Hurra for professor Thomsens injurie-sejr

Af Poul Høi 19

Henrik Thomsen er ikke en spinatfugl, der bare griber løse fragmenter ud af døgnet og gør en historie ud af dem.

Nej, han er professor i radiologi og en af de førende radiologer i Europa. I sidste måned modtog han – som den første europæer – den fornemmeste anerkendelse fra det amerikanske Society of Uroradiology, en såkaldt Lifetime Achievement Award. Med andre ord: Når Thomsen udtaler sig inden for sit felt, så er det en god ide at lytte.

Derfor kan det synes som en af tilværelsens mange ironier, at netop han blev involveret i en bitter injurie-sag i London. I snart to år har sagen lagt beslag på hans kræfter og hans tid og – formoder jeg – nogle af hans penge, og først nu er han kommet ud på den anden side.

Og han har gjort det ved – endnu mere ironisk – at bruge det britiske injuriemaskineri mod maskineriet selv, og det vender jeg tilbage til.

Men først lidt forhistorie:

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan blandt andre russiske, saudiarabiske og islandske rigmænd har brugt London som injurieturistmål. I en blog i januar i fjor beskrev jeg, hvordan selve ytringsfriheden er truet, fordi halvgangstere, sheikher og nordatlantiske spekulanter via domstolene i London kan true kritikerne ihjel. Ikke fordi de har ret, men fordi den britiske lov og den britiske præcedens stort set altid giver sagsøgerne ret, og fordi den slags sager kan ruinere alle andre end netop ovenstående. Spørg bare hos Ekstra Bladet, der blev udsat for en skammelig behandling i London.

Nu truer profeten Muhammeds efterkommere så med at slæbe en stribe af danske medier for domstolene i London, fordi medierne som et led i den journalistiske dækning af profetgate har bragt de famøse tegninger. Nu skulle man synes, at efterkommerne skulle anlægge sagen i Danmark; det er her, tegningerne er tegnede, det er her, de første gang blev bragt, og det er her de fleste medier, også Berlingske Tidende, har bragt dem som et led i nyhedsdækningen, og det er her, medierne har hjemme.

Men, nej, Danmark har en relativ vidtrækkende ytringsfrihed – både i lov og praksis – og efterkommerne vil formentlig ikke kunne vinde en dansk sag, hvorimod de kan vinde en dundersejr i London bare ved at anlægge en sag.

Hvad har tegningerne med briterne at gøre, kan man spørge.

Ikke det mindste, men briterne har en ide om, at solen aldrig går ned over deres jurisdiktion, og hvis en kiosk i London har haft et eksemplar af en dansk avis liggende, så er det givetvis godt nok.

Skørt, men sandt.

Men tilbage til professor Henrik Thomsen, der har været turen igennem.

For godt to år siden holdt han et foredrag på Randolph Hotel i Oxford for 30 europæiske radiologer. Hans foredrag varede 15 minutter – se hans powerpoints her – og han forklarede, hvordan han blandt sine patienter havde konstateret et stort problem. Problemet handlede om kontraststoffet Omniscan og om det metal, der er i stoffet – gadodiamid.

I 99 procent af alle patienter er der ingen bivirkninger, men i et fåtal af patienter med nyreproblemer er der også endog meget alvorlige bivirkninger, fastslog han. 20 danske patienter havde udviklet en uhelbredelig fibrosis kaldet NSF efter at være indsprøjtet med kontraststoffet. De fleste NSF-patienter ender i kørestol, og lidelsen kan være dødelig. En af de danske patienter døde kort efter at have fået kontraststoffet.

I 2006 advarede den danske lægemiddelstyrelse internationalt mod at bruge Omniscan på nyrepatienter. Læs advarslen her.

Nu skulle man synes, at producenten af Omniscan burde takke Henrik Thomsen for hans agtpågivenhed. Men sådan gik det ikke. Slet ikke. Omniscam produceres af den amerikanske industrigigant GE Healthcare, og GE Healthcare anlagde injuriesag mod Thomsen.

I London, naturligvis.

