Men lad os begynde med begyndelsen.
Det er en kendsgerning, at intelligenskvotienten er lavere jo nærmere man kommer Ækvator. Nogle lande i sub-Sahara Afrika har en gennemsnitlig IQ på 67, mens nogle af de asiatiske tigerøkonomier har en gennemsnitlig IQ på 105, og det gør pokker til forskel, hævder forfatterne af bogen IQ and Global Inequality. Et lands intelligenskvotient kan forklare 70 pct. af et lands velstand.
Men spørgsmålet er, hvorfor de varme lande har en lavere intelligenskvotient?
Jeg skal ikke tale for den danske emiritus, men nogle mennesker er ikke nået videre end til “Tintin i Congo” og er formentlig uden for pædagoisk rækkevidde. For alle andre er der imidlertid to nyere undersøgelser, som giver en logisk forklaring på den lavere intelligenskvotient – og et håb.

Canadiske forskere har ifølge Scientific American sammenholdt graden af lavere IQ med graden af infektioner i de enkelte lande, og der er en tydelig sammenhæng. Jo varmere et land er desto flere parasitter er der, og jo flere parasitter desto flere infektioner

Og hvilken betydning har det for intelligenskvotienten?

Følgende: Nyfødte bruger op til 90 pct. af deres kalorier på at udvikle hjernen – altså næsten alle deres kræfter – og hvis barnet bliver angrebet af en infektionssygdom, vil det ikke have de samme kræfter til at udvikle hjernen. Det er værst i de varme lande, der ikke har et udviklet sundhedsvæsen, f.eks. i sub-Sahara Afrika, men man kan også se det i udviklede lande som USA. Beboere i varme stater som Mississippi, Louisiana og Californien har en lavere IQ end beboere i kolde stater som Massachussetts og New Hampshire.

Løsningen er ikke ekstremisme, men en målrettet indsats for at udrydde de pågældende infektioner, og en undersøgelse fra University of New Mexico nævner som eksempel en IQ-undersøgelse fra Mexico. I et område, hvor der var foretaget en effektiv malariaudryddelse, var IQ højere end i områder, hvor der stadig var malaria. Det betyder også, at hvis et mexicansk barn bliver født i et koldere område, eller hvis et pakistansk barn bliver født i Danmark, så vil det alt andet lige udvikle en “kold” – eller dansk – IQ.

Ikke noget hokus-pokus, ikke noget tintinsk overmenneske, bare kendsgerninger, og som Larry Page fra Google har sagt – “alle har ret til at have deres egne meninger, men ingen har ret til at have deres egne kendsgerninger.”

Om kommentarer:

Jeg har lukket for kommentarer til denne blog.

Det betyder imidlertid ikke, at man ikke kan have nogle meninger om USA, og lad mig give to eksempler, som udfordrer vores danske værdier.
Eksemplerne er fra de seneste to Republikanske præsidentkandidat-dueller.

Det første eksempel er guvernør Rick Perry, som bliver konfronteret med de 234 henrettelser, som han har gennemført i Texas.
Og hvad gør publikum? De jubler over henrettelserne, og det bliver til debattens største bifald.

[kml_flashembed movie="http://www.youtube.com/v/VjKTHHTIXOU" width="425" height="350" wmode="transparent" /]

Det næste eksempel er fra sidste aftens debat, hvor kongresmedlem Ron Paul skal svare på, hvad han vil gøre, hvis en 30-årig uforsikret mand bliver indbragt dødssyg til et sygehus.
Ron Paul giver et svar, som kun kan tydes som noget i retning af “surt for ham.”
Publikum klapper og jubler.
CNNs Wolf Blitzer følger forbløffet op med spørgsmålet: “Men skal vi bare lade ham dø?”
Igen klapsalver fra salen og flere tilråbere, der råber “hell, yes.”

[kml_flashembed movie="http://www.youtube.com/v/irx_QXsJiao" width="425" height="350" wmode="transparent" /]

Jeg vil ikke sige, at eksemplerne overrasker mig. Jeg har tilbragt temmelig lang tid i det Amerika, som befinder sig uden for salonerne, og kender både “hang ‘em high” og “let ‘em die.”
Men alligevel er det mærkeligt på sin Tv-skærm at blive konfronteret med mennesker, der jubler over henrettelser, og over uforsikrede syge mennesker, der får lov til at dø.
Bloggeren Andrew Sullivan var i begge tilfælde ved at få kaffen galt i halsen, og som han skriver i dag – det er én ting, at et samfund har dødsstraf og hundredevis af henrettelser, et hullet sygeforsikringssystem, og at det pågældende samfund har brugt tortur, men det er en anden og alvorlig sag, at samfundet ubehersket jubler over det, og som han konkluderer:
“Fisken rådnede fra hovedet og ned, og nu ved vi, hvordan det lugtede.”

Det omvendte synspunkt er selvfølgelig, at sådan har amerikanerne – eller nogle af dem – nu engang indrettet deres samfund, og det tilkommer ikke de finere fornemmelser at gøre sig til dommer over det. Hvis Texas vil henrette, så lad dem henrette, og hvis nogle af dem vil nægte dødssyge behandling – så lad dem gøre det.
USA er ikke Danmark, og Danmark er ikke USA, ganske rigtigt, men det betyder bare, at alle os, der regner os for venner af USA, engang imellem må klemme næsen sammen.
For jeg kan også lugte fisken.

Og hvad så, vil kritikerne svare. Lad bare produktionslandene slave med vores dippedutter, for broderparten af pengene går stadig tilbage til os, og det er der noget om. Denne undersøgelse fra University of California har fulgt pengestrømmen i produktionen af Apples iPods i et enkelt år – 2006 – og det viser sig, at iPods beskæftiger over dobbelt så mange mennesker uden for USA som i USA, men at iPods pumper dobbelt så mange penge ind i amerikansk økonomi som i den udenlandske. Først og fremmest fordi de færre medarbejdere, der befinder sig i USA, tjener så meget mere end de medarbejdere, der befinder sig i udlandet.
Altså på mange måder en solstrålehistorie.
Men her er problemet. Hvem er de højtlønnede medarbejdere, som iPod’en beskæftiger i USA? Det svarer undersøgelsen også på. Det er ingeniører, chefer, marketingsfolk og andre højere uddannede. Kun ganske få af iPod-jobbene i USA er den slags job, som kræver et truckcertifikat.
Dermed når vi frem til denne pointe, som den demokratiske kommentator Harold Meyeson kommer med i Washington Post, og han går lige til vaflerne i det første afsnit:
“Her er den største løgn af alle de løgne, som det amerikanske folk er blevet udsat for i de seneste fire årtier: ‘At vi alle kommer rigere ud af skiftet fra et industrisamfund til et post-industrisamfund. Akkurat som dengang, vi skiftede fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, så vil der komme omkalfatringer, men i sidste ende vil vi få et Amerika … hvor borgerne er rigere end deres forfædre i industrialderen.’
Sådan noget bavl.”
Derefter gennemgår Meyerson tallene, som viser, at den amerikanske realløn i løbet af de seneste fire årtier er dykket, men slet ikke i samme takt. Siden 1969 er de højtuddannedes realløn faldet med 12 pct., mens de lavtuddannedes realløn er faldet med 47 pct.. Eller sagt med andre ord: Hvis en ufaglært amerikaner i 1969 tjente ækvivalenten til 300.000 kr., så tjener han i dag ækvivalenten til 150.000 kr.
Forklaringen er ifølge Meyerson simpel: I 1969 var der gode produktionsjob i USA. I dag er der ikke. I 1969 endte Joe Six-Pack med et fagforeningskort, betalt sygeforsikring og ferie i en livstidsstilling hos General Motors. I dag ender han uden sygeforsikring og ferie og jobsikkerhed i serviceindustrien.

Meyersons pointe er god nok, men hans løsning er ikke – han siger, at vi skal tilbage til 1969 – og held og lykke med det.
Så hvad så?
I det nye post-industrielle samfund eller det innovative samfund, som politikerne taler om, skal de højere uddannede nok klare sig, om end de i vid udstrækning kommer til at free lance sig frem i konkurrence med højere uddannede fra andre lande. Det store problem er imidlertid de lavere uddannede, som ikke kan eller vil løse medlemsskab til det innovative samfund, og som i USA udgør broderparten af de 9,1 pct. ledige, og som i Danmark ender på livsvarig overførselsindkomst.
USA og Danmark tackler således problemet på hver deres systemtypiske måde. I USA må de lavere uddannede selv finde ud af det, og i Danmark forsøger samfundet at finde ud af det for dem, men prisen er høj begge steder – langtidsledighed eller velfærdsforvaring – og et innovativt samfund, som ikke kan løse det problem, er i modstrid med sit navn.

Så hvordan pokker løser vi det?

CNN Health opregnede for nyligt en række alarmerende statistikker, som syntes at dokumentere, at halvdelen af den menneskelige race har evolutionære problemer – mændene.
Tag følgende kendsgerninger.
1. Mellem 1987 og 2004 er mænds testosteronniveau faldet med 22 pct. Kilden er bl.a. en dansk undersøgelse. Testosteron er ikke bare et synonym for parrelysten; det er i bund og grund, hvad der gør mænd til mænd – og skaber flere mænd.
2. Danske og internationale undersøgelser påviser et dramatisk fald i mænds spermtal. I USA er der ifølge denne undersøgelse tale om et fald på 1,5 procent om året.
3. Deformationer af mandlige kønsorganer er på kraftig fremmarch. Mellem 1970 og 1970 blev frekvensen af hypospadi – urinrøsspaltning – f.eks. fordoblet, viser undersøgelser.
4. Sjældne lidelser som DAMP og autisme stiger dramatisk og overvejende hos drenge. Ifølge de seneste undersøgelser bliver mere end dobbelt så mange drenge som piger ramt af dem.
5. Der bliver nu født færre drenge end før. Mellem 1970 og 2002 er der blevet 21 færre drenge pr. 10.000 fødsler.
CNN Health siger, at det er svært at komme med en definitiv forklaring på udviklingen, men – konkluderer sitet:
“Uanset årsagen så er det klart og tydeligt, at det moderne liv giver mænd nogle store biologiske stød,” og overskriften på artiklen lyder da også:
“Det moderne liv er hårdt for mænd.”

