at jeg er en af dem der ville ønske at journalisterne på tv en gang imellem slog i bordet og siger fra når en politiker eller en forretningsmand direkte står og lyver.

    Ofte oplever man at journalister bare står og holder en mikrofon og lader en person stå og lyve befolkningen direkte op i ansigtet uden at sige fra men bare slutter af med et tak for du kom.

    Vi mangler journalister med hår på brystet der kan gå til bidet og sige det vi alle tænker: Du er jo fuld af løgn når du påstår….Du ved at du har snydt på vægten for få dine tal til at se spiselige ud….du taler mod bedre vidne når….

    Vi mangler journalister der tør tage stilling og vise mod

  7. Af Tom Romdal

    -

    Tak for en god og vigtig blog! Det der tales om er forskellen på kritisk journalistik og mikrofonholderi. Tør man kalde en spade for en spade.

    I den hjemlige andedam har vi i mange år lidt under en presse som tog på VKO-regeringen med fløjlshandsker. Hvad Fogh og siden Løkke sagde var det som lagde dagsordenen, og oppositionen kunne ikke få lov til at argumentere imod det i fx TV-nyhederne. I Mogensen og Kristiansen’s magasin talte de i måned efter måned om at regeringen havde patent på sandheden i det offentlige rum. Med Løkkes svigtende opbakning kom der et skifte, og i det sekund som Thorning overlevede sin skattesag (efter lang tids hetz fra medierne og Venstre) ændrede det offentlige mediebillede sig 100 %, således at det nu intet som Lars Løkke kom frem med bliver taget alvorligt.
    (f)

  8. Af Tom Romdal

    -

    (f)
    Og dog! Det er som om pressen ønsker sig tilbage til den tid hvor de bare kørte Foghs dagsorden udover skærmene. Løkkes nytårstale var et enormt vælgerbedrag, der helt fejlagtigt har givet befolkningen det indtryk at VK er ansvarlige overfor den nuværende økonomiske situation. Væk en vælger kl. 3 om natten og vedkommende vil sige at efterlønsindgrebet hjælper til at forbedre vores 80 mia store underskud. Hvilket er en lodret løgn (afskaffelsen giver 0 kr de næste 5-6 år), men så vidt jeg ved har INGEN journalist konfronteret en regeringspolitiker med dette. Derimod har man begejstret talt om regeringens “momentum” fra dag 1 og indtil det stod helt klart at der ikke var noget momentum.

    Omvendt oplevede man så sent som i fredags Thorning blive gennemheglet i 10 minutter netop fordi hun måtte medgive at mange af Fair Løsnings elementer er rettet mod “langtidsholdbarheden”.
    På denne måde bidrager pressen igen til at højne regeringens troværdighed – det bør ikke være pressens rolle!

    Et andet eksempel er regeringens nye taktik til angreb på oppositionen. To gange på det seneste har man lækket ting fra lukkede møder med SFerne Sohn og Møger Pedersen. Det er som om VK helt har opgivet at debattere politik med oppositionen, i stedet får man den villige presse til at undergrave S-SFs troværdighed.
    Og ingen journalister spørger sig selv om det er i orden for politikerne fra SF at have andre visioner end dem som indgår i aftalerne med S (højere boligskat eller lempeligere asylpolitik).
    Til gengæld finder ingen journalister det mærkeligt hvis K-politikere har andre tanker end V-politikere. Og ingen journalister i Danmark interesserede sig for et halvt år siden for om VK ville afskaffe efterlønnen. Selv om V på et tidspunkt allerede havde besluttet sig for det, så kunne ingen journalist i Danmark drømme om at gå VK efter i sømmene.