Industrigiganten troede sikkert, at den havde en nem sag, og at den ville kunne mase Henrik Thomsen, men det viste sig, at den lige præcis var oppe mod en mand, som kunne stå mosten igennem, og professor Thomsen udviklede sig til en cause celebre. Britiske NSF-patienter støttede ham, og det samme gjorde britiske forskere og britiske medier, og Thomsen fik en advokat, som ikke bare dukkede nakken. Tværtimod. Hans advokat skrev til justitsminister Jack Straw og klagede over den britiske injurieturisme, som – kunne enhver se i denne sag – ikke blot forgyldte sheikher af alle mulige nationaliteter, men også gjorde det umuligt at være videnskabsmand. For hvad skulle en forsker gøre, hvis han som Henrik Thomsen opdagede, at et produkt eller en praksis var farligt?

Andre eksempler dukkede op. Svenske forskere, der kritiserede en løgndetektorproducent og hævdede, at forskningen bag detektoren ”var ude i astrologienden af videnskaben,” fik ørene i maskinen. Det samme gjorde en britisk videnskabsjournalist, som i en bog kritiserede kiropraktorerne, og en hjerteoverlæge, hvis forskning viste, at et særligt hjerteprodukt fra NMT Medical ikke virkede efter hensigten.

Bare truslen om et sagsanlæg fik forskere og tidsskrifter til at gå i sig selv. Da manden bag løgndetektoren truede fagtidsskriftet International Journal of Speech, Language and the Law med et sagsanlæg, så trak tidsskriftet straks de svenske forskeres artikel tilbage og gik baglæns og bukkende ud af affæren. For svenskerne kunne muligvis bevise, at de havde ret, men at have ret er ikke det samme som at få ret, og inden da ville de sikkert være ruineret. En britisk injurieadvokat koster omkring 5.000 kroner i timen.

GE Healthcare oplyste i december i fjor, at selskabet havde brugt tre mio. kroner på sagen mod Thomsen, og hvis han tabte, ville han blive tvunget til at betale de penge.

Men i sidste måned foretog den danske professor en lille genistreg. GE Healthcare havde oprindelig taget meget kraftigt afstand fra Henrik Thomsens foredrag, så kraftigt, at selskabet direkte havde kaldt ham for en løgner, og nu slog Thomsen igen. Han og hans advokat meddelte, at de ville gensagsøge GE Healthcare for injurier og kræve erstatning.

I London, naturligvis.

Dagen efter indgik parterne forlig. Detaljerne i forliget er ikke oplyste, men hvis man læser teksten med en lup, så fremgår det tydeligvis, at danskeren er vinderen. Hans foredrag og hans forskning og hans konklusioner står uanfægtede, han kan vidne i fremtidige retssager, han skal ikke på nogen måde kysse og kramme Omniscan, og man må gå ud fra – og nu gætter jeg – at GE Healthcare også har betalt hans advokat, siden advokaten arbejdede for et no-win-no-fee salær.

Så herfra et hjerteligt til lykke til Henrik Thomsen – og tre lektioner af l’affaire Thomsen.

1. Det britiske injuriesystem er selv ramt af fibrosis, og det må briterne for såvidt selv om. Hvis de vil have sådan et system, så værs’go, men vi andre har ikke bedt om det. Derfor er det en god ide i alle andre demokratier at gøre, som amerikanerne nu er ved at gøre – indføre love, der beskytter borgerne mod britisk injuriturisme.

2. Når og hvis man bliver ramt af injurieturisme, så før sagen i offentligheden. Injurieturismen er så meget for meget, at selv de færreste briter kan forsvare den. Domstolene har tydeligvis ”en afskrækkende virkning på ytringsfriheden,” har selv Jack Straw erkendt.

3. Brug injuriemaskinen mod injurieturisterne. De danske medier, som kan blive sagsøgt for at have bragt Muhammed-tegningerne, kan gen-sagsøge sagsøgerne. Anklag dem for injurier. Selv et meget grovmasket trawl gennem internettet vil hurtigt afsløre nogle af de urimeligheder, som den anden side har sagt.

Men selvfølgelig er det hele lidt trist.