Jeg er godt klar over, at det er meningsmageres job at mene noget, men jeg er i tvivl. Jeg kan forestille mig en grund til den evolutionære udvikling, nemlig kønsrollerevolutionen, som på mange måder har været en gudsvelsignelse, men som – i nogle tilfælde – har efterladt mændene i en rolle som både mænd og kvinder. De skal være mænd og samtidigt gøre alt det, som kvinderne også gjorde før, de skal samtidigt være rigtige mænd og urigtige kvinder, og hvis de kunne, skulle de også føde.
Menneskeheden har netop overlevet i årtusinder på at tage bestik af både det fysiske og psykiske miljø, og sådan en stress og sådan en omkalfatring vil få evolutionære konsekvenser.
Men den konklusion fordrer, at CNN Health har ret – at det moderne liv er hårdt for mændene – og at sitet ikke blot har foretaget statistisk lystfiskeri og fundet de data, som passer til konklusionen frem for det omvendte, og jeg vil gerne høre fra læsere med mere ekspertise på dette område.
Så tillad mig for nuværende at parkere historien under rubrikken: “Måske større end Libyen og finanskrisen.”

Eller for at tage sagen Pind og Wind: Det er Søren Pinds ret at skrive på Facebook, at Marlene Wind skal holde sin mund, men det betyder ikke, at det i debatten skal være all Pind, all the time, og at professoren til sidst bliver tvunget til at gå i sig selv.
Han kan sige, hvad han vil sige; hun kan sige, hvad hun vil sige – og i et 24/7 mediesamfund må vi andre lære at trække fra og lægge til og holde en nogenlunde hvilepuls.

“En islandsk kirurg kom i tanke om, at en italiensk fyr i Stockholm foretog luftrørstransplantationer fra kadaverdonorer,” men der var ikke tid nok til at finde en egnet donor, den studerende var ved at dø, og i stedet besluttede forskerne i Stockholm sig for at eksperimentere med en ny teknologi og bruge patientens egne stamceller til at udvokse et nyt luftrør. Detaljerne er bl.a. her, men summa sumamrum: Det lykkedes, og den studerende lever i bedste velgående.

Det helt essentielle i historien, og den direkte forudsætning for, at patienten overlevede, er for såvidt ikke operationen og transplantationen.
Det er følgende grammatisk hæmmede sætning: “En islandsk kirurg kom i tanke om, at en italiensk fyr i Stockholm foretog luftrørstransplantationer…”
En kirurg, som kom i tanke om noget, er på et helt basalt plan crowdsourcing. Vi ved ikke, hvor han havde hørt om “fyren i Stockholm”, om han havde læst om ham i et lægefagligt tidsskrift eller i Ugens Rapport, men vi ved, at han havde hørt om ham – og fik fat i ham og sendte patienten over til ham, og at patienten derfor overlevede.

Og hvad har det så med den danske sundhedsdebat at skaffe? Hver dag kan vi i Berlingske læse den ene mere opsigtsvækkende historie efter den andet fra landets skadestuer, og serien afslører, at det virkelig er farligt at blive syg i Danmark. Der er tilsyneladende to løsninger på sundhedskrisen. Den ene er, hvad vi uelskværdigt kan kalde Bent Hansen-løsningen, opkaldt efter den socialdemokratiske politiker, som tilsyneladende kun har ét bud på, hvordan vi tackler sundhedsproblemerne – hæld flere penge i dem.
Den anden løsning kan vi herligt uspecifikt kalde for “alt-andet-end-Bent-Hansen-løsningen.”
For jeg tror ikke, at problemet er manglende penge. Siden 2000 er sundhedsudgifterne i Danmark eksploderet – fra 99 mia. kr. til formentlig mellem 125 og 150 mia. i dag – og vi fører stadig i den slags statistikker, f.eks. kræftstatistikker, som det ikke er værd at føre i.
En af de bedste sundhedspolitiske tænkere i USA, lægen og forfatteren Atul Gawande, udgav i 2007 bogen “Better,” som er en fremragende bog, der fortjener at være pensum for alle lægestuderende, og heri skrev han, at en forudsætning for at blive bedre i sundhedssystemet er netop viljen til at blive bedre og på det helt personlige plan. At den enkelte sygeplejerske og læge hver dag går på arbejde med en ambition om at bevæge menneskeheden bare et bittelille nøk fremad i kampen mod sygdom.

Hvordan er ambitionsniveauet i Danmark?
Lad os sige, at førnævnte studerende fra Eritrea var havnet hos en dansk læge, som netop ikke havde den pågældende ambition om at blive bedre, men som gik i stå i går. Så ville lægen konstatere: “Desværre, min ven, vi har prøvet det hele, og det virker ikke. Vi kan ikke gøre mere. Spis dine vitaminer og lad være med at købe grønne bananer..”
Utopisk?
Langt fra. Det er hverdag i de danske lægehuse og på de danske sygehuse. Enhver, som har en ven eller et familiemedlem, som er slået ned af sygdom eller fejlbehandlet eller opgivet længe før tid, kender følelsen, som naturligvis ikke kun gælder læger, men i princippet alle fag. Jeg vil vædde med, at du også har kolleger, hvor udviklingen stoppede i går, og uret bare tikker ned til weekenden. Det er bare så meget mere alvorligt, når det er de mennesker, som vi betror vores helbred til.
Så hvad gør vi?
Her er mit bud, som er inspireret af førnævnte eksempel fra Island og af en ny interessant klumme i New York Times – en klumme, som præsenterer læserne for et medicinsk mysterium og beder dem om at give deres bud på, hvad der er galt med patienten. Her er et eksempel på klummen, som mere former sig som en Agatha Christie end en Atul Gawande, og som rammer mit ærinde skævt.
Men tænk hvis vi formaliserede ideen om at crowdsource sygdomme?
Hvis en provinslæge ikke bare kunne trække på sine tre kolleger i lægehuset, men på alle læger og medicinsk-interesserede danskere og dansklæsende læsere?
Hvis en patient kunne bede sin læge om at lægge hans eller hendes lidelse ud på en internet-site og få lidelsen crowdsourcet?
Jeg kender indvendingerne – at det allerede foregår i et eller andet lukket regi, og at vi ikke bare kan offentliggøre detaljer om en patient – men visse-vasse. Det foregår ikke med hundredetusindvis af læsere, og patienten og lægen bestemmer selv detaljegraden. Men nogle læger ville givetvis hade det, lige som mange andre inden for andre fag ville hade noget tilsvarende, fordi det ville tvinge dem helt op på lakridserne og udfordre deres egen selvforståelse og selvtillid.
Men beklager. Tiden for den slags fine fornemmelser er efter min mening forbi.
Jeg er træt af den træghed, den defaitisme, som præger den danske sundhedsdebat, og jeg er træt af, at alvorligt syge patienter hver dag bliver ofret for den laveste fællesnævner.
Det er på tide, at vi ikke bare bliver bedre til at bruge penge, men at vi bliver – bedre.

Update:
Og hvad siger de Republikanske politikere så til David Brooks’ kritik? Døm selv.

Som regel tager det højest 48 timer efter en begivenhed, før end en fremtrædende fransk filosof er leveringsdygtig i et opsigtsvækkende synspunkt, som ikke nødvendigvis har andre kvaliteter end at være opsigtsvækkende.

Nu er der så gået 48 timer efter anholdelsen af chefen for IMF, Dominique Strauss-Kahn, og nu har vi ingen ringere end Bernard-Henri Levy på banen.

Han skriver i dag en artikel med overskriften “et forsvar for Dominique Strauss-Kahn,” og den er et langt angreb på de vederstyggeligheder, som politiet, dommeren, anklagemyndigheden, kommentatorer og ikke mindst medierne har udsat hans gode ven gennem 20 år, Dominique Strauss-Kahn, for.
Artiklen kan læses på originalsproget her og i en engelsk oversættelse her.

De har allesammen – vi har allesammen – gjort hans gode ven til “et brutalt og voldeligt individ, et vildt dyr… og det er umuligt.” Sådan er Strauss-Kahn ikke, skriver han.

