Her er Demokraterne fem chancer

Af Poul Høi 31

Har du nogensinde kastet to terninger – og terningerne er landet på det samme? F.eks. to 6′ere eller to 3′ere?

Selvfølgelig har du det. Tag et spil Matador, og det vil uvilkårligt ske på et eller andet tidspunkt undervejs.

Sandsynligheden for at slå to ens er den samme sandsynlighed, som Demokraterne har for at vinde valget til Kongressen i morgen.

Vi skriver alle sammen spalte op og ned om det politiske grindedrab, der venter præsident Obama og hans parti, men engang imellem glemmer vi – og her inkluderer jeg i den grad mig selv – spidsfindighederne. Republikanerne står ifølge valganalytikerne til at vinde 54 mandater i Repræsentanternes Hus, og dermed vil de få flertal, og de kan i nogen grad bremse Obamas dagsorden.

Resultatet er således dramatisk – i både tal og konsekvenser – men det betyder ikke, at hele USA fra det ene øjeblik til det andet skifter parti. Demokraterne står til at få 49,22 procent af stemmerne til valget til Repræsentanternes Hus; i 2008 fik partiet 53,4 procent af stemmerne, og det vil således være en nedgang på godt fire point, vurderer Robert Fair her. 49,22 procent af stemmerne er ikke godt nok for Demokraterne, men det er trods alt heller ikke det samme som at blive udsat for den samme nedsabling som Monty Pythons sorte ridder, og det indikerer med al tydelighed, hvor tæt opløbet er.

Valganalytikeren Nate Silver regnede for nyligt ud, at tallene mange steder var så tætte, at resultatet kunne blive mellem minus-20 og minus-80 for Demokraterne.

Hvis det bliver minus-20, så fastholder Demokraterne deres flertal, og hvis det bliver minus-80 – well, så kan vi tale om den sorte ridder. Det er en forskel, der vil noget, og begge dele er en mulighed.

Men hvad kan i de sidste 36 timer gøre det mulige sandsynligt? Hvad kan få resultatet til at tippe i Demokraternes favør? Hvad kan alt sammen gøre, at vi – medierne – får mindre ret i vores skråsikre profetier?

Jeg kan få øje på følgende fem scenarioer – rangeret fra mindst til mest sandsynlige:

1. At det hele var en drøm – lige som Bobby, som døde i TV-serien ”Dallas” i 1985, men vendte tilbage igen året efter. Hans død viste sig at have været en ond drøm.

Sandsynlighed: Nul.

2. At terroralarmen i fredags, og præsident Obamas optræden og myndighedernes indsats, har fået nok svingvælgere til at svinge i Demokraternes favør.

Sandsynlighed: Ringe. Læs hvorfor her.

3. At opinionsmålingerne ikke har opfanget, at flere af de ”registrerede vælgere” vælger at stemme. For Demokraterne er problemet, at de fører i de fleste målinger blandt de registrerede vælgere, men at mange af vælgerne af den ene eller den anden grund ikke har tænkt sig at møde op for at stemme – og Republikanerne fører blandt de vælgere, der siger, at de med stor sandsynlighed vil stemme.

Men kan det ikke tænkes, at præsident Obama, eks-præsident Clinton og pseudo-præsident Jon Stewart har fået løbet sofavælgerne i gang, og at de slæber sig til valgurnerne? At de ”registrerede vælgere” vil blive til ”sandsynlige vælgere?”

Sandsynlighed: Lidt bedre end ringe. Problemet for Demokraterne er, at tallene ikke har ændret sig, ikke engang i de seneste hektiske dage. Som Chris Bowers anfører her – i 2006 og 2008 var der ikke den store forskel mellem den måde, som ”registrerede vælgere” og ”sandsynlige vælgere” ville stemme på. Forskellen var højest to procentpoint. Denne gang er forskellen ofte over fem procentpoint, og det er et historisk enormt tal. Så enten tager alle målerne fejl, eller også vil ”onsdag morgen for alvor blive nedtur,” som demokraten Bowers konstaterer.