  9. Af Lena Emmersen

    -

    Jeg synes det er et langt større problem at journalister vinkler deres historier ud fra deres holdninger eller i hvert fald ikke oplyser deres historier grundigt nok før de skriver om en eller anden skandalesag. Som avislæser vil jeg meget gerne have oplyst alle detaljer/nuancer i en sag og derefter selv danne min egen mening om hvad der er sandheden istedet for kun at få skandalen. Mange journalister i dag lefler for den laveste fællesnævner og vi er nogle der gerne “vil vide mere”

  10. Af Kirsten Iskov

    -

    Kære Poul.
    Nej selvfølgeligt må en journalist IKKE lyve, ikke mindst for hans egen skyld. Lever han / hun på løgne, jamen så FORFØRER han ikke kun sig selv, men også folkene han skriver til.
    Derfor er både Kurt Westergaard,Flemmig Rose og Jyllands Posten i dag i ” Den løgnagtige Islams Religions ” søgeløs , og er under daglig massiv politibeskyttels., Fordi sandhed er ilde hørt for løgnere , og er derfor for farligt for ” Den der ønsker at skade andre “, dem der ønsker MAGT- og mere MAGT.
    Derfor er DET altid ” De ærlige ” journalister der får kappet deres hoveder af først– det ved vi jo alle, ikke sandt?
    Diktatorernes første ofre er altid ” Den ærlige og frie presse “, derfor er det også DEM der bliver UDRYDDET og DØMT først af diktatoriske samfund over alt i verden.
    Sandheden ( eller blodt lidt af sandheden ) er uhyggelig farligt for KORRUPTE MAGTHAVERE i alle Narioner, og DET kendestegnes ved magthavernes løgnagtige opfattelse af sig selv og deres medsammensvorne, som værende GODE og RETFÆRDIGE ( de er jo netop det stik modsatte ).
    Ingen personer der vælger ” At leve på løgne ) får et godt frit liv, hvor man frit og uden frygt både tør tænke, tale og skrive frit for enhver pris.
    Jo flere ærlige journalister der eksistere i et land, jo sundere og mere levedygtigt bliver landet.
    Så kære ven, vi må alle opøve os i, at IKKE lyve – stjæle ( være korupte )- bagtale og ikke udøve hverken psygisk,fysisk og materiel vold imod nogen som helst, hverken imod dyr eller mennesker. Derimod udvise respekt og accept for anderledes tænkende end mig selv, uden derved at gå på kompromi med sig selv og min samvittighed.
    Det er sundt for menneskets eget personlige liv, at man både kan og vil ha`respekt for sig selv og sit eget liv.At kunne være sig selv bekendt, og ikke ustanselig leve uden en evindelig dårlig samvittigheds, der tapper een fra al energi og lyst til at leve og arbejde. K. Iskov.

  11. Af j b

    -

    “A nation that is afraid to let its people judge the truth and falsehood in an open market is a nation that’s afraid of its people.” – John F. Kennedy

    http://www.truthanddare.net/collections/frontpage/products/supportjulian_conscience

    That was then this is now..

  12. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Har de ordblinde simpelthen et større meddelelsesbehov end os andre?

  13. Af Bo Dybkær

    -

    Meningen med journalistik er ikke at servere færdigretter, men at give borgeren mulighed for at danne sig sin egen mening ud fra de fakta, indicier og holdninger, han præsenteres for. Det har heller aldrig været meningen, at jounalister skulle interviewe journalister, som det var tilfældet i klippet med Anderson Cooper. Det er en uskik, som enten udspringer af dovenskab og budgetproblemer eller af despekt for borgerens vilje til at bruge tid på at sætte sig ind i stoffet og evne til at danne sig sin egen mening.
    Det eneste, som adskiller den oprindelige journalistiks uangribelige hæderlighed fra demagog-medier som Fox News, Rush Limbaugh-radio eller Nordkoreansk TV, er denne skelnen mellem det formidlende og det formanende. Det er desværre ikke et skarpt skel, men en gråzone, der adskiller formerne. Og desværre ser vi flere og flere af de traditionelt uangribelige vestlige medier glide mere og mere i den forkerte retning. Årsagen er formentlig jagten på ratings, som man mener at kunne hæve dels gennem mere underholdende og “skarpe” vinklinger, dels ved at få tilbageerobret den del af seerne, der ofte sidder og råber ad TV’et, og som er mere end tilfredse med en formidling, der støtter deres holdninger. Desværre er det lidt lige som når Socialemokraterne herhjemme prøver at tilbageerobre vælgere fra Dansk Folkeparti: det lader sig kun gøre ved i stigende grad at tænke og opføre sig som dem…….

