De svage er de ukrænkelige II
60 kommentarerHvis man har en tendens til at tage sig selv lidt for højtideligt – så er der kun ét at gøre:
Begynd at skrive en blog.
Ikke fordi man bliver kaldt Nietzsche og bøddel, Hitler og airhead, ikke fordi man bliver beskyldt for at gå ind for gaskamre eller er kvalmende, nej, fordi der altid er en kommentar, som er bedre og klogere end det, man selv skrev, og der er altid en kommentator, som bedre og klogere – og med mere empati og kortere – kan turnere ens synspunkt.
Den følgende kommentar kom sent i tråden i vores diskussion her på stedet om de svage og velfærdspolitik, og derfor tillader jeg mig at bumpe den op. “Den depressive 22-årige” sætter kød og blod på min oprindelige blog.
Her er indlægget:
“Selvom Poul Høis blogindlæg fik det til at løbe koldt ned af ryggen af mig og selvom jeg som andre meddebatørere umiddelbart tænkte, at her er en mand, der har haft sit på det tørre igennem et helt liv, må jeg alligevel give ham at han under alle provokationerne og de grove generaliseringer har en endog meget vigtig pointe:
-De svage har for deres egen skyld godt af at blive mødt med små, kærlige krav. Der har desværre været en stigende tendens til at man i al sin iver efter at hjælpe de svage er nået derhen hvor man systematisk gør dem en bjørnetjeneste ved ikke at stille dem til ansvar for nogen aspekter af deres, indrømmet oftest svære tilværelse, men heldigvis yderst sjældent komplet håbløse tilværelse.
Jeg er i dag i starten af trediverne, er ved at tage en akademisk uddannelse, har stiftet familie, har selvstændig bolig og tjener mine egne penge. Da jeg var 22 år gammel lå dette billede imidlertid ikke i kortene. Efter yderst langvarig depression blev jeg opgivet af psykiatrien, da min psykiater – en ledende overlæge – opfordrede mig til at søge om den daværende invalidepension. Han var overbevist om at jeg ville få det bevilliget. Han havde sådan set ret i at mit liv dengang var invalideret og at jeg selv ikke kunne se en udvej af depressionen. Men det var lamslående, ødelæggende og yderst sårende at blive opgivet af systemet på den måde og ydmygende at man bare ville parkere mig på livslang passiv forsørgelse -så man ikke behøvede at forholde sig til mig igen.
Jeg droppede efterfølgende selv psykiatrien og opsøgte altenative behandlere, der ved at stille mig små-i starten minimale opgaver – langsomt men sikkert gav mig en grund til at ville livet igen. Det at man stille krav til mig gav mig følelsen af at man også troede på at jeg kunne og måske ville klare det og en skønne dag komme over på den anden side af depressionen.”
60 kommentarer RSS feed
Nu kan man selvfølgelig hævde, at hr. Poul Høis oprindelige blogoplæg sådan set ikke gav udtryk for andet end kordegn H.C. Kofoeds kongstanke om at hjælpe de svage og udstødte med at genfinde deres selvrespekt – blot i en moderne liberalistisk forklædning.
Det var også lykkedes hr. Høi på sin Google-rundfart at finde et særdeles relevant link til belysning af spørgsmålet:
http://www.socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2009/14-2009/De%20marginaliserede%20Den%20graadige%20middelklasse%20udstoeder%20de%20svage.aspx
At oplægget derimod formåede i den grad at tiltrække sig såvel betydelig forargelse fra læsere med vidt forskellig baggrund som store mængder sympati fra ultraliberalistiske læsere, burde imidlertid ikke være kommet bag på hr. Høi. I de år, hr. Høi har været udenlands, har Danmark af flere forskellige årsager undergået en betydelig, på overfladen i begyndelsen næsten umærkelig, polarisering.
Uanset hvor meget kød og blod en enkeltstående solstrålehistorie som den ovenstående om den traditionelle psykiatris uformåen er i stand til at tilføje hr. Høis synspunkt, kan det dog være svært at se den som noget særlig repræsentativt tilfælde.
Nemlig, John Ulrich Poulsen !
Så lad os bare parkere og betale til dem. Lukke for alt der giver det mindste fremdrift. Ingen krav. Det er den løsning der giver job til de fleste behandlere og lur mig om du ikke er en af dem der professionelt vinder på den løsning, og får mere magt.
Hr John Ulrich Poulsen, du er ikke en del af en løsning, men en del af et problem, der er individuelt og hårdt på den forkerte måde for alt for mange mennesker. Men du har jo patent på det rette menneskesyn, ikke sandt?
Hvis jeg tager fejl, så er der plads her til at skrive lidt mere om hvad man, og især hvad du gør!
(til hr. Kris Hansen, 16. december 2010 kl. 08:11)
Hvilken personlig aggressivitet så tidligt på morgenen. En kop kaffe plejer at gøre underværker for at få nerverne lidt i ro.
Så vidt jeg kan læse mellem linjerne, tog hr. Poul Høi mig det da ikke ilde op, at jeg i går drillede ham lidt med den lille pige med svovlstikkerne ude i hans indkørsel ovre i Santa Fe. Og i særdeleshed hendes mulige behov for en portion varm kartoffelmos julenat :-)
John Ulrich Poulsen,
Så ubetinget ja, kaffe er godt! Og det sner.
Der er lige et par hjemløse der skal have noget på fusserne.
Det mest interessante ved det oprindelige indlæg er at tilsyneladende INGEN af de rasende kommentarskrivere kan se ironien i at deres ophidselse og navnekaldelse jo netop bare pointerer, at Poul Høi har ret. Man KAN BARE IKKE kritisere “de svage” for at have i hvert fald en del af skylden for deres situation.
Hvorfor er det sådan at hver eneste gang pressen, 3F, Enhedslisten mv skal komme med eksempler på folk det er “synd for” og som skal være eksempler på “de svage”, så sidder man tilbage med en grim smag i munden, netop fordi det fremhævede eksempel på “en svag” er gennemsyret af dårlig selvindsigt og uintelligente valg? Jeg venter stadig på et godt eksempel på “en svag”, hvor man må sige at her er der tale om en person, der har gjort sit bedste og alligevel er sunket ned i det sociale morads. Husk, at man er ikke svag bare fordi man beslutter sig for at droppe ud af 7. klasse, starte med at ryge hash, få 5 børn med 4 forskellige mænd og generelt leve af bistandshjælp hele ens liv. Der er et valg hver eneste gang. Og hvis man konsekvent tager det lette valg, så følger der noget med.
