“Vild med underbud”

Af Poul Høi 22

Hvad sker der, når Tv overtager den politiske dagsorden?
Kynikere vil sige, at de to størrelser har været ét fedt i årevis – og at de deler akkurat de samme karakteristika. At Tv-mediets ubændige jagt på seere er sammenfaldende med politikernes ditto jagt på vælgere, og at den nemmeste vej for begge går gennem laveste fællesnævner. “Vild med dans” er bare ækvivalenten til “Vild med underbud”, og resultatet er det samme.
Så har kynikerne ret?
Måske, men der er et vigtigt postscriptum: Det behøver ikke være sådan. Der findes begavet Tv, og der findes begavede politikere, og hele øvelsen bliver at vægte det ene og ignorere det andet.
For USA har leveret et primaeksempel på, hvordan et Tv-demokrati ser ud, og hvordan det fører direkte til et sted med samme kvalitet og næringsindhold som en Milky Way. Hvordan det efterlader et sort hul – et sort hul af aggressiv hulhed – som æder både mediet og den politiske proces.
Eksemplet er naturligvis Fox News, og det fremragende magasin New York leverer i sin seneste udgave en skarp diagnose i featureartiklen “The Elephant in the Green Room.”
Chefen for Fox News, Roger Ailes, er den mest succesfulde Tv-chef i USA, hedder det, og det er uden tvivl rigtigt. Ikke bare skaber han årligt et overskud på omkring en mia. dollar, men han er også – qua Fox News – de facto chef for Det republikanske parti, og han ved det, og partiet ved det. Ingen bliver præsidentkandidat uden om ham, og ikke for ingenting har han haft fem mulige 2012-kandidater på sin lønningsliste.
Efter Barack Obamas sejr i 2008 tog han imidlertid en skæbnesvanger beslutning, som viser, at Roger Ailes nok er en klog mand, og en mand, som ved noget om, hvordan man appellerer til den konservative vrede, der synes at simre så konstant som en islandsk vulkan, men han er ikke nødvendigvis en klog mand.
For han besluttede efter Obamas sejr at lade vreden gå i udbrud. Han hyrede kommentatorer og værter, som talte i slagord og udråbstegn, og det konservative Amerika fik alt, hvad den kunne trække af folk som Sarah Palin, Newt Gingrich, Rick Santorum og Glenn Beck; sidstnævnte var den bedste eller værste, og hvis man spørger ham selv, så skabte han egenhændigt den rasende Te-bevægelse, han skabte sammensværgelsesteorierne om Obama, og han talte ved store folkemøder, og det var ikke alt sammen lige ligevægtigt, men det gav seere, og det gav i 2010 en republikansk midtvejssejr.
Problemet er bare, at det ikke gav andet end seere og hult raseri, det gav ingen politik, det gav ingen relevant dagsorden, og det gav til syvende og sidst det amerikanske flertal til venstre for højre en følelse af et 24/7 freak show, som flertallet måske kan støtte ved et protestvalg, men som det ikke umiddelbart vil give nøglerne til hverken økonomien eller atomarsenalet.
Derfor var Roger Ailes nødt til i forrige måned at fyre Glenn Beck, og derfor er Roger Ailes i dag en mand i defensiven.
For han har set – men vil naturligvis aldrig erkende – hvad hans beslutning, hans frådende Tv, har gjort ved Republikanerne. Hvordan foxnewsificeringen af Republikanerne ødelagde begge dele, og derfor er hans kanal nu på vej mod midten, og hans interne motto lyder: “Færre tillægsord og mere intellektualisme.”
Såvidt artiklen i New York.
Min eneste anke over artiklen er, at den ikke trækker konsekvensernes af foxnewsificeringen klart nok op, for hvis man ser på det republikanske 2012-kandidatfelt, så er det det sløjeste felt i mands minde. Det er et felt næsten uden voksne kandidater, og de eneste, der for alvor byder sig til, er Newt Gingrich og den slags håndgranatkandidater.
I den forgangne weekend takkede en af de bedste og mest visionære konservative nej, Mitch Daniels, og Chris Christie har betakket sig, og det samme har Jeb Bush og Mike Huckabee. Tilbage er der en overvægt af megafoner og mormoner.
Et af de uudtalte problemer hos de voksne kandidater er, at mange af dem indser, at de ikke vil have en chance i et republikansk primærvalg. Roger Ailes har foxnewsificeret det republikanske partiapparat i en sådan grad, at folk som Daniels og Christie simpelt hen ikke er skummende nok for mange græsrødder – de abonnerer ikke på de seneste sammensværgelsesteorier, de har ikke 17 Glock-pistoler liggende på stuebordet eller Rush Limbaugh fintunet på radioen, og de kalder ikke Obama for racist, nazist og landsforrædder.
Derfor venter de hellere en valggang og venter på, at askeskyen af meget grove partikler lægger sig.
Det er trist for det republikanske parti, det er trist for Ronald Reagans sanddru konservatisme, men det er en lektion for os andre.
Vi kan ikke forhindre “Vild med dans” og “Vild med underbud,” og vi kan heller ikke forhindre, at de to møder hinanden og sød musik opstår, men vi kan bestemme hvilken vægt, vi giver dem.

