30 ord

Af Poul Høi 21

Det var 30 ord, to punktummer og to kommaer. Ikke meget – og alligevel så meget.

Daværende vicepræsident Dick Cheney lovede i marts 2003, at krigen i Irak ville tage ”uger, ikke måneder,” og det var mildest talt skudt forbi.

Først 89 måneder senere kunne præsident Obama sige:

”I aften bekendtgør jeg, at den amerikanske kamp mission i Irak er slut. ”Operation Irakisk Frihed” er forbi, og det irakiske folk har nu hovedansvaret for dets eget lands sikkerhed.”

Vi kan diskutere herfra og til Bagdad, om krigen var ulejligheden værd. Om den var ofrene værd, pengene værd, den politiske turbulens værd, men det er for såvidt en skolastisk diskussion. Ja, jeg mener, verden er en meget bedre verden uden Saddam Hussein, men jeg ville ønske, at det internationale samfund var gået i krig på et humanitært grundlag – og ikke for at finde masseødelæggelsesvåben – og at Bush-regeringen havde lyttet mere til sine eksperter end til sit eget hybris, for det ville ikke blot have skabt en anderledes casus belli og en nådigere krig, men også en doktrin, som det internationale samfund kunne bygge på. Det er imidlertid blot ord, og det er først og fremmest fortid. Vi fik den krig, vi fik, og vi står, hvor vi står.

Derimod er det en diskussion værd, hvad krigen førte til – hvad den gav os, hvad den gjorde ved os, og hvad vi kan lære af den.

For et par uger siden skrev jeg i avisen en klumme om netop det emne, og det var mens vores blog stadig var på feltfod, så tillad mig at trække veksler på den pointe.

Inden for få år er vores tillid til politikere, offentlige myndigheder og eksperter blevet udsat for to formative rystelser. Første gang var krigen i Irak, anden gang var finanskrisen, og i begge tilfælde sagde mange af de mennesker, som vi havde tillid til, at alt var i den skønneste orden, og at vi bare skulle buse på med krig og omfinansieringer.

Og vi troede på dem – eller mange af os gjorde.

I februar 2003 troede 66 pct. af amerikanerne på, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, og at den kendsgerning var en krig værd, og så sent som i 2007 forudsagde et flertal af huskøberne i meningsmålinger, at huspriserne ville stige mærkbart i de kommende år, og umiddelbart inden det store krak sagde præsident Bush, at økonomien var i orden, og John McCain sagde det minsandten midt under det store krak.

Hvis bare det var nogle få, som havde sagt, hvad de sagde, og hvis det kun var nogle få, som havde troet på det, så var det selvsagt også kun nogle få, der havde følt den kæntrende fornemmelse af at få sandheden afsløret som løgn og vranglæren som det modsatte. Det havde vi nok overlevet, måske endda med en hvad-sagde-jeg fornemmelse, men det var som sagt ikke de få, og det lever ikke mindst amerikanerne nu med.

Amerikanerne har siden midten af 1960erne mistroet autoriteter og offentlige institutioner, og netop på et tidspunkt, hvor de kunne have brug for tro på begge dele – de er i krig i Afghanistan, og de er midt i den største økonomiske nedtur siden 1930erne – har Irak og boblen tværtimod næret og hærdet mistroen. Når så mange amerikanere tvivler på selv de mest elementære kendsgerninger, f.eks. at præsident Obama er født i USA og ikke er muslim, og når de tvivler på, at bankpakker og vækstpakker vil virke efter hensigten, og når de ikke stoler på, at en offentlig sygesikring nogensinde vil lette, så er det ikke bare en partipolitisk positur. Så er det en konsekvens af den krig og den optur, som de engang troede på. Det er blevet sværere at tro på noget som helst.

Enhver lærer naturligvis, hvad han eller hun vil lære, men jeg er kommet ud af 00erne med en dyb skepsis over for alt, der lyder for nemt eller løfterigt og med et stort fedt spørgsmålstegn i stedet for et ditto udråbstegn.