Den 22-åriges historie viser, at initiativ er velgørende, eget initiativ, at autoritetstro ikke kan betale sig – og indser det ydmygende og sårende i situationen, såvel som hans alder tilsiger ham, at der da må være noget at gøre.
Tillykke med, at han ikke fandt sig i denne infantilisering af hans liv, og at han kom videre til et værdigt liv, kom ud af sin depressive og invaliderende tilstand.
@Poul Høi:
Det er jo ikke nogen nyhed, at du har ret i, at hvis folk virkelig kan blive raske, hvis det for eksempel er en depression i ungdommen, der giver sygdom, så er det da 1 mio. x bedre at kunne arbejde end at gå permanent på for eksempel førtidspension. Diskussionen kører da slet, slet ikke der!?
Mit forrige indlæg på din tidligere blog drejede sig alene om, at der er altså en del mennesker, for hvem deres situation virkelig aldrig vil ændre sig. Og deres situation kan være totalt ikke-selvforskyldt, og de kan sagtens overkomme at få stillet krav, men der er reelle problemer – og der er altså virkelig ingen hjælp at hente, og deres helbred bliver aldrig bedre, med mindre man mener, at mirakler og fjernhealing skal være en del af behandlingen i Danmark. Mange af dem kan være lige så velbegavede og talentfulde som du selv, Poul Høi. Har du skænket det en tanke, når du skriver om ‘de svage’?
Jeg tror ikke, at du – og andre – helt forstår, at det kan være sådan i Danmark. Enten lukker I jeres øjne for problemet, eller også har I haft det så nemt og så travlt i jeres liv, at I ikke har haft lejlighed til at overveje det?
I en Berlingske Leder for nylig stod der, at en reform af førtidspension og fleksjob skal ske for at kunne give de med normal funktionsevne krisebevidsthed (de kan nemlig ikke give sig selv krisebevidsthed, og så må de jo bruge ‘de svage’ til det?). Den Leder udviser en total mangel på forståelse for, hvem det reelt er, der får den slags ydelser. Andre bloggere skriver om, at mennesker på den slags ydelser bare gør det for at have tid til at realisere sig selv …
De ‘kærlige puf’, der er blevet talt om, ‘de svage’ skal have, er bestemt ikke kærlige. Hvis de var, ville der være en eller anden forståelse bag for deres problemstilling. Det er der slet ikke. Jeg tror altså, at der er mange i Danmark, der simpelthen ikke forstår. De kan være bevidst ignorante, det tror jeg ikke, du er, eller de kan bare være så heldige i livet, at de aldrig har prøvet at stå over for et uløseligt problem – det tror jeg mere er din situation. På en måde er du for velfungerende.
Måske kunne du bruge din ‘velfungerenhed’ til at sætte dig ind i funktionsnedsattes reelle problemstillinger. Men det kræver tid, og i den tid vil du nok ikke tjene nogle penge, fordi der er virkelig ingen penge i dét projekt. Det kræver en anden slags overskud.
Kære Poul Høi
Hvor store krav, der skal stilles til mennesker, vil jeg ikke gøre mig klog på. Til gengæld, bør både du og den 22-årige skriver, stille jer selv spørgsmålet:
Er en mand, der selv kan bryde med et system og finde alternative løsninger et godt eksempel på de “svage” du skriver om. Eller er hans handlen snarere et bevis på styrke og ressourcer.
Ja, et figenblad kan bruges til en hel del!
Jeg synes PH skulle ta ud og snakke med socialrådgivere som har med nogle af disse svage at gøre. Så vil han opdage, at de dygtige og veluddannede af dem netop forsøger at stille krav – også fordi de svage jo (oftest, og et eller andet sted) ønsker at få stillet krav til sig.
Så, PH. Du er journalist. Gør dit arbejde – og styr dine fordomme, det er pinligt at læse.
Det her eksempel sætter jo en tyk streg under, at der er svage, som vitterligt er svage, og så er der “svage”, som stemples som sådanne af systemet, men som reelt har ressourcer til andet og mere end førtidspension.
Det kan undre, at nogle debattører har en så stærk fornægtelse af situationen. Er det ikke i alles interesse at få de “fejlanbragte” førtidspensionister ud på arbejdsmarkedet? De dræner ordningen for de mennesker, som har virkelig brug for den, og kunne udgøre en stor værdi som arbejdskraft.
Morsomt eksempel, Poul Høi, for personen i indlægget beklager sig jo over for få ressourcer i det offentlige system til at behandle netop hans svaghed ….
JOKERENS SANG
Det sner, det sner, det sner, det sner,
hvor mange tjener penge her?
De få der kan yde,
må man gerne snyde,
så de mange kan nyde,
og det skal man ikke fryde.
De fleste har forstået at arve,
det man tidligere kaldte at rave.
Alle siger med harmfuld stemme,
til de der har talent, og gør det slemme,
at de bare skal være glade og ikke glemme,
at for andre er det samme ikke det nemme.
Det går, det går, det går, det går,
ingen ved hvor pengene opstår!
Til Poul Høi
Tak for fremragende II’er.
Den største chance for at få folk i land er at hjælpe dem til at finde et projekt.
Den harmdirrende skyggeboksning i flere af reaktionerne illustrerer klart den tankemåde, som styrer lavinen af overførselsindkomster.
Mvh Ole Olesen
Det virker nærmest som om, at lovgivere, og det offentlige system, ser en ære og forpligtelse i at gøre tingene så komplicerede som det overhovedet er muligt!
Selvfølgelig findes der mennesker som, grundet div. skavanker, ikke kan kan arbejde på fuld tid, men alternativet behøver vel ikke at være, at de overhovedet ikke skal arbejde. Ligesom pølsemænd og kartoffelsælgere, før i tiden, fik deres jobs via en invalideordning, så kunne dagens førtidspensionister vel også varetage funktioner som f.eks parkeringsvagter, parkbetjente o.l. De forhindringer der kunne være i form af fagforeninger og arbejdsmarkedsforskere, som måtte mene at folk er i fare for at blive traumatiserede af at yde et stykke arbejde, må simpelthen ryddes af vejen.
