Spred ben for Frankrig

Han kommer lige til tiden.

Som regel tager det højest 48 timer efter en begivenhed, før end en fremtrædende fransk filosof er leveringsdygtig i et opsigtsvækkende synspunkt, som ikke nødvendigvis har andre kvaliteter end at være opsigtsvækkende.

Nu er der så gået 48 timer efter anholdelsen af chefen for IMF, Dominique Strauss-Kahn, og nu har vi ingen ringere end Bernard-Henri Levy på banen.

Han skriver i dag en artikel med overskriften “et forsvar for Dominique Strauss-Kahn,” og den er et langt angreb på de vederstyggeligheder, som politiet, dommeren, anklagemyndigheden, kommentatorer og ikke mindst medierne har udsat hans gode ven gennem 20 år, Dominique Strauss-Kahn, for.
Artiklen kan læses på originalsproget her og i en engelsk oversættelse her.

De har allesammen – vi har allesammen – gjort hans gode ven til “et brutalt og voldeligt individ, et vildt dyr… og det er umuligt.” Sådan er Strauss-Kahn ikke, skriver han.

Bernard-Henri Levy er naturligvis i sin gode ret til at tro på Strauss-Kahns uskyld. Hans loyalitet over for en ven-i-knibe er på mange måder et forsonende træk, og det er ikke problemet.
Problemet er derimod noget andet og noget mere alvorligt.
Mon ikke de fleste husker, hvordan Bernard-Henri Levy med krop og sjæl kastede sig ind i forsvaret for en anden god ven gennem x antal år, Roman Polanski? Hvordan han mente, at  uanset hvad Polanski havde gjort og ikke gjort, så havde han forlængst bødet for det, og hans bidrag til menneskeheden opvejede i øvrigt et eventuelt gammelt fejlskøn. Samleje med en 13-årig “er ikke den dødelige forbrydelse, som mange vil gøre det til,” skrev han dengang.
Nu skal vi ikke procedere Polanski-sagen igen, men jeg fornemmer den samme tankegang i hans forsvar for Strauss-Kahn: At måske forgreb IMF-chefen sig oralt og analt mod en 32-årig afrikansk stuepige på Sofitel i New York, men hvor vigtigt er det i den store sammenhæng? Er det trods alt ikke vigtigere at have en mand som Strauss-Kahn, der kan tæmme verdensøkonomien og Frankrig? Giver den franske politiker ikke mere til menneskeheden end han tager fra den? Og burde vi ikke tage det i betragtning?
Igen:
Det er muligt, at Strauss-Kahn er uskyldig i sexovergreb, men Bernard-Henri Levy er til gengæld – og uden tvivl – skyldig i en form for udsøgt snobberi for de kloge og magtfulde, eller i det mindste for nogle af dem. Man kan mene, hvad man vil om omverdenens reaktion på anholdelsen af Strauss-Kahn, men reaktionen er ikke anderledes end i hundredevis af andre sager, hvor vi ikke har hørt så meget som en enstavelses-indvending fra Levy. Men så snart vi nærmer os venstre bred på Seinen, og så snart vi nærmer os hans café-bord, så skal vi skamme os over …alt.
Jeg tænkte på det samme, da jeg i går læste socialistlederen Segolene Royals reaktion på sigtelsen mod Strauss-Kahn. Hun sagde, at hendes tanker var “hos manden og hans familie.”

Måske er det bare mig, der er blevet en anelse blød med årene, men i sådan en sag er mine tanker i noget højere grad hos offeret, f.eks. hos den 32-årige afrikanske stuepige, eller hos den 13-årige pige, som Roman Polanski tog sig af. Og ikke mindst når der er tale om ressourcesvage mennesker. Når der er tale om en stuepige, som bor alene med sin datter i en lille lejlighed i Bronx, eller om en mindreårig pige, som en kendt filminstruktør overhælder med piller og champagne og derefter forbryder sig mod.
Levy skriver det ikke, men det er som om, jeg hører ham hvisle mellem linjerne – at ofrene bare er les classes inferieures, mens han og hans venner netop er den klasse, som bidrager så meget og så stort til menneskeheden, at les classes inferieures engang imellem må placere sig i horisontal v-stilling og byde sig til og uden bagefter straks at fare til politiet og pressen og gale op. Og hvis de alligevel gør det, så skulle de – og så skulle vi – skamme os.
Jeg beklager.
Jeg har min egen mening om hvem, der bør skamme sig, og Bernard-Henry Levy kan begynde med sig selv.