Det er trist, at det er nødvendigt at tænke i de baner – i love, som beskytter én mod britiske domstole og i gengældelsessøgsmål.  Som Agnes Callamard, chefen for en britisk borgerretsorganisation, har udtrykt det:

”Det er en skandale, at et land som England, der betragter sig selv som pioneer inden for demokrati, nu er første anløbshavn for de rige og magtfulde, der ikke blot vil true kritikerne til tavshed, men også hævne sig på kritikerne.”

Og hun har ret.

”Her er London” var tre ord, som sagt i rækkefølge og over en skrattende radiosender engang kom med løftet om ytringsfrihed.

I dag falder ordene ikke som et løfte, men en trussel.

Update:

En venlig læser har gjort mig opmærksom på, at Lægeforeningen under hele sagen og på alle måder har støttet Henrik Thomsen, og det er naturligvis værd at understrege. Så også et tillykke til Lægeforeningen med sejren.

19 kommentarer RSS

  1. Af Morten Dreyer

    -

    For snart mange år siden udgav den isralitiske forfatter Leon Uriz sin bog QB18, som netop omhandlede den tids injuriesager ved de engelske domstole.

    Her drejede det sig om en forsker, som perifert nævnte en person som deltager i en naziforbrydelser under krigen.

    Forskeren havde ret men pga. domstolens bisarre krav til beviser stod han til at blive dømt.

    En fornuftig dommer kom i et dilemma – efter reglerne skulle han dømme forskeren – men han havde jo ret – det var en nazi-forbryder.

    Sp fandt han på en salomisk løsning.

    Forskeren blev idømt en endelig erstatning på 1 penny.
    Tænk om dommerne i disse sager ville gøre det samme.

  2. Af John Bernard Nielsen

    -

    Citat:Det er en skandale, at et land som England, der betragter sig selv som (1) pioneer inden for demokrati, nu er (2) første anløbshavn for (3) de rige og magtfulde, der ikke blot vil true kritikerne til tavshed, men også hævne sig på kritikerne. Citat slut.

    Der er flere problemer i denne formulering, samt de præmisser som ligger til grund for udsagnet.

    ad.1. Ifølge magtens tredeling, så er den lovgivningsmæssige side skarpt adskilt fra den juridiske. Dette er et hævdvunden princip i de Angel-sachsiske lande, og også i Danmark samt i Tyskland efter 1945. Medens Commonwealth-landene slet ikke har nogen forfatning/grundlov, så har Danmark og Tyskland en sådan, og Tyskland også en forfatningsdomstol, som skal tage sig af spørgsmål, som strider mod forfatningen. Sidstnævnte har netop kendt myndighedernes opbevaring af data for borgernes kommunikation over telefonen og internettet i ½ år ulovligt. Herhjemme var det Bernstein der var chef for det udvalg, der bar hans navn, og som ønskede at gå endnu videre, bl.a med overvågning af boligblokke, og som kom igennem med at vores data skal gemmes i 1 år.

    ad.2. Et land kan ikke være en “anløbshavn”. London kan karakteriseres som en sådan, selvom tonnagen har været dalende i de sidste år.

    ad.3. De rige og magtfulde. Der står intet steder skrevet (for UK har som nævnt ingen forfatning, tihi) at de rige og magtfulde ikke må have/tage den magt, som de kan komme af sted med. Og det er netop kernen her. Det er ikke altid de kommer af sted med det.

  3. Af jenni christensen

    -

    Søgsmål anlægges i sagssøgtes hjemsteds retsdistrikt.

  4. Af Niels Christensen

    -

    Høi burde have nævnt den pågående sag mellem videnskabsforfatteren Simon Singh og den engelske kiropraktor forening.
    Singh havde i en kommentar i Guardian skrevet at kiropraktorernes påstand om, at kiropraktik kan hjælpe mod astma m.v. var ‘bogus’ science. I stedet for at publicere materiale der viste, at Singh tog fejl gik de til retten. Og her viste Justice Eady, hvor vidt de engelske regler skal forståes. Singhs udsagn blev fortolket som om han havde sagt at de engelske kiropraktorer bevidst var uhæderlige.

  5. Af Daniel Dravot

    -

    Three cheers for senators Arlen Specter and Joe Lieberman and their Free Speech Protection Act of 2009.