4. At målingerne har undertalt den demokratiske støtte på grund af, hvad eksperter kalder mobiltelefon- og robopoll-effekterne.

Meningsmålerne ringer traditionelt ikke til mobiltelefoner, men i en ny måling i Oregon valgte et af de bedre analyseinstitutter at inkludere mobiltelefoner, og blandt mobiltelefonisterne klarede Demokraterne sig meget bedre. Hvor den demokratiske guvernørkandidat John Kitzhaber førte med fire point blandt almindelige telefoner, førte han med 14 point blandt mobiltelefonerne.

Robopolls er meningsmålinger, hvor vælgerne ikke taler med en levende person, men med en automat, og i disse undersøgelser klarer Republikanerne sig typisk to procentpoint bedre end Demokraterne.

Sandsynlighed: Lidt bedre end ringe. To af de websites, som foretager de såkaldte poll of polls – Pollster og FiveThirtyEight – tager disse forskellige med i betragtning så godt, som de nu kan, og deres udregninger viser stadig en klar republikansk sejr og et flertalsskifte i Repræsentanternes Hus.

5. At Demokraterne trods den republikanske storm fastholder flertallet i Senatet. I fem stater er valget til Senatet meget tæt – West Virginia, Illinois, Colorado, Washington og Californien.  Republikanerne skal vinde tre af de fem stater for at få 50-50 i Senatet og så håbe på, at den uafhængige Joe Lieberman også springer over til dem. Det er meget at bede om, så Demokraterne kan håbe på at holde flertallet.

Sandsynlighed: Medium. Der er en tendens til, at når læsset skrider, så skrider det hele, som det skete i f.eks. 2006, og derfor er det bestemt ikke utænkeligt, at Senatet også går til Republikanerne. Men i øjeblikket er det her, Demokraterne kan gøre deres bedste håb om bare et lille lysglimt onsdag morgen.

Summa summarum:

Mitvejsvalget bliver en republikansk begivenhed, men lad mig endnu engang understrege:

Det betyder ikke, at hele USA er blevet republikansk, men blot at nogle få procentpoint har flyttet sig og for dem, der klamrer et lille håb til brystet – så husk på sidste gang du spillede Matador og slog to 6’ere.

 

 

31 kommentarer RSS

  1. Af Henning Andersen

    -

    Det var Republikanerne der ødelagde økonomien, så hvis amerikanerne stemmer dem ind igen har de ikke fortjent bedre.
    Jeg tror bare ikke, de er så dumme.
    Ikke flertallet.

  2. Af Bo Strandqvist

    -

    @Henning Andersen
    Sandsynligheden er stor. Amerikanernes selvforståelse fortæller dem dagligt, at de er størst og bedst til alting, vi mangler bare lige den rigtige chef til at rette op på økonomien. Obama har overvejet at lade seddelpressen rulle, formodentlig for at undgå total nedsmeltning og det som amerikanerne hader mest efter kommunisme: social uro. Den almindelige amerikaner er fløjtende ligeglad med stats-underskuddet, så længe han/hun kan se et job eller en forfremmelse forude. Det er jo der man i Danmark sidder tilbage og undrer sig. Hvad tænker de egentlig på derovre?

  3. Af Jesper H.

    -

    Flere Amerikaneres udtalelser g.d.TV
    “hele Europa er Socialistik det ønsker vi ikke at
    være, det som Obama er ved at gøre os til”

    Det er vidst meget meget meget svært at sætte sig ind ind i Amerikansk Politik, hvis man ikke er bosiddende der.

    Landet er vel delt som her – alt efter hvem man er.

  4. Af Michael Sjøberg

    -

    Obama har ingen indflydelse overhovedet på om seddelpressen skal bruges til QE2…det afgør Bernanke suverænt.

  5. Af Joe Baphemetis

    -

    Når man kombinerer ‘Frihed under ansvar’ med ‘Vi skal alle være ens’ så får man noget nær den ovenstående kronik fra ASH. Nogen vil kalde det Den Tredie Vej andre vil måske kalde det for Neokonservatisme, det burde nok slet og ret kaldes massepsykose.