At læse blog og besvare blog har intet med selvoptagethed eller selvhøjtidelighed at gøre.Blog er respons og holdning.Udtryk for, at man ikke stiltiende accepterer alting.Eller det modsatte af hvad Vita Andersen engang påpegede,.. “Hold kæft og vær smuk”.
Blogskrivere stivner ikke som “aberne” på figuren i Nikko Templet.Uden at tale, se,og høre.Der må være balance i angreb og forsvar.
Det kan være “farligt” og fordummende at være autoritetstro.I livet gælder det om, at kunne gennemskue det der sker.Være på forkant.Tage pejling.Det er overlevelse.Hvis man undlader, bukker man under.Lader sig nedtrampe frivilligt.
Provokationer kræver gensvar altid.
Uhyggeligt, at se en hob bedrevidende,der mener, at vide langt mere end læger.En hob der gør sig til dommere over andre.Hvad kender hver af disse reelt til andres liv ? Kan nogensomhelst overhovedet tillade sig at udtale sig om andres sygdom.Tænk,at man i et land som Danmark kan erhverve sig så små sko.
Ilse Kristine Agerup
Hvis du ikke skulle have opdaget det, kan jeg fortælle dig, at skattegrundlaget er ved forsvinde ud af landet, så det er på tide at være lidt praktisk, fremfor at sidde og dvæle ved hvor skidt man har det.
Der er sket en del siden da. Nu mangler jeg igen en definition af ‘de svage’, men der stilles skam krav til brugerne af offentlige ydelser. En del krav motiverer blot mest til erkendelse af svaghed, mens andre krav er indforståede og indebærer bl.a., at vi skal gætte hvilke tilbud, vi kan få, mens klageveje skal oplyses. Faktisk er min opfattelse, at brugerne mødes med større krav, end medarbejderne gør, og vi ‘svage’ (jeg er selv førtidspensionist) giver op, fordi det er for besværligt og ydmygende at få offentlig service. Det ydmygende er de forklaringer og gættelege, offentlig sagsbehandling kræver. Bedre er det ikke, når offentligt ansattes organisationer nærmest giver udtryk for, at brugerne mest er til besvær, eller de, der prøver at vise hensyn til medarbejderne, oplever lange ventetider og dårlige tilbud.
@Finn Jørgensen: Du kender åbenbart ikke de sociale systemer særlig godt. Fleksjobs og skånejobs er netop henvendt til de, der har begrænset erhvervsevne. Aktivering og ulønnet praktik til arbejdsprøvning hører næsten til samme kategori.
Børge R. Jensen
Ja, men skånejobs er frivillige for førtidspensionister. Er man f.eks erklæret 50% invalid, så burde man selvfølgelig stå 50% til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ole Olesen skrev 16. december 2010 kl. 12:31
: “… reaktionerne illustrerer klart den tankemåde, som styrer lavinen af overførselsindkomster.”
Du kunne jo også tale om lavinen af overførselsindkomster til velbjergede og velstillede. Dét gør du bare ikke. Det er dér, hvor du – og andre – viser, at du ikke forstår, synes jeg. Du kunne fx gribe fat i, at selv sommerhusejere, der ikke har noget handikap eller funktionsnedsættelse, skal have tilskud af staten. Men du går kun løs på de, der har brug for hjælp pga. et dårligt helbred. Læs her om, hvordan sommerhusejere fik endnu flere penge af staten i 2009, end de fik i forvejen i artiklen “Sommerhuse får ekstra fradrag” fra november 2009: http://www.dinepenge.dk/bolig/sommerhuse-faar-ekstra-fradrag
Det er her, det betyder noget, at Danmarks medier og journalister er såkaldt ‘borgerlige’. Konstant skrives der om handikappedes påståede belastning af systemet, en lavine ligefrem(!), mens problemet er, at de velbjergede først skal have deres, før der bliver til de, der reelt har brug for hjælp. Dét skriver medierne så bare stort set aldrig om, og når de gør, så er det sådan nogle juhu-historier for at fejre sig selv og fx deres nye, forhøjede sommerhusfradrag.
Ole Olesen – Dit blik er skævt, tror jeg, så du forleder dig selv til at tro, at det er mennesker med et dårligt helbred, der har brug for hjælp, der udgør et problem for dig og dine penge. I sidste ende kan man jo ikke engang gøre den slags ting op. Hvis fx en handikappet hjælper bare en anden dansker til et bedre liv, så har den handikappede måske gjort mere for Danmark og danskerne, end du – og andre hvoraf sikkert også nogle velhavende – personer nogensinde kommer til at gøre det i hele jeres snævertsynede liv.
Arbeit Macht Frei var også en dårlig tilgang til livet sidste gang, det blev hyldet.
Peter Hansen
Du glemmer bare den detalje, at arbejde også giver brød på bordet.
Luna S. 16. december 2010 kl. 11:42
Fuldstændig enig med dig…….
I denne diskussion mangler vi en definition af “en svag”…….
Poul Højs eksempel er jo netop “en stærk”….. og lad mig indskyde – rigtig sejt gået!!! – en person som har ressourcer nok til at kæmpe for sig selv. “En svag” vil ikke kunne tage denne kamp!
Men ok, det er selvfølgelig til at få øje på pointen i det valgte eksempel som jo i virkeligheden ikke er et angreb på “en svag”, men et angreb på et velfærdssamfund som alt for nemt definerer dig som “en svag”.
Og som det vil fremgå af min egen tidligere post på del 1 af Poul Højs blog, så er jeg fuldstændig enig i, at det er et kæmpe problem at vores velfærdssamfund er skruet sådan sammen, at det qua diverse love, regler og bekendtgørelser er for nemt at skabe tabere.
Kender vi ikke alle angsten for at “komme ind i systemet”?
Problemet er jo desværre at det er nemmere for en sagsbehandler at reagere på dig som person (eller rettere klient) ved at parkere dig på førtidspension end ved at lave en handlingsplan der involverer psykologer, uddannelse, tæt opfølgning m.v. for at få dig tilbage på rette spor igen. Økonomisk set er udskrivningen “lige nu” nok også større ved at igangsætte en handleplan end ved at overføre dig til førtidspension. Og så er der formentlig også en del kassetænkning i dette her – hvad betaler kommunen og hvad betaler staten……. ren kynisme…..
“De svage” er 10′ernes mantra. I 70′erne var mantraet:”Det er samfundets skyld”. Hulheden klinger lige fælt.
