Den uperfekte skandale

Af Poul Høi 51

Husker nogen Jørgen Leth?

Ja, selvfølgelig husker vi Jørgen Leth, han er her og der og allevegne, men husker nogen dengang, der var danske skandaler, som ikke handlede om konservative folketingsmedlemmer?

Det var i efteråret 2005, og filminstruktøren og multimennesket Jørgen Leth udgav sin selvbiografi ”Det uperfekte menneske,” og den indeholdt følgende passus:

“Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende, som jeg vil. Hun klæder sig af her i “the master bedroom”, mens hendes mor er ved at gøre klar til aftensmad.”

En storm af lige dele feminisme, tredjeverdensforargelse, politisk korrekthed, pietet og løssalg rejste sig, og kritikerne mente, at Leth skadede Danmark og derfor måtte trække sig som dansk konsul på Haiti, og sportschefen på TV2 mente, at han skadede TV2, og Jørgen Leth endte med at trække sig fra begge poster. Tour de France rytterne måtte nu kravle over Alpe d’Huez uden hans hjælp.

Han kom også med noget, der mindede om en undskyldning:

”Jeg er oprigtig ked af den voldsomme furore, mine udmeldinger i forbindelse med udgivelsen af min bog, har forårsaget. Jeg burde have vidst, at de i for vidt et omfang ville blive opfattet for konkret i forhold til, at bogen også er et kunstnerisk værk og ikke blot en traditionel erindringsbog.”

Hvilket bringer os frem til øjeblikkets storm – orkanen Henriette.

Hun samlever med en mand, som tilsyneladende både på den ene og den anden måde tror på overforbrug. I februar 2005 kom hun og manden i vælten, fordi hun to gange inden for de seneste fire måneder var blevet dømt som dårlig betaler, og hun måtte gå af som familie- og forbrugerminister. Også med noget, der mindede om en undskyldning.

”Jeg har ikke sovet meget i nat,” sagde hun grådkvalt på et pressemøde, og hun sagde, at hun skulle være lidt mere familieminister derhjemme og lidt mindre familieminister for hele Danmark, og hun sagde også, at hun havde været udsat for et tillidsbrud. Med andre ord: At hendes mand havde ført hende bag lyset. ”Nu må vi videre,” sagde hun.

De to sager er forskellige og alligevel nok så ens. De rummer begge en kerne, som giver anledning til en selvforstærkende storm, som først går væk, når den får et sonoffer.

Furoren omkring Jørgen Leth gik væk, da han kastede ballast over bord; det samme gjorde furoren omkring Henriette Kjær, da hun gjorde det samme. Hun skrev også en bog, og vi havde lidt ondt af hende.

Problemet er bare, at problemet ikke gik væk. At sonofferet var irrelevant i forhold til sagen. Henriette Kjær fik ikke gjort noget ved sin økonomi og sin mand – læs B.T. – og Jørgen Leth fik ikke gjort noget ved sin libido. Han tager den stadig i metaforisk forstand med kokkens datter og har bl.a. i sin film ”Det erotiske menneske,” i interviews og i sin nylige bog udstillet sin samlejekunst, og han er stadig ”en gammel gris.”

Der er en mangel på logik i skandalens væsen og dens udfald. Lene Espersen fik lukket for sin skandale ved at gå af som partileder, men blev som udenrigsminister – selv om det meste af kritikken gik på, at hun ikke passede sit job som udenrigsminister.

Jørgen Leth gik af som konsul og – midlertidigt – som cykelkommentator, men fortsatte med at være Leth, og Henriette Kjær gik af som forbrugsminister, men fortsatte med overforbruget.

Mit forslag er følgende: At give sonofferet en vis relevans og logik.

Hvis Jørgen Leths sexliv var et problem i 2005, så er det også et problem nu, og hvis ikke det er et problem nu, så skulle kritikken aldrig have været rejst i 2005. Så skulle koalitionen af feminister og politisk korrekte skamme sig.

På samme måde – hvis Henriette Kjærs økonomi var et problem i 2005, så er det også et problem i dag, og B.T.s afsløringer er kun udtryk for nødvendig konsekvens, og så er hendes økonomi også et problem, når hun om et par år vender tilbage til politik, skriver en bog, optræder i ”Vild med dans” eller er medvært på et P3-program om privatøkonomi.

Hvis Lene Espersen ikke passer sit arbejde som udenrigsminister, så hjælper det ikke, at hun er gået af som partileder.

Når man som offentlig person bliver udsat for en kritik, må man se kritikken i øjnene og med sig selv tage stilling til, om kritikken er korrekt. Hvis kritikken er korrekt, og hvis man vil fortsætte som offentlig person, må man rette sig efter den og rette op på det, der skal rettes op på og ikke bare komme med et sonoffer, der er lige så meningsløst og irrelevant, som når primitive religioner forsøger at sone stormen ved at slagte en moskusand.

Hvis man derimod mener, at kritikken er ukorrekt, og hvis man har tænkt sig at fortsætte med det, som nok så mange mennesker og aviser og grupper kritiserer – så må man stille sig frem for verden og sige: Sådan er jeg, et uperfekt menneske i en uperfekt verden. Take it or leave it.

Det er konsekvens. Det symbolske sonoffer er ikke.

51 kommentarer RSS

  1. Af Benny Nielsen

    -

    Hurra for at leve i et land med en fri presse.

    Platugler og svindlere der sidder i Folketinget skal afsløres og så må vælgerne fælde deres dom.

    Vi vil ikke belæres af ministre eller menige medlemmer som åbenbart har et afslappet forhold til sandheden uanset hvilket parti de tilhører.

Kommentarer er lukket.