    Hvis vi ikke tåler forskelligheden er det klart at vi ikke tåler at der er nogen der ryger og nogen der drikker lidt mere end andre. Vi vil jo gerne have frihed og vi vil gerne have at folk tager et ansvar for deres eget liv, men vi glemmer at friheden også er friheden til at være forskellige.

    Det mest interessante spørgsmål her er så hvem der har ansvaret for boligboblen. En hidtil uset massepsykose der lovede evig optur. Nu er det jo meget nemt at love guld og grønne skove når det er Gud der skal levere varen, og verdens ledere på det tidspunkt var jo stærkt religiøse. Hvem havde så ansvaret for massepsykosen?

    ASH siger åbenbart at det var den enkelte boligejer, de ville det jo selv, de var jo med på massepsykosen. Præcis det samme Goebbels siger i filmen ‘Der Untergang’ (om det er et virkeligt citat ved jeg ikke) om den forrige massepsykose. Men måske har man selv oplevet at alle gik og sagde ting som “Det gælder om at komme med” eller “Man er godt dum hvis man ikke maxer helt ud på boligmarkedet”. Understøttet af afdragsfrie lån med 1 årig flex, nærmest som en regeringsgaranti. Altså gruppepres, du skal købe nu ellers er du ikke med os men mod os. (Jeg er ikke selv boligejer).

    Helt forventeligt skal vi så nu høre fra kombinationen af ‘Frihed under ansvar’ og ‘Vi skal alle være ens’ at det er velfærdssamfundets skyld. Dette monster der egentlig ikke har gjort noget under hele den bølge, der er ikke kommet nogen nye velfærdstiltag, tværtimod, men det er stadigt velfærdens skyld at vi nu står i en svær situation som vi ikke gjorde under Nyrup da velfærden var højere.

  6. Af Joe Baphemetis

    -

    Ups. Ovenstående indlæg skulle have været til Anne Sophie Hermansens kronik “Vefærdsfed voksenbaby”. Beklager.

  7. Af Ulf Timmermann

    -

    Amerikanernes selvforståelse rager mig en papand, jeg har ingen indflydelse på den. Dem, der tror, de har, i Danmark, fyrer op under amerikanernes selvforståelse i en halv- og helreligiøs, kvindagtig tilbedelse. Jeg fatter det ikke. Fogh Rasmussen’s søn tog konsekvensen, har jeg forstået. Gid mange vil følge ham.

  8. Af Tom B

    -

    @ Henning Andersen

    Det er trist at se at det forsat er et dogme at Republikanerne er hovedansvarlige for nedsmeltningen i den amerikanske oekonomi. Det forholder sig jo saaledes at Bush i sine sidste to aar som president maatte arbejde med en demokratisk kontrolleret Kongres, og at det i hoej grad var demokraterne Dodd og Frank som koerte det oekonomiske loeb paa specielt realkredit omraadet. ALLE politikere – uanset partifarve – havde et medansvar, og det vil kraeve dygtighed fra ALLE politikere at faa vendt skuden.

    Obama og Demokraterne har nu haft to aar til at loese problemerne, og det er vist paa tide at vi fokuserer paa deres resultater. Noget af det de har gjort har uden tvivl virket, men den amerikanske gaeldssaetning er altsaa foroeget voldsomt de sidste to aar, et faktum der er svaert at komme uden om.

    Tak!

  9. Af Seatown Seatown

    -

    Den holder ikke Tom B – godt nok havde Demokraterne de sidste 2 år af Bush embedsperiode flertallet i Kongressen – det kan ikke bestrides.