Bernard-Henri Levy er naturligvis i sin gode ret til at tro på Strauss-Kahns uskyld. Hans loyalitet over for en ven-i-knibe er på mange måder et forsonende træk, og det er ikke problemet.
Problemet er derimod noget andet og noget mere alvorligt.
Mon ikke de fleste husker, hvordan Bernard-Henri Levy med krop og sjæl kastede sig ind i forsvaret for en anden god ven gennem x antal år, Roman Polanski? Hvordan han mente, at  uanset hvad Polanski havde gjort og ikke gjort, så havde han forlængst bødet for det, og hans bidrag til menneskeheden opvejede i øvrigt et eventuelt gammelt fejlskøn. Samleje med en 13-årig “er ikke den dødelige forbrydelse, som mange vil gøre det til,” skrev han dengang.
Nu skal vi ikke procedere Polanski-sagen igen, men jeg fornemmer den samme tankegang i hans forsvar for Strauss-Kahn: At måske forgreb IMF-chefen sig oralt og analt mod en 32-årig afrikansk stuepige på Sofitel i New York, men hvor vigtigt er det i den store sammenhæng? Er det trods alt ikke vigtigere at have en mand som Strauss-Kahn, der kan tæmme verdensøkonomien og Frankrig? Giver den franske politiker ikke mere til menneskeheden end han tager fra den? Og burde vi ikke tage det i betragtning?
Igen:
Det er muligt, at Strauss-Kahn er uskyldig i sexovergreb, men Bernard-Henri Levy er til gengæld – og uden tvivl – skyldig i en form for udsøgt snobberi for de kloge og magtfulde, eller i det mindste for nogle af dem. Man kan mene, hvad man vil om omverdenens reaktion på anholdelsen af Strauss-Kahn, men reaktionen er ikke anderledes end i hundredevis af andre sager, hvor vi ikke har hørt så meget som en enstavelses-indvending fra Levy. Men så snart vi nærmer os venstre bred på Seinen, og så snart vi nærmer os hans café-bord, så skal vi skamme os over …alt.
Jeg tænkte på det samme, da jeg i går læste socialistlederen Segolene Royals reaktion på sigtelsen mod Strauss-Kahn. Hun sagde, at hendes tanker var “hos manden og hans familie.”

Måske er det bare mig, der er blevet en anelse blød med årene, men i sådan en sag er mine tanker i noget højere grad hos offeret, f.eks. hos den 32-årige afrikanske stuepige, eller hos den 13-årige pige, som Roman Polanski tog sig af. Og ikke mindst når der er tale om ressourcesvage mennesker. Når der er tale om en stuepige, som bor alene med sin datter i en lille lejlighed i Bronx, eller om en mindreårig pige, som en kendt filminstruktør overhælder med piller og champagne og derefter forbryder sig mod.
Levy skriver det ikke, men det er som om, jeg hører ham hvisle mellem linjerne – at ofrene bare er les classes inferieures, mens han og hans venner netop er den klasse, som bidrager så meget og så stort til menneskeheden, at les classes inferieures engang imellem må placere sig i horisontal v-stilling og byde sig til og uden bagefter straks at fare til politiet og pressen og gale op. Og hvis de alligevel gør det, så skulle de – og så skulle vi – skamme os.
Jeg beklager.
Jeg har min egen mening om hvem, der bør skamme sig, og Bernard-Henry Levy kan begynde med sig selv.

Jeg er kommet sent ind i debatten, men Kristeligt Dagblad har i dag opsummeret sagen så glimrende her og gelejdet mig til nogle af de følgende links.
Stridens baggrund er følgende:

Feltpræst Thomas Østergaard Aallmann har i sin bog “Løvehjerter” beskrevet, hvordan han giver de danske soldater en velsignelse med i krig, og det er faldet både biskopper og andre teologer for brystet. Det svarer til at gøre en meget verdslig krig til en hellig krig – en religionskrig, mener biskopperne – og hellig krig er forkert, uanset om det er den ene eller anden part, der udøver den, siger de.
Lektor Hans Vium Mikkelsen fra Teologisk Pædagoisk Center synger fra samme nodeblad – her er nogle af hans indlæg i Dansk Kirketidende.
Sludder og vrøvl, skriver tidligere sognepræst Johannes H. Christensen nu hos sappho.dk, og han giver den mildest talt gas. Han taler bl.a. om biskopper, der paraderer rundt med “sølvkors på vommen” og om “en skinhellig … sutskoslubrende lektor,” og det er i det hele taget fornøjelig læsning, uanset om man er enig eller ej.

Så må feltpræsten give soldaterne en kristen velsignelse?
Det er faktisk ikke så svært.
Jeg tilhører den samme liberale kirke som Reinhold Niebuhr – United Church of Christ – og det er en tro og en kirke, som netop er konkret, og som ikke er besat af evigheden og ligeglad med virkeligheden, og vi samler tøj ind, støtter fair-trade kaffe, bygger huse og genbruger til den store guldmedalje, og vi betragter Biblen som menneskers beskrivelse af deres religiøse oplevelser, ikke mere, men heller ikke mindre. Kort fortalt.
Reinhold Niebuhr, som formentlig er den væsentligste amerikanske teolog i det 20. århundrede, så for- og bagsiden i al den velmenende godhed, som han udtrykte i et af sine hovedværker, “Moral Man and Immoral Society.” En god introduktion til hans tankegang kan læses her. Det enkelte menneske kan være godt, men det betyder ikke, at en akkumulation af godheden er god. Tværtimod kan det føre til en totalitær tankegang – igen kort fortalt.
De fleste af samfundets forkromede velfærdsplaner er således opstået ud af en overflod af gode hensigter, fra efterløn til SU, og vel er det en god ide på det personlige plan at spare op til en tidlig pension eller til sine børns studier, men det er ikke nødvendigvis en god ide i sin yderste akkumulation. For det gør vores gode ide u-god; det gør vores uselviskhed selvisk; det gør, at vi trumfer vores interesser, vores godhed, igennem over for andre menneskers interesser og godhed.

Og dermed er vi tilbage ved feltpræsten.
Der er intet problem i, at man på delingsplan giver sine soldater en velsignelse med i krig; jeg kan ikke få øje på den. Hvis det i den konkrete situation bliver opfattet som sjælesorg – som medmenneskelighed – at lægge hånden på hjelmene og udtrykke en variant af “Gud velsigne dig,” så gi’ pokker i biskopperne. Problemet opstår, hvis man akkumulerer den velsignelse og gør den til en i billedlig forstand brigadeforestilling. Hvis vi opmarcherer tusinder af soldater og paraderer et overdimensioneret kors med en korsfæstet, men mandigt udseende Kristus ind foran dem og giver en variant af, hvad pavens udsending angiveligt sagde inden massakren i Beziers: “Dræb dem alle. Gud vil hytte sine.”
Så er der tale om en religiøs krig, om en hellig krig, og det er en totalitær tankegang.

Men ingen vil vel påstå, at de danske soldater er udsat for det sidste? Ingen vil vel påstå, at det kors, som de bærer i Dannebrog, er andet end det hvide i Dannebrog – og betyder andet for dem? Ingen vil vel påstå, at feltpræst Thomas Østergaard Aallmann forsøge at ændre ved den helt igennem sobre sondring mellem verdslig krig og personlig tro?

Og, undskyld en ydmyg lægmand, men hvor er problemet så?

Charter-byer.

Med “charter” mener jeg ikke horder af turister, for det har Grækenland også nok af, nej, jeg mener at udleje græsk jord til et privat konsortium, som skal skabe et uafhængigt frihandelscenter.Det er ikke en løsning, som et land under normale omstændigheder vil overveje. Har Danmark lyst til at leje Læsø ud til et frihandelskonsortium og for en årrække sætte øen uden for dansk lov? Sikkert ikke, men det er netop ikke “normale omstændigheder” i Grækenland.

For det første balancerer Grækenland på kanten af statsbankerot. For det andet balancerer Grækenland på kanten af et folkeligt oprør, og for det tredje ser de stramninger, som skulle hjælpe Grækenland, ud til at skade Grækenland.

Cheføkonom i Sydbank, Jakob Graven, sagde torsdag, at “græsk økonomi ikke står til at redde,” og “redningskransen til Grækenland er ved at tabe luft.”

Det er også den konklusion, som Economist er nået til i en ny analyse. Den græske regering har ifølge magasinet gjort for lidt og ofte det forkerte, omkostningerne i landet er stadig 20-30 pct. for høje, private udlån og væksten er gået i stå, og Economist tvivler også på, at grækerne vil gøre, hvad de forpligtede sig til på et europæisk topmøde – at sælge ejendom for op til 50 mia. euro for at skabe sikkerhed for de europæiske lånepakker.

Salget af ejendom er blevet en rød klud i debatten i Grækenland, og kritikere bliver aldrig træt af at fremhæve et citat fra en tysk politiker, som kom for skade at sige, at grækerne bare kunne sælge Akropolis og et par øer, og så var pengene i kassen. I et indslag på NPR sagde en forarget græsk universitetsstuderende i forrige uge, at Grækenland ikke skulle sælge arvegodset. “Det er alt, hvad vi har. Hvis ikke vi har det – hvad har vi så?”

Det er i sig selv en ganske trist status over Grækenland, men en fremtrædende græsk økonom sagde i samme indslag, at selvfølgelig skulle man ikke sælge klenodierne og Kreta, men man kunne sælge u-udviklet land andre steder, sagde han.

Og dermed er vi fremme ved ideen om charter-byer.Det er den kendte og anerkendte økonom og finansmand Paul Romers ide, og han har i et ti-år kæmpet for at overbevise en skeptisk verden om mulighederne. Et udviklingsland skal udleje et stykke land til et andet land eller et privat foretagende, og det andet land eller det private selskab skal så forpligte sig til at opbygge et vækstområde dér.

Kan det lade sig gøre? To historiske eksempler: Lübeck og Hong Kong.

I 1100-tallet huserede pirater og barbarer i Lübeck-området, men fyrst Henrik Løve marchede ind i Lübeck, slog piratkongen Niklot ihjel og gav byen et frihandelscharter og inviterede immigranter til at slå sig ned, og i et halvt årtusinde var Lübeck centrum for Hanseforbundet i Østersøen.

