“Hvad fanden har de gjort ved mig?”

Hvis man lever med injurieturisme, så risikerer man også at dø med injurieturisme.

Jeg har et par gange skrevet om, hvordan sheiker, gangstere og højtbelånte islandske forretningsfolk brugte domstolene i London som en kontantautomat, og det er bl.a. gået ud over Ekstra Bladet. I marts skrev jeg om, hvordan den amerikanske sundhedsgigant GE Healthcare i to år havde forpestet den danske professor Henrik Thomsens liv med et britisk injuriesøgsmål.

Thomsens forseelse var, at han havde advaret mod brugen af kontraststoffet Omniscan, og det havde han god grund til, følte han. 80 danske nyrepatienter var invaliderede – eller i enkelttilfælde – døde, efter at have fået stoffet, og der var også veldokumenterede sager fra bl.a. USA og Østrig. Nyrepatienter har svært ved at udskille det aktive stof i Omniscan, og de udviklede den sjældne, men alvorlige fibrose NSF.

I januar indgik parterne forlig – et forlig, der efter mine oplysninger skete helt på Thomsens præmisser – og nu kommer så en sandsynlig forklaring på, hvorfor den amerikanske gigant opgav sagen.

Jeg skrev mandag i Berlingske Tidende en artikel om, hvordan en domstol i Chicago var kommet med en fem sider lang kendelse i en aktuel sag mellem en amerikansk Omniscan-patient og GE, og det er en ualmindelig interessant kendelse.

Min artikel er  ikke lagt ud på berlingske.dk – vi skal jo også leve – så lad mig her opsummere en af nøgleoplysningerne i kendelsen.

Kendelsen fra Chicago fastslår, at GE Healthcare selv var bekymret for Omniscan. Forsøg med stoffet havde bekymret en række af selskabets egne forskere, og så kom sagerne fra bl.a. Danmark.

Dommer Deborah Mary Dooling fremhæver i sin kendelse et internt GE-møde 10. maj 2006. På mødet talte GEs egen vicedirektør for medicinalsikkerhed, Hugo Flaten, om at virksomheden skulle tage ”forebyggende foranstaltninger” mod Omniscan, og han foreslog ”et stop for brugen hos patienter med væsentligt nedsat nyrefunktion,” hedder det i referatet fra mødet.

I konklusionen fra mødet – den såkaldte ”action-del” – lyder det:

”Vi skal proaktivt foreslå at begrænse brugen af Omniscan i patienter med væsentligt nedsat nyrefunktion.”

(Læs kendelsen fra Chicago her)

Med andre ord:

Allerede i maj 2006 – godt to år før sagsanlægget mod den danske professor – vidste GE Healthcare, at der var endog store problemer med Omniscan, så store problemer, at ovennævnte Hugo Flaten talte om ”forebyggende foranstaltninger” og ”et stop for brugen” af Omniscan hos nyrepatienter. Men sådan et stop kom aldrig, og det varede længe, inden GE udstyrede Omniscan med en såkaldt black box advarsel.

De nye oplysninger rejser for mig følgende to perspektiver:

1. Injurieturismen er en kafkask dimension. Henrik Thomsen havde tydeligvis ret, GEs egne interne papirer viser, at han havde ret, og alligevel sagsøgte GE ham og gjorde dermed en af verdens førende radiologer til en suspekt størrelse og forhindrede ham i at aflægge ekspertvidneudsagn i Omniscan-sager. Thomsen stod sagen igennem, bl.a. fordi han havde opbakning fra den danske lægeforening, men andre forskere – og for den sag sin skyld Ekstra Bladet – gjorde ikke, og det kostede dem dyrt og ofte helt uberettiget.

2. Daværende sundhedsminister Jacob Axel Nielsen var i 2009 hurtig til at lukke for et sagsanlæg mod GE Healthcare. Kammeradvokaten vurderede, at GE ikke vidste, at Omniscan var problematisk, og dermed kunne man ikke kræve, at GE skulle betale millionregningen for behandlingen af de danske patienter. Slut. Men var kammeradvokaten og sundhedsministeren for hurtige til at lukke for et sagsanlæg? Oplysningerne fra Chicago tyder på, at der var mere at komme efter, og at det måske er på tide at genoverveje sagen og få hyret en ny – og grundigere – kammeradvokat.

Hvis begge aspekter for nogle politikere synes en smule akademiske – så er det en god ide at huske, at der bag principperne og retssagerne gemmer sig 37 grader varme mennesker.

Dagens Medicin, som i Danmark har været absolut førende i dækningen af Omniscan-skandalen, har talt med nogle af ofrene, og én af dem, Michael Madsen, siger:

”… En gang imellem kan jeg selvfølgelig godt blive bitter og tænke, hvad fanden er det, de har gjort ved mig?”

Det må være en menneskeret at få svar på det spørgsmål. ”Hvad fanden er det, de har gjort ved mig.”