    Men der var grundlaget allerede lagt for den stigende gældsbyrde og subprime krisen(Irak-krig, ophævelsen af Glass-Steagal og de ufinansierede skattelettelser til de bedre stillede). Du overvurderer Kongressens indflydelse på den økonomiske udvikling groft i de 2 år. Det demokratisk flertals muligheder for at påvirke udviklingen, vil svare til at sætte en toyota på et skinnelegeme for at stoppe et 200m langt godstog: Det kan være at toget ultimativt stoppes af toyotaen, men det tager længere tid. Tom B er ikke den eneste der ikke fatter at der altid er en vis tidsforskydelse mellem Årsag og Virkning eller Indgreb og Effekt – Et eksempel er sammenhængen mellem konjunktur og arbejdsløshed. Den amerikanske befolkning jamrer over at de ikke mærker noget til det såkaldte opsving(hvor svagt det end må være). Økonomiske tiltag er ikke ligesom Miraculix trylledrik, der har en omgående virkning. Det er trist at den amerikanske vælger ikke har den indsigt. På den anden side forstår man godt at vælgerne er lidt nervøse for Obamas løsning mht. udiskrimineret at smide penge ud til højre og venstre til stimulus-pakker, og lade de gamle strukturelle problemer forblive – Men det er vel problemet hvis en præsident kun kan sidde i 4 år og må bruge 2 af dem til at føre Valgkamp.

    http://en.wikipedia.org/wiki/File:US_Federal_Debt_as_Percent_of_GDP_by_President.jpg

  10. Af Peter Tveskov

    -

    @Tom Andersen: De har fuldstændig ret. Det var Dodd/Frank og deres ideologiske fæller der tvang bankerne til at låne penge til folk der på ingen manér kunne tilbagebetale dem!
    Hvis banerne ikke makkede ret så “blev der konsekvenser” fra Washington.
    Vi købte hus for nogle år siden og banken forsøgte at låne os et beløb som vi aldrig nogenside kunne tilbagebetale, især hvis der også skulle være nogle $$ tilbage til frikadeller, en sildeanretning og måske en Aalborg Jubilæums engang imellem.

    Forresten Poul Høi: Kan du finde ud af hvorfor de der nu ejer selskaberne er holdt op med at exportere Jubilæums og O.P Andersen? Nå DER har vi en rigtig international krise!

  11. Af Seatown Seatown

    -

    Mht. følgende diagram:
    http://en.wikipedia.org/wiki/File:US_Federal_Debt_as_Percent_of_GDP_by_President.jpg

    Ses iøvrigt at pånær Eisenhower og Nixon har ingen Republikansk præsident endnu lzkkedes at reduceret USA gældsbyrde. Mens alle deomkratiske præsidenter siden Truman har reduceret gøldsbyrden. Undtagelsen er Roosevelt men han måtte jo ogsa overtage en elendig arv fra Hoover.

  12. Af Seatown Seatown

    -

    Beklager jeg skriver med tysk tastatur – derfor tastefejlene.

    Mht. følgende diagram:
    http://en.wikipedia.org/wiki/File:US_Federal_Debt_as_Percent_of_GDP_by_President.jpg

    Ses iøvrigt, at pånær Eisenhower og Nixon har ingen Republikansk præsident lykkedes at reducere USA gældsbyrde ideres embeds-periode. Alle deomkratiske præsidenter siden Truman har reduceret gældsbyrden. Undtagelsen er Roosevelt men han måtte jo ogsa overtage en elendig arv fra Hoover.
    Det er givetvis uretfærdigt, at stille en regel op at republikanske præsidenter har været dårlige til at håndtere gælsdbzrden og demokratiske vice-versa – og det netop point´en der er altid et time-lag hvornår en præsidents økonomiske tiltag slår igennem.

  13. Af Simon Andersen

    -

    @ Bo Strandqvist

    Det er vældigt så travlt du altid har med at sable amerikanerne. Man skulle næsten tro at du har lidt dansk lilleput-jalousi/misundelse kørende eller har en tå i klemme hos en amerikansk ekskæreste…de sure opstød kommer man ikke langt med…men det er jo typisk dansk smålighed.

  14. Af Erik Thygesen

    -

    @Poul:
    Rachel Maddow bruger i søndagens specialudgave en vælgerundersøgelse fra Washington Post/ABC til at illustrere demokraternes problem.

    http://www.msnbc.msn.com/id/21134540/vp/27726356#39942769

    Baseret på identifikation og tillid til forskellige værdier og problemer landet står overfor fører demokraterne med 5 point blandt registrerede vælgere, mens republikaneren fører med 4 point indenfor samme emner blandt sandsynlige vælgere.

