Mange mennesker vil gå til yderligheder for at blive kendte. Men her er to mennesker, som vil gå til yderligheder for igen at blive ukendte.
Den ene hedder Wolfgang Werlé, og den anden hedder Manfred Lauber.
Lad os blot gentage de navne. Wolfgang Werlé og Manfred Lauber. Og én gang til: Wolfgang Werlé og Manfred Lauber.
For de fortjener ikke at blive ukendte. Af to grunde.
For det første fordi de er mordere. Under ualmindeligt bestialske omstændigheder slog de i 1990 den tyske skuespiller Walter Sedlmayr ihjel. De blev begge idømt livsvarigt fængsel, men er ude nu.
For det andet fordi de forsøger at forbyde Wikipedia – og for den sag sin skyld alle andre – at skrive om dem. Hvis det stod til d’herrer, vil himlen falde ned over alle, der gør, hvad jeg gør nu: Wolfgang Werlé og Manfred Lauber.
Alle, der nævner deres navne og det mord, som de blev dømt for.
Jeg kan godt forstå, at de ikke har lyst til at blive mindet om, hvad de i 1993 blev dømt for, men fortiden er til tider en forbandelse, som vi må leve med, og når man slår en af de mest folkekære tyske skuespillere ihjel – en legende, der spillede med i film som ”Angst æder sjæle op” og TV-krimier som ”Derrick” – så bliver man ikke efter 16 år løsladt fra fortiden, som man efter 16 år bliver løsladt fra fængsel. Om man vil eller ej, så er man en del af fortiden – af historien – og også med navns nævnelse.
Det vil Wolfgang Werlé og Manfred Lauber imidlertid ikke finde sig i.
De og deres advokat har løbet storm på avis-arkiver og Wikipedia i Tyskland og krævet at få den store flaske med slettelak frem. Mordernes navne skal slettes eller anonymiseres over alt, og som Werlé og Laubers advokat siger til New York Times: ”De skal have mulighed for at leve deres liv og blive resocialiseret uden offentlig stigmatisering. En kriminel har også ret til privatliv og ret til at være i fred,” siger Alexander Stopp.
Han har haft held af at kyse de tyske medier, de har over alt foretaget en virtuel bogafbrænding og slettet navnene, og hvis man besøger den tyske udgave af Wikipedia, så finder man ingenting om Werlé og Lauber. Alexander Stopp har imidlertid haft lidt mere knas med de amerikanske medier. Han forsøgte forgæves at tvinge New York Times til ikke at nævne navnene på Werlé og Lauber, og hvis man går ind på den amerikanske version af Wikipedia, så finder man også her hele historien. Her er den tyske Wikipedia; her er den amerikanske.
Den tyske højesteret fastslog i 1973, at forbrydere også er beskyttet af loven om privatlivets fred, og det er muligt, at afgørelsen havde de bedste hensigter, men afgørelsen beskytter det ene på bekostning af det andet – enkeltforbryderes ret til at gemme sig på bekostning af samfundets ret til at vide – og afgørelsen er håbløst ude af trit med den digitale alder.
Og desværre er tyskerne ikke ene om u-trittet.
De schweitziske myndigheder oplyste i sidste uge, at de vil slæbe Google i retten med krav om, at søgemaskinen modificerer eller skrotter sin populære ”gade-version.” Når man søger kort-oplysninger på Google, kan man ofte få et gade-vue med fotografier eller videooptagelser af det pågældende sted, og det risikerer – siger schweitzerne – at vise personer på følsomme lokaliteter, f.eks. ved et sygehus, et fængsel eller en skole, og helikopterperspektivet er ”også problematisk,” for det kan kigge ind i folks haver, siger en eller anden jeg-skal-komme-efter-dig til nyhedsbureauet AP.
Må jeg ikke opfordre kontinental-Europa til at lytte til præsident Obamas dialog i dag med de kinesiske studerende i Shanghai. Først undskyldte præsidenten, at han ikke brugte Twitter. ”Mine tommelfingre er for klodsede til at skrive korte beskedder på en telefon. Men jeg er en stor tilhænger af teknologi, og jeg er en stor tilhænger af åbenhed, når det drejer sig om informationsstrømmen. Jo mere frit informationerne flyder desto stærkere bliver et samfund … for borgerne kan tænke selv. Det skaber nye ideer. Det skaber kreativitet.”
Og konkret om internettet sagde han:
”Jeg har altid været en stor tilhænger af frit internet-brug. Jeg er en stor modstander af censur … Jeg kan sige jer, at det er en styrke, at vi i USA har et frit internet, og jeg kan kun anbefale det.”