  6. Af N.K. Toft

    -

    Vi skal bare ignorere ethvert søgsmål fra engelske domstol og hvis EU har et problem med det, så kan de jo prøve at tvinge os hvilket ville udgøre et real-politisk selvmord lige i øjeblikket. Og så skal Folketinget til at få taget sig sammen og få en lov igennem der specificerer at civile søgsmål mod danske institutioner skal finde sted på dansk territorium eller de er ugyldige. Den injurie-lov i England ryger sandsynligvis også som det første hvis Cameron tager magten i Maj og derefter begynder han at hive engelske ansvarsområder tilbage fra EU. Han har allerede bebudet at hans regering SELV vil bestemme deres integrations og flygtninge politik hvilket man jo kun kan klappe ham på skulderen for.

  7. Af Michael Hansen

    -

    Atter en gang er det amerikanerne der går forrest og viser at der er så & så meget tyrelort de gider finde sig i før hammeren falder. Jeg tør ikke tænke på hvordan verden ville se ud uden USA, men kønt ville det næppe være.

    Bortset fra det, har jeg stadigvæk ikke forstået juraen omkring den britiske injurieturisme. Britiske statsborgere, virksomheder, og organisationer, er selvfølgelig underlagt britisk lov, og må tage følgerne af retslige afgørelser. Men udenlandske statsborgere? Virksomheder? Organisationer? Engelske myndigheder kan da ikke indefryse eller tømme udenlandske konti? Hvordan vil man i praksis kradse erstatningen ind? Hvilke internationale paragraffer gør at man på den anden side af jordkloden skal bekymre sig om hvad et allongeindsvøbt fjols måtte finde på at dømme i London?

  8. Af N.K. Toft

    -

    Michael:
    Fordi vi jo i vores ufattelige visdom har underskrevet udvekslingstraktater med EU lande inkl. britterne. Derfor vil de danske myndigheder PRINCIPELT vœre tvunget til at udlevere og indkradse penge fra dagbladene’s chef-redaktører. Men det er på papiret og sådan fungerer verden jo ikke altid. Personligt synes jeg at EU og alt hvad det medfører begynder at ligne en nœrmest Holbergsk farce. Forhåbentlig vil alt det œvl en dag resultere i en Skadinavisk Union mellem Norge, Sverige, Danmark og Finland. Olie, Jern, skibsfart og elektronik. Ikke den dårligste cocktail.

  9. Af Michael Hansen

    -

    N.K. Toft;

    Jeg er med på at der er udvekslingsaftaler for personer der har udøvet god gammeldags kriminalitet, således at de ikke bare kan vende snuden hjem og dér sidde og grine godt i skægget. Sådan er det, og sådan skal det være. Og jeg er også med på at EU-domstolens afgørelser har indflydelse over grænser…og sådan skal dét også være. Men erstatningssager, på basis af fjollede søgsmål, vundet ved ét lands domstole, der går over landegrænser? Det er helt nyt for mig. Den islandske stat, fx., overvejede jo ikke at yde erstatning til England og Holland for Pervers Omgang Med Andre Folks Penge fordi de var juridisk forpligtet, men alene fordi det i et større perspektiv kunne være politisk fordelagtigt. Og hvis dette er en EU-ting, hvorfor kaster USA så i det hele taget energi efter dette?

    Så igen: hvor er den juridiske præcedens der gør at man overhovedet bekymrer sig om dette i praksis?

  10. Af N.K. Toft

    -

    Fordi hvis du udbliver fra en retssag og bliver idømt en astronomisk bøde som du ligeledes ignorerer, så bliver det før eller siden en kriminel sag. Jeg er skam heller ikke enig med det, men sådan er reglerne. Juridisk prœcedens? lœs: http://hvidberg.blogs.berlingske.dk/2010/03/03/injurie-turisterne-kommer/

  11. Af Whitebergs noter » Blog Archive » Injurieturisterne kommer – links

    -

    […] Ganske ironisk, og uden jeg vidste det, har Poul Høi i dag et blogindlæg om sagen imod Thomsen. Det er et godt […]

  12. Af Lisa Nordbo

    -

    @ John Bernard Nielsen

    Få hovedet ud af leksikonet og kommenter artiklen i dens helhed, tak. Man kan ikke bruge behovet for at vise hvad du ved til andet end at blive irriteret.