    Hvor accepteret er det at være sofavælger i USA i forhold til i Danmark?

  15. Af Tom B

    -

    @ Seatown Seatown

    Demokraterne har i aarevis skubbet paa for at faa deres vaelgere i eget hus, og Dodd/Frank var de helt store supportere for dette via deres indflydelse i Freddie Mac og Fannie Mae. At der saa samtidig var en gruppe bankfolk der skabte et produkt som ingen kunne gennemskue er ogsaa relevant naar nedsmeltningen skal vurderes, men at skyde skylden paa Republikanerne (som alt andet lige har brugt mindre paa krige end Demokraterne har (taenkt sig at bruge) paa Health Care) er stadig over maalet.

    Pas paa med at undervurdere (og tale ned til) dine meddebatoerer, bare fordi de har en anden mening end du har. Det borger ikke for et godt debatklima.

  16. Af Anders Hansen

    -

    Sandsynligheden for at slaa to 6′ere er den samme som sandsynligheden for at slaa en 6′er og en 2′er eller en 3′er og en 5′er.

  17. Af Michael Sjøberg

    -

    Een ting er helt sikkert…imorgen skal Obama for første gang mærke en regulær politisk øretæve.

  18. Af Erik Larsen

    -

    Jeg er nok “halv-amerikaner” eftersom det meste af min familie bor derovre og jeg ligeså tilbringer meget af mit liv derovre.
    Altid har jeg været godt behandlet. Amerikanerne er (i modsætning til danskerne) høflige, venlige, særdeles hensynsfulde overfor handicappede, ældre m.m. – I trafikken er de ekstremt hensynsfulde, den der skal ud af f.eks. en udkørsel – får lov af den første bilist, der straks holder tilbage. Fletteregel , som danskere overhovedet i deres egoisme ikke forstår fungerer perfekt i USA. Dette er bare småting. I supermarkederne er der kanon-betjening. Skal du bruge politi, kommer de præcis når du kalder!!!!
    Indvandring findes ikke. Du skal fortælle hvorfor du vil ind og kan kun komme ind med fingeraftryk, papirer m.m. og højst 3 måneder. OK, ikke? Danskerne som jo elsker at hade USA, kan ikke forstå, at Obama er det største bluff-nummer der endnu har været overthere. Han blev kun stemt ind p.g.a. at alle de farvede stemte på ham. For “nu skulle det være”. Han ryger ud med et brag næste gang. Kun det at republikanerne ikke kunne mobilisere en acceptabel kandidat (og havde en Palin mere) gjorde at han kom ind. I modsætning til Bush – som alle danskere jo hadede – vil Obama forlange langt mere af Europa og Danmark og i fremtiden spare langt flere amerikanske soldaters liv. JEG forstår ham og det, og jeg er sikker på at USA ikke kommer nok engang til Europa når næste verdenskrig starter med de religiøse islamister som de nye Hitler-like fanatikere. Stakkels Europa.

  19. Af Adrian Cocot

    -

    Demokraterne staar til en ordentlig gang boellebank imorgen, og det har de sandeligt ogsaa fortjent — at Harry Reid f.eks taber til en direktke retarderet kandidat som Sharron Angle tyder paa hvor upopulaer og ueffektiv han er og har vaeret.

    Men ligemeget hvem der vinder, taber nationen som helhed. Den nye Republikanske platform er ideforladt og udover at oploese alt hvad demokraterne har gennemstemt de sidste 2 aar samt fokusere paa diverse sociale “wedge issues” som abort og homoseksuelle parforhold har de absolut ingen nye ideer, og de fundamentale politiske problemer i f.eks det Amerikanske senat bliver ikke bedre bare fordi man skifter ud paa et par saeder. Det bliver ikke meget man kan forvente fra Capitol Hill i de kommende aar.