22 kommentarer RSS

  1. Af Thomas H Jensen

    -

    Hvorfor ikke også kigge på situationen i vores egen andedam?

    Tag nu for eksempel Berlingske selv.

    Her har man nogle blogsider hvor borgerlige debattører skriver og argumenterer for borgerlige synspunkter. Det er da suverænt. Endda er der mange af disse debattører der ikke har pantsat deres selvstændighed hos det ene eller det andet parti, så man får en debat udover hvad man kan høre i det danske folketing. Det er på den måde at man får en interessant formidling af synspunkter – hvad enten man er enig med forfatteren eller ej.

    På den anden side har Berlingske også en journalist som Thomas Larsen ansat. Den mands politiske “analyser” præsenteres som objektive, men er i virkeligheden intet andet end ren mikrofonholderi for Venstre og regeringen. For eksempel er der ligegyldigt hvor katastrofal situationen er for VK så har Løkke en “udfordring” mens ethvert problem i SSF præsenteres som “krise”, “oprør” eller “panik” – og det er konsekvent.

    Resultatet er, at Berlingske forsøger at blæse mens de har mel i munden. Samtidigt med at dele af avisens skribenter hylder den uafhængige og kritiske presse, er andre så dybt i lommerne på VK at de næppe har set dagslys i endog MEGET lang tid.

    Poul Høi har i hvert fald ret i en ting:

    Vi kan selv vælge hvilken vægtning vi giver de forskellige formidlere. Personligt plejer jeg at checke om forfatteren på en artikel hedder Thomas Larsen, og hvis han gør, så er det videre til en ny søgning efter noget lidt mere interessant og lidt mindre kvalmende.

  2. Af M Kristensen

    -

    Fox news er jo en kirke på linje med Scientology o.lign. Den ses kun af folk, der er enige med den i forvejen, og flytter ikke en eneste stemme.

  3. Af Jørgen F.

    -

    Det kan også bare være at USA er i så store økonomiske problemer at ingen seriøse kandidater ønsker at overtage embedet.

    Problemerne kan vise sig at være så tårnhøje at ingen kender løsningen – endsige ønsker at formulere problemets omfang.

  4. Af Poul Høi

    -

    @ M. Kristensen. Tak for dit indlæg.
    Du skriver:
    “Fox news er jo en kirke på linje med Scientology o.lign. Den ses kun af folk, der er enige med den i forvejen, og flytter ikke en eneste stemme.”
    Jeg tror, at du et langt stykke af vejen har ret, men problemet med Fox News er også i højere grad – efter min mening – at stationen har radikaliseret partirødderne i en sådan grad, at Ronald Reagan ikke ville have en chance i dag. Fox News er i stand til internt i GOP at sætte den overligger, som alle partiledere og -kandidater skal over eller under, og med tiden er overliggeren sat så højt – eller lavt – at partiet er forandret til ukendelighed. Prøv at se på en mand som Donald Trump, der hoppede med på den såkaldte birther-bølge og andre af de mere bizarre anti-Obama slogans, og straks, ud af det blå, blev han en top-tre præsidentkandidat.
    Ikke for ingenting siger han i artiklen i New York:
    “Fox News elsker mig. Jeg kaster seere af mig.”
    There’s the problem.

  5. Af Kasper Jensen

    -

    Der skal fra min side lyde en tak til dig, Poul Høi.
    Det er altid en stor fornøjelse for mig at læse din blog, der, for mig, både er interessant og lærerig.
    En anden ting jeg også godt kan lide, er, som nu, det link du har til artiklen i Magasinet New York. Synes virkelig din blog giver mig en god indsigt i amerikansk politik,samt nem adgang til andre interessante artikler og lignende, så fortsæt endelig dit fine arbejde.