Internettet kan være et udyr, det kan – når det er værst – synes som om selve Fanden har sluppet dette instrument løs på os, men skønheden ved internettet er imidlertid så meget større end udyret, så meget vigtigere og tidsbærende, og hvis vi lader os koste rundt af to tyske knivmænd, et kuk-ur fra Bern og en generel kontinentaleuropæisk forhudsforsnævring, så vinder udyret selv.
16. november 2009 kl. 21:39
Jamen ork da, Poul Høi.
Hvad skal jeg sige til det?
“Rigmor Wæhzel”? (”Fiktivt” navn da navneforbud eksisterer i sagen…)
Hvad er forskellen?
(Bortset fra at hun endnu ikke er dømt. Skyldsspørgsmål synes i forvejen at lægge fast: Hun havde fingrene langt nede i kagedåsen som i forvejen var taget med op på værelset hvor det ikke hørte hjemme).
16. november 2009 kl. 21:48
Glimrende kommentar, Hr. Høi.
Du har fuldkommen ret. Andet er der ikke at sige om det.
16. november 2009 kl. 22:37
Først og fremmest er dine pointer vedrørende mordet på Walter Sedlmayr helt rigtige.
Men der er langt fra samfundets interesse i mordsager og så til billeder taget af folk tilfældigt på gaden.
Her vejer retten til privatlivets fred altså tungere end den samfundsmæssige interesse. For helt ærligt, hvad er interessen i helt nøjagtigt i billeder af folk på gaden?
Hvis pointen i googles gadebillede ikke er at vise, hvordan for eksempel signifikante lokationer ser ud, hvorfor så vise dem?
Det er jo bare en unødig feature, der i nogle tilfælde kan krænke andres privatliv - Der er jo forskel på need to know og nice to know.
Mordsagen er den første - Google den sidste.
17. november 2009 kl. 01:21
Der er 2 meget forskellige spørgsmål i dette.
Selvfølgelig skal vi ikke have internetcensur.
Hvis de 2 herrer vil have renset deres fortid, så må de skfit navn og flytte. Det har i århundrede været metoden og det vil det fortsat være. Op til ca. 1990 var det fuldt lovligt at gøre i UK uden overhovedet at melde det noget sted så længe det ikke var for at undslippe straf for begået kriminalitet.
Men på den anden side er retten til ikke at blive overvåget væsentligt vigtigere end ytringsfrihed. Overvågning er et angreb på en konkret person - ytringsfrihed en generel ret som aldrig kan tilsidesætte konkrete personers rettigheder medmindre de først har gjort sig skyldig i noget som tilsidesætter deres rettigheder.
Markedet og demokratiet kan ikke fungere hvis man gør mennesker transparanter overfor magt og interesser.
Selvfølgelig vil paparazzi-journliaster mene noget andet, men de er jo også en del af problemet.
17. november 2009 kl. 01:27
“Må jeg ikke opfordre kontinental-Europa til at lytte til præsident Obamas dialog i dag med de kinesiske studerende i Shanghai.”
Og sjovt nok havde de kinesiske myndigheder trukket stikket ud…
Så meget for Obambi’s “ytringsfrihed” hos dem som ejer USA!
17. november 2009 kl. 04:54
Kære Kurt.
Tak for dit indlæg - og din pointe.
Det pågældende eksempel er lige så meget ude af trit med tiden som tyskerne og lige så kontinental-europæisk i sin köpernickisme. Men desværre til gengæld helt i trit med en uskreven tilføjelse til dansk retsplejelov:
“Hvis en tiltalt er rig og/eller berømt, eller har en rig og/eller berømt forsvarsadvokat, så er den tiltalte automatisk omgærdet af enten navneforbud, referatforbud eller lukkede døre.”
17. november 2009 kl. 06:57
Enig i at forskelsbehandlingen er desideret ulækkert. Hvorfor skulle den “kendte” danske narkotiltalte behandles anderledes end enhver anden mistænkt?
Derimod finder jeg det ikke mindre usmageligt at medierne har reduceret sig selv til noget tredjerangs underlivs- og sensationssnageri.
“enkeltforbryderes ret til at gemme sig på bekostning af samfundets ret til at vide” er et godt eksempel på ulækker og overflødig Se & Hør journalistik.
En ting er at forbryderne skal have deres straf og i nogle sammenhænge mere end andre skal det have konsekvenser efterfølgende.
En anden at “samfundet ret til at vide” er blevet til “ofrets pligt til at lide” for dårlig journalistik og inferiør snageri.
En effekt, man ikke skal underkende er mediernes kriminalitetsskabende og samfundsnedbrydende effekter.