  14. Af Jesper H

    -

    Man behpver vel ikke nødvendigvis at udtrykke sig

    så groft – “LØGN” – men hvis en Journalist bliver konfronteret med usandheder – må han bevise – sin påstand.

    Jeg er træt af Journalister der føler sig hævet over
    “ALMENHEDEN” ofte farvet – af deres politiske ståsted –
    “svage sjæle” lader sig forføre.

    Ergo er det de mest emsige og “røde Journalister”
    det styrer det politiske liv i Danmark.
    ¨
    Dertil kommer deres kildebeskyttelse – der vel sagtens kan
    indeholde usandheder!

  15. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Findes der overhovedet noget udtryk, der kender så mange eufemistiske omskrivninger som “løgn”?

    Man er vel et velopdragent og ordrigt menneske :-)

  16. Af Claus Sønderkøge

    -

    Problemet er jo forkert beskrevet. Det handler ikke om bestemte udtryk som er forkerte at bruge. Det handler om at det er forkert at bruge ukvalificerede journalister. Anchors(på dansk skærmtrolde) som Anderson Cooper har jo netop sin force i at kunne klare alle situationer tilfredsstillende og derfor ingen af dem kvalificeret.

    Også CNN var tidligere bedre kørende, f.eks. med Christine Armanpour. For hende ville Poul Høi’s problem slet ikke opstå.

  17. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Claus Sønderkøge, 16. februar 2011 kl. 13:51)

    Er det ms. Christiane Amanpour fra ABC, du tænker på?

    Men hvad skulle hr. Povl Høy også vide om den slags :-)

  18. Af Phil Nice

    -

    Min forståelse af journalistik er, at man stiller spørgsmål, hvilken man søger besvaret med hjælp af fakta/beviser/påstande osv. Der findes i princippet ingen forkerte spørgsmål. At udtrykke over for en politiker, hvad mange måske tænker vedr. sandhed og løgn er på sin plads, blot man formulerer det som spørgsmål og lader vedkommende svare. BBCs journalister er mestre til det, hvilket nok afspejler andre demokratiske forhold i Storbritannien, hvor det er stort set kun medierne, der kan gennemtrænge regeringens panser (pga. absolut flertal). Når en hardball-journalist som Tim Sebastian irriterer en minister med noget a la “Men det er bare spin, ikke?”, så er det netop spørgsmålstegnet, der gør, at det hverken er en påstand, eller direkte udtryk for journalistens holdning, men en mulig holdning, som journalisten (og medieforbrugeren) ønsker en stillingtagen til.

    Med mere af den tilgang i DK var Bertel Hårder oppe i det røde felt allerede efter 2 min. i stedet for 7… Det ville i hvert fald gavne troværdigheden af hele spillet, mener jeg.

  19. Af Jesper H

    -

    Nu er der selvfølgelig ingen der bemærker når fru Kinnock
    er oppe i det såkaldte røde felt – da hendes stemmeføring
    altid er placeret der.

    Når Bertel Haarder – tillader sig – at sige en rød DR Journalist midt imod – så koger man over i de røde medier!

  20. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Embedsværket består. Ministre forgår. Så kan de lige så tosset de vil råbe og skrige og tisse i bukserne af raseri og fyre hele departementet. De gør kun sig selv evigt til grin.