Klogere, men ikke rigere, uden lyst til flere store udenrigspolitiske eventyr i min tid og med fuld forståelse for, hvad vist nok Storm P sagde – nu har vi fået fred. Kan vi så ikke også få ro?

Poul Høi

21 kommentarer RSS

  1. Af Birgitte Magelund

    -

    @ Poul Høi,

    Sådan er verden.
    Jeg tror, at der sker meget i denne verden uden omtanke, men med bagtanke. Reel realpolitik, hvor befolkninger tilgodeses over en bred kam, ville være at foretrække. Men det er som om, at vi konstant befinder os på en kampmark eller kampzone, hvor alt defineres ”mellem os og en fjende”.
    Og det er også sneget sig ind politisk. Vi bør gøre det til politisk korrekt, at vi ikke ønsker Stein Baggeriske tilstand. Det er som om, at det er den mentalitet, som har bølget over verden det sidste årti. Men ved denne voldsomme tendens til grådighed – tilgodeser kun de grådige. Og saver således den gren over som de selv sidder på – hvilket er ganske absurd – og tåbeligt!

    Men menneskets natur er at stræbe. Så selvom vi skulle blive ramt af endnu en finanskrise, og igen kommer til at stå ved udgangspunk 0, så vil vi hurtigt glemme og igen glæde os over de atter stigende tiltage i vækst – som vi igen ihærdigt vil stræbe efter. Kommer finanskrisen – må vi lærer af den. Vi må finde simple og lettere veje ude af krisen, fx telekonferencer, simple living, billige og bæredygtige måder at rejse og leve på…og måske vi ikke skal se så meget tv, men komme ud og dyrke (fin)kulturen. (Blot et råd som jeg selv vil følge.) For at tænke kreativt er ofte ensbetydende med at nytænke. Og her kan vi alle være med – rig som fattig.

    P.s Men vi må bede om pragmatiske politikere, David Cameron er min favorit.

  2. Af Arne J

    -

    Det er klart, at verden er bedre uden Saddam Hussein.
    Men, har krigens omkostninger været det værd?
    Ikke for mig.
    Som du selv siger er tilliden til de involverede stater, politikere og sikkerhedstjenester blevet svækket.
    USA stod i forvejen svagt mange steder når det gjaldt Hearts and Minds.
    skepsis overfor deres motiver og metoder har nu bredt sig ud i alle afkroge af verden.

    Den type indsats skal styres efter lovlige og offentligt tilgængelige kriterier.
    Det kan vel for nuværende kun være FN?
    Man må seriøst debattere Nordkorea, Myanmar, Zimbabwe og lign. lande.
    Det nytter ikke at verden står tilbage med et indtryk af at Bush var ude for at hævne noget med sin far.
    Og så slet ikke på en forløjet retorik om WMD samt at vi er guds udvalgte folk.

    Grundlaget kunne ikke være værre.

  3. Af Peder Bisgaard

    -

    Jeg er ved at lave en webside om alle de som støttede Irak-krigen , og de i den østlige region af Danmark hjemmehørende individer med snobbistisk navnekionstruktion, Jesper Lau Hansen og Kurrild-Klitgaard vil snart blive inddraget, og vil dermed stå side om side med de to ivrige kvinder, Bente Hansen og Helle Lykke Nielsen.

    Vi skal aldrig glemme at vi taler altså om den største strategiske fejltagelse i USA’s historie. Vi må aldrig glemme disse offentligt finansere professorer og lektorer for deres dybe svigt. Der er slet ingen undskyldning for det. Det vi kan gøre er ved enhver given lejlighed at minde dem om deres svigt.

  4. Af Christian Lucas

    -

    Over en million civile Irakere døde. Tal og statistiske metoder checket af specialister ved MIT. Den er god nok. Det er hvad vi har givert Irak ud over en død tyran, som vi selv havde indsat. Landet er i ruiner.