Hong Kong er et mere moderne eksempel. De britiske kolonisatorer regerede med »lave skatter, et minimum af statsstyring og juridisk beskyttelse af ejendomsret og kontrakter, og mellem 1913 og 1980 blev den økonomiske produktivtet pr. indbygger ottedoblet, og det gjorde den gennemsnitlige indbygger i Hong Kong ti gange så rig som den gennemsnitlige indbygger i Kina og fire femtedele så rig som en gennemsnitlig brite,« skriver magasinet Atlantic.

Det er, hvad udviklingslandene skal gøre – for en årrække at bortskøde land til et charterprojekt, der skal skabe et moderne Lübeck eller Hong Kong, lyder Romers ide.

Men her er mit spørgsmål: Ideen er tænkt som et projekt for udviklingslande, men er udvikling ikke også, hvad Grækenland netop har brug for? En udvikling væk fra korruption og kleptokrati og en damefrisørøkonomi, hvor alle klipper alle og låner penge af hinanden – og af tyskerne.

Så hvorfor ikke? Lad grækerne udleje land til et privat foretagende, og lad parterne skrive et charter for f.eks. 75 år, og derefter skal området tilbageskødes til grækerne. Aftalen skal rumme ingredienserne for vækst – lav skat, et minimum af statsstyring, immigration, respekt for lov og orden – og aftalen skal sikre det private foretagende mod indblanding fra det omkringliggende Grækenland.

Fordelene er indlysende for grækerne: De får penge i kassen for at udleje land til chartertagerne, som skaber et tiltrængt vækstområde, som vil smitte af på Grækenland – a la Hong Kong. Hong Kong løftede hele det sydøstlige Kina, som formentlig i dag har gennemgået det største velstandsløft i historien. Og efter f.eks. 75 år får grækerne så området tilbage, kvit og frit og formentlig i bedre stand end de udlejede det.

Den samme model kan bruges i andre af de økonomisk nødstedte europæiske økonomier.

Vidtløftigt? Ambitiøst?

Måske, men desperate tider kalder på desperate løsninger, og mere af det samme vil desværre kun føre til mere af det samme, og – når alt kommer til alt – bortset fra statsbankerot, hvilke andre muligheder er der?

“For mens man med Berufsverbot altid har ment udelukkelsen af venstreorienterede, må man nok sige, at begrebet i dag mere gælder højreorienterede som David Gress , der har følgende holdninger: »Det var et sølle Danmark, jeg vendte hjem til.« »Det var et mærkeligt samfund af duknakkede, autoritetstro slaver « »Endnu en gang fik jeg syn for sagn om, hvor intellektuelt fattigt og tilbagestående Danmark var og er…« »Danskerne finder sig i alt, alt for meget fra magthavernes side, fra de tårnhøje skatter og afgifter til en detailsektor, der gennemgående er kartelliseret og ganske uden fri prisdannelse.”

Og disse konstateringer er endda de mere salonfähige.
Gress’ “samfundskritiske praksis … umuliggør en karriere i Danmark,” skriver Niels Houkjær i Berlingske.
Nu er det en selvbiografi, og nu er det Gress’ påstand, at hans synspunkter har gjort ham til en persona non grata på Bjerget, men hverken Bjørnvig, Houkjær eller Henrik Jensen i Jyllands-Posten anfægter denne vurdering. Når man begræder tabet i1658 af Skåne, Halland og Blekinge, når man sammenligner de danske magthavere med de tyske værnemagtssoldater – ufordelagtigt – og når man mener, at der er to sider af Den spanske borgerkrig, så udelukker man sig fra den danske professorsfære, synes konklusionen at være.
Jeg kender ikke David Gress som andet end skribent og debattør, og kun få mennesker ville kunne følge ham og hans synspunkter hele vejen, og sådan er det med énere – ellers var de jo netop ikke énere -  men Gress repræsenterer med fodnoter en intellektuel frimodighed og fanden-i-voldskhed, som danske universiteter mangler, og hvis et dansk universitet skulle sætte hold som en professionel fodboldklub sætter hold, eller ansætte som udenlandske universiteter og tænketanke ansætter, så ville en tænker som David Gress stå allerøvest på enhver indkøbsliste.
At han ikke gør det, og at hen gennem et langt liv ikke har gjort det, får l’affaire Penkowa til at minde om en undermotoriseret rød sportsvogn med klud.

En vigtig og alvorlig mand.

Bildt siger i interviewet, at svenskerne vil overveje at støtte den allierede operation under en eller anden form, hvis de allierede for det første får styr på kommandostrukturen, og hvis de for det andet udarbejder en køreplan for operationen med “klare og veldefinerede mål.” Derefter vil Bildt overveje sin støtte.
Det må Sverige i princippet selv om. Vesten klarede to verdenskrige, Den kolde krig og stort set enhver efterfølgende krig uden svensk hjælp, og det går nok også denne gang. Bildt har under hele demokratiprocessen i den arabiske verden været Johnny-come-lately, og hjemme i Sverige får han p.t. på puklen for at have udtalt om Libyen: “Det gælder ikke om at støtte den ene eller den anden. Det gælder om at få stabilitet og en rimelig udvikling.” Som lederen af Miljøpartiet, Gustav Fridolin, har spurgt ham: “Vil det sige, at Sverige står neutral i kampen mellem demokrati og diktatur?”
Bildt er i denne diskussion blot én repræsentant for en klub af meget alvorlige mænd, som taler om “operationens mål” og “exit-strategi,” og som forsøger at finde en “Obama-doktrin” gemt i amerikansk udenrigspolitik. I Politico i dag går Glenn Thrush på jagt efter en Obama-doktrin, og han mener, at man over alt i Washington – og også i Det Hvide Hus – har problemer med at finde en let og elegant formulering, der som et reklameslogan fanger Obamas udenrigspolitik, og som kan sætte det hele ind i en simpel kasse. Sådan a la Bush-doktrinen og alle de andre doktriner.
Held og lykke med det, for som jeg også skrev i printavisen og i en blog i weekenden – der er ikke sådan en doktrin, og stort set alle, der i efterkrigstiden har forsøgt sig med at fomulere en doktrin, en rød tråd eller en konkret exit-strategi for konflikter – de haft haft lige så stor succes, som alkymister typisk har med deres forehavende. Alle doktriner, alle linjer og tråde, og alle nok så velgennemtænkte Tom Friedman-paradigmer er døde i det følgende kapitel.
Ja, der var doktriner og et paradigme under Den kolde krig – note til Carl Bildt: et opgør mellem demokrati og diktatur, som fandt sted mellem 1945 og 1989 – men Den kolde krig var i det store historiske forløb undtagelsen, ikke reglen, og præsident Obama sagde det selv, da han under en præsidentdebat med John McCain blev konfronteret med Bush-doktrinen og den ditto doktrinære udenrigspolitik, som McCain prædikede:
“Jeg vil som præsident ikke være så doktrinær som Bush-doktrinen, for verden er kompliceret.”
En af de klogeste amerikanske forsvarsanalytikere, Tom Ricks, siger det endnu tydeligere i Foreign Policy, hvor han også løber sur i snakken om exit-strategi og definerede mål. Jeg livebloggede hans analyse i går, men den tåler gentagelse her:

“Lad os holde op med at mumle i geledderne om klare mål og exit-strategier … I de seneste ti år har vores generaler talt om at være fleksible og om at leve med ambiguitet. Well, her er den ægte vare. International konsensus ændrer sig hver dag, og dermed må vores operationer også ændre sig i takt med dem. Sådan er krigens natur, som Clausewitz har mindet os om.”
Tom Ricks fortsætter:
“Hellere Obamas forsigtige ambiguitet end Bushs falske klarhed. At marchere ind i Irak, snuppe masseødelæggelsesvåbnene og komme ud igen i september 2003 – det var en nydelig og klar plan og en farlig og dum plan.”
Så planen nu – som jeg ser den – er ingen plan, og fordelen ved ingen plan er, at man kan komme ud af den igen. Eller sagt på en anden måde:

Hvis Danmark eller USA om en uge siger: Det var det, nu har vi gjort vores arbejde, og så må præsident Sarkozy og de libyske oprørere tage sig af resten, så er vi ikke sovset ind i en forkromet strategi, en kommandostruktur eller en nation building, der gør det umuligt.
Det er efter min mening vores plan, vores mål, og, nå, ja, vores tid: Ambiguitet.
Og til dem, der ikke kan leve med det, så trøst jer. I er ikke alene. Carl Bildt er med jer.

Problemet er ikke, at uddelingen af Michelin-stjerner får den dækning, som den gør, og problemet er heller ikke, at vi harmes over uretfærdighederne i uddelingen. For som med enhver mediedækning, er den udtryk for, hvad der foregår i et samfund, og hvad samfundet kerer sig om.

Problemet er derimod det sidste. Kerer vi os for meget om … mad? Eller rettere: Kerer vi os om mad på den forkerte måde?
I den seneste udgave af magasinet Atlantic er der en tankevækkende artikel med rubrikken: “The Moral Crusade Against Foodies,” som med løs hånd kan oversættes til: “Det moralske korstog mod madsnobbe.” Forfatteren af artiklen, B.R. Myers, gennemgår en række nylige madbøger og madtrends, og han holder sig for næsen og finder det hele en smule ulækkert.

Tag følgende sætning fra en bog af en madsnob: “Der var noget særligt over at stikke sin bare næve op i røven på et dyr… dets indre organer kom ud med et let træk; en lille håndfuld af leveragtige, blodige juveler, som jeg smed ud i gården.” En anden madsnob skriver i en anden bog om, hvordan han ser et dyr i øjnene, inden han slagter det og æder det – og at det for ham er udtryk for ærbødighed over for dyret. Vogues madkritiker, en mand, der æder som et levebrød, fortæller om, hvordan han i 20 minutter betragter lokale landmænd holde en modstræbende gris nede, mens den bløder til døde, og derefter æder han den.
“Det var et beskidt bæst, som fortjente sin skæbne,” skriver vor mand fra Vogue, som også har feberdrømme om gåselever.

