Nu kommer Obamas offensiv

Demokrater har god grund til at føle sig lidt lettere til mode i dag. For præsident Obama er tilsyneladende tilbage som deres leder.

Præsident Clintons spindoktor opfandt i sin tid begrebet ”triangularisering,” hvor præsidenten spillede sig selv ud både mod sit eget parti og Republikanerne og fremstod som det moderate center, det snusfornuftige midtpunkt mellem for meget af det ene og for meget af det andet, og med nogen ret kan man sige, at triangulariseringen virkede. Men kønt var det ikke, og Clintons intra-demokratiske aktier var ofte på linje med Amagerbankens.

Obama har som præsident ikke forsøgt at triangularisere amerikansk politik, men han har i høj grad forsøgt at være alles præsident og ikke fremstå, som det han også er – sit partis leder. Derfor har han fremstået som en vindtør teknokrat frem for et politisk menneske af kød og blod, en EU-kommissær frem for manden fra yes-we-can, og derfor er det godt nyt for Demokraterne, at han nu er tilbage som partileder.

Mandag – på den amerikanske Labor Day – holdt han en tale, der var Labor Day i Fælledparken værdig.

Du kan læse den her eller se den på video her – og den er begge dele værd, hvis du trænger til et fix af den gamle Obama.

Her er f.eks., hvad han sagde om Republikanerne:

”Det er de samme mennesker, som skabte den politik, der ødelagde vores middelklasse. De kørte vores økonomi i grøften. Og vi tog støvlerne på, hoppede nede i grøften og skubbede og gravede. Vi svedte, og alt imens stod de og kiggede på os og drak en Slurpee. De pegede på os og sagde: Hvorfor skubber I ikke mere, hvorfor skubber I ikke hårdere, og da vi endelig fik bilen op igen … så pegede de på os og på bilen og råbte: Se, hvad de gjorde ved bilen! Nu har de minsandten den frækhed at bede om at få nøglerne igen.”

Det var tonen, og man kan roligt sige, at den ikke vandt en eneste republikansk stemme til midtvejsvalget og heller ikke en eneste højre-uafhængig stemme, men det var heller ikke meningen.

For Demokraternes store problem er ikke at vinde stemmer; deres store problem er at holde gejsten oppe hos deres egne – som kommentatoren Jonathan Chait også påpeger her.

Hvis de amerikanske vælgere bliver spurgt hvilket parti, som de foretrækker i flertal i Kongressen, så svarer de lige over. Halvdelen vil have Republikanerne, den anden halvdel Demokraterne. Når de så bliver spurgt, om de vil møde frem og stemme ved midtvejsvalget til november, så svarer langt flere republikanere end demokrater ”ja.” Faktisk vil 13 procentpoint flere republikanere end demokrater stemme ved valget, og det er derfor, at Demokraterne vil tabe valget – og tabe det stort.

Jeg tror ikke, at der er noget at gøre ved nederlaget – Demokraterne har flere mandater end de kan holde, og de vil tabe – men de kan begrænse rækkevidden af nederlaget ved at sætte gejsten i vejret.

Ezra Klein kommer her med forslag til, hvordan de kan sætte gejsten i vejret, og mit eget forslag er at gøre, hvad præsidenten gør nu.

Som jeg også skrev i sidste uge – kun en dåre undervurderer Barack Obamas agitatoriske evner, spørg alle dem, som glædede sig for tidligt, spørg Hillary, spørg John McCain, og lur mig, om vi ikke i de kommende uger vil opleve præsidenten lancere en perlekæde af dagsordenskabens politiske forslag og den slags partipolitiske udfald, som pumper liv i en flad og våd base, og lur mig om ikke opinionstallene efter de uger har  rettet sig.

Ikke nok til at vinde, men nok til ikke at tabe helt så stort.