  21. Af Claus Sønderkøge

    -

    Er det ms. Christiane Amanpour fra ABC, du tænker på?
    Men hvad skulle hr. Povl Høy også vide om den slags :-)
    Skrevet af John Ulrich Poulsen, 16. februar 2011 kl. 14:07

    Præcis. Der er jo nogle få kan kan det der og hun er en af de få. Det var jo derfor hun fik interviewet. Der er jo enkelte star-reportere, CNN sad dengang på de fleste. En anden var David Frost.

    Jeg husker mest Christiane Amanpour fra dengang hun var stationeret i Moskva.

    Men også hende kan man laste for ikke at gøre sit arbejde ordentligt nok. Hun fik aldrig fortalt om Anna Politkovskaja eller hendes 2 kolleger. De blev alle berømmet for deres store og vigtige arbejde efter deres død, men mens de levede værdigede ingen dem et ord eller et billede.

  22. Af Claus Sønderkøge

    -

    BBCs journalister er mestre til det
    Skrevet af Phil Nice, 16. februar 2011 kl. 14:20

    Meget muligt men så synes de at være faldet i søvn.

    Den tværpolitiske bilagsskandale fandt de ikke, det var Telegraph. Ejheller afsløringen af at militæret forfatningsstridigt træner paramilitære tropper i Bangladesh kan de brøste sig med, det stod amerikanske ambassadører via Wikileaks for.

  23. Af Morten Dreyer

    -

    Et spørgsmål.

    Hvem skaber i grunden Danmarks Radios udenrigspolitik ?

    Når man hører lidt efter, så har DR en politisk agenda.
    De har deres egne venner og deres fjender.
    De har deres idéer om hvad der er en god eller dårlig udvikling.
    Hvem fastlægger disse retningslinier ?

  24. Af Claus Sønderkøge

    -

    Hvem fastlægger disse retningslinier ?
    Skrevet af Morten Dreyer, 16. februar 2011 kl. 16:34

    Bestyrelsen. Det er ikke særligt intelligent at stille juridiske spørgsmål du selv kan slå op.

  25. Af John Ulrich Poulsen

    -

    Nu er Danmarks Radio jo ikke noget helt almindeligt A/S, men det har en neutral bestyrelsesformand og generaldirektør, der meget vel kan overleve et snart kommende regeringsskifte. De øvrige bestyrelsesmedlemmer kan derimod altid let skiftes ud.

  26. Af Claus Sønderkøge

    -

    John Ulrich Poulsen, 16. februar 2011 kl. 17:30

    Det har du fuldstændig ret i Poulsen. Men det var jo ikke dagsordenen for den gode Morten Dreyer. Han er ligeså forargelig som så mange af de borgerlige debattører er blevet i de sidste par år. Fordi facts ikke passer dem anfører de mistanker mod andre som et vigtigt anliggende for dem.

    Det er dem selv der er problemet. Poul Høis oplæg handlede netop herom og Poul Høi formåede ikke at lægge afstand til disse demagoger.

  27. Af Morten Andersen

    -

    udmærket blog, dog med højre bias. Hvorfor pokker skulle Villy og SF’s økonomiske politik lige bruges som et eksempel på løgn. Eksemplet er jo dårligt, al den stund at problemstillingen er for kompleks til entydighed. Bedre eksempler kunne vel være Løkkes fastholdelse af at der ingen overbetaling af privathospitaler har fundet sted, eller hjortens forkerte efterlønstal, eller Rønns lovbrud vedr. palæstinenserne….eksemplerne er ad legio. Så hvorfor lige vælge Villy ? eneste grund jeg kan se må være at ulvene får en luns.

  28. Af Peter Petersen

    -

    Ingen journalist kan i virkeligheden rapportere noget objektivt, hans mening vil altid skinne igennem. Men jeg mener dog at det er vigtigt, at man forsøger at opretholde illutionen og rapporterer fakta, (omend selv selekviteten alene vil udtrykke en politisk holdning), ellers tror jeg at tingene degenerer til politisk mudderkastning ala Fox News uden substans og indhold.

