Ord og mord

Af Poul Høi 54

Den amerikanske højrefløj har tilsyneladende ikke det fjerneste at gøre med Jared Loughner, den mentalt forstyrrede unge mand, som lørdag i Tucson dræbte fem og sårede 12, heriblandt kongresmedlem Gabrielle Giffords.

Hvorfor i alverden får højrefløjen så skylden?

Det begyndte få timer efter massakren, hvor sheriffen i Tucson trådte frem. Han angreb de mennesker, der »lever af konstant at hidse det amerikanske folk op« og »forgifte debatten«, for det fører til en politisk debat fyldt med »modbydeligheder« og »had«, sagde han, og han fortsatte: »Mentalt ustabile mennesker« som Jared Loughner »reagerer på den gift, som vi hører fra visse kredse om at angribe regeringen.«

Andre har fulgt op og har sendt bl.a. te-aktivisternes de facto leder, Sarah Palin, i retræten, fordi hun på sin website tidligere har placeret et riffelsigte over Giffords’ valgdistrikt i Tucson.

Jared Loughner var hverken te-aktivist eller – ser det ud til – Republikaner; han var en 22-årig ung mand, som røg for meget hash og drak for meget vodka, og som havde en skrue løs. Ja, han kritiserede den amerikanske regering for at forsøge at kontrollere hans hjerne, og han hadede demokraten Giffords, men han fremhævede også ”Det kommunistiske manifest” som en af sine yndlingsbøger.

Så det er med livet som indsats, hvis man forsøger at trække en lige linje fra Loughner til Palin.

Så hvorfor?

Ezra Klein har en god metafor her: Mange af os har oplevet et nært familiemedlem eller en god ven dø af sygdom, og efter dødsfaldet har vi besluttet selv at leve et klogere og bedre og sundere liv. Vores livsførsel førte ikke til dødsfaldet, men vi tager notits af livet og bliver klogere og bedre og sundere af at gøre det.

Massemordet i Tucson rummer den samme anledning.

Eks-præsident Bill Clinton sagde sidste år ved 15 års-mindehøjtideligheden for Oklahoma City-bomben, at ord har konsekvenser, og at han og alle andre politikere og opinionsdannere gør klogt i at tænke sig om, inden de sender krigeriske og blodbestænkte udråb og metaforer ud til offentligheden, for et eller andet sted ude i offentligheden befinder sig en ”ustabil person,” som næres af den slags.

Præsident Bushs tidligere taleskriver, David Frum, kom sidste år med eksempler på den slags krigeriske og blodbestænkte udråb og metaforer fra højrefløjen:

Nazi-sammenligningerne fra Rush Limbaugh; kommentatoren Mark Levin, der hæver, at præsident Obama ”bogstaveligt talt er i krig mod det amerikanske folk;” tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin, som hævder, at præsidenten planlægger at indføre dødspaneler, som skal tage livet af ældre og handicappede; anklagerne om, at præsidenten er en fascist, socialist og illegal kenyansk snydepels, som nærer ”en dyb modvilje mod Amerika,” at han ”føler et dybt had mod hvide mennesker,” at hans regering ”forbereder oprettelsen af koncentrationslejre,” at han har oprettet stikkerlinjer…”

Eksemplerne er mange flere og ikke mindre grelle.

Selvfølgelig kan man også finde demokratiske og venstreorienterede kommentatorer, som har talt om død og ødelæggelse, bulder og brag, men der er en væsentlig forskel. Venstrefløjen, der kommer med den slags tarveligheder, er langt fra magten i det demokratiske parti. Ingen lytter til den, Obama gør slet ikke, og den havde sin storhedstid for omkring 40 år siden.

Hos Republikanerne er den yderste højrefløj derimod magten, Sarah Palin og Newt Gingrich og Jim DeMint er magten, og da Gallup sidste år spurgte Republikanere om hvem, der talte bedst for partiet, svarede flest ”Rush Limbaugh.”

Limbaugh? Ja, den Limbaugh.

Så derfor er det både rimeligt og urimeligt at forsøge at fedte massakren i Tucson af på de højreradikale og te-aktivisterne.

Det er urimeligt, fordi de ikke har noget som helst med Jared Loughner at gøre.

Men det er rimeligt, fordi det er dem, der har mest at lære af begivenhederne.

 

54 kommentarer RSS

  1. Af M Mollerup

    -

    Kære Michael Sjøberg – er du OK? Det du skriver er lidt mærkeligt.

  2. Af » Er der håb? - blogs.berlingske.dk

    -

    […] æselspark. Sarah Palin føler nemlig også, at hun er blandt ofrene. Efter massakren har kritikere beskyldt hende for at opildne til vold mod blandt andre Gabrielle Giffords, den demokratiske […]

  3. Af Michael Kragh Rosenkilde

    -

    Sikke travlt nogle folk har med at dække røven for de usympatiske tilsyneladende psykose-ramte republikanere. Om man fatter hvad danske liberale og konservative ser af forsonende træk i den politik, som GOP står for, er mig en dyb dyb gåde. Det er faktisk lidt ulækkert. Det parti er ikke andet end ren NEJ politik, et parti der udelukkende lever på negativ opposition til alt hvad demokraterne måtte ville lovgive om, uanset republikanerens egen sande holdning til emnet. Kommer det fra en demokrat, er det djævelens værk, antiamerikansk og formentlig også gudsbespottelse. Dette er der tonsvis af eksempler på, deriblandt interviews, valgvideoer, citater og udtalelser fra prominente republikanske politikere og meningsdannere der underbygger. Det samme gælder naturligvis for den inflammatoriske hadske retorik, som er blusset op med skræmmende styrke efter Obama overtog præsidentposten. At påstå andet er at være villigt ignorant omkring den politiske diskurs og nyttige idioter for et parti, der efterhånden KUN har Wall Streets interesser i sinde. Lade venligst også være med at projicere danske mentaliteter over i amerikansk politik, der findes ikke nogen venstrefløj på samme måde som i Europa, alt derovre er tre gange mere højredrejet. Obama er i bedste fald hvad der svarer til en moderat konservativ i en europæisk kontekst.

  4. Af Stefan H

    -

    Hvordan man kan påstå, at det er højrefløjen der har et retorik-prblem overgår min forstand. Når tonsvis af demokratiske kommentatorer fra MSNBC til The Huffington Post og The Daily Kos direkte beskylder Sarah Palin og Tea Party for massemordet, vil jeg påstå, at metaforiske udtalelser og plakater er vand i forhold til.
    Til de “selvfede” demokrater herpå dabatten vil jeg huske jer på det politiske klima under Bush, både blandt befolkningen og i kongressen. At i så selektivt kan udvælge fakta er meget mærkeligt – i snyder ingen andre end jer selv.

Kommentarer er lukket.