  20. Af Henning Andersen

    -

    Erik Larsen.
    Gider du ikke godt styre dit USA-had lidt?
    Ja for når man kritiserer præsident Bush, så er man jo USA-hader, ikke?
    Så må det samme jo gælde hvis man kritiserer præsident Obama.
    Og da du kritiserer præsident Obama, så er du hermed udnævnt til at være USA-hader.
    Og det er helt ifølge din egen logik.

  21. Af Seatown Seatown

    -

    @Michael Sjøberg
    For en gang skyld kan jeg denne gang kun give det ret. Uanset hvilke meningsmaalinger man laeser så er der øretæver i luften til Obama. Men republikanerne bliver også medansvarlig hvad der sker de næste 2 år. Ligesom Tom B gerne vil gøre demokraterne medansvarlige for Subprime-krisen.

    @Tom B
    Beklager hvis jeg trådte dig for nær med nogle facts. Jeg giver ikke Georg Bush den fulde skyld for Subprime-krisen, hertil har en anden super-libertarianer også bidraget med Alan Greenspan der ikke forstod hvornår Punch bowlen skulle tages af Bordet. Republikanerne og Bush har selv i mange år promoveret hus-ejerskab som del den amerikanske drøm. Her er linket med beviset: http://www.youtube.com/watch?v=kNqQx7sjoS8 .
    Hvorvidt omkostningerne (inkl. collateral skaderne) ved Bush to krige i et omfang kommer op på hvad den nye Healthcare lov kommer til at koste diskuteres stadig – (CBO mener at den ved den fulde indførelse skulle give besparelser) – så det må stå for Din egen regning.

    @Erik Larsen
    Du har fuldstændigt ret de fleste amerikanere jeg har mødt på mine rejser i USA er meget meget flinkere og høflige end danskerne – Sålænge du ikke diskutere politik med dem. Deres indædte holdning til at old world Europe kunne have nogle bedre ideer til inspiration forbedring af deres problemer, går tit over deres evne til at have en seriøs samtale herom. Hver eneste gang ender man med små tirader, floskler og soundbites. Så er amerikanerne ikke så flink længere – det er selvfølgelig en genralisering der ikke stemmer – men man bemærker at amerikanere er meget sensible på det punkt, hvor danskerne måske stiller mere spørgsmalstegn ved deres selvforståelse – Jeg bor ikke i Danmark længere men klør mig ofte i nakken, over hvorledes DF kan tage den poltisike dagsorden i så stor grad, at vi direkte bliver kaldt xenofobiske….

  22. Af P Jacobsen

    -

    Poul Hoi, helt rigtigt og saa laenge der er en 5-7% forrykkelse i stemmerne fra demokrat til republikanerne, ja det er NOK til at stoppe socialdemokraterne i deres videre oedelaeggelse af det Amerikanske system.

    Man kan undre sig over hvorfor en dansk journalist i USA altid stoetter socialdemokraterne, eller er det at De er et produkt af nutiden’s Danmark, hvor selv Venstre folk siger “vi er jo alle sammen saadan socialdemokrater, for der skal ikke vaere nogen gnidninger i samfundet”

    Man maa faa det indtryk ved at laese Deres indlaeg PH.

  23. Af Seatown Seatown

    -

    @P Jacobsen
    Hvor meget mere skal der til for at I erkender at det Amerikanske system er ødelagt – Både Økonomisk, socialt og racemæssigt. Den store smeltedigel er gået kold, og det har de klaret uden “Socialdemokraterne”.

    “Gnidninger i et Samfund” kan være godt til at skabe dynamik og innovation, men kan sandelig også blive så store at der fremprovokerer voldsomme og voldelig omvæltninger.

  24. Af Peter Tveskov

    -

    Men der var ingen der ville tale om det at vi ikke kan få Jubilæums eller O.P Anerssons!

    Jeg er IKKE alkoholiker, men der er ting i livet der bringer glæde!