  29. Af T Brredsted

    -

    I en debatsituation hvor f.eks. 2 politikere står og råber “løgn” til hinanden, kræver det stor indsigt og en opbygget troværdighed fra journalistens side at gå ind og være dommer.
    Det må aldrig udvikle sig til, at intervieweren bliver meddebatør, det vil kun mudre billedet. Han SKAL have fakta 100% på plads og desuden ikke lade sin personlige holdning komme til udtryk. Men hvor vil det være skønt med en sådan nødbremse – en journalist, der tør og kan tager kampen op imod spinnet og hele embedsværket. De findes heldigvis også.

    Problemet er, at politikeren for ofte læner sine “facts” op af støttepiller som: Prognosen. Analysen. Meningsmålingen. Og den eller næste ekspert udtalte i formiddags…. Og er det ikke fakta, at “den seneste analyse viser”, selvom en anden analyse viser det stik modsatte. Det er nemt at finde en ekspert, som bakker en op, og hvem taler så “sandt” og “usandt”.

    Her ER journalisten tvunget til at være mikrofonholder, og seeren må læne sig tilbage og vente på næste indslag. Næste dag kan vi læse i avisen, hvem der “vandt” duellen. I stedet ville jeg hellere læse, om der var løgn iblandet debatten i går.
    Også selvom det “kun” er i journalistens blog, fordi andre og flere politikere skal have taletid nu, inden den overhængende deadline i nyhedsflowet… Og du må sige til, hvis dét er løgn. ;)

  30. Af Christian Lucas

    -

    Ja naturligvis må en journalist det…den såkaldte Fairness Doctrine er det værste bras vi har importeret fra den amerikanske mainstream presse, og det bliver gjort meget klart i den glimrende bog “The Elements of Journalism” af Bill Kovach og Tom Rosenthal.

    Intet er mere ubrugeligt end en journalist der sidder leger ordstyrer mellem to modstridende synspunkter, også bagefter sidder med et beroligende bedstefar smil, der siger: “Ja vi ved ikke noget, beslut selv hvem der lyver, vi leverer bare et produkt.”

  31. Af I.S. Hill Jensen

    -

    Læserne/lytterne i et oplyst samfund, finder selv ud af, om en påstand er sand eller (måske) løgn.
    Kun i totalitære samfunds medier uden pressefrihed, slås en løgn fast som en sandhed.

  32. Af Steen F

    -

    Dette er vel ikke et ja/nej spørgsmål.
    Hvorvidt en journalist skal råbe løgn eller ej, afhænger vel tildels af vedkommendes personlighed, og strategi i forhold til interviewets fortsatte gang og stoffet i øvrigt.

    Jeg forventer af en professionel journalist, at vedkommende udfordrer sit emne på passende vis, såfremt han/hun er i besiddelse af viden, der afslører udtalelser som usande. F.eks. i form af uddybende spørgsmål der, om ikke andet, så overfor tilskueren afslører, at der kan være tvivl om rigtigheden af det udtalte. Råber man løgn ved førstkommende lejlighed, får man måske ikke de næste løgne frem i lyset…

    Dertil kommer, at der må være forskel på emner, stof og strategier fra historie til historie. Ligesom den pågældende redaktion kan have et mere eller mindre vedkendt politisk ståsted eller tilhørsforhold. Det er jeg som læser/seer nødt til at kende og forholde mig til. Der er forskel på det medieformidlede sandhedsbillede af eksempelvis udlændingepolitik, alt afhængigt om jeg læser om emnet i Jyllandsposten eller Politiken. Historier og artikler er individuelle, redaktionelle, og udtryk for fortolkninger.

