De svage er de ukrænkelige II

Af Poul Høi 60

Hvis man har en tendens til at tage sig selv lidt for højtideligt – så er der kun ét at gøre:

Begynd at skrive en blog.

Ikke fordi man bliver kaldt Nietzsche og bøddel, Hitler og airhead, ikke fordi man bliver beskyldt for at gå ind for gaskamre eller er kvalmende, nej, fordi der altid er en kommentar, som er bedre og klogere end det, man selv skrev, og der er altid en kommentator, som bedre og klogere – og med mere empati og kortere – kan turnere ens synspunkt.

Den følgende kommentar kom sent i tråden i vores diskussion her på stedet om de svage og velfærdspolitik, og derfor tillader jeg mig at bumpe den op. “Den depressive 22-årige” sætter kød og blod på min oprindelige blog.

Her er indlægget:

“Selvom Poul Høis blogindlæg fik det til at løbe koldt ned af ryggen af mig og selvom jeg som andre meddebatørere umiddelbart tænkte, at her er en mand, der har haft sit på det tørre igennem et helt liv, må jeg alligevel give ham at han under alle provokationerne og de grove generaliseringer har en endog meget vigtig pointe:

-De svage har for deres egen skyld godt af at blive mødt med små, kærlige krav. Der har desværre været en stigende tendens til at man i al sin iver efter at hjælpe de svage er nået derhen hvor man systematisk gør dem en bjørnetjeneste ved ikke at stille dem til ansvar for nogen aspekter af deres, indrømmet oftest svære tilværelse, men heldigvis yderst sjældent komplet håbløse tilværelse.

Jeg er i dag i starten af trediverne, er ved at tage en akademisk uddannelse, har stiftet familie, har selvstændig bolig og tjener mine egne penge. Da jeg var 22 år gammel lå dette billede imidlertid ikke i kortene. Efter yderst langvarig depression blev jeg opgivet af psykiatrien, da min psykiater – en ledende overlæge – opfordrede mig til at søge om den daværende invalidepension. Han var overbevist om at jeg ville få det bevilliget. Han havde sådan set ret i at mit liv dengang var invalideret og at jeg selv ikke kunne se en udvej af depressionen. Men det var lamslående, ødelæggende og yderst sårende at blive opgivet af systemet på den måde og ydmygende at man bare ville parkere mig på livslang passiv forsørgelse -så man ikke behøvede at forholde sig til mig igen.

Jeg droppede efterfølgende selv psykiatrien og opsøgte altenative behandlere, der ved at stille mig små-i starten minimale opgaver – langsomt men sikkert gav mig en grund til at ville livet igen. Det at man stille krav til mig gav mig følelsen af at man også troede på at jeg kunne og måske ville klare det og en skønne dag komme over på den anden side af depressionen.”

60 kommentarer RSS

  1. Af Nanna G.

    -

    John
    Ja – respekt for disse gode kvinder og deres “charity”, som det vist nok hedder jvf. div. amerikanske film og serier, som vi jo labber i os med vellyst…
    :-D

  2. Af I. Hanson

    -

    Man kan piske, presse, håne, fordømme de permanent syge, de midlertidig syge, de “alm.”ledige, misbrugere, depressive osv (nogen her på blokken er skræmmende uden mindste evne til empati – ser kun kroner i øjnene)

    INTET hjælper når arbejdsgiverne ikke spiller med, og DET gør de SJÆLDENT i disse tider !!!!!

    AL dårligdom i bagagen trækker ned på CV´et.

    Så et juleønske til alle de kække og raske (obs. manglende empati indgår i psykisk dianogstik):

    Jeg ønsker og håber for JER, at I og jeres kære for evigt må beholde jeres helbred, for I vil have rigtig svært ved at fungere i, og håndtere andet.

    Glædelig jul :)

  3. Af Bjørn Sørensen

    -

    Velkommen til Anstalten!
    23. august 2010
    Det danske samfund må diagnosticeres med et svært samfundsproblem; antallet af skøre danskere er i denne tid ved at overstige antallet af normale danskere. Situationen er så kritisk, at størstedelen af befolkningen efterhånden kan diagnosticeres med en sygdom i sindet med kernesymptomet ’udbredt mangel på sindssygdomsindsigt’.
    Det er videnskabeligt dokumenteret, at ungdommen nu til dags er sløvere og dovnere end nogensinde før. Dag ud og dag ind, ligger de henslængt på sofaen, hvor utallige timer bliver spildt på dårlig tv og fordummende computerspil. Med andre ord har dovenskaben spredt sig som en virus i den danske ungdom.
    Situationen kræver øjeblikkelig indgriben, da vi pga. den voksende ældrebyrde, har brug for alle unge hænder til at drive samfundet. Vi er derfor i gang med at udvikle nye og effektive behandlingsmetoder, og behandlingsgruppen er nøje udvalgt ud fra nedenstående kriterier.