Lige så morsomt som første del af blogindlægget er (skrevet af Poul Høi selv) lige så bedrøveligt er sidste del, hvor han viderebringer et af de få rygklapperindlæg, som hans forrige, stærkt provokerende indlæg afstedkom.
Frænde er frænde værst, siger man. Og her har man så fisket et indlæg fra en tidligere psykisk svag og depressionsramt, som via alternativ behandling oplevede at han blev vist tillid og at han fik opgaver at klare,således at han ikke behøvede den pension, han var blevet stillet i udsigt. Alt sammen godt for ham, men det er set med mine øjne ynkeligt, at han fremhæver sig selv på andre psykisk svages bekostning og sparker ud efter deres ret til pension.
Måske fik han netop kræfterne til at komme ovenpå fordi han havde et sikkerhedsnet og blev vist den kærlighed fra samfundet at få lov at være her uden at der blev krævet modydelser, han ikke magtede at honorere.
Økonomisk tryghed i form af noget at falde tilbage på giver selvværd og energi. Dette at vide, at man fx har nogle forældre, som kunne støtte en, hvis man skulle komme i nød, giver selvfølelse og selvværd og selvtillid. Det er den ekstra usynlige styrke, som unge fra underklassen ofte mangler og som gør, at livet har meget dårligere forudsætninger for at lykkes.
Jo mere man trækker sikkerhedsnettet væk fra folk, desto mere angst genererer man. Denne angst forplanter sig – blandt andet til børn af fattige.
En angst befolkning er let at manipulere. Det bliver alles kamp imod alle og et stresset og uvenligt samfund, der skabes. Måske er vi allerede godt på vej.
Hm … jeg kan modsat Høi i det mindste stave til Nietzsche, filosoffen som berigede verden med den “charmerende” teori om overmennesker og undermennesker. Jeg skal gerne indrømme, at det ikke er helt let med så mange konsonanter lige efter hinanden.
Gik jeg for langt i min kommentar til Høis oprindelige indlæg? Høi skrev bl.a. dér, at bestemte grupper skal nægtes hospitalshjælp og økonomisk bistand fra staten. Jeg citerer:
”Hvis kæderygende alkoholikere ikke holder op med at ryge og drikke, så skal sygehusene ikke behandle dem for rygelunger og skrumpelever, og hvis en bistandsmodtager ikke kan passe sit anviste arbejde, så bliver kassen lukket i.”
Tænk på konsekvenserne, hvis disse ord blev lavet om til lov i Danmark. Folk ville dø på gaden. Det er da klart, at man bliver vred, når man læser den slags.
Danmark er en velfærdsstat. Der er spændt et sikkerhedsnet ud, som griber dem, som ikke kan klare sig selv. Vi bidrager over vores skat alle til dette sikkerhedsnet, og vi tager for givet, at det griber, om end ikke alle, så dog de fleste. Så kan man ikke bare med ét fjerne dette sikkerhedsnet.
USA er ikke en velfærdsstat. I stedet for har man en masse private hjælpeorganisationer, som udfører godgørende arbejde. Når man ved, at staten ikke hjælper, så må private træde til.
Men den slags organisationer har vi ikke så mange af i Danmark. Vi har Frelsens Hær, som deler julehjælp ud, men ellers er det godgørende arbejde rettet mod ulandshjælp. Hvorfor? Fordi vi har en velfærdsstat! Hvis vi, som Høi foreslår, nægter bestemte grupper offentlig hjælp, så må vi indfører systemet med private hjælpeorganisationer, som man har i USA, så den syge, der nægtes hjælp af staten, kan søge hjælp hos en privat fond til hospitalsregningen. Og det tror jeg kan blive meget svært. For velfærdstanken er blevet lidt af en sovepude for os. Vi er blevet lidt kyniske over for de sølle skæbner, vi møder i dagligdagen, fordi vi regner med, at velfærdsstaten tager hånd om dem. Hvis vi afskaffer den offentlige hjælp, skal vi som enkeltmennesker genopdrages til at være mere godgørende og altruistiske mod vores medmennesker i vores hverdag.
“Necessity is the mother of invention”. Vi lader den stå et øjeblik.
Så kan den passende stå sammen med det mere hjemlige: Nød lærer nøgen kvinde at spinde.
Nøgne kvinder, der spinder (som kælne katte)?
Det argument får mig til at vende på en tallerken i denne debat. Lad os fluks genindføre nøden i Danmark og opgive den universelle velfærdsmodel, som vi som et skandinavisk land ellers hidtil har svoret til.
http://da.wikipedia.org/wiki/Velf%C3%A6rdsmodel
@ Niels P. Bare rolig. Du gik ikke for vidt i din kommentar. Den er inden for debatrammerne. Jeg er ikke enig, og jeg synes, at du skyder langt over målet, men skyd bare.
I det mindste har du ret med hensyn til Nietzsche. Dér rammer du plet. Jeg retter det.
Poul Høi, forresten, nu er du vel parat til at følge dine egne ideer til dørs…? Så skulle du en dag havne syg, ensom og forarmet i rendestenen, så bliver det i en amerikansk rendesten – ikke? Det ville skuffe mig fælt, hvis du, som en anden kryster, vender hjem til flæsket i DK og kræver ind.
Men egentligt journalistisk arbejde er du for doven til, PH?
Fascismen har mange ansigter!
Længere er den ikke, men så lang er den desværre også.
@ Nanna G
Det var på ingen måder min mening at fremhæve mig selv på bekostning af andre psykisk syge, som du er inde på. Tværtimod! Jeg var i sin tid indlagt på en psykiatrisk afdeling med en håndfuld andre unge med psykiske lidelser og den dag idag kan jeg stadig tage mig selv i at tænke tilbage på dem med ængstelse. For hvad er der mon blevet af dem? Mine meget bange anelser går i retning af at hattedamesamfundet, undskyld velfærdssamfundet, har fortsat sine katastrofale bjørnetjenester overfor dem og den dag idag fastholder dem i en institutionaliseret sump, der i stadigt stigende grad har frarøvet dem den sidste tilbageværende livsglæde, da jeg i sin tid lukkede døren til hospitalet hvor vi var indlagt efter mig – for aldrig mere at vende tilbage.