    Jeg foretrækker nok at et medie som tv-nyheder overvejende er neutralt, og derfor udviser et større mål af rettidig omhu og mådeholdenhed i forhold til at fortolke stoffet for mig.
    Hvis først jeg skal anlægge et filter baseret på min opfattelse af mediets generelle holdninger, for at kunne vurdere sandhedsværdien af det, jeg får fortalt, så ender jeg med at blive ligeså paranoid som alle de læsere, der konstant råber op om røde eller blå lejesvende. Og så går nyhedsformidlingen tabt.

  33. Af Niels Jacobsen

    -

    Det er et skråplan, du er på vej ud på, Poul. Er der særlig meget der er 100% sandt eller falsk (og ikke bare 99,999999%)? Eksemplet med rød bloks plan er jo helt ude i hampen – de borgerlige kan jo notorisk ikke styre væksten i den offentlige sektor, og alligevel påstår de “nulvækst” i de næste år. Er det også løgn?

  34. Af georg christensen

    -

    Problemet “løgn”, er ikke løst med “usandhed”, usandhed er nemlig også en løgn.

    Problemet “sandhed og løgn”, er ikke andet end det samme, som med forskellige forklaringer, intetsigende “ord”, i lange baner flytter sig fra det ene til det andet, der er jo ikke rigtigt andre muligheder.

    Det samme med ordene (tyveri og bedrageri).

    En tyveknægt får sin straf, en bedrager får rabat.

    En fartbøde for den fattige, en månedsløn, for den rige en dagsløn.

    Hvilke “ord”, en journalist nå bruge, afhænger af journalisten selv, og vedkommendes uafhængighed og sådan bør det altid være.

    Løgn eller sandhed, overlades til det enkelte “individ´s” bedømmelse. Sådan, har det altid været og bør det altid være.

    NB: Når løgne lømlen, nu er på banen, kommer jeg til at tænke på “reklameindustriens” løgne, eller måske sandhed?.

  35. Af gytte taylor

    -

    hvis en pige bliver voldtaget er hun saa kun blevet lidt voldtaget. og er en spade en spade,Hvis man siger en logn, eller skriver logn tilstrakkelg mange gange , saa tror folk paa det, uanset om det er logn, desvarre. De fleste journalister satter sig desvarre ikke ind i det de skriver om, og for det meste ytre de sig ud for hvilken politisk linje de har. CNN i America er demokratisk Fox news er republikansk, hvem der lyver mest er afgjort CNN , som udtaler sig ord for ord ,hvad der er blevet hvedtaget da demokraterne havde flertal, man provede ikke engang at si det fra ,der var helt vanvittigt, log de saa? Ja de fleste amerikanere var godt tratte og hviste deres mening ved valget. Fox news satte tingene op , og havde folk fra andre patier inde og diskuterede sagerne igennem , derigennem kunne man saa selv danne sin mening., man skal vel ikke have en journalist mening haldt ned i halsen.
    Gytte

  36. Af Erik Bendtsen

    -

    Må en journalist sige “løgn”?

    Det var da et underligt spørgsmål!

    Spørgsmålet er da snarere, om ikke det er hans pligt. Er det ikke journalisternes fornemste opgave, at afdække sandheden?

  37. Af carl-heinz feddersen

    -

    Nu kender jeg ingen journalister personligt, men læser hver dag en del forskellige aviser.
    Hvis det var den nøgne sandhed, kan jeg til dels forstå en journalist retter.
    Hvis en morder har dræbt 4 mennesker, som han er blevet dømt for, så er det jo ikke særlig smart, hvis hans Mor står i TV’et og siger det var kun to.
    Og ikke alle seere/læsere kan vide alt, hvad der er sandhed eller ikke sandhed, så er det jo ikke i orden, at Journalisten ligger lavt, når det lige
    passer i hans subjektive holdning, a la Brixtoftes mange stunts, med hjælp af parti, myndigheder og andet ligeglade tilsyn,før han blev afsløret.
    Og så en sidebemærkning til nogle journalister.
    Kan godt forstå at kriminelle, økonomiske forbrydere,narkobrugere og andet tyvepak kan have
    et samfundsmæssigt grund til at gå i dybden for at forstå og forbedre.
    Men disse klummer, interviews, Tv udsendelser og brug, hvor man på en ærbødig/ligefrem beundrende måde, fremstiller disse typer, hører ingen steder hjemme.