  6. Af Peter T.

    -

    Så kan det ikke tegnes skarpere op. Tak til Poul Høi for en god kronik.

  7. Af Socrates Update

    -

    God indfaldsvinkel.
    Man siger, at vi bliver mere og mere veluddannede.
    Det kan jo så undre, at hovedparten af befolkningen slår autopiloten til og lader sig styre af manipulation, illusion og propaganda fra TV og internettet.

    De elektroniske medier har for hovedparten af befolkningen tilskyndet denne afkobling af intelligent hjerneaktivitet, så de efterhånden ikke ved hvem de er, og hvor de vil hen.

    Man kunne godt unde folk 2 timers daglig stilhed.

  8. Af Stig V.

    -

    Hej Poul

    Glimrende indlæg. Men føler du dig ikke tit lidt alene på Berlingeren ?

    Din egen arbejdsgiver er vel også eksponent for en trend, hvor mere og mere stof er hårdt redaktionelt styret ?

  9. Af T. Hansen

    -

    Meget interessant indlæg. En øjenåbner på flere fronter. Man kan altså stadig blive rigere af at læse – i hvert fald denne – avis.

    Når Berlingske bringer den, kan vi vel også være fortrøstningsfulde ved, at den i hvert fald ikke er blevet det danske “Ræv-nyheder” endnu :p

  10. Af Casper Petersen

    -

    Peter Mogensens blog på Politiken.dk er lukket for kommentarer fordi alt for mange skriver under falsk navn og spyr svovl og løgne. Det er desværre den vej det går, vi har allesammen et ansvar for at demokratiet ikke lider skade.

    Det være sagt, så er medierne tit drivkraften, FOX er jo i særklasse et skrækeksempel, men herhjemme går de også mere og mere efter manden end bolden. Der har været nogle hæslige personsager som er blevet kørt helt op hvor det ikke kan bære. Vi skal være forsigtige at det ikke ender på samme måde som i USA.

  11. Af Kasper Jensen

    -

    @Casper
    Mener at denne avis sagtens selv kunne tage et kritisk blik på de forskelllige indlæg fra Groft Sagt skribenterne.
    Der bliver tit spyet svovl og mere gået efter manden end bolden.
    Det er slet ikke Fox News standard, endnu?
    Men der er efter min mening plads til forbedring.
    Og andre medier kunne også have gavn af, af at lave et tilsvarende kritisk eftersyn. Ingen nævnt, ingen glemt.

  12. Af Ole S

    -

    Fremragende artikel. Jeg læste også med interesse New York Mag-artiklen.

    Jeg blev klogere på nogle af de indre mekanismer i amerikansk politik.

    Det er herligt, at nogle danske journalister stadig ønsker at informere og ikke bare prædike.

    Selvopgøret i GOP er vist i fuld gang. Og det er også nødvendigt, hvis de skal vinde over Obama.

  13. Af Frank Leegaard

    -

    Glimrende artikel PH.

    Herlig saglig artikel som kompensenserer til fulde for dit fejlskud med David Gress bloggen.

    Når det er sagt, synes jeg ikke Berlingske har meget tilbage at lade Fox høre for.

    Jeg har oplevet at Anna Sophia Hermansen har slettet mine indlæg hvor jeg påpegede det særegne og dobbeltmoralske i at hun punkede løs på sygefraværet i Kbhs kommune, kort tid efter hun selv har været sygemeldt. Hvis man som blogejer udviser så megen magtarrogance, finder jeg mediet uinteressant. I alle fald fremstår hun for mig som et skvat der ikke tør fægte med åben pande.

    Hvad hulen har man så en blog til?

    Det er væsentligt at huske på at demokrati netop bygger på at man lader sig modsige, og også nogen gange indrømmer at man har taget fejl og skifter standpunkt. Den slags synes jeg desværre er alt for sjældent set blandt vore folkevalgte.