    Lisa

  13. Af Gerald B.

    -

    @Poul Høi – et virkelig relevant og gennemarbejdet blogindlæg, som man bliver klogere af at læse. Tak for det.

  14. Af Michael Svendsen

    -

    God pointe at offentlighed om sagen i nogle tilfælde kan skade sagsøger mere end den anklagede.

    Et af de bedst kendte eksempler er nok den såkaldte “McLibel”-sag. Her anlagde McDonalds injuriesag i London mod to miljøaktivister, der tilbage i 1986 omdelte pjecer, der beskyldte kæden for direkte eller indirekte at være skyld i alskens dårligdomme lige fra dyremishandling, miljøsvineri og udnyttelse af medarbejdere til sultkatastrofer i 3. verden.

    I dette tilfælde var retssalene reelt en ideel platform for aktivisterne til at fremføre deres argumenter under omfattende pressedækning.

    Hvilket givetvis har skadet McDonalds omdømme betydeligt mere end et par pjecer på en regnvåd britisk gågade.

    “McLibel”-sagen samt div. udløbere foregik over 20 år og er senere blevet filmatiseret. Se http://en.wikipedia.org/wiki/McDonald's_Restaurants_v_Morris_&_Steel.

  15. Af FarJensen JensenH

    -

    Hvor er det godt at Poul Høi fik sat lys på det juridiske vanvid der kan knægte ytringsfriheden og putte sandheden i fængsel.

    I det hele taget er det farligt, når det ikke er demokratiet og de folkevalgte som bestemmer udviklingen. Hvis for megen politisk magt overgår til jurister og domstole, kan det hurtigt ende med et afsporet samfund, hvor alle mulige spidsfindigheder og verdensfjerne afgørelser skubber alt med retfærdighed og sund fornuft ned i en dyb grøft.

    I USA og i EU er juridiske tåbeligheder blevet en plage for mange borgere, og i en del tilfælde er demokratisk dagsordener blevet fortrængt af juridiske dagsordener. Det er ret uhyggeligt.

  16. Af Krister Meyersahm

    -

    Hvis det ikke handler om injurier men om ytringsfrihed, så er der klar retsbeskyttelse i, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

    Artikel 10:

    “Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og …uden hensyn til landegrænser…” osv.

  17. Af radioilluminati.com radioilluminati.com

    -

    Jeg talte med en fra Kina om frihed og demokrati. Vi blev enige om at kineserne er mere frie end i vesten.

    Grunden er, at dem der tror de er frie uden at være det, er mindre frie fordi de lever i en illusion. Et usynligt fængsel man ikke kan komme ud af før man acceptere at man er slave og manipuleret.

    Kineseren ved godt at medierne er styret og fyldt med propaganda samt at 1 parti systemet er diktatur.

    I Danmark har vi en masse partier at vælge i mellem men efter valget har de en kedelig tendens til at klynge sig sammen i 2 blokke. Rød og blå. Den røde blok kræver flere skatter, mere kontrol med befolkningen for at sikre trygheden og flere ansatte i staten.

    Den blå blok ønsker højere straffe, mere kontrol og big brother, krige, hårde besparelser for de svageste og forkrøbler den velfærd vi betaler næsten 80% i skat for, hvis man medregner alle de skjule skatter som inflasion, grønne afgifter og moms.

    Vi har også en masse medier der igen enten er røde eller blå, men når det kommer til stykket fylder de os med en falsk virkelighed(propaganda) og tager aldrig fat i de virkelige skandaler, som når du søger på google efter “fall of the republic”,”terrorstorm dansk”,”naomi wolf end of america”,”money as debt”,”money masters

    Ligegyldigt hvilke parti du stemmer på, stemmer du på den næste spin-diktator der undertrykker dig og dine landsmænd mere end de er i forvejen.

    Gør som mig drop medierne og valget!

  18. Af Injurieturisme « Kristian Bro

    -

    […] kan læses mere om sagen her og […]

  19. Af » “Hvad fanden har de gjort ved mig?” - blogs.berlingske.dk

    -

    […] har et par gange skrevet om, hvordan sheiker, gangstere og højtbelånte islandske forretningsfolk brugte domstolene […]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info