Andre eksempler er ikke så meget ulækre i deres blod og splatter som i deres orgiasme. En af de store mad-profeter, Michael Pollan, skriver om, hvordan en 36 timers “mad-fest” kan ændre ens liv, og andre tilsvarende profeter, fra Alice Waters til Kim Severson og Anthony Bourdain, får tilsvarende på puklen for deres savl om restauranter som “templer”, kokke som “guder,” måltider som et “religiøst ritual” og “himlen,” mad som “sjælerensende” og -bestemmende, og undertitlen på Serversons seneste bog siger for såvidt det hele: “Otte kokke, som reddede mit liv.”

I andre tider og om andre emner ville man gribe til patologien for at beskrive den slags, og hvis man tror på de syv dødssynder, vil man kalde det forslugenhed eller nydelsessyge, men madsnobbene har offentlig licens til at snobbe løs, skriver B.R. Myers, og de har “medieadgang til at komme med deres daglige påstande om sofistikation og dyd, og om deres livsstil som en model for verden, men vi skal ikke lade dem slippe afsted med det. Vi kan diskutere, om de er forslugne eller nydelsessyge … men de er uden tvivl ensporede, og ensporethed – selv når den ikke direkte er selvisk – er altid udtryk for en lillehed i sjælen.”

B.R. Myers prædiker ikke selv sin egen dyd eller sit alternativ, men jeg har læst andetsteds, at han er veganer og dyreaktivist, og et par steder i artikler lader han forstå, at de mange åndestød brugt på at tale for lokalt produceret gåselever ville være bedre brugt på at tale for en vegetarisk kost – og i det mindste mindre “blod, ben og smør,” som Gabrielle Hamilton kalder sin madsnobbememoir.
I dagens udgave af New York Times nærmer Mark Bittman sig samme pointe, men han gør det mere bittmansk – mere forsigtigt. Han mener, at masseproducerede dyr er ofre for vores madgriseri, og mens vi harmes over en hund eller et hamster, som bliver mishandlet, så mishandles millioner af husdyr hver dag på store kvæg- og svinebrug.

Så er vi madgrise?
Jeg vil ikke uden videre skrive under på Myers’ bredside mod madsnobberi, men jeg vil uden betænkningstid sige ditto til Bittman.
I den forgangne uge var vi på vinterferie, og vi kørte forbi den slags kvægbrug, som kan få én til at forsage hamburgere for tid og evighed. Køer, som stod under den glohede sol, tusindvis side om side, indhegnet på sorte jordmarker uden så meget som skyggen af grønt græs og opfodret på majs, fordi majs får køerne til at vokse hurtigere, blive større og giver kødet en sødligere smag – og pyt så med, at majsfoder ikke er godt for hverken køernes maver eller for miljøet.

Bittman, som tidligere skrev den populære klumme “The Minimalist” i New York Times, og som har skrevet den slags kogebøger, som er værd at eje, taler for en kost, som er overvejende vegetarisk. Ikke nødvendigvis udelukkende, men overvejende, og han spiser f.eks. aldrig selv kød før efter solnedgang.
Også her vil jeg sige ditto.
Ikke kun fordi vi selv her i familien lever på en overvejende vegetarisk kost, men også fordi hans pointe netop er det modsatte af madsnobberi og den snert af fanatisme, som kan læses mellem linjerne hos veganere som Myers. Det er ikke enten-eller. Det er ikke enten en vegetarisk eller ikke-vegetarisk kost, og det er ikke enten feinschmecker-kød eller kød fra Bilka. De færreste mennesker lever i sådan en enten-eller verden, og en enten-eller verden fører netop til den form for ensporethed, som giver os både madsnobbe og militante veganere.

Så, ja, spis overvejende vegetarisk og, ja, giv husdyr som køer og grise den samme omtanke, som vi giver hunde og hamstre, og, nej, solens bane er ikke den samme som Michelins.
Vi er måske, hvad vi spiser – men vi er her ikke for at spise.

“Det er ikke velset,” lød hans svar.

“Velset?”

“Ja. Min chef og mine kolleger har ladet forstå, at det ikke er god tone at skrive til aviserne. Hvis jeg vil skrive artikler, skal det være til vores fagtidsskrifter.”

At skrive til masserne bliver nemlig betragtet som leflen for masserne, det bliver betragtet som en forfladigelse af faget og forskningen og et forsøg på at gøre sig selv smørlækker.

Hvis bare min ven var den eneste.Jeg kan ikke finde linket i skrivende stund, men nobelpristager og professor Paul Krugman har engang sagt, at han længe overvejede, om han skulle sige ja til det tilbud, der senere ville gøre ham så videnom berømt – tilbudet om at skrive klummer i New York Times. Han håbede nemlig på at få nobelprisen i økonomi, fortalte han avisens daværende chefredaktør, og han var bange for, at klummeskriveri ville få nobelkomiteen til at frasortere ham, for i europæisk academia er det ikke nødvendigvis velset at nå ud til masserne.

Jeg har ofte undret mig over, hvorfor vi hører så lidt til danske universitetsfolk; hvorfor så få af dem fortæller os, hvad de går og tænker og tror og forsker i, og hvorfor f.eks. så få historikere skriver journalister bagen ud af bukserne. De seneste års største historiske bog-hits er skrevet af Tom Buk Swienty, som ud over at være historiker også er journalist og tidligere korrespondent i USA og – full disclosure – en ven.

Hans bøger fortjener al den succes, som de har fået, og de fortjener til gengæld ikke det jalousi og surmuleri, som de har mødt blandt nogle faghistorikere. En historiker undskyldte sig over for Politiken med, at succeseen skyldtes, at Tom Buk var journalist, og derfor vidste han, hvordan den skulle skæres – hvor han skulle finde den gode historie, og hvordan han skulle formidle den – men det er en latterlig undskyldning for den reelle undskyldning, som efter min mening er anderledes lavtflyvende, nemlig en foragt eller frygt for massemarkedet.

Konsekvensen er alvorlig. For det første forarmer det den offentlige diskus – fra bøger til blogs – og der er en af grundene til, at nonfiktion bogmarkedet i Danmark er præget af vinderne fra X-Factor, en cykelrytter fra bageste del af hovedfeltet og endnu en samtalebog med Johannes Møllehaver. De mennesker, der ved noget, skriver ikke noget.

En anden konsekvens er en lukkethed. Hvis man her følger tidslinjen for Penkowa-sagen, så er det forunderligt, at det overhovedet er kommet så vidt, og forklaringen er efter min mening en høj grad af indspisthed. Ikke kun mellem Penkowa, Sander og Hemmingsen, men også fra kritikernes side. Hvis de mente, at der foregik fup – fup-forskning og fup-økonomi – så skyldte de offentligheden, så skyldte de politikerne og skatteyderne, at fremlægge deres beskyldninger og dokumention.

Det sidste er vigtigt – og overset. Uden at jeg vil lyde som en amerikansk te-aktivist, så tillad mig alligevel at påpege, at det er offentligheden, som på den ene eller anden måde betaler professorer og lektorers løn, og også ud fra den betragtning er der en vis rimelighed i, at de fortæller os, hvad de foretager sig, hvad de tror og tænker og har fundet ud af, og måske kunne de gøre os allesammen klogere?

Så her er mit forslag. Jeg foreslår, at alle, der er fastansatte på højere læreanstalter, kontraktforpligtes til at skrive en blog, og at bloggen skal udstyres med et kommentarfelt, og at den pågældende skal skrive til bloggen med en vis regelmæssighed. Ikke bare vil det åbne de lukkede haller, men det vil også skabe en tiltrængt dialog, og lur mig om ikke, den også kan bruges den anden vej, og efter som bloggen er en kontraktforpligtelse skal alle – også de, der siger at masseskriveri ikke er god tone – skrive den.

På denne side af Atlanten skriver fremragende universitetsfolk fremragende blogs, og en af de bedste tilhører professor og økonom Tyler Cowen, som ud over at være en anerkendt neolibertariansk økonom også er en polyhistor, der læser bøger, som vi andre trækker vejret. Fra at være kendt i sin egen snævre kreds er han nu via sin blog Marginal Revolution blevet kendt og skattet i en meget bredere kreds. Læs f.eks. denne hyldest til Cowen.

Skjuler der sig ikke en Tyler Cowen på danske universiteter? Selvfølgelig gør der det.Lad os få ham eller hende ud af videnskabet.

Ikke overbevist?

Jeg kan få øje på to modargumenter mod argumentet om ikke at gøre noget.

Det ene er Iran. Skal vi for pokker ikke gribe ind, hvis begivenhederne går i retning af en ayatollah Khomeni og et Iran, som støtter terrorbevægelser her og der og allevegne? For det første kan man sige, at netop vestlig indblanding skabte grobunden for Khomeni – det var os, der holdt den umulige shah ved magten, og gjorde hans umuligheder, som festen i Persepolis, mulig. For det andet var det ikke en givet sag, at den iranske revolution ville føre til en Khomeni. Faktisk så det i 1980 ud til at gå den modsatte vej, men to vestlige indgreb – Jimmy Carters “Operation Eagle Claw” og Saddam Husseins vestligtstøttede angreb på Iran – tippede balancen. For det tredje er der ikke noget, der tyder på en iransk revolution redux. Ikke endnu.
Det andet modargument er Rwanda eller Darfur. Hvis der foregår menneskeretsovergreb af en vis målestok, er det så ikke vores pligt at gribe ind? Kan vi tillade os at sidde med hænderne i skødet som i tilfældene Rwanda og Darfur? Principielt nej, men så må jeg omvendt spørge mine mere idealistiske venner – hvad skal vi gøre, som ikke modvirker alle de andre interesser? Som ikke fanger os, som begivenhederne i 1993 fangede de velmenende amerikanske politikere og soldater i Mogadishu i Somalia og medvirkede til det kaos af piratvælde og islamisme, som hærger i dag?