    Det er således en af de mørkeste og skandaleramte militære kampagner nogensinde, da de egentlige vindere er olie og transnationale selskaber, der nu har et olie land med 0% selskabsskat og Hussein kan ikke længere afsløre hvad han ved om CIA’s operationer i landet helt tilbage til 60′erne (Hint: både Rumsfeld og Bush Snr er dybt involveret).

    Men hey, I har da haft 7 år at skrive daglig Pentagon propaganda om til “journalistik”.

    De skulle have beholdt navnet Operation Iraqi Liberty. Cheney’s akrieoprioner i KBR/Halliburton er steget ca. 350% mens han var “vice” præsident.

  5. Af A N

    -

    Resultaterne af Irakkrigen viser sig først om cirka 10-12 år, tror jeg. I dag er mange mennesker i verden bange for USA og for os på grund af Irakkrigen – de ser os gennem billederne af torturen i Abu Ghraib, og de frygter os og finder os væmmelige, også selvom ingen tør sige det højt. Om 10 år vil det være mere tydeligt, hvordan resten af verden har reageret på den angst, vi har skabt. Ud af angst kommer der så bare sjældent noget godt, tillidsfuldt, demokratisk og frugtbart samarbejde. Alle de neocons, der ‘rådgav’ os ind i Irakkrigen, havde et overblik som en tissemyre, og de var bare ligeglade. Irakkrigen var en demonstration af, hvad der sker, når den slags mennesker ikke længere behøver at tænke sig om, efter Sovjet var væk. Gamle W. Bush kunne godt tænke sig om under første Irakkrig, fordi han kunne huske Sovjet og vidste det, som de gamle grækere sagde om historiens gang, at de byer (bystater), der er store i dag, vil blive små i fremtiden, og de små byer af i dag, de vil blive store; fordi alting forandrer sig, og det er klogest at tage højde for det. Om 10 år vil vi se, at det som grækerne vidste for over 2.000 år siden også gælder i dag, historien var slet ikke slut sådan som the neocons belærte os. Og vi vil kunne se hvordan om 10-12 år!

  6. Af Tom Clark

    -

    Til Christian Lucas’ fremhævelse af de 1 million døde vil jeg tilføje de 2 millioner eksterne og 2 millioner interne flygtninge. Derudover har krigen ført til en stigning i terror og hvervning i terrorgrupper (jf. Pentagons egen vurdering, og den tidligere efterretningschef for MI5 for nylig i Chilcot Inquiry, blandt andre eksperter). Foruden alle de dræbte amerikanere samt bunkevis af permanent skadet og dybt traumatiserede soldater, og mange hundrede millioner dollars brugt – hvoraf en stor del er lånt fra saudierne og kineserne. Og udgifterne til krigen (foruden den i Afgh.) er en kæmpe forhindring for at investere i fornuftige projekter i USA såsom infrastruktur, hospitaler, skoler m.m. Men alt det kan naturligvis opvejes af, at vi kom af med ÉN despot! OK, undskyld min sarkasme men hvordan kan man overhovedet “diskutere” hvorvidt al den ødelæggelse kan opvejes af fjernelsen af Bush Sr./Rumsfelds tidligere gode ven Saddam?

  7. Af palle rasmussen

    -

    Og her sidder alle de kloge mennesker hjemme i deres lille parcelhus, eller i deres beskyttede bolig, og ved om ” krigen var noget værd” om den var berettiget, og om hvor klart seende lige netop de har været hele tiden.
    og at løsningsordet til alt er fred.

    De burde, som de gamle socialister altid sagde.
    Målet helliger midlet.

    Der er så vidt jeg ved mange der mener, og har skrevet, at resultatet har været korrekt
    Især dem der har opholdt sig i landet.
    Ulrik og David, de to stolte gamle socialkammerater, ved det hele, og kommer konstant med deres ensidige udmeldinger om tingenes tilstand, uden den mindste respekt for almen dannelse eller bred orientering.
    Verden er nu en gang ikke således at:
    Alt hvad Obama gør er rigtigt, og alle andre er idioter.
    Jeg gir dem helt ret.
    Kan vi ikke få fred, “for dem”, og kippe med hatten over, at tante berlingske har bredde til deres kommentarer

  8. Af Pulle Pallesen

    -

    Jeg syntes at Irak skal bombe Israel tilbage til de grænser verdenssamfundet gav dem i 1946.