    Diagnostiske kriterier – dine symptomer er:
    – Du står ofte først op kl. 8.00 eller senere.
    – Din bedste ven er fra World of Warcraft.
    – Du tilbringer ind imellem over en time i træk med at se film på sofaen.
    – Du har en arbejdsuge under 70 timer om ugen.
    – Du besvarer tit spørgsmål med enstavelsesord.
    – Da du var teenager måtte din mor flere gange bede dig om at rydde op
    – Du taler i tunger og bruger udtryk som ”nice”, ”grineren”, ”fråderen” og ”okay”.
    – Du har hukommelsesproblemer og kan derfor ikke fuldstændigt huske alle landes
    hovedstæder eller den danske kongerække.

    Behandlingsprogram – mål for behandling:
    – udbygge dit samfundsengagement
    – oprette sociale relationer skabe normaldøgnrytme
    – gøre dig i stand til at varetage dine borgerlige pligter som f.eks. at færdiggøre en
    uddannelse.
    – Genskabe gode værdier og glæden ved det aktive pligtopfyldende liv.

  4. Af Benjamin Kurzweil

    -

    Kære Poul Høi.

    Jeg har tidligere på måneden skrevet et indlæg på Niels Krause-Kjærs blog, på Berlingske, hvor jeg forsøgte at beskrive den samfundmæssige sammenhæng, som påvirker elevernes indlæring, og dermed også Folkeskolen.

    Min pointe var, at det i virkeligheden slet ikke er et spørgsmål om flere penge til Folkeskolen, men snarere en attitude der skal ændres, og denne attitude kan kun ændres, når man ændrer på 68’er hippie mentaliteten, og sænker skatterne, lader det kunne betale sig at være en entreprenør.

    Dette kan kun muliggøres ved at sænke de offentlige udgifter, hvilket vil sige færre skal ansættes i den offentlige sektor.

    De 840.000 offentligt ansatte er alt for mange for et så lille et land som Danmark.

    Hvis de offentligt ansatte får samme job i den private sektor, hvor det stadigt er det offentlige der betaler, så er vi lige vidt.

    De offentlige ansatte skal få job i den private sektor, hvor firmaernes indtjening er eksport-baseret eller hvor deres ydelser betales af private penge.

    Hvad har dette med Folkeskolen at gøre?

    Information har bragt en artikel, som netop bekræfter, at man kan gøre alt muligt fra skolens og regeringens side, men hvis eleverne ikke er motiverede og arbejder hårdt, så er det hele mere eller mindre spildt.

    Mit postulat er, at det der motiverer eleverne og forældrene, er, at det skal kunne betale sig at arbejde, og derfor er det vigtigt med mindre velfærd.

    Artiklen bekræfter dette, og artiklen beskriver hvordan en af Beijings bedste gymnasier, gør alt for at forbedre niveauet, og derfor står så godt i PISA undersøgelsen.

    Lærerne er uddannet på universitetsniveau, og lærerne underviser i kun ét fag.

    Men vigtigst af alt: Elevernes motivation.

    Artiklen forklare hvorfor eleverne er motiverede. Det har mindre med skolen at gøre eller den kinesiske regerings størrelse af funding af skolerne.

    Det har mere noget at gøre med den mindre velfærd der er i det kinesiske samfund.

    Læs artiklen her:
    http://www.information.dk/254257

    Information skrev:

    På Gymnasium Nr. 4 i Beijing er alle lærerne universitetsuddannede, og de underviser kun et i enkelt fag.

    “Det gør, at vores lærere er mere specialiserede, og det højner niveauet, at de kan bruge al deres tid på at formidle ét enkelt emne,” siger An Ying.

    Dét, som alle her fremhæver som den afgørende faktor, er elevernes eget hårde arbejde, som forklares med det store pres, de er underlagt.

    “Vi har en kultur som fortæller os, at det at lære er bittert og hårdt arbejde. Det er ikke for sjov. Det er ikke, fordi det er interessant. Men fordi det er den eneste måde, man får succes på og bliver del af eliten. Det er det, som motiverer eleverne. Som ordsproget lyder: ‘Uddannelse ændrer din skæbne’,” siger An Ying.