  14. Af hr k

    -

    Jf. Fox News’ mange og stadigt igangværende løgne og fordrejelser vil jeg gerne indføre, at det ikke er sandsynligt, at Glenn Becks fyring skyldtes Roger Ailes’ personlige moral og ansvarlighed, hans journalistiske principper eller politiske bagland. I stedet er det noget mere sandsynligt, at det var fordi Glenn Beck mistede rigtig, rigtig mange annoncører pga. sine mange, ekstreme modbydeligheder:

    http://www.google.com/search?hl=en&source=hp&biw=1152&bih=736&q=glenn+beck+advertisers+boycott&aq=f&aqi=g2g-j1g-b1&aql=&oq=

    Follow the money. Det er også i overensstemmelse med Fox News’ værdigrundlag.

  15. Af georg christensen

    -

    Når “medierne”, ikke længere er, eller vil være istand til at “kritisere” og finde fejl hos “det til alle tider (nuværende regime), midster medierne deres største værdi,nemlig “enighedens og foreningens” kraft.

    Politikerne (korrupte, halvkorupte eller hvad ved jeg? er det “mediernes” opgave at afsløre), og dokumentere, som “journalførerne”, på samfundet´s vejne. Hvis magtbegærlige Politikere, ikke ønsker at blive afsløret, kan de jo bare holde sig indendørs, eller finde et andet “job”: Hvis ikke “de” tager deres opgave alvorligt, er de værdiløse, og virker barer som DR, et “tvangsbetalt” (Monopolsystem), styret af polittisk værdiløshed.

    NB: DR´s kurs er ændret, men alligevel, de sidste mange år, har været en pine, for det Danske folk, med “ensidigheden” på deres side. I denne tid, har det været “rart”, at have (Politikken og Berlingeren), på åbenhedens side, (så åbne, som de tillades at være). Disse to blade, burde have deres egne “TV kanaler”, betalt af “licenspengene”.
    Til sidst: Licens “ja”, politisk vandvid “nej”.

  16. Af Irene Kbh

    -

    Roger Ailes er på mange måder en interessant karakter. Inden han startede Fox i 1996 var han spindoktor for Reagans gamle vicepræsident George Bush Sr. under valgkampen i 1988. Bush kæmpede både mod pressens undersøgelser af hans andel af Iran/Contra skandalen og “the wimp factor”. Der var brug for at nedkæmpe en symbolsk drage, og Ailes valgte det største ikon for “the liberal media” – Dan Rather, vært på 60Minutes og CBS News. Kamppladsen blev et live-interview til 60Minutes, hvor Bush efter en nøje planlagt strategi, som kom fuldstændig bag på showets producere, gik hårdt og personligt efter den temperamentsfulde Rather. Resultatet blev, at Bush fik bevist sin mandighed i fuld offentlighed, hans slap for mere bøvl om Iran/Contra og kampen mod medierne blev en hjørnesten i hans kampagne.

    På vejen ud af studiet råbte han ifølge vidner til CBS-medarbejderne, at de godt kunne glemme alt om inside-informationer og interviews under hans valgkamp. Ailes blev en republikansk helt, men mange medieeksperter mener, at taberne blev den frie amerikanske presse, der aldrig helt har rejst sig(?). Set i det lys, er udviklingen på Fox særligt interessant. Hvis det betyder, at den substansløse men overdøvende og dagsordensættende meningsmaskine må bøje sig for indhold og reel debat, så har demokratiet jo alligevel en chance.

  17. Af Ming Lu

    -

    Hvordan vurderer du Jon Huntsmans chancer?

  18. Af Peter Tveskov

    -

    PH: Sikke da noget vrøvl du skriver! Ar Roger Ailes er leder af det Republikanske Oarti osv osv.
    Jeg er sikker på at New York Magazine – der ikke må forveksles med “The New Yorker” er et fint magasin, men også representant for det yderste venstre.
    Jeg har set Glenn Beck engang imellem og ved ikke hvorfor han forlader FOX, Hvad jeg hørte fra ham var i al almindelig sandt politisk set. Jeg tro det ikke hjalp ham at han blandede sin religion ind i det (Han er Mormon). Vort nuværende “regime” kører imod fascismen, selvom det vist har hjulpet da Obamas rådgivere Rahm Emanuel og David Axelrod tog hjem til Chicago til deres velfortjente belønninger. Jeg ved ikke hvem der bliver Republikanernes kandidat i 2012, men hvem det så er kan han eller hun da ikke være mindre forberedt på jobbet end “aktivisten” Obama.
    Hvis det havde været Bush der spiste frokost med dronningen af England og Irlands president mens Missouri og andre Midwest stater ødelægges af tornadoer og Texas brænder, så ville det stå på forsiden af New York Times!