  9. Af Thomas Jensen

    -

    Når et menneske svigtes af et andet er den naturlige reaktion harme og ofte foragt.
    Når vælgernes tillid til politikerne svigtes, så opstår der på samme måde harme og foragt – efterfølgende er der hos vælgeren en mistillid til deres folkevalgte og systemet generelt.
    Politikerne gør intet for at genoprette tilliden til dem selv. De vil langt hellere gøre mistilliden til deres politiske modstandere endnu større.

    Politikerne vil i øvrigt også hellere bruge tid på – og lægge stemme til flertallets meninger frem for deres egne politiske mærkesager.
    Man kan derfor som vælger ikke regne med, at regeringen vil sætte skatten ned eller oppositionen vil give flere penge til velfærden.
    Begge sider lyver – og folk ER klar over det, når de sætter krydset i valgboksen.
    For når dagen kommer og der skal deles penge ud, smyger politikerne sig uden om med kælen retorik, hvor de forklarer at det var ikke 100% det de lovede.

    Så hvis der er noget politikerne og deres spindoktorer for alvor har lært os i 00′erne, så er det, at de er ligeglade med vælgerne, deres løfter er reelt indholdsløse og at vi nok kan vente os mere af samme skuffe i 10′erne

    Men det er jo nok derfor at demokrati kaldes for “den mindst dårlige styreform”.

  10. Af Lede Finn

    -

    Sagde statsministeren og “refudierede” langsomt ud…

  11. Af Lede Finn

    -

    Hvor er min ordbog, kjaere Brian? Min hest,for en ordbog! When Sarah Palin decides regular English words aren’t good enough, she’ll just go ahead and make a new one. Here, Refudiate bridges the gap between “refuse” and “repudiate”, to mean exactly what she wants it to mean. To tosser frem for en fattig enke! Kjaerligst, din onkel!

  12. Af Dr. Lebenstube

    -

    Brevkasse: Svar til Poul og David. Kjaere Poul og David, umiddelbart ser det lovende ud paa trods af boernesygdommene naar man nu gerne vil deltage med en faelles blog. MEN! To halvhjerner udgoer dog ingen hel! To brev kamille the, lunet i vand, indtages kort foer tv-avisen. Gaa tidligt i seng!

  13. Af Claus T.

    -

    Poul Høi har fat i en grum pointe, når han påpeger, at verdensoffentligheden hverken kunne stole på sine ledere op til Irak-krigen eller op til (og under) Finanskrisens udbrud.

    Man kan med god ret også tilføje Afghanistan-krigen. NATOs begrundelse for at invadere Afghanistan var at fordrive al-Qaeda og afsætte mullah Omar, fordi han havde givet dem husly.

    Kort efter blev begge fordrevet til pakistan, hvor de formentlig opholder sig den dag i dag -uden at NATO af den grund har invaderet Pakistan.

    Begrundelsen for at blive i Afghanistan blev så at støtte den demokratisk valgte regering. Da det viste sig, at regeringen er alt andet end demokratisk, skiftede begrundelsen til, at vi nu kæmper for oprettelse af flere pigeskoler.

    Det er alt sammen ædle formål – det var bare ikke derfor, at vi gik ind i krigen!

  14. Af Simon A

    -

    @ Arne J
    Du kan have din mening og krigen i Irak ikke var det værd for dig. Det er helt ok. Det var den for mig!

    Men at sige at USA står svagt i “Hearts and Minds” og, at skepsis overfor deres metoder og motiver har bredt sig over hele verden – det er simpelthen forkert opfattet.

    Læs fx her fra seneste undersøgelse i 2009:
    http://www.reuters.com/article/idUSTRE59447120091005

  15. Af Jørgen Friis

    -

    21 ord

    Hvis Poul Høi og David Trads ikke gider deltage i de blogs de starter, så lad dog være med at blogge!

