Synes du virkelig, at Hagbard er sjov?

Af Poul Høi 15

Somme tider bliver man klogere af at være nysgerrig; nogle gange så meget klogere, at man ville ønske, at man havde ladet være.
Her er forhistorien:
Min lokalavis kører trods tyndheden stadig en hel broadsheet-side med tegneserier hver dag. Plus det løse rundt omkring i avisen og et farvetillæg med tegneserier om søndagen.
Jeg har altid fulgt Doonesbury, som efter min mening er et amerikansk nationalklenodie, men bortset fra det, så har jeg i det meste af mit liv været tegneserie-agnostisk.
I takt med, at lokalavisen blev tyndere, og jeg følte, at jeg skulle have noget ud af mit abonnement, begyndte jeg imidlertid at kaste et blik eller to på tegneseriesiden, og nogle af striberne viste sig at være ualmindeligt gode. F.eks. Zits, Baby Blues, Tundra og The Argyle Sweater.
Nå, men for nyligt skiftede lokalavisen så en af serierne ud. Ud røg Hagbard og ind kom en serie med navnet Pickles. Jeg tænkte ikke videre over det. Hagbard har i 20 år efter min mening været en sølle undskyldning for humor, og jeg syntes såmænd ikke Pickles lovede meget bedre, men jeg havde ingen aktier i udskiftningen. Det havde andre læsere imidlertid, og snart blev avisen rendt over ende af læsere og læserbreve, som ville have Hagbard tilbage.
Og det undrede jeg mig over. Hvordan kunne jeg betragte humoren i Hagbard som lam, mens andre tydeligvis var så følelsesmæssigt forbundet til den madglade viking?
De fleste avisredaktører vil nikke genkendende til problemstillingen. Berlingske har over årene oplevet læserstorm, når avisen har forsøgt at møblere rundt på Steen & Stoffer, Hagbard og Pondus, og derfor forsøgte jeg at kigge på, hvordan vi kunne have så forskelligartet en humor.
Og det skulle jeg ikke have gjort.
Først kom jeg forbi freudiansk psykoanalyse, som konkluderede, at vi morede os over det, som vi undertrykte i hverdagen. Hvis man morede sig over racistiske vittigheder, så havde man en undertrykt racist i sig, og hvis man morede sig over sjofle vittigheder, så gemte man på noget af en undertrykt libido.
Derefter kom jeg til denne bog, som gennemgik alle de store teorier om vores fornemmelse for humor, og vores humor kan tilsyneladende være betinget af vores arbejdsplads, vores gener, vores uddannelse, vores psykologiske forsvarsmekanismer, vores underbevisthed, kort sagt – hvad som helst.
Og til sidst endte jeg hos denne spanske undersøgelse, som sagde, at humor var betinget af vores alder, og at ældre mennesker holder af vittigheder, som gør grin med kvinder, mens yngre mennesker har det omvendt, og at humor også er betinget af politik: Men i bund og grund, sagde undersøgelsens forfatter, så er humor bare individuelt.
“Derfor er der ikke nogle generelt gode eller dårlige vittigheder. Humor afhænger af personen.”
Det kunne jeg næsten have sagt mig selv og sparet mig et par timers research.
Jeg er altså ikke meget klogere, og derfor gør jeg, hvad der så mange gange før netop har gjort mig klogere. Lægger spørgsmålet ud til debat, hvis der er nogle, der vil være med.
Hvilke tegneserier er gode og først og fremmest – hvorfor? Hvilke er ikke – og hvorfor ikke?

15 kommentarer RSS

  1. Af Rebeccaq S.

    -

    “Indenfor” i Netavisen 180 grader. Kostelig og en sjælden fugl, for den klæder ganske ubarmhjertigt og kontant de “korrekt tænkende og agerende” af til sokkeholderne. Frydefuldt og vederkvægende!

  2. Af Thora Hvidtfeldt Rasmussen

    -

    Doonesbury er morsom – hver dag (næsten). På grund af det menneskelige, næsten troværdige persongalleri, de groteske situationer og de raffinerede politiske kommentarer.

  3. Af Casper Petersen

    -

    Calvin and Hobbes (Sten og Stoffer) har altid været min favorit. Den siger noget om menneskets natur, og så er den generelt bare møg morsom. Men jeg syntes egentlig der er mange sjove, dog uden jeg er blevet decideret afhængig. Piranha klubben i EB kan jeg godt få et godt grin ud af, og Statsministeren i BT. Bare man ikke regner med stor kunst.

  4. Af Thomas Jensen

    -

    Ærgerligt, når den samme konservatisme og læser-angst spreder sig til redaktionen, sådan som det ofte er tilfældet. Nogle få kan vel for eksempel stadig huske, hvordan det gik med Jørgen Schleimanns forsøg på at redigere Jyllands-Posten ud fra mottoet “Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.” Det mente læserne som bekendt ikke, og siden har de fået, hvad de ville ha’.

  5. Af Kjartan Ulfdal

    -

    Get Fuzzy (http://www.gocomics.com/getfuzzy) og Pearls Before Swine (http://www.gocomics.com/pearlsbeforeswine) – begge serier, der vist nok er i trykken herhjemme – er mine klare favoritter. Begge serier er karakteriseret ved et absurd persongalleri, hver med sit eksempel på deciderede sociopater (hhv. Bucky og Rat). Det giver de – indrømmet absurd udtalte – dårlige menneskelige egenskaber i begge figurer et ekstra twist, at de er udtrykt af dyr.