  25. Af Peter Tveskov

    -

    Hvor PH har fejl m.h.t. hans “Socialdemokrat Ja eller Nej” stlling til politik i USA, så er det tragisk nok i disse dage i vort land. “Fascisme, Ja eller Nej” ville mere rigtigt!

    Undskyld, men tænk på det.

    Tænk på at NPR, vort “offentlige” Radio/TV system fyrede Juan Williams fordi han arbejdede part-time for FOX – arbejdede der, fordi FOX ville have meninger fra begge sider og Juan Williams representerede en ærlig liberal stilling. Hvornår brugte NPR een commentator der var modstander imod Democraterne på deres programmer?
    Og det er et selskab som vi skatteborgere betaler for!

    Ausweiss bitte!

  26. Af Henrik Scheller

    -

    @Anders Hansen:
    Sandsynligheden for at slå en 6′er og en 2′er er dobbelt så stor som sandsynligheden for at slå to 6′ere

  27. Af S Hejde

    -

    Dette er skrevet sent mandag aften (1 november), så vi gætter allesammen. Det sidste generiske tal jeg har set, er at der 15% mellem republikanerne og demokraterne. Hvis det tal holder, er der udsigt til et jordskredsvalg i morgen. Lad os se onsdag om det holder.

    At der er gære igang er sikkert. Det vigtigste for at forstå hvad der foregår er at (gen)læse forfatningen og “the Federalist Papers”. De seneste år og specielt de sidste 2 har flyttet tyngdepunktet fra delstaterne til en voksende og ude af kontrol central administration.

    Reaktionen dertil er at forsøge en genoprettelse af den balance mellem delstater og centralregering forfatningen forsøgte at opretholde.

    Dertil kommer en stigende frustration fra den “almindelige” amerikaner over de stigende påbud fra en centraladministration, der i stigende grad er isoleret fra befolkningen som helhed. USA er ikke et land, hvor staten (forbundsregeringen) historisk er overordnet delstaterne. Forbundstaten eksisterer i forfatningsmæssig henseende ikke som en selvstændig overordnet enhed – som f.eks. Danmark, hvor “staten eksisterede før grundloven og stadig vedligeholder sin overordnede position. Det var i grunden den vigtigste årsag til den oprindelige revolution.

    Forfatningen giver forbundsregeringen nogle få og veldefinerede opgaver og magt beføjelser. Fra starten har der været en (forudset) spænding mellem forbundsregeringen og delstaterne. Balancen er i løbet af det 20ende århundrede stadigt blevet flyttet til fordel for en centralmagt. Befolkningen har i det store og hele fundet sig i det, men nu er et krisepunkt nået.

    Der har aldrig været så stor afstand mellem de “bedre vidende” – først og fremmest akademikere med stor skråsikkerhed, men meget lidt at have den i – og den store del af befolkningen, der gerne bidrager men nu er godt trætte af at få fortalt hvad de kan/skal gøre – af at få fortalt at de er mindrevidende og bare skal følge, hvad de, der er “smartere” end dem, giver dem ordre om. Der kommer aldrig noget godt ud af at fortælle folk her, at de ikke forstår hvor kompliceret verden er – og de skal bare følge hvad de, der forstår bedre fortæller dem.

    Det er arrogancen fra Obama, kongressen og ikke mindst bureaukraterne i centraladministrationen, der har tændt lundten. Det er i den sammenhæng ret ligegyldigt om offentlig sygesikring er en god ide eller ej. Når kongressen vedtager en lov på over 2000 sider, som ingen folkevalgt har læst før vedtagelse, skal man ikke være spåmand for at forstå at det måtte give bagslag.

    Hvad der sker nu er et oprør fra bunden, fra den store del af befolkningen, der tager Lincolns ord om -Government of the people, for the people and by the people – alvorligt. Forfatningens grundlæggende ide, at befolkningen har rettigheder og regering (lokal eller centralt) kun har de beføjelser befolkningen giver den. Altså en regel modsat den europæiske nationalstats.

    Hvorvidt det lykkes i denne omgang er et spørgsmål, men som sagt det er kun begyndelsen af hvad nogen har kaldt den fjerde amerikanske revolution.