  16. Af Poul Høi

    -

    Kære Jørgen Friis.
    Tak for dit indlæg.
    For at deltage skal jeg have noget at bidrage med – ud over det sagte – og jeg har glædet mig over debatten og indlæggene, men jeg har ikke meget nyt eller interesant at bidrage med. Ikke på nuværende tidspunkt – ikke ud over at svare dig.

  17. Af Viscount Alan Brooke Combined Chiefs of Staff

    -

    Den frygt som alle delte for tabet af menneskeliv før operation D-Day (the Day) deltes af Tyskere og alle de nationer, som skulle angribe den Franske kyst.

    Det er også et faktum, at mange Franskmænd ikke ønskede invasionen af Europa på deres grund (af mange gode grunde).

    Det er vigtigt at påpege at mange Franskmænd mistede livet i angrebet på Dieppe som var en politisk appetizer for at overbevise Stalin om umuligheden for en allieret invasion i Europa allerede i 1943, og så som egentlige invasionstropper under Operation Overlord.

    Franske tropper (herunder en panzerdivision) og 3 infanteridivisioner indtog egenhændigt Paris i 1944.

  18. Af Tomas U

    -

    Jeg tænker ofte på en krig som en hospitalsoperation: En læge – evt. flere læger, sondrer og skønner at en given operation bør foretages. Man tager prøver, men prøverne er blot indicerende og ikke alle involverede læger er enige. Lægen ved at der kan opstå komplikationer i forbindelse med det indgreb der skal foretages, men vurderer også samtidig at risikoen ved IKKE at foretage indgrebet er (kan være!) større end ved at agere. Når man lægger patienten i fuld narkose og går i gang med skalpel og sav, så sker det at man finder noget andet end det forventede. Der kan også opstå komplikationer af uventet art – patienten reagerer negativt på narkosen; et organ sætter ud, kort sagt – alt kan ske og når det sker så må operatioensholdet agere resolut og ind imellem så dør patíenten eller rammes af langvarig invaliditet som direkte følge af det operative indgreb og eskperte vil efterfølgende kunne have en mening om hvorvidt det pågældende indgreb overhovedet skulle være foretaget.

    Sådan er også en krig….

  19. Af Arne J

    -

    @Simon A
    Har du læst den artikel du linker til?

    …..”He believes that during the previous administration of George W. Bush the United States suffered in the world ranking with its unpopular foreign policies but since Obama was elected, and despite the recent economic turmoil, the country’s status has risen globally.

    “There is no other explanation,” Anholt said in an interview, referring to the impact of Obama.”

    Der står jo netop at USA’s anseelse faldt på grund af udenrigspolitiken. Som grund til at USA’s ranking nu stiger angives Obama.
    Fint nok at Obama har forbedret tingene. Men, mange mennesker verden over har nu stadig stærk skepsis overfor USA’s motiver og begrundelser for udenrigspolitiken.
    Spørg folk i Mellemøsten, spørg folk i Pakistan…. Der har meget store tal ikke meget til overs for USA.
    Dette har også indvirket på folks holdninger i f.eks. Europa. Holdninger, der før ville anses for at være anti-USA’ske er nu blevet relativt almindelige.
    Europæere kan glæde sig over at have fået en ny USA’sk præsident, men husker tydeligt det purre opspind og de tendensiøse omgang med efterretningmateriale.
    Opspind og tendensiøs omgang med sandheden er en kultur, der ikke nødvendigvis udskiftes med en ny præsident!

  20. Af Simon A

    -

    @ Arne J

    Ja, USA lå som nummer 7 under G.W. Bush, altså ikke just lavt!

    Du skriver jo netop at USA fortsat lider under og i lang tid har lidt under dårligt omdømme. Det er jo ikke rigtigt. Og jo, jeg har skam læst artikelen og undersøgelsen. Den modstrider det du siger om USA.

  21. Af » Glemte Obama at rose Bush? - blogs.berlingske.dk

    -

    [...] (Se Poul Høis blog om Irak-afslutning her) [...]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info