Det er f.eks. efterhånden kommet dertil at kriminelle tjener flere penge på retten til “deres historie” end de nogensinde kunne tjene på hverken hæderligt arbejde eller kriminalitet.
En ting er at det skaber kriminalitet, men det skaber i hvert fald spektakulær terror fordi det vigtige er at få medierne til at overdrive historien.
Ligesom overbudspolitik i ryggen af oppustede “enkeltsager” i dag er synes at være en dårlig substitut for anstændig politisk arbejde.
17. november 2009 kl. 08:33
Jeg er tilfældigvis er bosiddende i Sedlmayrs hjemby, og fulgte Werle og Laubers kamp for at deres “bedrifter” skulle være slettet i de elektroniske medier. Sagen mødte overraskende på relative almen forståelse ikke alene i befolkningen, men også i medierne, og årsagen hertil skal søges tilbage Tysklands dunkle fortid.
Efter anden verdenskrig, er der to markante træk der præger den tyske lovgivning og mentalitet. 1. Manglende vilje til at konfrontere problemer direkte, og 2. En nærmest afgrundsdyb respekt for privatlivets fred.
Punkt 1. betyder, at Tzskland har den mest uoverskuelige skatte- og social-lovgivning(der findes den stående påstand, at hvis man tog hele verdens skattelovgivning, så ville 2/3-dele være tysk). Man vil simpelthen ikke udsætte nogen en eller anden uretfærdighed, af derved lovgives der for alle eventualiteter.
Punkt 2. som relaterer sig til PH`s blog, er klart her et eksempel der viser, at det tyske samfund pga. den helt rabiate respekt for privatlivets fred, faktisk ikke har udviklet sig siden 60´erne. Tyskland har eksempelvis ikke et CPR-nummer system, der gør det muligt at samle oplysninger. Derved kan man faktisk relativt nemt gemme sig for myndigheder, undgå at betale skat og gennemføre social bedrageri. I Tyskland bliver ethvert tiltag til skabe administration rigorøst overvejet af den såkaldte “Datenschutzbeauftragter”, en myndighed der kan sammenlignes med “register-tilsynet” men som har meget udvidede beføjelser, og en ekstrem teknologi-fjendtlig indstilling. Det mest absurde er at man i Tyskland alligevel bliver bombarderet af Junk-mail fra private, hvor man undrer sig over hvordan de er kommet i besiddelse af ens husstandsoplysninger. For at par år siden begyndte vores Nabos hund at få fiktive opkrævninger, fordi naboen havde sat hundens navn på sin postkasse :-)
Det er derfor klart at en så langsom og out-of-date lovgivning som man ser i Tyskland, har problemer med at “regulere” Internettet.
17. november 2009 kl. 08:47
Sorry der røg flere forståelsesmæssige fejl ind i mit indlæg: Her er den korrigerede version:
Jeg er tilfældigvis er bosiddende i Sedlmayrs hjemby, og fulgte Werle og Laubers kamp for at deres “bedrifter” skulle blive slettet i de elektroniske medier. Sagen mødte overraskende på en relativ almen forståelse. Ikke alene blandt befolkningen, men også i medierne. Årsagen hertil skal søges tilbage Tysklands dunkle fortid.
Efter anden verdenskrig, er der to markante træk der præger den tyske lovgivning og mentalitet.
1. Manglende vilje til at konfrontere problemer direkte
2. En nærmest afgrundsdyb respekt for privatlivets fred, der grænser til det rabiate.
Punkt 1. betyder, at Tyskland har den mest uoverskuelige skatte- og social-lovgivning(der Den bestående påstand er, at hvis man tager hele verdens skattelovgivning, så ville 2/3-dele være tysk). Man vil simpelthen ikke udsætte nogen for en eller anden form for uretfærdighed, og derved lovgives der for alle eventualiteter og minoriteter.
Punkt 2. som relaterer sig til PH`s blog, er klart her et eksempel der viser, at det tyske samfund pga. den helt rabiate respekt for privatlivets fred, betyder at Tyskland ikke har udviklet sig siden 60´erne. Tyskland har eksempelvis ikke et CPR-nummer system, der gør det muligt at samle oplysninger og behandle administrative opgaver effektivt. Derved er det faktisk relativt nemt gemme sig for myndigheder, undgå at betale skat eller gennemføre social bedrageri. I Tyskland bliver ethvert tiltag til teknologisk at forbedre administrationen rigorøst overvåget af den såkaldte “Datenschutzbeauftragter”, en myndighed der kan sammenlignes med “register-tilsynet” men som har meget udvidede beføjelser, og en ekstrem teknologi-fjendtlig indstilling.