  19. Af Peter Tveskov

    -

    På dette tidspunkt ser Huntsman lovende ud, men det bliver sikkert Mitt Romney.
    Gingrich, Santorum etc er Republikanernes John Edwards, omend uden hans fine frisører.
    Trumps navn bruger regimets media til at gøre de rettroende nervøse—–
    Gates ville også være en god kandidat, men er sikkert parat til at tage sin pension fra US Navy!

  20. Af Erik Seifert

    -

    Uanset hvad man ellers mener om Fox News, saa gav de traditionelle TV-selskaber selv den plads, som Fox nu indtager. Deres meget en-øjede, venstre-hældende dækning af nyhederne efterlod det tomrum, som Fox saa fylder op – og tjener penge paa.
    Fx er nok ingen præsidentkanditat, eller præsident, for den sags skyld, blevet behandlet saa blidt og paa en saa til-afgudsstatus-sig-nærmende facon, som Obama. Saa de to sider har mere til fælles, end man maaske lige aner.

  21. Af Fox News og Facebook er perfekte valgkampsmedier — Netværkssamfundet

    -

    […] Anker Brink Lund og Poul Høi er to kloge mænd, som jeg har meget stor respekt for – lad det være sagt med det samme. Begge har netop, inspireret af de valgopvarmnings-begivenheder, der finder sted på begge sider af Atlanten i disse uger, skrevet lidt om politisk kommunikation i et moderne mediebillede. Anker Brink Lund om sociale medier i den danske valgkamp og Poul Høi om Fox News’ dominans af republikanernes kandidatudvalg i den begyndende, amerikanske va… […]

  22. Af Knud Sørensen

    -

    Hej. Den helt store nyhed i disse dage er, at russerne har fremlagt bevis for at Lenin var jøde.

    Moscow museum puts Lenin’s Jewish roots on display

    By MANSUR MIROVALEV – Associated Press

    *
    *
    Among dozens of newly released documents on display at the State History Museum is a letter written by Lenin’s eldest sister, Anna Ulyanova, saying that their maternal grandfather was a Ukrainian Jew who converted to Christianity to escape the Pale of Settlement and gain access to higher education.

    He came from a poor Jewish family and was, according to his baptismal certificate, the son of Moses Blank, a native of (the western Ukrainian city of) Zhitomir,” Ulyanova wrote in a 1932 letter to Josef Stalin, who succeeded Lenin after his death in 1924.
    *
    *
    Følg linket og se et billede af Lenin i spidsen for USSR’s første præsident Sverdlov og chefen for Det hemmelige politi NKVD, Djershinskij – også begge to jøder.

    ———

    Hvad er den videre betydning? Det er lettere politisk ukorrekt at sige, men etniciteten — som mange havde en anelse om — spillede en rolle og blev i Hitler-Tyskland blandet med hadet til Bolsjevismen i én stor pærevælling – som der for enhver pris måtte ryddes op i. Der havde også været forsøg på revolution i Tyskland — Rosa Luxembourg (også j….- du ved nok) med inspiration fra USSR.

    Så hvis blot ikke Zar Alexander den 2. var blevet myrdet i 1881, så ville pogromerne der begyndte i 1883 ikke være sket, og som fik 1,5 millioner jøder til at flygte vestover, de fleste til Amerika. 100.000 kom til England, nogle få til Danmark*. Men hvor mange som havde “mellemstation” i Tyskland er jeg meget interesseret i. Mange var givetvis meget forhutlede og deres adfærd og levevis kan have bidraget til hadet mod jøder. Jeg prøver bare at sige at det (animositeten) ikke kom ud af det blå – men at det var et sammentræf af omstændigheder (herunder ekstreme forholdregler taget af nogle af Hitler’s underordnede, Himmler f.eks) som førte til katastrofen for jøderne i Europa.

    Nej, hvis blot Zar Alexander d. 2. ikke var blevet myrdet i 1881, men var kommet igennem med de reformforslag til større medbestemmelse for befolkningen, som han efter sigende havde i inderlommen [Oplysning fra DR’s serie om “Europas Svigerfar”), da han blev myrdet.

    *) I Danmark var de nyligt ankomne østeuropæiske jøder ugleset af de jøder som allerede var godt integrerede her.

Kommentarer er lukket.