Du har heller ikke ret med hensyn til min baggrund. Jeg er barn af ufaglærte indvandrere fra Tyrkiet, der alle dage har haft boet i socialt boligbyggeri, der i slutningen af hver måned har kæmpet med at få ender til at mødes økonomisk og der igennem hele min og mine fire søskendes opvækst har taget det ene opslidende arbejder efter det andet for at kunne give os et tag over hovedet og brød på bordet.
Og ja, de havde da en lille opsparing, som de kunne sende i min retning da jeg havde det allerværst, men det var ikke det der endegyldigt hjalp mig i min kamp. Det der hjalp mig og som gav mig styrke til at kæmpe imod selvom jeg var helt nedbrudt efter psykiatriens svigt og den tidligere omtalte psykiaters dødsdom (“bliv invalidepensionist”) var de stærke værdier jeg var blevet opforstret med. Klassiske arbejderdyder som at man holder ud og bliver ved med at kæmpe og for sin egen værdigheds skyld i det mindste forsøger at gøre en indsats.
Du må forstå, Nanna G, at mit ærinde ikke er at tage hjælpen fra de såkaldt svage. Tværtimod. Som jeg ser det og har oplevet det på egen krop er det slet ikke den rette hjælp som de svage får. En systematiseret hjælp der ikke er målrettet den enkelte og som værst af alt ikke har et slutmål for den enkelte som den enkelte kan arbejde sig henimod er ikke en hjælp men et kvælertag! Sådan følte jeg det og sådan ved jeg at mange har det.
Vi er alle enige om at de svage skal hjælpes. Tak Gud for det! Hvorfor være så afvisende overfor at tage vores nuværende hjælp til fornyet overvejelse, når vi kan se at den ikke virker? Og hvorfor skyde med skarpt efter en svag der på egen krop har oplevet systemets svigt og som blot gerne vil komme sine skæbnefæller til undsætning? Jeg forstår det ikke. Ganske enkelt. Det er et kynisk menneskesyn, der for mig at se bunder i det jeg oplevede med psykiateren, der gav op: Han vil købe sig til den gode samvittighed ved at parkere mig på en livslang invalidepension. Så vidste han da i det mindste at jeg ikke ville dø af sult eller kulde.
Men penge på kontoen erstatter ikke omsorg, pleje, forståelse, imødekommenhed og udholdenhed. Min psykiater svigtede mig for og vi,som samfund, fortsætter systematisk med at svigte mennesker, der måske en skønne dag ville have fået livskvaliteten tilbage. Havde vi blot gidet at se dem som individer.
Jeg vil for god ordens skyld slutte med at skrive at dette er sidste indlæg på denne tråd fra min side. Det har været for hårdt at læse nogle af reaktionerne. Modsat hvad folk som Nanna G måske tror jeg er jeg aldrig kommet mig helt over min depression. På et punkt havde min psykiater ret. Men jeg har genfundet og genvundet lysten til livet og har accepteret at livet for mig vil være en kamp til mine dage er ovre. Formentlig.
Fred.
Den Depressive 22-årige
Lige en sidste præcisering da jeg er bange for at følgende afsnit i mit indlæg kan misforstås:
“Mine meget bange anelser går i retning af at hattedamesamfundet, undskyld velfærdssamfundet, har fortsat sine katastrofale bjørnetjenester overfor dem og den dag idag fastholder dem i en institutionaliseret sump, der i stadigt stigende grad har frarøvet dem den sidste tilbageværende livsglæde, da jeg i sin tid lukkede døren til hospitalet hvor vi var indlagt efter mig – for aldrig mere at vende tilbage.”
Jeg tror naturligvis ikke at de mistede deres sidste tilbageværende livsglæde fordi jeg tog afsted, hvilket udsnittet foroven vist godt kan læses som, men fordi systemet fortsatte dets svigt.
Det er nemt at trampe på folk der ligger ned.At sidde bag en skærm og hælde ubarmhjertige og usaglige udsagn ud er nemt.Ikke sært at verdenshistorien er som den er.Med krige,tortur og kamp.Skabt af mennesker.For menneskets værste fjende er mennesket selv.
Kære 22-årige.
Du skriver, at det har været hårdt at læse nogle af reaktionerne på dit indlæg – og det kan jeg godt forstå. Men du skal ikke lade dig gå på af det. Dit synspunkt er mindst lige så gyldigt som de andre synspunkter – du har endda udlevet det i virkeligheden – og du skriver med en sjælden empati og næstekærlighed.
Du understreger også en pointe, som jeg ikke fik med i mit første indlæg, nemlig at mange af de mennesker, som taler om omsorg og velfærd for de svage, taler udelukkende om det i en abstrakt eller storkommunal form – på samme måde, som det er nemmere at have solidaritet med de sultende i Afrika end det er at give et knus til én forbipasserende, der har behov for det.
Næstekærligheden eller empatien eller hvad man vil kalde den er – sådan som jeg opfatter den – konkret. Den er personlig. Den er, hvad jeg gør, når jeg står over for svaghed – min egen og andres. Den er ikke kommunal. Den er ikke politisk. Og her synes jeg, at det er åbenbart, at nogle af de andre velfærdstilhængere svigter i bl.a. den måde, som de behandler dig på.
Tak for dine indlæg – og hang tough!
Da vi nu således er blevet forsikrede om, at hr. Poul Høis næstekærlighed i høj grad rækker til selv julenat at sørge for, at den lille pige med svovlstikkerne ude i hans indkørsel ovre i Santa Fe får en stor portion varm kartoffelsuppe, kan vi så runde af med at konstatere, at det udsultede og for de fleste læger lavprestigefyldte psykiatriske område i hvert fald ikke ligefrem hører til blandt kerneydelserne blandt privathospitalernes tilbud i Danmark, og at dette meget langt hen ad vejen skyldes, at den velbjærgede middelstand mener, at den har købt sig evigt aflad for personlig omsorg for de svage og udstødte gennem sin skattebetaling, som den så samtidig udhuler ved selv – med det politiske systems overordentligt velvillige hjælp – at udsuge de offentlige kasser for de mest utrolige gratis- og tilskudsydelser, der er blevet en karrikatur af formålet med et velfærdssamfund. Det er dér, der er penge at spare. Ikke på hjælpen til de virkeligt svage og udstødste. Som det i øvrigt ikke er forbudt at tale pænt til.