Diskussionen er en diskussion mellem de to grundlæggende udenrigspolitiske skoler – realisme og idealisme; realisterne mener groft sagt, at vi skal sætte vores interesser højest, og idealisterne mener, at vi skal gøre det rigtige, eller endnu mere groft sagt – det er en konflikt mellem hjerne og hjerte.
Som en god ungborgerlig tilbragte jeg en stor del af den kolde krig med at forsvare USA og alt det, som i den ideelle verden ikke kunne forsvares, fra Sydafrika til Chile, og jeg gjorde det, fordi begreberne godt og ondt var modificerede af den overordnede kamp mellem godt og ondt, USA og Sovjet. Det var realisme, så det vaskede sig.
Bush-doktrinen føltes som et behjertet opgør med realisme; nu kunne vi endelig i udenrigspolitik sætte lighedstegn mellem det store gode og det lille gode; nu var det ikke nok at mene det rigtige, nu gjorde vi også det rigtige. Vi talte om frihed, og vi befriede afghanerne og irakerne.
Men Bush-doktrinen og idealismen virkede ikke, den virkede ikke, og nogle af de mennesker, der dengang var så letbegejstrede, bør måske denne gang tøjle deres letbegejstring.
Udenrigspolitiske realisme er ikke kønt, faktisk ukønt, men udenrigspolitik er et spil, hvor resultatet er så meget vigtigere end spillet, og hvor Oliver Cromwell i en anden sammenhæng kom med det bedste slogan: Stol på Gud og hold krudtet tørt.

PS! Nej, jeg har ikke aktier i Trader Joe’s. Kæden er 100 procent ejet af Aldi.

Anstødsstenene finder vi derimod, når vi nærmer os hjemlig politik – uanset om det er USA eller Danmark.
Hvis Anderson Cooper har demokraten Harry Reid eller republikaneren John Boehner i studiet, og han fortæller dem ligeud, at de er fyldt med løgn, og det samme i Danmark – hvis en Tv-journalist konfronterer Ole Sohn eller Per Stig Møller og fortæller dem, at de er fulde af varm luft.
Hvad så? Ville vi ønske os det?
Mit eget svar er et ja. Det skulle vi ønske os. Ikke ubetinget og ikke fra alle, og somme tider er sandhederne meget grå, og somme tider er der ingen sandheder, men andre gange er der. Når f.eks. John Boehner er på Tv og nægter at gå i rette med de republikanske kernevælgere, som mener, at Barack Obama ikke er amerikansk statsborger, så må det være en journalists opgave at gå til ham og sige: Hvordan kan du forsvare noget, som er uomtvisteligt løgn?
Eller når Villy Søvndal tydeligvis ikke kan få tallene i S-SFs økonomiske plan til at gå op, så er det også tilladt for en økonomisk reporter at sige til ham: “Det hænger ikke sammen for dig, Villy.”
Og hvis seerne og læserne ikke bryder sig om det? Hvis de af politiske grunde er uenige?
Der er heldigvis i dag en sådan mediepluralitet, at vi kan gå et andet sted hen. Hvis jeg ikke bryder mig om virkeligheden a la CNN, kan jeg se Fox News, og hvis jeg ikke bryder mig om virkeligheden a la Ekstra Bladet, kan jeg læse Berlingske. Hvis jeg ikke bryder mig om Søren Pinds blog, kan jeg læse Mads Kastrups og vice versa.
Så Nils Ufers råd til unge journalister træner til en opdatering.
“Journalister skal referere og – hvis de kan, og hvis omstændighederne kalder på det – også mene.”

Det er en radikal udvikling for både Indre Mission og for folkekirken.

For Indre Mission, fordi vækkelsesbevægelsen siden Wilhelm Becks tid har villet være en del af folkekirken, ikke mindst af forholdsvis selviske grunde. Det er nemmere at drive mission inden for folkekirkens rammer end uden for. Det er nemmere at omvende en fladkirkelig bænkevarmer end at slæbe ham ind i missionshuset. Den filosofi opgiver dele af bevægelsen nu, og den stiller sig uden for folkekirken.

Men det vil også blive en radikal forandring for folkekirken – og formentlig i endnu højere grad for folkekirken. For mange af selv de mest grundtvigianske sogne rummer en lille ubehagelig hemmelighed. Det er grundtvigianerne, som hvert fjerde år stemmer et meninghedsråd ind, men det er missionsfolkene, som i det daglige bærer sognet. Det er dem, som fylder kirkebænkene og bibelstudiekredsene, og det er dem, som forholder sig til forkyndelsen.
Hvis nok missionsfolk forlader folkekirken, så vil den simpelt hen tømmes og sande til, og vi kan sætte et skilt i mosaikvinduerne: “Død af ligegyldighed.”

Kristeligt Dagblads debatredaktør, Jakob Holm, er bekymret for udviklingen og for Indre Missions beslutning. Han skriver:
“At lukke sig selv ude fra det store kirkelige fællesskab ved at lukke sig inde i sit eget snævre fællesskab er ikke vejen frem.”

Men jeg ved ikke, om der er grund til bekymring. Hvis folkekirken gør ingenting, ja, så ender den som Sct. Laurentii Kirke, men hvorfor ikke benytte det som en anledning til et opgør med selve strukturen i folkekirken – og selve ideen om folkekirken?

Jeg står temmelig langt fra Indre Mission i de fleste spørgsmål, bl.a. kristen eksklusivitet,  men jeg må indrømme, at jeg forstår missionsfolkene. Hvis jeg var en bibelfundamentalistisk missionsmand, ville jeg ikke bryde mig om søndag efter søndag at komme i en kirke og få forkyndt Biblen som mytologi. Og vice versa.
Vi kan i skåltaler tale om vigtigheden af at komme sammen allesammen i et kirkeligt fællesskab, en sand folkets kirke, men det er menneskelig natur, at vi helst vil være sammen med mennesker, som tænker og tror, som vi gør, og nøglen til amerikanske kirkers succes ligger netop i celle-delingen. De gamle kirker, som spænder bredt, er på retur, mens de kirker, som sigter efter en helt bestemt målgruppe, er i fremgang. Og megakirkernes succes ligger ikke i, at tusindvis af mennesker samles om det samme, men netop i celledelingen. De mødes til gudstjenesten i et fælles kirkerum, men derudover mødes de i små celler i kirken alt efter deres interesser, og hvor de er i tilværelsen – “Starbucks kristne,” “kristendom og motorlære,” “mødre og Jesus,” “skydundervisning og Gud” – og det går tilbage til en af de mest oversete, men indflydelsesrige kirkemænd i det 20. århundrede, Donald McGavran.
McGavrans filosofi var, at kirkelig succes har mere med sociologi end teologi at gøre – meget kort fortalt.

Så hvis den danske folkekirke vil have fremgang, er det nødvendig at opgive den altfavnende ide om folkets kirke og i stedet gøre præcis, som Indre Mission gør. Celledele folkekirken.

Lad alle få adgang til det store hvide hus, men på hver deres måde og i hver deres tro, og på den måde kan Gud igen blive relevant for de mange.

Venstres udenrigsordfører har fået en ide. Vi kan takke den tidligere præsident George W. Bush for de pro-demokratiske opstande i Ægypten, siger Michael Aastrup Jensen til Berlingske.

George W. Bush invaderede Afghanistan og Irak, og afghanerne og irakerne fik demokrati, og sådan et demokrati vil de nu også have i Ægypten. Derfor skal vi give credit til Bush, og det vil historiebøgerne om ti år også afspejle, siger Venstre-politikeren her.

Det skal han selvfølgelig have lov til at mene, men skal vi ikke spørge de involverede – altså ægypterne?

Her er, hvad ægypterne og befolkningen i en række andre muslimske lande i Bush-tiden – i 2007 – mente om den amerikanske regering:

93 procent af ægypterne har et negativt indtryk af den amerikanske regering; fire procent et positivt.

92 procent af ægypterne mener, at det er den amerikanske regerings mål at dele og svække islam; fire procent siger det modsatte.

92 procent af ægypterne mener, at amerikanske styrker skal trække sig fra alle muslimske lande; fire procent siger det modsatte.

Faktisk gjorde George W. Bush ikke demokrati mere sandsynligt i den muslimske verden, snarere tværtimod, sagde professor Steven Kull, University of Maryland, da han fremlagde disse opinionstal for den amerikanske Kongres 17. maj 2007:

“Lad mig sige fra begyndelsen, at vores research viser, at de anti-amerikanske følelser i den muslimske verden gør det nemmere for al-Qaeda at operere og vokse.”

Og det var så slut på den særlige service, som vi kalder reality check.

Ja, selvfølgelig husker vi Jørgen Leth, han er her og der og allevegne, men husker nogen dengang, der var danske skandaler, som ikke handlede om konservative folketingsmedlemmer?

Det var i efteråret 2005, og filminstruktøren og multimennesket Jørgen Leth udgav sin selvbiografi ”Det uperfekte menneske,” og den indeholdt følgende passus:

“Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. Jeg kan have hende, som jeg vil. Hun klæder sig af her i “the master bedroom”, mens hendes mor er ved at gøre klar til aftensmad.”

