Skal de dumme bestemme?

Jeg er træt af at blive regeret af de dumme. Jeg er træt af altid at blive solgt for den laveste fællesnævner, og jeg er træt af hele denne sammensværgelse af de ubemidlede og de uforstående.

Ovenstående udsagn og rubrikken er naturligvis sat på spidsen, og begge dele er rasende politisk ukorrekte, men det er ikke desto mindre, hvad vi konstant hører med modsat fortegn: At eliten og de veluddannede er roden til alt ondt, styrer alting, sidder på alting, bestyrer den gode smag og holder os – folket – nede.

Og det er det forunderlige – og det er min pointe. Det er okay at sige det sidste – at harcelere over eliten og de veluddannede – men det er forkert at sige det første.

Jeg skriver i dagens avis en reportage fra mit møde med verdens største countrystjerne, Toby Keith, og ikke mindst med hans fans, og koncerten i Virginia Beach forudskikkede hele gangen i valgkampen. Toby og publikum besang det fantastiske i at vokse op i en trailer og bo i en trailerpark, de hujede over til hverdag at være bar røv, men fredag aften og hele weekenden drak de sig fulde, og så var de noget, de tiljublede lynching – op i det første egetræ med skurkene – og Keith trak hele stikket hjem med sin sang ”The Ballad of Balad.”

Her foregiver han at være en soldat i Irak – nej, Toby har aldrig selv været soldat – og han synger:

The first night in combat we went on patrol.

They ambushed our convoy and we chased the assholes.

We found them all hidin’ in low water ditches.

And we took aim and killed all them son of a bitches.

Tilråbene ville ingen ende tage, da Toby Keith sang den sidste linje, som – hvis man skal være pernittengryn – er en opfordring eller i det mindste en hyldest til noget, der ligner en krigsforbrydelse.

Det kunne så alt sammen være, hvad det er. En flok rednecks og deres redneck af et idol.

Men det er desværre ikke hele historien, for på mange måde ligner dele af den republikanske valgkamp og hele te-bevægelsens kampagne denne leflen for det laveste og de mest sølle værdier.

Ikke for ingenting er Angelo Codevillas nye bog ”The Ruling Class” blevet pligtlæsning hos te-bevægelsen. Codevilla skriver, at der findes to slags Amerika – det legitime Amerika og det ikke-legitime Amerika – og Tobyland og Palinland er det legitime Amerika. De to grupper eller klasser er i en kamp på liv og død om Amerika, og de to har mindre til fælles end nordstaterne og sydstaterne havde før borgerkrigen, skriver Codevilla.

Da en af øjeblikkets store stjerner hos te-bevægelsen, Christine O’Donnell, i sidste måned gav sin meget omtalte værditale i Washington, kunne hun have kopieret følgende direkte ud af Codevillas bog: ”De herskende klasser – eliten – forsøger, men det vil aldrig lykkes dem at få det sidste ord i debatten om frihed. Der er noget i vores nationale DNA, som trodsigt råber til alle dem, der vil gøre sig til vores herrer: ’I bestemmer ikke over mig!”

Spørgsmålet er naturligvis: Hvem er de, disse herskende klasser? Denne magtbegærlige elite?

Er det Wall Street? Er det alle finansfondene og logebrødrene?

Svaret er nej. Codevilla skriver det direkte: Man kan sagtens være multimillionær og tilhøre det legitime, det rigtige Amerika. Derimod er uddannelse den store skillelinje. Hvis man har en formel uddannelse, og hvis man identificerer sig med de uddannede og de uddannedes smag, så tilhører man eliten – og så er man det illegitime USA.

Igen: Problemet er ikke, at der er mennesker, som siger det; problemet er ikke, at der er countrystjerner, der synger det ud til masserne, eller at der er masser, som køber det.

Problemet er, at det politiske USA – i det mindste den ene side – så kynisk annammer denne fordummelse, og at de vise mænd i Washington advarer Demokraterne mod at angribe fordummelsen, for det vil være selvdestruktivt, og det får dem til at virke nedladende og elitistiske, som bl.a. Ben Smith fra Politico skriver her.

Tak for kaffe. Eller rettere – tak for te.

Jeg synes, at man i denne sammenhæng kan diskutere hvem, der i virkeligheden er nedladende – om det ikke er de magtfulde politikere og analytikere, der så åbenbart spekulerer i anti-elitisme , og jeg har også lidt svært ved at forstå, hvordan et samfund kan aspirere til storhed og endnu bedre tider, hvis det proklamerer, at det i virkeligheden er allerfedest at bo i en trailerpark og allerklogest ikke at være klog.

Måske er det på tide, at vi får en tebevægelse – eller kaffebevægelse – for de mennesker, der ved noget, og som gerne vil længere end i går, og som er trætte af at blive hundset rundt af åndsforladt populisme?