Se endnu engang hr. Høis tankevækkede link fra i forgårs:
http://www.socialpaedagogen.dk/da/Arkiv/2009/14-2009/De%20marginaliserede%20Den%20graadige%20middelklasse%20udstoeder%20de%20svage.aspx
@Peter Hansen
Hvem der ikke arbejder er ikke fri; – han er i lommen paa staten; – et styk stemme-kvaeg for strategisk smarte politikerer, tvunget til at stemme paa det parti, der lefler mest for hans nyttesloese kryds. Han er som danskerne er flest, stavnsbundet i en livsloegn om at overfoerelsesindkomst-utopiet vil fortsaette.
Indlaegget fra ‘Den depressive 22-aarige’ var staerkt og burde give til eftertanke hos mange dansker – rigtig mange.
Nanna G – 17:56
Jeg er bange for, at du har læst noget forkert ind i ‘Den Depressive 22-årige’s indlæg; han meddeler netop, at hjælp til selvhjælp er at ønske, fremfor passivisering af et system, der på flere leder ikke er i stand til at give den rette støtte/hjælp.
Det er ikke gearet til det, har ikke den fornødne formåen, menneskeligt forstand på egentlig at hjælpe. Hvis de havde, så kunne flere hjælpes – det er jo så tit hørt, at det er hårdt at være netop svag, fordi det kræver langt flere kræfter, specielt i forhold til et system på flere leder.
Og – det koster, netop mange flere penge – både økonomisk og menneskeligt at holde gående.
En god vilje om at hjælpe er ikke nok – der skal langt mere både indsigtsfuldhed og empati til. Det høres gang på gang. Desværre.
(til hr. Karl Wilders, 17. december 2010 kl. 08:33)
Er det rigtigt, at du til jul ønsker dig en piratkopi af et Windowsprogram med dansk stavekontrol og et dansk tastatur til din computer :-)
Karl Wilders – 08:33
Du har da ret – i den mest optimale verden af alle. Den eksisterer til desværre ikke. Alle får ikke de ressourcer med fra barndommen, der gør, at de ikke får problemer siden, og derfor har Niels P 16. dec. 18:33 en pointe i sine citater fra Høis forrige oplæg omkring emnet – de svage.
Vi kan ikke bare lade folk ligge og flyde på gaderne, el begå selvmord. Så kunne vi nådigst skyde dem fra dag ét, hvor de ikke kunne klare sig – en barmhjertighedsgerning. Og tillige aflive alle handicappede, kuvøsebørn fra start – eller alle, når de blev handicappede med alderen, endog fra barndommen, såsnart de viser det mindste behov for nogen form for hjælp – aflive alle disse ældre, “ældrebyrden” kaldet, hvor folk nu om dage bliver ældre og ældre – omend de må måske må have lidt hjælp undervejs osv.
Det er et ultraliberalt samfund, du ridser op indimellem – og det kan kun etableres, hvis vi handler som ovenfor.
Men – vi bør se til, at vore børn, fra dag ét, som jeg ofte har skrevet, får de bedste mulilgheder og ikke bliver jongleret rundt med – uden deres forældres opmærksomhed og nærvær.
Det koster. Og meget grundes i de første leveår, som de færreste har læst om, enkeltpersoner ikke kan huske (bevidst) – men som giver sin rigelige afsmitning på alle leder i et samfund.
Jeg er desværre nødt til at være svingende i debatten her, tiden bla.
(til fr. Birgit Hviid Lajer, 17. december 2010 kl. 09:17)
Meget enig. Godt at du er dit svingende næstekærlige hjørne her til morgen. Det er nok vintervejret og den tilstundende juletid, der gør det. Glem nu ikke, hvem det er, der godt kan lide risengrød :-)
PH – og kunne du evt. svare på mit spgm. Vil du foretage egentligt journalistisk arbejde, eller vil du sidde i din amerikanske lænestol og fortælle danskere, hvordan socialt arbejde foregår?
John Ulrich Poulsen – 09:42
Jeg er altid i mit gode humør, venlig og imødekommende overfor folk, jeg møder, kærlig overfor de, der har ‘fortjent’ det .. men debatter er debatter, og visse ulidelige, når folk bliver personlige .. så er sagen en ganske anden! Som vel for de fleste!
Næh, jeg var på skovtur forleden, et arrangement, så der var mange mødt frem – vi skulle finde nisser og besøgte så nissen, der desværre ikke var hjemme ved sit, nok det største grantræ, jeg i mit liv har stået tæt på.
Men den bittte nissehue lå på hans stol af træ, en oversavet stamme, såvel som hans stol var lavet af træ – det lyste vist let inde fra træets bund.
Men han har sat sig ude i mit udhus, så det vidste ingen jo; men han kommer nok også indenfor i løbet af julen.
Og – nisserne har det med at komme til husene jo, så på udturen, så så vi i skovbrynet i en forgavl på et hus/ladeagtig – en meget stor nisse siddende. Så de huserer vildt her.
Andre har så, lige hvor jeg bor, rensdyr på taget, store grønne grantræer foran huset- lygter hele vejen rundt og i vinduer – et fint pejlemærke, hvor jeg bor – og her i mørket, hvor også sneen lyser om aftenen, omend man let kan falde hele tiden.
Ja, træet var stort, så de nederste, meget smukke grene, ragede et par meter ud fra træet, hvor en del små, som lå på knæ foran træet og nissens bo samt voksne kunne stå inde under dette, hvor grenene så faktisk dannede en hule hele vejen rundt.
Og – jeg må lige have spist et el andet, der påvirker min energi pt. Håber, at det er væk i morgen.
Og – det vil jeg ikke glemme, dagens clou!
En lille 5-årig pige, grønlandsk, der var sammen med sin mor og søskende på turen, hun sang smukt og højt på turens sidste vel 30 meter:
“På loftet sidder nissen med sin julegrød ..
og flere vers, så smukt .. så det måtte jo komplimenteres. Selv havde hun en smuk rød nissehue på, det lige passede til hendes hoveds størrelse og som kunne stå ret op – det var et smukt syn. Og så en lyserød, dejlig varm heldragt.
Har Karl Wilders grinet sig ihjel, eller ??
Gad vide om det danske samfunds revser nr. 1, Karl Wilders er død af grin, sådan som han “lovede” i et indlæg i går. Han har tilsyneladende ikke givet livstegn fra sig siden d.d. kl. 08.33! Man kan da blive helt bekymret for, om en af dem, der virkelig (?) spytter i den danske statskasse skulle være faldet bort. Så har vi da et endnu større hul i budgettet.