  38. Af Leif Juhl Pedersen

    -

    Alle burde vide, at journalister er venstreorienterede, det lærer de at blive på journalist-skolen, det er da ældgammel nyt, så hvorfor stille spørgsmål om de må lyve, det er indlysende, uanset hvilken avis, de skriver deres løgnehistorier i, sølle bladsmørere

  39. Af Jacob Edvardsen

    -

    Journalister er måske lidt venstreorienterede, men alle ved at deres arbejdsgivere er dybt højreorienterede og styrer dem med hård hånd.

  40. Af Rap And

    -

    SJ du mener man kan skelne mellem hvad der er løgn, og hvad der er usandt hvilket svare til, at Ninn Hansen mente, man kunne skelne mellem hvad der var ulovligt, og hvad der var ikke lovligt

  41. Af Poul Lynge Andersen

    -

    Efter at have læst det seneste indløg, kan kun sige at hr. Høis arbejdsgiver sandelig får noget for pengene, altså hvis det handler om mængden af ord. Indholdet er temmeligt værdiløst og uvedkommende.

  42. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    En tilpas dygtig, dvs skarpsindig og vidende, journalist vil uden besvær både kunne referere, endog flere synspunkter, være kritisk og samtidig have fornøjelsen af at kunne underminere en løgn/er, så tvivlen endikke kommer ‘den anklagede’ til gode, uden at tage ordet ‘løgn’ i sin mund.

  43. Af Kim Goltermann

    -

    “og hvis jeg ikke bryder mig om virkeligheden a la Ekstra Bladet, kan jeg læse Berlingske.”

    Og hvis jeg gerne vil orienteres på dansk fra tossekassen, men ikke bryder mig om (D)DRs og TV2s specialdesignede virkelighed, så kan jeg…………..? Øhhh. Tja, hvad så?

  44. Af Mathias Sommer

    -

    Jeg er lidt sent ude med svaret på den tidligere henvisning til Kurt Strand. Som for at opsummere, siger:

    objektiviteten er “ubrugelig og uanvendelig,” der er et ”skrigende behov for, at journalister vedkender sig deres personlige holdninger og følelser og åbent tør sortere, analysere og forklare med subjektivitet som arbejdsmetode.”

    Men jeg er ikke helt tømt for kalorier, for Kurt Strands bog, Journalismens ulidelige Meningsløshed, er, trods sin vel 15 år på bagen, yderst interessant i denne sammenhæng.

    I bogen skelner han mellem journalistik, hvor man bruger “subjektiviteten,” altså den sunde fornuft som drivkræft, og journalismen, hvor journalistik er et håndværk, mikrofonholderi, tilstræbt objektiv, men hvor man altså ikke må fortælle Villy at han lyver – selv om han tydeligvis gør det.

    Her er lidt mere fra samme skuffe:

    “En journalist må aldrig være ligeglad med det, som han eller hun præsterer – og skal selv have lyst til at læse, høre eller se det færdige produkt….

    Som det er naglet fast i denne bog er det viljen til at ville noget, der er det centrale omdrejningspunkt.

    Nysgerrighed, engagement og sprogligt overskud er også blandt de kerneværdier der bør kendetegne levedygtig journalistik. Og endelig vil analytisk kvalitet, alsidighed og respekt for det enkelte menneskes mening også være væsentlige størrelser…”

    Så ja, Nils Ufer kan godt pakke sammen/acceptere forældelse – selvom han bedrev en hyggelig bog.

