Penkowa? Nej, Gress er den rigtige skandale

Milena Penkowa er den helt store skandale i det danske universitetsmiljø.
Der er ikke den kantineassistent på Syddansk Universitet, som ikke kræver en tilbundsgående undersøgelse, og den skal have gas, skal den.
Vel er sagen ikke køn, den er ikke køn for Penkowa, Hemmingsen eller Sander, og den er ikke køn for Københavns Universitet, og de skal allesammen – mennesker og institutioner – stå til regnskab, men der er et eller andet i reaktionen, som får mig til at gribe efter Anne Sophia Hermansens spørgsmål: Var Milena Penkowa i virkeligheden for meget for KU? Var det en del af problemet, og forklarer det reaktionen og overreaktionen?
Hvilket bringer mig til en dansk universitetsskandale, som i mine øjne er ikke så lidt større – hvis den er korrekt.
David Gress’ selvbiografi “Egne Veje” udkommer i dag, og jeg har ikke læst den endnu, men jeg har læst anmeldelserne i fire aviser, og ifølge bogen er Gress blevet udsat for berufsverbot. Hans synspunkter kan lige så nemt kategoriseres, som lopper kan samles i en sæk, men han har simpelt hen for danske universiteter været for aparte, for liberal, for kontrær, for meget uden for den alt for nemme kategorisering. David Gress har været for farlig.  Bo Bjørnvig skriver i Weekendavisen (intet link).

“For mens man med Berufsverbot altid har ment udelukkelsen af venstreorienterede, må man nok sige, at begrebet i dag mere gælder højreorienterede som David Gress , der har følgende holdninger: »Det var et sølle Danmark, jeg vendte hjem til.« »Det var et mærkeligt samfund af duknakkede, autoritetstro slaver « »Endnu en gang fik jeg syn for sagn om, hvor intellektuelt fattigt og tilbagestående Danmark var og er…« »Danskerne finder sig i alt, alt for meget fra magthavernes side, fra de tårnhøje skatter og afgifter til en detailsektor, der gennemgående er kartelliseret og ganske uden fri prisdannelse.”

Og disse konstateringer er endda de mere salonfähige.
Gress’ “samfundskritiske praksis … umuliggør en karriere i Danmark,” skriver Niels Houkjær i Berlingske.
Nu er det en selvbiografi, og nu er det Gress’ påstand, at hans synspunkter har gjort ham til en persona non grata på Bjerget, men hverken Bjørnvig, Houkjær eller Henrik Jensen i Jyllands-Posten anfægter denne vurdering. Når man begræder tabet i1658 af Skåne, Halland og Blekinge, når man sammenligner de danske magthavere med de tyske værnemagtssoldater – ufordelagtigt – og når man mener, at der er to sider af Den spanske borgerkrig, så udelukker man sig fra den danske professorsfære, synes konklusionen at være.
Jeg kender ikke David Gress som andet end skribent og debattør, og kun få mennesker ville kunne følge ham og hans synspunkter hele vejen, og sådan er det med énere – ellers var de jo netop ikke énere -  men Gress repræsenterer med fodnoter en intellektuel frimodighed og fanden-i-voldskhed, som danske universiteter mangler, og hvis et dansk universitet skulle sætte hold som en professionel fodboldklub sætter hold, eller ansætte som udenlandske universiteter og tænketanke ansætter, så ville en tænker som David Gress stå allerøvest på enhver indkøbsliste.
At han ikke gør det, og at hen gennem et langt liv ikke har gjort det, får l’affaire Penkowa til at minde om en undermotoriseret rød sportsvogn med klud.