Eller forholder det sig mon sådan, at han omkostningsfrit tiltager sig retten til over en bred bank at tilsvine enhver dansker,svag som stærk, som måtte have en mere social tilgang til sine medmennesker, end han åbenbart er i besiddelse af?
Nå, måske er han bare faldet i fryseren i den lokale Netto i sin iver efter at få fat i rullepølsen før end en anden. I så fald må han jo selv sørge for at redde sig op. Det har han det sikkert bedst med. Selv om det så skulle koste ham livet, er han ikke interesseret i hjælp fra andre. Man er vel liberalist efter mottoet : “Er du Guds søn, så hjælp dig selv! Og er du det ikke, så fortjener du ingen hjælp.”
Den Depressive “22-årige”
Du har sikkert ret i, at systemet svigter mange, men selv kom du dog godt ud af det hele, så lidt godt har systemet nok også gjort for dig.
Jeg synes personligt at det er godt, at mange kommuner har centre, hvor psykisk syge kan komme i dagligdagen og få en tryg og regelmæssig hverdag samtidig med, at de bor hjemme. Derved spares mange sengepladser.
Men samtidig går mange psykisk syge rundt og magter ikke at tage vare på sig selv eller er måske til fare for andre. Til dem burde der være flere sengepladser. Ligeså går mange rundt med ubehandlede psykiske lidelser som depressioner, som kan ende i selvmord og familietragedier.
De, som får førtidspension, kan få skånejobs eller rigtige jobs, hvis de vil og kan. Ligeså findes omtalte centre og mulighed for støttepersoner, som kan hjælpe.
Du lyder lykkeligvis til at have et godt familienetværk. Men for de, der ikke har det, er disse centre en god mulighed.
Hvad økonomi angår bør vi huske på, at hvis man fx lider af angst eller depression, kan økonomiske problemer sommetider drive folk på selvmordets rand. Derfor bør det ikke være uoverskuelig svært at få pension selv om man i en periode har klaret sig fint uden.
Man kan få tilbagefald og så er det vigtigt, at vi har det velfærdssamfund (eller “hattedamesamfund”).
;-)
(til fr. Nanna G?, 17. december 2010 kl. 15:23)
Hvad var verden uden hattedamer? Dem har de heldigvis mange af i hr. Poul Høis kristne menighed ovre i Santa Fe i New Mexico. Gud ske tak og lov. Og de er eksperter i at koge store mængder af nærende varm kartoffelsuppe til særlige lejligheder :-)
John
Ja – respekt for disse gode kvinder og deres “charity”, som det vist nok hedder jvf. div. amerikanske film og serier, som vi jo labber i os med vellyst…
:-D
Man kan piske, presse, håne, fordømme de permanent syge, de midlertidig syge, de “alm.”ledige, misbrugere, depressive osv (nogen her på blokken er skræmmende uden mindste evne til empati – ser kun kroner i øjnene)
INTET hjælper når arbejdsgiverne ikke spiller med, og DET gør de SJÆLDENT i disse tider !!!!!
AL dårligdom i bagagen trækker ned på CV´et.
Så et juleønske til alle de kække og raske (obs. manglende empati indgår i psykisk dianogstik):
Jeg ønsker og håber for JER, at I og jeres kære for evigt må beholde jeres helbred, for I vil have rigtig svært ved at fungere i, og håndtere andet.
Glædelig jul :)
Velkommen til Anstalten!
23. august 2010
Det danske samfund må diagnosticeres med et svært samfundsproblem; antallet af skøre danskere er i denne tid ved at overstige antallet af normale danskere. Situationen er så kritisk, at størstedelen af befolkningen efterhånden kan diagnosticeres med en sygdom i sindet med kernesymptomet ’udbredt mangel på sindssygdomsindsigt’.
Det er videnskabeligt dokumenteret, at ungdommen nu til dags er sløvere og dovnere end nogensinde før. Dag ud og dag ind, ligger de henslængt på sofaen, hvor utallige timer bliver spildt på dårlig tv og fordummende computerspil. Med andre ord har dovenskaben spredt sig som en virus i den danske ungdom.
Situationen kræver øjeblikkelig indgriben, da vi pga. den voksende ældrebyrde, har brug for alle unge hænder til at drive samfundet. Vi er derfor i gang med at udvikle nye og effektive behandlingsmetoder, og behandlingsgruppen er nøje udvalgt ud fra nedenstående kriterier.
Diagnostiske kriterier – dine symptomer er:
- Du står ofte først op kl. 8.00 eller senere.
- Din bedste ven er fra World of Warcraft.
- Du tilbringer ind imellem over en time i træk med at se film på sofaen.
- Du har en arbejdsuge under 70 timer om ugen.
- Du besvarer tit spørgsmål med enstavelsesord.
- Da du var teenager måtte din mor flere gange bede dig om at rydde op
- Du taler i tunger og bruger udtryk som ”nice”, ”grineren”, ”fråderen” og ”okay”.
- Du har hukommelsesproblemer og kan derfor ikke fuldstændigt huske alle landes
hovedstæder eller den danske kongerække.
Behandlingsprogram – mål for behandling:
- udbygge dit samfundsengagement
- oprette sociale relationer skabe normaldøgnrytme
- gøre dig i stand til at varetage dine borgerlige pligter som f.eks. at færdiggøre en
uddannelse.
- Genskabe gode værdier og glæden ved det aktive pligtopfyldende liv.
Kære Poul Høi.
Jeg har tidligere på måneden skrevet et indlæg på Niels Krause-Kjærs blog, på Berlingske, hvor jeg forsøgte at beskrive den samfundmæssige sammenhæng, som påvirker elevernes indlæring, og dermed også Folkeskolen.
Min pointe var, at det i virkeligheden slet ikke er et spørgsmål om flere penge til Folkeskolen, men snarere en attitude der skal ændres, og denne attitude kan kun ændres, når man ændrer på 68′er hippie mentaliteten, og sænker skatterne, lader det kunne betale sig at være en entreprenør.
Dette kan kun muliggøres ved at sænke de offentlige udgifter, hvilket vil sige færre skal ansættes i den offentlige sektor.