    Begge serier bør dog læses på engelsk, idet en hel del (som med det meste andet) går tabt i oversættelsen

  6. Af s sørensen

    -

    Anders and er vel den bedste. Dens sarkasme om de rige der sidder på strandvejen og tælle guld men døden nærmere sig og de blir grimmere og grimmere mentalt er jo så lig det virkelige liv.Men det er jo kun en vis type rig, såsom den ældre generation af berlingske læsere den repræsentere. Samme type som den, der mener at ens egen konen ved kødgryden har ligesåmeget forstand på nationaløkonomi som undertegnede.(jørgen f,citat).

  7. Af Tommy Jensen

    -

    Jeg er en af dem der elsker Hagbard fordi han tager mange livssituationer på kornet.

    F.eks. hvor han står paa toppen af et bjerg og siger henvendt til gud,”Nu har jeg indtaget og overvundet alt, hvad skal jeg så gore”, Gud svarer,”Holde fast, for nu vil alle forsoge at få dig ned fra toppen igen”.

    Eller den hvor en af Hagbards venner sidder ved baren og fortæller om sin ulykke, “Jeg elskede hende, hun var så flot og lækker og velduftende, så jeg forlod den gamle. Men så begyndte jeg at bruge mange penge på hende. Jeg sled og slæbte og passede og plejede hende, tog hende med ud på rejser til fremmede lande. Men hun krævede mere og mere og kunne aldrig få nok. Til sidst blev jeg nod at at skilde mig af med hende, fattig som en kirkerotte. Hun var bare så dejlig, hulk, hulk”.
    Og Hagbard siger,”Ja sådan går det når man falder for en ny båd”.

  8. Af claus alexander lriegst

    -

    En lille stribe jeg holder meget af, drejer sig om skiltemaleren Mr. Tourette..

  9. Af J B

    -

    Footrot Flats or Madam and Eve.

  10. Af Thomas B. J.

    -

    http://www.xkcd.com
    Men nogle af jokes’ne på xkcd forudsætter en vis viden om computere, fysik eller matematik. Så den er ikke altid lige at gå til for menigmand.
    Men der er også sjove striber, der kan læses af alle. Se f.eks. http://www.xkcd.com/932/

  11. Af Jan Jensen

    -

    Jeg har mange yndlings tegneserier

    Steen og Stoffer
    Baby Blues (rammer børnefamilien lige på kornet)

    Fæhunden (Footrot Flats)

    Men lige for tiden får jeg meget morskab ud af en online tegneserie. http://satwcomic.com/sweden-denmark-and-norway
    Den rammer efter min mening simpelthen skandinavien på kornet.

  12. Af Davic Crocket

    -

    Af danske serier er det vel kun Indenfor der holder niveau:

    http://www.180grader.dk/profil/Indenfor

  13. Af Mads Anker Buchter

    -

    Helt grundlæggende er der to former for striber. De åbne og de lukkede.

    De åbne med Doonsbury som det åbenlyse eksempel kan tage hele verden ind, og kan derfor løbende udvikles og forandres. De kan derfor blive ved med at generere nye humoristisk indfald lige så længe som forfatteren kan blive ved med at ændre sin indgangsvinkel.

    Du lukkede som f.eks. Hagbard har et stærkt begrænset persongalleri, hvilket også betyder, at der er et begrænset antal konflikter/humoristiske situationer. I starten er det hylende grinagtigt, men efterhånden som de indbyggede jokes begynder at være brugt, så dør serierne og hver stribe er sådan set bare en variation over en tidligere med nøjagtigt samme pointe. Krampelatter bliver til grin, der bliver til smil, der bliver til en trækning i mundvigen eller ligefrem irritation. Tilbage er kun genkendelsens glæde, som langt fra alle kan opretholde. Striben kan herefter klassificeres som død/fossiliseret. De gode lukkede striber som f.eks. Steen og Stoffer kan køre i lang tid, før de når det fossile niveau, de ringe kører hurtigt tør for brændstof.

    Når det er sagt, så er det vigtigt, at man ikke ser den humoristiske stribe som et udtryk for, hvad tegneserier er generelt, da langt de fleste tegnede fortællinger er lige så langt fra stribeformatet, som noveller er fra haiku.

  14. Af Albert Nielsen

    -

    Solgte medier bringer det indhold, deres læsere ønsker, uanset hvad det måtte være, og vi køber alle sammen de medier, som bekræfter os i vore holdninger.

    Solgte mediers hovedopgave er nu engang at tjene penge.

    Om Hagbard er morsommere end (Fremmed)”Legionen” osv. er et individuelt skøn.

    Jeg kan som eksempel nævne, at mange jøder elsker og fortæller jødiske vittigheder, som typisk latterliggør jøder. Min fhv. jødiske svigerfars yndling var den om HELE familien, der er samlet om gamle Moishes dødsleje og Moishe udbryder så (på gebrokkent dansk) “Hvem fanden passer så forretningen imens!?!”.

  15. Af mbt petroleum mbt petroleum

    -

    http://www.trustafireman.com/mbt-shoes/mbt-bank-mi.php mbt bank mi
    mbt petroleum http://www.trustafireman.com/mbt-shoes/mbt-petroleum.php

Kommentarer er lukket.