En storm af lige dele feminisme, tredjeverdensforargelse, politisk korrekthed, pietet og løssalg rejste sig, og kritikerne mente, at Leth skadede Danmark og derfor måtte trække sig som dansk konsul på Haiti, og sportschefen på TV2 mente, at han skadede TV2, og Jørgen Leth endte med at trække sig fra begge poster. Tour de France rytterne måtte nu kravle over Alpe d’Huez uden hans hjælp.

Han kom også med noget, der mindede om en undskyldning:

”Jeg er oprigtig ked af den voldsomme furore, mine udmeldinger i forbindelse med udgivelsen af min bog, har forårsaget. Jeg burde have vidst, at de i for vidt et omfang ville blive opfattet for konkret i forhold til, at bogen også er et kunstnerisk værk og ikke blot en traditionel erindringsbog.”

Hvilket bringer os frem til øjeblikkets storm – orkanen Henriette.

Hun samlever med en mand, som tilsyneladende både på den ene og den anden måde tror på overforbrug. I februar 2005 kom hun og manden i vælten, fordi hun to gange inden for de seneste fire måneder var blevet dømt som dårlig betaler, og hun måtte gå af som familie- og forbrugerminister. Også med noget, der mindede om en undskyldning.

”Jeg har ikke sovet meget i nat,” sagde hun grådkvalt på et pressemøde, og hun sagde, at hun skulle være lidt mere familieminister derhjemme og lidt mindre familieminister for hele Danmark, og hun sagde også, at hun havde været udsat for et tillidsbrud. Med andre ord: At hendes mand havde ført hende bag lyset. ”Nu må vi videre,” sagde hun.

De to sager er forskellige og alligevel nok så ens. De rummer begge en kerne, som giver anledning til en selvforstærkende storm, som først går væk, når den får et sonoffer.

Furoren omkring Jørgen Leth gik væk, da han kastede ballast over bord; det samme gjorde furoren omkring Henriette Kjær, da hun gjorde det samme. Hun skrev også en bog, og vi havde lidt ondt af hende.

Problemet er bare, at problemet ikke gik væk. At sonofferet var irrelevant i forhold til sagen. Henriette Kjær fik ikke gjort noget ved sin økonomi og sin mand – læs B.T. – og Jørgen Leth fik ikke gjort noget ved sin libido. Han tager den stadig i metaforisk forstand med kokkens datter og har bl.a. i sin film ”Det erotiske menneske,” i interviews og i sin nylige bog udstillet sin samlejekunst, og han er stadig ”en gammel gris.”

Der er en mangel på logik i skandalens væsen og dens udfald. Lene Espersen fik lukket for sin skandale ved at gå af som partileder, men blev som udenrigsminister – selv om det meste af kritikken gik på, at hun ikke passede sit job som udenrigsminister.

Jørgen Leth gik af som konsul og – midlertidigt – som cykelkommentator, men fortsatte med at være Leth, og Henriette Kjær gik af som forbrugsminister, men fortsatte med overforbruget.

Mit forslag er følgende: At give sonofferet en vis relevans og logik.

Hvis Jørgen Leths sexliv var et problem i 2005, så er det også et problem nu, og hvis ikke det er et problem nu, så skulle kritikken aldrig have været rejst i 2005. Så skulle koalitionen af feminister og politisk korrekte skamme sig.

På samme måde – hvis Henriette Kjærs økonomi var et problem i 2005, så er det også et problem i dag, og B.T.s afsløringer er kun udtryk for nødvendig konsekvens, og så er hendes økonomi også et problem, når hun om et par år vender tilbage til politik, skriver en bog, optræder i ”Vild med dans” eller er medvært på et P3-program om privatøkonomi.

Hvis Lene Espersen ikke passer sit arbejde som udenrigsminister, så hjælper det ikke, at hun er gået af som partileder.

Når man som offentlig person bliver udsat for en kritik, må man se kritikken i øjnene og med sig selv tage stilling til, om kritikken er korrekt. Hvis kritikken er korrekt, og hvis man vil fortsætte som offentlig person, må man rette sig efter den og rette op på det, der skal rettes op på og ikke bare komme med et sonoffer, der er lige så meningsløst og irrelevant, som når primitive religioner forsøger at sone stormen ved at slagte en moskusand.

Hvis man derimod mener, at kritikken er ukorrekt, og hvis man har tænkt sig at fortsætte med det, som nok så mange mennesker og aviser og grupper kritiserer – så må man stille sig frem for verden og sige: Sådan er jeg, et uperfekt menneske i en uperfekt verden. Take it or leave it.

Det er konsekvens. Det symbolske sonoffer er ikke.

For godt en måned siden var den danske debatsfære i brand over folkeskolens nedtur i Pisa-målingerne. Danmark havde det i målingen som en grå Massey-Ferguson, der havde lagt sig i midtersporet på motorvejen. Vi blev overhalet både inden om og uden om, og det virkede som om, de forbipasserende også dyttede af os og spurgte: ”Hvad fa’n laver I her?”

Især de asiatiske lande stormede frem, og den danske undervisningsminister varslede, at det skulle være løgn. Tina Nedergaard sagde:

”Selvfølgelig ville jeg som minister have jublet, hvis vi havde ligget deroppe, hvor Kina, Korea og Singapore ligger, men vi lærer af dem. Vi har ikke givet op. Vi lærer af dem.”

Er du sikker på det, Tina Nedergaard?

Jeg er ikke, og jeg deponerer min skråsikkerhed i øjeblikkets mest omdiskuterede bog i USA, ”Battle Hymn of the Tiger-Mother.” Jeg beskriver bogen og debatten i dagens avis – her.  Den kinesisk-amerikanske professor på Yale University, Amy Chua, forklarer i bogen, hvordan hun har opdraget to perfekte døtre, og hun har gjort det under mottoet: ”Der er kun noget ved det, hvis man er god til det.”

Døtrene har aldrig fået lov til at overnatte hos veninder; de har aldrig optrådt i skoleforestillinger; de har aldrig været hos andre børn for at lege; de har aldrig spillet computerspil eller set TV; de har aldrig fået lov til selv at bestemme, hvad de skulle lave efter skoletid; de har altid skullet have et 12-tal; de har altid skullet være nummer ét i alle fag, undtagen i gymnastik og formning; de har aldrig måttet spille andre instrumenter end klaver og violin, og de skulle spille klaver og violin.

Sådan er det gået, med kæft, trit og afretning, og jeg vil ikke referere hele bogen eller debatten, men nøjes med at konstatere, at det har ført til et kultursammenstød i USA mellem – som Chua kalder dem – de blødsødne og overpylrede vestlige mødre og tigermødrene, og hun er ikke i tvivl om, at hun er på den vindende side i den debat. Hun skrev et forskræp i Wall Street Journal med den selvsikre overskrift: ”Derfor er  kinesiske mødre bare bedre.”

Jeg tror ikke, at Amy Chua har ret i sin tigeropdragelse, og jeg tror, at hun vil leve længe nok til at finde ud af det, og jeg tror ikke, at et samfund af Amy Chua’er er et lykkeligt samfund.

Men omvendt ved jeg også, at hun og hendes asiatiske ligesindede per naturlov vil toppe Pisa-målinger og lignende konkurrencer, for de lever for at vinde den slags konkurrencer. Hvis børnene ikke skal foretage sig andet end skole, hvis kun en absolut topkarakter er antagelig, hvis børnene får at vide, at de skylder deres forældre alt, hvis de bliver truet med at få frarøvet deres yndlingslegetøj og kaldt de værste skældsord, hvis ikke de lever op til forventningerne –  så vil de i Pisa-målinger løbe fra netop de forældre og de lande, der ikke lever for at vinde den slags konkurrencer.

På den måde kommer Amy Chuas bog som bestilt for den danske debat.

Den fortæller os, hvad vi er oppe imod, hvis vi vil opfylde Tina Nedergaards ambition om at danse tango med tigrene, og den fortæller os også, at vi formentlig aldrig kommer til at gøre det.

Jo, jeg mener, at den danske folkeskole trænger til en overhaling; den trænger til flere timer og højere krav, og den trænger til mere disciplinerede elever, forældre og lærere. Og, jo, børn har efter min mening godt af, at vi forventer mere af dem end de tror de kan.

Men uanset alt det, har vi så – når alt kommer til alt – en tiger i tanken?

Eller et tigerdyr?

Det er mange modifikationer i ét spørgsmål, men ikke desto mindre.

En af de førende og mest kontroversielle republikanske politikere, Sarah Palin, er kommet med et otte minutter langt videosvar til massakren i Tucson. Hun udtrykker sin medfølelse med ofrene, sin fordømmelse over morderen og vold, og så kommer hun til sidst med et æselspark. Sarah Palin føler nemlig også, at hun er blandt ofrene. Efter massakren har kritikere beskyldt hende for at opildne til vold mod blandt andre Gabrielle Giffords, den demokratiske kongrespolitiker, der blev skudt i hovedet ved massakren, men det er uretfærdigheden selv, siger Palin nu, og hun kommer med følgende mod-angreb:

”Især i timerne efter en tragedie skal journalister og kommentatorer ikke fabrikere en blod-løgn, som kun tjener til at incitere det had og den vold, som de angiveligt fordømmer. Det er forargerligt…”

”Blod-løgn…?””