  45. Af T Hansen

    -

    “Journalister skal referere og – hvis de kan, og hvis omstændighederne kalder på det – også mene.”

    De fleste kan vel mene noget om noget, mere eller mindre begavet funderet, også journalister, men hvornår kalder omstændighederne på at journalisten skal mene noget, Poul Høi?

    Er pointen ikke, at sandheden/omstændighederne langt oftere end du antyder, er temmelig grå eller nuanceret, og ikke mindst afhængig af øjnene der ser og refererer.
    Og har journalisten derfor ikke en faglig forpligtelse til, ikke at blive part i “sagen/historien”, fordi journalistens egne holdninger og meninger gør ham/hende blind for andre sider af en sag. Med god undersøgende og refererende journalistik er det jo ikke nødvendigt, at journalisten har en mening. Historien giver jo meningen.

    Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, at journalister i deres dækning en historie er personligt engagerede i historien, det er fint med mig og helt uundgåligt, for journalistens personlige holdninger, meninger og engagement i historien, altid vil skinne igennem på en eller anden måde i større eller mindre grad.

    Men hvis jeg skal påduttes en mening, så mister historien troværdighed, fordi jeg ikke selv får lov at danne Min mening. Journalisten føler sig kaldet til at fortælle mig, hvad jeg skal mene.

    Der er lidt selvsmagende forfængelighed over journalistens behov for at promovere sig selv ved at tage patent på sandheden.

    Og fint nok med det, men så opfatter jeg det bare ikke som journalistik, der giver mig mulighed for selv at tage stilling. Journalisten bliver meningsdanner, og det er vel noget andet, eller?

    Demonstranterne på tharir pladsen fortalte jo den anden side af historien. Der behøvede jeg ikke Cooper til at fortælle mig at Mubarak ikke talte sandt, jeg kunne selv se det på cnn og erfare det via andre medier, altså via den historie som blev refereret.

    Så hvorfor Poul Høi, er det lige, at det er vigtigt, at journalisten skal give udtryk for sin mening?

    Hvis det er i sandhedens tjeneste, så fri mig, for sandheden er meget sjældent absolut. Undtagen hvis man er religiøs.

    mvh T

  46. Af H. Madsen

    -

    Det er et fint emne men Poul Høi’s konklusion er efter min opfattelse noget vås og vrøvl.

    I dag er journalisterne/medierne bestemt ikke bange for at tage stilling – tværtimod.

    Vi har tværtimod brug for mere objektiv journlistik, der belyser en given sag fra mere end en side.

    Jeg er helt klar over at det ikke “sælger” nær så godt som når tingene gøres helt sorte og hvide, men sådan er virkeligheden sjældent.

    Vi har brug for journalister, og medier, der er mere interesseret i det journalistiske håndværk end i at fremme deres karierre/popularitet gennem spektakulære “afsløringer” der som oftes viser sig at være halve sandheder og/eller tvivlsomme påstande.

    Skal en journalist så ikke kalde en løgn for en løgn.

    Jo, efter min opfattelse bør en journalist naturligvis gøre opmærksom på når en udtalelse eller påstand har en tvivlsom sandhedsværdi. Det er jo sjældent at man ved med sikkerhed at der er tale om løgn, men er der det så kald endelig en spade for en spade.

    Men en journalists subjektive mening er også bare en løgn, eller måske snarere en påstand med tvivlsom sandhedsværdi.

    Det samme gælder alt for ofte de såkaldte eksperter det benyttes, men her er journalisterne ikke bare villige til at sluge løgnen/den tvivlsomme påstand men alt for ofte opsøger de selv de “ekspeter” der kan gøre en historie til en salgsbar nyhed.

    Så kære Poul Høi, det kan godt være at der er noget som skal laves om men vi har brug for mere objektivitet – ikke mere subjektivitet.

Kommentarer er lukket.