Storheden i Barack Obama

Overrasket?

Det burde vi ikke være. Jeg er ingen spåmand, kun en journalist, men jeg spåede ikke desto mindre her, her, her,  her og her, at Obama ville komme igennem med sin sygesikring.

Hvorfor? Fordi han sagde, han ville.

Og det er måske – efter reformen selv – det vigtigste resultat af nattens vedtagelse.

USA har fået en ny sygeforsikring og – i mange øjne – en anden præsident. En mand, der fylder embedet, og et embede, der fylder manden, og både mand og embede har en helt anden tonnage i dag end i går.

Det må føre til en vis eftertænksomhed hos alle de mennesker, der bevidst eller ubevidst fejllæste Barack Obama, og som groft kan inddeles i to kategorier.

Den første kategori består af de mennesker, der af den ene eller anden grund hader ham, eller ønsker ham nederlag. Det er her, vi finder de te-aktivister, der råber ”bøsserøv” efter kongresmedlem Barney Franks og ”nigger” efter borgerretshelten John Lewis, og som truer med væbnet revolution og snigmord. Men det er også her, vi finder de republikanske politikere, der opildner te-aktivisterne, eller bare betragter det hele som et kynisk spil. For de sidstnævnte handler politik ikke om at skabe noget – det handler udelukkende om at vinde eller tabe – og i øjeblikket gælder det tydeligvis om at spille efter den mest obstruerende og defensive taktik på denne side af Drillo og skildre alt, hvad præsident Obama kommer med, som socialisme, facisme eller ”nordstats-aggression” og under alle omstændigheder som landsskadelig virksomhed.

Det er mennesker, som enten ikke kan eller ikke vil forstå præsidenten, og de vil være dømt til igen og igen at stå som den republikanske kongresleder, John Boehner, stod i nat. Usammenhængende og knust.

Den anden kategori består af mennesker, der betragter Barack Obama som enhver anden præsident eller politiker. En Bill Clinton med kulør og større ører. Det er en kategori af mantra-magere, der gør i hyperlativer og hyperventillation, og så snart en republikaner har fremgang og en demokrat det modsatte, så er præsident Obama og hans sundhedsreform færdig. Død. Begravet. Tak til dem, der fulgte og bar. Vi finder dem på Tv-stationerne, hvor de elsker lyden af deres eget ekko, og hvor de uden at skamme sig kan skifte fra den ene til den anden hest, og de kerer sig ikke det fjerneste om substans.

For dem er politik også et spil, og de går ud fra, at præsidenten også betragter politik som et spil, og at hans store taler, hans dyre ord, bare er et led i det spil. Han mener det ikke, for ingen mener, hvad de siger; de siger kun, hvad de siger, fordi de de vil bevare deres post og deres flertal og deres magt, og bagefter er der rødvin og indforstået fællesgrin hjemme hos Karl Rove.

Disse mennesker skaber et vortex, som samler alle dem, der ikke kan se substansen, ikke vil se substansen eller insiterer på selv at opfinde substansen. Hvis man skulle tro på dét, man i månedsvis har hørt på CNN, Fox News eller MSNBC, så var reformen ekstremistisk, venstreorienteret, uamerikansk, økonomisk uansvarlig, og bedstemor ville blive slået ihjel, ufødte børn ville havne i udskrabscontainteren, og kun ulovlige indvandrere ville få det mindste gavn af den.

Sandheden var – sandheden er – at reformen er et stykke politisk centrisme, hvis der nogensinde har været et stykke politisk centrisme. En af de bedste og mest indsigtsfulde analytikere, bloggeren Ezra Klein, opsummerede forleden den egentlige reformsubstans: ”Det giver sig selv, at det er en temmelig moderat og konsensusorienteret lov, når samtlige demokratiske senatorer, fra Bernie Sanders og Barbara Boxer til Ben Nelson og Joe Lieberman, støtter den, og når den enten møder opbakning eller neutralitet fra den amerikanske lægeforening, hospitalsindustrien, medicinalindustrien, ældresagen, fagforeningerne og meget af forsikringsindustrien. Og det er en moderat og konsensusorienteret lov.”

Selvfølgelig er det det, for præsident Obama er en moderat og konsensusorienteret præsident, og han er ikke en præsident, der kerer sig om politik som spil. For ham handler politik om at gøre en forskel, om at han er i Det Hvide Hus, og kongrespolitikerne i Kongressen for at gøre en forskel, og  hvis man vil have et indblik i den måde som præsident Obama præsiderer på, så lyt til den tale, han holdt lørdag aften.

Han talte uden manuskript og uden teleprompter, og ordene kom med en ægtefølt patos, som man sjældent ser i politik, og de smykkede sig om et citat fra Abraham Lincoln.

”Det er ikke sikkert, at jeg vil vinde. Men det er sikkert, at jeg vil være sand. Det er ikke sikkert, at jeg vil ende som en succes, men det er sikkert, at jeg vil leve op til det lys, jeg har.”

Barack Obama har flere gange sagt, at han hellere vil være en effektiv præsident, der ikke bliver genvalgt, end en famlende præsident, der bliver genvalgt.

Først hvis man tror så meget på noget, at man er villig til at sætte alt andet over styr – først i det øjeblik skærer man den tangent, der fører til politisk storhed.

Barack Obama skar i nat den tangent.