  5. Af Anna Andersen

    -

    Jeg har lige læst Davids Trads artikel “Vulgært rige smadrer kapitalismen”. Jeg beklager, at jeg kommentere artiklen her, men jeg har sjældent læst noget lignende i Berlingske Tidende, man skulle tro, at det var en artikel i Politiken. Du skriver bl.a. “..men behøver Jobs manden bag ipads…virkelig være så rig?” Jeg har sjældent læst en artikel der er så gennemsyret af jantelov, at jeg blev helt dårlig. Jobs og de andres success er en hyldest til kapitalismen, og jeg ville ønske, at vi havde sådanne folk som ham i vores lille andedam.

    Til din orientering får Jobs 1 dollar om året i løn fra Appel. Jobs tjener alene penge, når Appel tjener penge. Hvordan kan du dog havde ondt af dette? Den eneste årsag til du kan have ondt er dette, er fordi du drømmer om, at kunne tage 50% af Jobs indkomst, som vi gør det i Danmark. Resultatet ville så være, at han vil flytte fra landet inkl. hans virksomhed og de mange arbejdsplader.

    Du er korrespondent for USA, og håber at du fremadrettet vil bruge den stilling til at lære danskerne, hvor fantastisk det land er og hvor meget vi kan lære af dem, i stedet for at hive dine “danske” jantelovsværdier ned over USA. Det kommer bare til at virke tåbeligt og ganske fortvivlende.

  6. Af jens haarup mortensen

    -

    Vær Velkommen Herrens år… Det Gamle Danmark skal bestå, sålænge bølgen bruse. Og det er FREJAS sal!

    http://jhmfolketing.blogspot.com/

    Nkh. Jens Haarup Mortensen

  7. Af mette marie aakerberg

    -

    Er der overhovedet kække og raske mennesker tilbage i Danmark, I wonder… Og i en tidligere kommentar bliver det ovenikøbet brugt negativt at være kæk og rask. Der kan man se. At være kæk og rask er ingen hindring for også at være empatisk og næstekærlig.
    Men det er altsammen smadret af Systemdanmark.
    Ud med det rådne system der er til for sin egen magtfuldkomne skyld, og som er faldet helt ud over kanten i sin iver efter at svageliggøre, sygeliggøre og diagnosticere hele befolkningen sønder og sammen. Så tror pokker at vi efterhånden kan tale om en frygthedsindustri inden for social- og sundhedsvæsenet, hvor frygten naturligvis går på at havne i kløerne på dét umyndiggørende monster, der ikke kan andet end skabe frygt hos frie, raske, kække, empatiske mennesker.
    Er det arven efter 68’erne? – Vorherrebevar’s og godt nytår Danmark.
    Mette Aakerberg

  8. Af Ulf Timmermann

    -

    @mette marie aakerberg

    Nej, ikke arven efter 68’erne – det er et produkt af kvinde-/rødstrømpebevægelsens oprør mod “68”.

    Nu har jeg sagt det tre gange, og to gange alene skulle være nok, ifølge Konfucius.

  9. Af David Larsen

    -

    Poul Høis blogindlæg er helt essentielt og afspejler udemærket hvordan debatten har drejet sig. Man har fuldstændig glemt et af de mest afgørende principper, der gør en stor velfærdsstat mulig: RET & PLIGT.
    Man har ret til visse ydelser, men man har så sandelig også pligt til at yde en indsats.

  10. Af Thomas W H

    -

    Forskellige holdninger til P.Høi og D.Trads’ artikel findes øjensynligt. Men hvor er det dog befriende blot at se mantraet om “de svage” anfægtet. Som med så mange andre diskurser i samfundsdebatten får nogle diskurser med tiden hævet sig selv (og deres bannerførere) op på en pedestal, hvor ethvert tilløb til at anfægte deres rigtighed bliver stemplet som asocialt, umenneskeligt, kynisk, “ikke-stuerent” etc. Konsekvenser af de absolutte diskurser bliver at vi kun kan følge bestemte udviklingsveje. Sådan forholder de sig med begrebet “de svage”. Hvilket medfører at folk på overførselsindkomst aldrig kan medtænkes i nogle overvejelser om reformer, effektiviseringer af vort samfund. På lang sigt er det både skadeligt for vores samfunds vækst, sammenhængskraft, opbakning til staten og for den enkelte borger. Så en stille bøn om at mantraet om “de svage” kan blive erstattet af en mere åben debat.

Kommentarer er lukket.