Det er en oversættelse af det engelsk ord ”blood libel,” som forklares her; andre steder har jeg set ordet oversat til ”ritualmord,” og alle steder er det et ord, der knytter sig til en af de mest vedholdende og fundamentale anti-semtiske myter, nemlig at jøderne myrder små børn og bruger deres deres blod i religiøse ritualer. Somme tider bliver det brugt om andre beskyldninger mod andre minoriteter.

Med andre ord: Det er i denne sammenhæng skudt dramatisk over målet.

Det er der for såvidt ikke noget nyt i. Sarah Palin og så mange andre politikere og kommentatorer gør i den slags dramatiske retoriske overskud og overbud, men det interessante er reaktionen. Ikke mange af hendes traditionelle meningsfæller har kastet armene om hende og hendes video, og et par stykker har vovet sig til at sige ”om igen.”

Den konservative kommentator Joshua Goldberg skrev hos National Review, at ordvalget var ”uheldigt,” og journalisten og kommentatoren Howard Kurtz, der bestemt ikke er Republikanerne uvenligt stemt, skrev hos Daily Beast, at det var en helt igennem ”upræsidentiel respons.” Palins video lyder som video fra en person, der planlægger at ”fortsætte sin lukrative karriere som kulturkriger, ikke som en person, der vil være præsident.”

Stilheden og den forsigtige fordømmelse giver grundlag for håb.

Der vil altid i samfundsdebatten være mennesker, der på den ene eller anden side er meget langt ude, så langt ude, at vi nærmer os staniolhattene, og der vil være folk, der ser sammensværgelser og landsforrædderi, hvor andre bare ser politisk uenighed, og sådan er det. Problemet opstår, når staniolhattene bliver ophævet til en legitim del af den politiske debat og endda får et ekkoværelse, der kan made deres forestillinger. Når det f.eks. bliver legitimt, ja, helt normalt at sammenligne Obama med Hitler og kalde ham ”folkefjende,” en illegal kenyansk snydepels og hævde, at han har sendt specialpatruljer ud for at afvæbne alle amerikanere og oprettet dødspaneler, koncentrationslejre og hemmelige stikker-telefonlinjer.

Det er staniolhatspåstande, men de er ikke kun fremsat af deliriske sæbekassetalere; de er fremsat af nogle af de mest fremtrædende højrepolitikere og radioværter og Fox-kommentatorer.

Dét er problemet; problemet er ikke, at ekstreme mennesker har ekstreme synspunkter, men at f.eks. en Sarah Palin, der under andre omstændigheder kun ville have været en blodprop fra præsidentembedet, og som er blandt de mest populære ledere i sit parti – at hun siger den slags og ind til nu er blevet taget alvorligt, hyldet, citeret og belønnet med sit eget Tv-program på både Fox News og The Learning Channel.

Ind til nu.

Jeg har tidligere skrevet, at Palin og højrefløjen ikke har et ansvar for, hvad der foregår inde i hovedet på en Jared Loughner. De har ikke et ansvar for massakren. Ansvaret er Loughners.

Men det er højrefløjen som med sin retorik har mest at lære af massakren, og måske er den ved at tage ved lære, og at sprogbruget i Palins video overhovedet diskuteres, og at amerikanerne nu taler om det sprog og de ord, som man kan bruge i den politiske diskurs – det er håbet om håb.

Hvorfor i alverden får højrefløjen så skylden?

Det begyndte få timer efter massakren, hvor sheriffen i Tucson trådte frem. Han angreb de mennesker, der »lever af konstant at hidse det amerikanske folk op« og »forgifte debatten«, for det fører til en politisk debat fyldt med »modbydeligheder« og »had«, sagde han, og han fortsatte: »Mentalt ustabile mennesker« som Jared Loughner »reagerer på den gift, som vi hører fra visse kredse om at angribe regeringen.«

Andre har fulgt op og har sendt bl.a. te-aktivisternes de facto leder, Sarah Palin, i retræten, fordi hun på sin website tidligere har placeret et riffelsigte over Giffords’ valgdistrikt i Tucson.

Jared Loughner var hverken te-aktivist eller – ser det ud til – Republikaner; han var en 22-årig ung mand, som røg for meget hash og drak for meget vodka, og som havde en skrue løs. Ja, han kritiserede den amerikanske regering for at forsøge at kontrollere hans hjerne, og han hadede demokraten Giffords, men han fremhævede også ”Det kommunistiske manifest” som en af sine yndlingsbøger.

Så det er med livet som indsats, hvis man forsøger at trække en lige linje fra Loughner til Palin.

Så hvorfor?

Ezra Klein har en god metafor her: Mange af os har oplevet et nært familiemedlem eller en god ven dø af sygdom, og efter dødsfaldet har vi besluttet selv at leve et klogere og bedre og sundere liv. Vores livsførsel førte ikke til dødsfaldet, men vi tager notits af livet og bliver klogere og bedre og sundere af at gøre det.

Massemordet i Tucson rummer den samme anledning.

Eks-præsident Bill Clinton sagde sidste år ved 15 års-mindehøjtideligheden for Oklahoma City-bomben, at ord har konsekvenser, og at han og alle andre politikere og opinionsdannere gør klogt i at tænke sig om, inden de sender krigeriske og blodbestænkte udråb og metaforer ud til offentligheden, for et eller andet sted ude i offentligheden befinder sig en ”ustabil person,” som næres af den slags.

Præsident Bushs tidligere taleskriver, David Frum, kom sidste år med eksempler på den slags krigeriske og blodbestænkte udråb og metaforer fra højrefløjen:

”Nazi-sammenligningerne fra Rush Limbaugh; kommentatoren Mark Levin, der hæver, at præsident Obama ”bogstaveligt talt er i krig mod det amerikanske folk;” tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin, som hævder, at præsidenten planlægger at indføre dødspaneler, som skal tage livet af ældre og handicappede; anklagerne om, at præsidenten er en fascist, socialist og illegal kenyansk snydepels, som nærer ”en dyb modvilje mod Amerika,” at han ”føler et dybt had mod hvide mennesker,” at hans regering ”forbereder oprettelsen af koncentrationslejre,” at han har oprettet stikkerlinjer…”

Eksemplerne er mange flere og ikke mindre grelle.

Selvfølgelig kan man også finde demokratiske og venstreorienterede kommentatorer, som har talt om død og ødelæggelse, bulder og brag, men der er en væsentlig forskel. Venstrefløjen, der kommer med den slags tarveligheder, er langt fra magten i det demokratiske parti. Ingen lytter til den, Obama gør slet ikke, og den havde sin storhedstid for omkring 40 år siden.

Hos Republikanerne er den yderste højrefløj derimod magten, Sarah Palin og Newt Gingrich og Jim DeMint er magten, og da Gallup sidste år spurgte Republikanere om hvem, der talte bedst for partiet, svarede flest ”Rush Limbaugh.”

Limbaugh? Ja, den Limbaugh.

Så derfor er det både rimeligt og urimeligt at forsøge at fedte massakren i Tucson af på de højreradikale og te-aktivisterne.

Det er urimeligt, fordi de ikke har noget som helst med Jared Loughner at gøre.

Men det er rimeligt, fordi det er dem, der har mest at lære af begivenhederne.

Begynd at skrive en blog.

Ikke fordi man bliver kaldt Nietzsche og bøddel, Hitler og airhead, ikke fordi man bliver beskyldt for at gå ind for gaskamre eller er kvalmende, nej, fordi der altid er en kommentar, som er bedre og klogere end det, man selv skrev, og der er altid en kommentator, som bedre og klogere – og med mere empati og kortere – kan turnere ens synspunkt.

Den følgende kommentar kom sent i tråden i vores diskussion her på stedet om de svage og velfærdspolitik, og derfor tillader jeg mig at bumpe den op. “Den depressive 22-årige” sætter kød og blod på min oprindelige blog.

Her er indlægget:

“Selvom Poul Høis blogindlæg fik det til at løbe koldt ned af ryggen af mig og selvom jeg som andre meddebatørere umiddelbart tænkte, at her er en mand, der har haft sit på det tørre igennem et helt liv, må jeg alligevel give ham at han under alle provokationerne og de grove generaliseringer har en endog meget vigtig pointe:

-De svage har for deres egen skyld godt af at blive mødt med små, kærlige krav. Der har desværre været en stigende tendens til at man i al sin iver efter at hjælpe de svage er nået derhen hvor man systematisk gør dem en bjørnetjeneste ved ikke at stille dem til ansvar for nogen aspekter af deres, indrømmet oftest svære tilværelse, men heldigvis yderst sjældent komplet håbløse tilværelse.

Jeg er i dag i starten af trediverne, er ved at tage en akademisk uddannelse, har stiftet familie, har selvstændig bolig og tjener mine egne penge. Da jeg var 22 år gammel lå dette billede imidlertid ikke i kortene. Efter yderst langvarig depression blev jeg opgivet af psykiatrien, da min psykiater – en ledende overlæge – opfordrede mig til at søge om den daværende invalidepension. Han var overbevist om at jeg ville få det bevilliget. Han havde sådan set ret i at mit liv dengang var invalideret og at jeg selv ikke kunne se en udvej af depressionen. Men det var lamslående, ødelæggende og yderst sårende at blive opgivet af systemet på den måde og ydmygende at man bare ville parkere mig på livslang passiv forsørgelse -så man ikke behøvede at forholde sig til mig igen.

Jeg droppede efterfølgende selv psykiatrien og opsøgte altenative behandlere, der ved at stille mig små-i starten minimale opgaver – langsomt men sikkert gav mig en grund til at ville livet igen. Det at man stille krav til mig gav mig følelsen af at man også troede på at jeg kunne og måske ville klare det og en skønne dag komme over på den anden side af depressionen.”