De 840.000 offentligt ansatte er alt for mange for et så lille et land som Danmark.
Hvis de offentligt ansatte får samme job i den private sektor, hvor det stadigt er det offentlige der betaler, så er vi lige vidt.
De offentlige ansatte skal få job i den private sektor, hvor firmaernes indtjening er eksport-baseret eller hvor deres ydelser betales af private penge.
Hvad har dette med Folkeskolen at gøre?
Information har bragt en artikel, som netop bekræfter, at man kan gøre alt muligt fra skolens og regeringens side, men hvis eleverne ikke er motiverede og arbejder hårdt, så er det hele mere eller mindre spildt.
Mit postulat er, at det der motiverer eleverne og forældrene, er, at det skal kunne betale sig at arbejde, og derfor er det vigtigt med mindre velfærd.
Artiklen bekræfter dette, og artiklen beskriver hvordan en af Beijings bedste gymnasier, gør alt for at forbedre niveauet, og derfor står så godt i PISA undersøgelsen.
Lærerne er uddannet på universitetsniveau, og lærerne underviser i kun ét fag.
Men vigtigst af alt: Elevernes motivation.
Artiklen forklare hvorfor eleverne er motiverede. Det har mindre med skolen at gøre eller den kinesiske regerings størrelse af funding af skolerne.
Det har mere noget at gøre med den mindre velfærd der er i det kinesiske samfund.
Læs artiklen her:
http://www.information.dk/254257
Information skrev:
På Gymnasium Nr. 4 i Beijing er alle lærerne universitetsuddannede, og de underviser kun et i enkelt fag.
“Det gør, at vores lærere er mere specialiserede, og det højner niveauet, at de kan bruge al deres tid på at formidle ét enkelt emne,” siger An Ying.
Dét, som alle her fremhæver som den afgørende faktor, er elevernes eget hårde arbejde, som forklares med det store pres, de er underlagt.
“Vi har en kultur som fortæller os, at det at lære er bittert og hårdt arbejde. Det er ikke for sjov. Det er ikke, fordi det er interessant. Men fordi det er den eneste måde, man får succes på og bliver del af eliten. Det er det, som motiverer eleverne. Som ordsproget lyder: ‘Uddannelse ændrer din skæbne’,” siger An Ying.
Jeg har lige læst Davids Trads artikel “Vulgært rige smadrer kapitalismen”. Jeg beklager, at jeg kommentere artiklen her, men jeg har sjældent læst noget lignende i Berlingske Tidende, man skulle tro, at det var en artikel i Politiken. Du skriver bl.a. “..men behøver Jobs manden bag ipads…virkelig være så rig?” Jeg har sjældent læst en artikel der er så gennemsyret af jantelov, at jeg blev helt dårlig. Jobs og de andres success er en hyldest til kapitalismen, og jeg ville ønske, at vi havde sådanne folk som ham i vores lille andedam.
Til din orientering får Jobs 1 dollar om året i løn fra Appel. Jobs tjener alene penge, når Appel tjener penge. Hvordan kan du dog havde ondt af dette? Den eneste årsag til du kan have ondt er dette, er fordi du drømmer om, at kunne tage 50% af Jobs indkomst, som vi gør det i Danmark. Resultatet ville så være, at han vil flytte fra landet inkl. hans virksomhed og de mange arbejdsplader.
Du er korrespondent for USA, og håber at du fremadrettet vil bruge den stilling til at lære danskerne, hvor fantastisk det land er og hvor meget vi kan lære af dem, i stedet for at hive dine “danske” jantelovsværdier ned over USA. Det kommer bare til at virke tåbeligt og ganske fortvivlende.
Vær Velkommen Herrens år… Det Gamle Danmark skal bestå, sålænge bølgen bruse. Og det er FREJAS sal!
http://jhmfolketing.blogspot.com/
Nkh. Jens Haarup Mortensen
Er der overhovedet kække og raske mennesker tilbage i Danmark, I wonder… Og i en tidligere kommentar bliver det ovenikøbet brugt negativt at være kæk og rask. Der kan man se. At være kæk og rask er ingen hindring for også at være empatisk og næstekærlig.
Men det er altsammen smadret af Systemdanmark.
Ud med det rådne system der er til for sin egen magtfuldkomne skyld, og som er faldet helt ud over kanten i sin iver efter at svageliggøre, sygeliggøre og diagnosticere hele befolkningen sønder og sammen. Så tror pokker at vi efterhånden kan tale om en frygthedsindustri inden for social- og sundhedsvæsenet, hvor frygten naturligvis går på at havne i kløerne på dét umyndiggørende monster, der ikke kan andet end skabe frygt hos frie, raske, kække, empatiske mennesker.
Er det arven efter 68′erne? – Vorherrebevar’s og godt nytår Danmark.
Mette Aakerberg
@mette marie aakerberg
Nej, ikke arven efter 68′erne – det er et produkt af kvinde-/rødstrømpebevægelsens oprør mod “68″.
Nu har jeg sagt det tre gange, og to gange alene skulle være nok, ifølge Konfucius.
Poul Høis blogindlæg er helt essentielt og afspejler udemærket hvordan debatten har drejet sig. Man har fuldstændig glemt et af de mest afgørende principper, der gør en stor velfærdsstat mulig: RET & PLIGT.
Man har ret til visse ydelser, men man har så sandelig også pligt til at yde en indsats.
Forskellige holdninger til P.Høi og D.Trads’ artikel findes øjensynligt. Men hvor er det dog befriende blot at se mantraet om “de svage” anfægtet. Som med så mange andre diskurser i samfundsdebatten får nogle diskurser med tiden hævet sig selv (og deres bannerførere) op på en pedestal, hvor ethvert tilløb til at anfægte deres rigtighed bliver stemplet som asocialt, umenneskeligt, kynisk, “ikke-stuerent” etc. Konsekvenser af de absolutte diskurser bliver at vi kun kan følge bestemte udviklingsveje. Sådan forholder de sig med begrebet “de svage”. Hvilket medfører at folk på overførselsindkomst aldrig kan medtænkes i nogle overvejelser om reformer, effektiviseringer af vort samfund. På lang sigt er det både skadeligt for vores samfunds vækst, sammenhængskraft, opbakning til staten og for den enkelte borger. Så en stille bøn om at mantraet om “de svage” kan blive erstattet af en mere åben debat.
Skriv en kommentar