Skulle Bush have bombet russerne?

Det er overraskelsernes tid her på Berlingskes blog.

I sidste uge skrev Søren Pind, at han havde taget fejl. I dag giver jeg delvist Bush og Cheney ret.

Anledningen er en ny bog, ”A Little War that Shook the World,” som har fået et vist nyhedsspil i USA – ikke mindst på de Bush-kritiske blogs. I august 2008 strømmede russiske soldater og kampvogne ind i Georgien, og Det Hvide Hus overvejede at gribe militært ind. Forfatteren til bogen, den estimerede Ron Asmus, skriver, at præsident Bush og hans nationale sikkerhedsråd tænkte på at bombe Roki-tunnelen, som russerne brugte til at forcere Kaukasus-bjergene.

”Vi kan ikke bare lade Georgien gå under,” lød et af argumenterne, og hvis det betød en krig mod Rusland, så var der ikke noget at gøre ved det.

Kritikerne siger, at det endegyldigt beviser, at Bush-mændene var for krigeriske til denne verden, og hvis de virkelig ville risikere en krig for Georgiens ildsprudlende præsident, Mikheil Saakashvili, så var deres virkelighedsbillede heller ikke af denne verden. Men kritikerne glemmer to elementer:

For det første, at det ville være mærkeligt, hvis ikke Det Hvide Hus i det mindste overvejede en militær reaktion. Bushs sikkerhedsrådgiver, Stephen Hadley, siger i bogen, at hans opgave er at lægge alle muligheder på bordet, og en militær aktion var en af mulighederne.

For det andet, at amerikanerne ikke gjorde det. Præsident Bush var imod, og det var vicepræsident Cheney også.

Så Det Hvide Hus gjorde, hvad det skulle gøre: Overvejede seriøst en militær reaktion og afviste den som for farlig.

I bakspejlet ville sådan en reaktion formentlig stadig have været for farlig, men jeg må indrømme, at jeg er enig med en af hardlinerne fra vicepræsident Cheneys stab, som siger, at hvis russerne bliver ved med at spille med musklerne, vil ”vi om ti til 20 år se tilbage på (august 2008, red.) og konstatere, at det var her, at de fandt ud af, at de kunne ændre på grænserne uden konsekvenser. Og så skulle vi have grebet hårdere ind.”

”A Little War that Shook the World” godtgør, at den lille sommerkrig i august 2008 ændrede ved to af fundamenterne for verden efter den kolde krig:

Vi troede, at grænserne mod øst lå fast, og vi troede, at NATO – USA og Europa – også stod fast. Begge dele viste sig forkerte. Rusland planlagde møjsommeligt krigen og fremprovokerede den, og russerne marcherede uhindret ind i Georgien og stod så tæt på Tbilisi, at man kunne lugte deres dårlige ånde. Og NATO anede ikke sine levende råd og endte med at sende præsident Sarkozy i penduldiplomati, og han proppede en våbenhvile ned i halsen på Georgien.

”I får ikke en bedre aftale,” nærmest truede han ifølge bogen præsident Saakashvili. ”Hvor er Bush? Hvor er amerikanerne? De kommer ikke for at redde jer. Europæerne kommer heller ikke. I er helt alene, og hvis I ikke skriver under, så kommer de russiske kampvogne i stedet for.”

Neville Chamberlains ånd fløj lavt over Kaukasus den aften.

Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne det komme dertil?

Svaret er april 2008 og uappetitlig europæisk realpolitik. NATO afviklede sit topmøde i Bukarest i Rumænien, og amerikanerne kæmpede for at få en medlemsplan for Ukraine og Georgien. Tysklands kansler Angela Merkel slog sig i tøjret, for hun ville ikke hidse russerne op, og hun ville heller ikke bringe den tysk-russiske naturgasaftale til næsten fire mia. dollar i fare.

Præsident Sarkozy sagde til præsident Bush, at han ikke var bange for russerne, men han var bange for kansler Merkel, og mødet endte med, at NATO de facto tilbageskødede Ukraine og Georgien til russerne, og præsident Putin opfattede det som en invitation til at marchere mod Tbilisi.

Som Putin efter mødet sagde til præsident Saakashvili: ”Du kan ikke regne med amerikanerne. Du kan ikke regne med europæerne. Den eneste, du kan regne med – det er mig.”

Ganske rigtigt.

Og desværre.

Bogen er forstemmende, fordi den om noget illustrerer de tabte muligheder efter Murens fald. Hvis man tror på de vestlige værdier – på personlig, politisk og økonomisk frihed – så var efter-koldkrigstiden en mulighed for at udbrede de værdier og låse andre lande, ja, hele regioner fast på dem.

Det lykkedes til dels i de tidligere østeuropæiske satellitlande, men det lykkedes ikke i de tidligere sovjetstater, og det lykkedes heller ikke – og det er lige så vigtigt – i den muslimske verden. På nuværende tidspunkt kunne f.eks. Tyrkiet være orienteret mod vestlige værdier frem for vestkritiske ideer, hvis europæerne havde udnyttet den chance, som historien gav os. Både regeringerne Clinton og Bush så chancen, de argumenterede ihærdigt for at få Tyrkiet optaget i EU, men tyskerne og franskmændene viste samme åndelige overskud som i Bukarest i 2008 og for den sag sin skyld i Verdun i 1916, og med samme resultat.

Og det er problemet med historien. Den stiller os over for nogle fordringer, og jeg er bange for, at vi i tilfældene Ukraine og Georgien og Tyrkiet missede dem og sendte landene tilbage til det, de kom fra.