    Hvad end der sker i morgen, så er det kun starten på noget der har ulmet i lang tid.

    For at forstå det, skal man se på amerikanske regler og ikke med et centraliseret europæisk synspunkt. Hvis ikke man gør det vil meget lidt af hvad der foregår her være forståeligt i “gamle Danmark”.

    Så sæt Jer til rette i lænestolen og “pass the popcorn” – om to dage vil vi have en bedre ide om begyndelsen.

    Fra en der har boet her i 35 år og som har brugt megen tid på at forstå dette både store men også meget mere homogene land end det er synligt udefra.

    Endelig, man kan ikke bruge danske værdinormer, hvis man vil forsøge at forstå os her.

    Bon appetit,

    Hejde

  28. Af Peter Kurrild-Klitgaard

    -

    Kære Poul Høi,

    En lille “korrektion”: Teknisk set, er hverken Pollster.com eller FiveThirtyEight.com “poll of polls” i den forstand, som man refererer til f.eks. RealClearPolitics.com eller BBC’s meningsmålingsgennemsnit (eller herhjemme hvad Søren Risbhjerg Thomsen laver på Altinget og også jeg selv eksperimenterer med), og dét som Pollster.com var indtil fornylig.

    Det, som Pollster og–særligt–Nate Silver laver, er matematiske prognose-modeller, d.v.s., en matematisk bearbejdning af meningsmålingerne, hvori der f.eks. for FiveThirtyEight tillige indgår mange andre forhold (historik, survey af eksperter, lokale målinger, fundraising data m.v.), samt foretages nogle mere eller mindre avancerede matematisk-statistiske fiks-fakserier.

    F.eks. BBC, RCP og Risbjerg har én gang lagt sig fast på et udvalg af meningsmålinger, et princip for behandling af disse, og kører derefter systematisk videre med samme set-up, uden at tage andet med.

    Der er god grund til at tro, at Pollster (i sin nye udgave) og Nate Silver rammer bedre end de rene meningsmålingsgennemsnit (eller mindst lige så godt), men der indgår altså meget andet end et gennemsnit af målingerne, og der er også betragteligt større mulighed for, at udviklerne–på godt og ondt–har “fingrene nede i dejen”. For nu at udtrykke det diplomatisk.

  29. Af Bo Strandqvist

    -

    @Simon.
    Indrømmet, jeg har været meget træt af den måde USA har ført sig frem i verden. Jeg håber de køler lidt af nu og koncentrerer sig om at bringe deres land på ret køl. (Nok ikke særlig realistisk).

  30. Af Simon Andersen

    -

    @ Bo Strandqvist

    Jeg tror du, jeg og mange mange andre ville begræde en verden hvor den primære magtbalance i verden tippede over til et ikke-demokratisk land. Det er heldigvis ikke på horisonten i dette århundrede. Jeg nyder personligt at meget magt ligger i hænderne på demokratier og frihedselskere med USA i spidsen.

    Jeg tror ikke vi europæere tænker på hvor meget det ville koste os hvis vi skulle i gang med at forsvare os selv militært. En ting er sikkert: Der ville ikke være råd til diverse velfærdsflotterier.

  31. Af Bo Strandqvist

    -

    @Simon
    Jeg er ked af at sige det Simon, men du har stirret dig blind på verden som den så ud i forrige århundrede. Vi har meget at takke USA for, fuldstændig enig. Der er een ting du ikke har ret i: Da muren faldt var der reelt kun een supermagt, og alle var glade, nærmest euforiske. Men den rolle forvaltede USA mildt sagt ringe og slet ikke med det ansvar der fulgte. Verden har brug for et stærkt USA til at være med og modspiller til Kina, men verden har også brug for mindst to ligeværdige supermagter, uden et våbenkapløb, men med et teknologi-kapløb. Iøvrigt tror jeg det ville være rigtig sundt, hvis vi i Europa, som du siger, tænker mere på at forsvare os selv. Ikke en Europa-hær, men et traktat-underbygget samarbejde, hvor Danmark skal være med.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info