Er Kina nu bange for Bob Dylan?

Er Kina nu også bange for Bob Dylan?

Det er efterhånden nogle år siden, at His Bobness kunne få studenter til at besætte rektors kontor, og når den gamle kriger i dag optræder, så føles det mere som en genforening fra dengang og en anledning til at fyre en fed.

Men Kina vil ikke løbe nogen risiko, hvis man skal tro Dylans promoter. Han siger til South China Morning Post, at den kinesiske regering har nedlagt veto mod koncerter i Beijing og Shanghai.

Hvis det er sandt, så er det godt skuldret af en musiker, hvis seneste album var et julealbum, og som er blevet så sat, at han er begyndt at spille golf.

(Se updates i bunden).

Men det rejser alt sammen et spørgsmål, som Economist også stillede for et par måneder siden: Hvad hulen er de så bange for i Beijing?

Som magasinet skrev: ”Økonomien boomer, styret er stabilt, og alligevel synes de kinesiske ledere at være højspændte.”

Hvorfor?

Spørgsmålet er interessant, og sandt er det, at Kina i det seneste år har virket mere neurotisk end ellers.

I sidste uge oplyste Amnesty International f.eks., at Kina havde besluttet at hemmeligholde antallet af henrettelser i 2009. Kina offentliggjorde sidste år det tilsvarende tal for 2008 – 1,718 – men i år er tallet ”en statshemmelighed.”

Hvorfor?

Cyber-sikkerhedseksperter bloglagde også i sidste uge, hvordan et storstilet kinesisk program hackede sig ind i ømfindige databaser på flere kontinenter. Kina havde mere eller mindre stjålet alt, hvad der var værd at stjæle fra den indiske regering, f.eks. fortrolige rapporter om Indiens forhold til Rusland og sikkerhedssituationen i indiske provinser. Kineserne havde også i et år stjålet Dalai Lamas private e-mail og rapporter om NATOs troppebevægelser i Afghanistan.

Hvorfor?

I denne uge forklarede New York Times os, hvordan den kinesiske censur virker. Hvis man befinder sig i Kina og går ind på Google og søger på det kinesiske ord for ”gulerod” – så får man en blank skærm. På kinesisk rummer ordet ”gulerod” de samme tegn som den kinesiske præsidents efternavn, og man må ikke søge på de politiske ledere, og censuren stopper derfor Google ved landegrænsen. Som præsident Hu selv har sagt: ”Styringen af internettet påvirker hele den socialistiske kultur, informationssikkerheden og statsmagtens stabilitet.”

Hvorfor?

Hvordan kan et land, der nu har overhalet Tyskland som verdens største eksportnation, og som i år ventes at overhale Japan som verdens næststørste økonomi, være truet af Bob Dylan? Hvordan kan et land, der i fjerde kvartal af 2009 havde en økonomisk vækst på ti procent, og som i 2027 vil have en større økonomi end USA, være truet af Dalai Lamas e-mail?

Hvordan kan et land, som ifølge Thomas Friedman fungerer meget bedre end USA, og som ifølge Michael Jacques snart vil være verdens førende supermagt, være bange for det kinesiske ord for ”gulerod?”

Der er noget, der ikke stemmer. Der er simpelt hen en logisk uoverenstemmelse mellem Kinas påståede mægtighed og evidente smålighed.

Der kan selvfølgelig være kulturelle forklaringer på uoverensstemmelsen – Michael Jacques skriver f.eks. i ”When China Rules the World,” at den kinesiske statsmagt historisk altid har været  en blanding af en autoritær faderskikkelse og en guddom, og at Kong Gulerod dermed bare er business as usual.

Men der kan også være en anden forklaring, nemlig at Kinas mægtighed ikke er så mægtig, som vi går og tror. Sidste weekend åbnede Berlingske sin serie om den nye verdensorden, og i søndags skrev jeg om, hvordan vi i 1980erne troede, at Japan ville overtage verden, og Michael Chrichton skrev den xenofobiske thriller ”Solen stiger” om den gule fare.

Men Japan var som bekendt en steroid udgave af Nordisk Fjer, og det hele faldt sammen.

Eksperter ser tegn på en tilsvarende stress i det kinesiske mirakel; lånte statspenge tegner sig for 95 pct. af væksten, og ejendomsmarkedet er ved at eksplodere af varm luft, påpeger de.

Michael Pettis, professor i finans ved Peking University, skriver i denne uge på sin blog en opsigtsvækkende analyse af Kinas gæld; regimet siger selv, at gælden kun udgør omkring 25 pct. af det årlige bruttonationalprodukt, og hvis det er sandt, så er det et helt enestående lavt – og sundt – nummer. Men det er heller ikke sandt, siger Pettis.

Selv med de mest optimistiske beregninger når han op på, at gælden er et sted mellem 60 og 70 pct af BNP. Det er knap så sundt; faktisk er vi så ved at være på samme niveau som Storbritannien og Portugal. Men det er ikke desto mindre det reelle tal, og det vil ikke føre til et bankkollaps – staten kan låne endnu mere og pumpe endnu flere penge ind i bankerne, siger han – men det kan føre til japanske tilstande, hvor økonomien i bedste fald går i stå, i værste fald i bakgear, skriver han.

Hvis Pettis har ret, så har det to konsekvenser for omverdens forhold til Kina.

For det første er investeringer i Kina givetvis en genovervejelse værd. Måske er de ikke helt så stensikre, som erhvervslivet og finansverden tror.

For det andet er vores buk-og-skrab politik i forhold til Kina i den grad en genovervejelse værd. Hvis Kina ikke er så mægtig, som Kina lader til, så er der heller ingen grund til at behandle regimet som en orkidé – hvad Obama-regeringen også har bevist. Over de seneste måneder har amerikanerne ladet forstå, at de ikke vil finde sig i, at kineserne manipulerer deres valuta. Valutaen er mellem 15 og 25 pct. billigere end den skal være og koster millioner af arbejdspladser og milliarder i handelsunderskud i USA og Europa, og USA har truet med at sætte kineserne på den officielle liste over internationale valutafiflere.

I dag meddelte Beijing så pludseligt, at sådan var det heller ikke ment, og hvis I virkelig er så sure, så kan vi da godt opjustere yaun’en og lade den flyde mere frit i forhold til dollaren.

Det er en lektie, som det er værd at lære af, og det samme er et spørgsmål, som hele valutadebatten rejser:

Hvis Kina er så stærk, og hvis Kina er på vej til at blive verdens førende supermagt, hvis økonomien boomer, og regimet er stabilt, hvorfor er det så overhovedet nødvendigt at manipulere med valutaen?

Eller for den sag sin skyld holde det faktiske gældstal hemmeligt?

Og, nej, Bob, det svar blæser ikke i vinden.

Update

Det var South China Morning Post – se kilde oven for – som offentliggjorde historien om Bob Dylans aflysning, og Dylans taiwanesiske promoter bekræftede over for alverdens medier, at His Bobness havde aflyst Kina. Men Camp Dylan siger nu, at de aldrig skulle have været til Kina. I overskriften spørger jeg: “Er Kina bange for Bob Dylan?” Svaret er tilsyneladende: Nej, Kina er ikke bange for Bob Dylan, men Kina er saftsuseme bange for så meget andet. Og hvorfor mon?

Update2

James Fallows er én af dem, der følger Kina tæt. Her er hans take på Dylangate:

http://www.theatlantic.com/international/archive/2010/04/an-entirely-different-view-of-the-dylan-china-saga/38493/