Det mest absurde er så, at man i Tyskland modtager mere Junk-mail fra private end i Danmark, fordi der findes marked hvor man sælger uautoriserede adresseoplysninger, og man undrer sig over hvordan de er kommet i besiddelse af ens husstandsoplysninger. For et par år siden begyndte eksempelvis vores Nabos hund at få fiktive opkrævninger, fordi naboen havde sat hundens navn på sin postkasse :-)
Det er derfor klart at en så langsom og out-of-date lovgivning, som man ser i Tyskland, har problemer med at “regulere” Internettet, og derfor har de to herrer der tog livet Sedlmayr ingen problemer med at finde et lov-grundlag til at forbyde offentliggørelsen af deres navne i de elektroniske medier.
17. november 2009 kl. 09:14
Se evt. The Economists leder denne uge om “libel” i engelsk ret. Dér står det meget, meget værre til.
17. november 2009 kl. 09:46
Det er jo fuldstændigt indlysende, at d’herrer Werle og Lauber har en skidt sag, for så vidt angår forsøget på at censurere internet mv. i forhold til at deres navne optræder i forbindelse med det mord, de begik i 1990 og blev dømt for i 93. I modsætning til Poul Høi (i hvert fald jf. hans indlæg) mener jeg så, at det er bedøvende ligegyldigt i den sammenhæng, at det var en “folkekær” skuespiller, de 2 myrdede. Det er sagen uvedkommende.
Men når vi så er færdige med ret hurtigt at konstatere, at censur ER noget skidt og at man naturligvis må stå til ansvar for sine handlinger både nu og for eftertiden, så er der altså også andre aspekter. For det kan godt undre lidt, at netop tidligere dømtes mulighed for at genindtræde i samfundet og begynde påny anses for at være noget ligegyldigt. I tidligere blogindlæg har Poul Høi også kraftigt argumenteret for det fornuftige i det, som man ser ret udbredt i USA, at tidligere dømte for sexuelle overgreb mod mindreårige hænges ud - meget offentligt og meget aktivt - dels på internettet og dels ved løbesedler osv., netop for at stigmatisere dem og sørge for, at de ikke kan genindtræde i samfundet. Ønsket er, at de skal forblive pariaer. Det er en trist gammeltestamentlig tankegang, der ligger bag; at folk ikke er blevet straffet nok via afsoningen af den dom, som retsstaten har udmålt til dem (og i øvrigt den, som deres samvittighed måtte udmåle til dem på livstid), og at det derfor er legitimt at blive ved med at gå efter dem. I tilfældet sexualforbrydere virker det som om, at kun dødsstraf er straf nok. Er det samme tankegang, der er gældende her? Skal vi virkeligt lære noget af, hvorledes man udmåler straf og håndterer resocialisering i fx. Saudi Arabien?
17. november 2009 kl. 09:53
@ Seatown
Du blander tingene sammen og overser at Danmark er på vej mod ruin netop fordi man ikke har indset at den simple CPR-tanke er et forældet levn fra før Internettet.
Du skal se Identitetsdiskussionen som et 2-dimensionsionelt spørgsmål.
På den ene side om du har struktur eller ikke struktur, dvs. om identitet bygger på rod-strukturer a la fødselsattester, cpr-numre etc. eller om de ukoblede (og dermed skaber kaos).
På den anden side om du har en nøgle som genbruges (og altid overfører kontrollen til andre) eller om du bygger et multi-id system ovenpå det strukturelle lag, så borgeren kan beholde kontrollen.
Du har ret så langt at de store vestlige lande har besindet sig og undgået at underminere samfundet for at opnå de hurtige gevinster ved et cpr-system.
Du tager alvorligt fejl hvis du tror at de vil have gavn af at kopiere Danmarks forældede modeller som i dag er direkte værdi- og samfundsdestruktivt. Den tanke har gjort Digital Forvaltning til en stor ineffektiviseringsmaskine som gør den offentlige sektor stadigt mindre i stand til at tilpasse sig samfundets behov samtidig med at man eksportere den destruktive planøkonomi til de samfundskritiske processer som skal finansere det offentlige ressourcespilde.
Og nej - inden du falder i fælden, så er det IKKE en ideologisk betragtning. Blot en simpel erkendelse af at man skal skille spørgsmålet om omfordeling fra spørgsmålet om hvordan man får mest velfærd for pengene.
Læs f.eks. det sidste kapitel her for en uddybning.
http://www.taenk.dk/overvaagning/ny-bog-de-overvaagede/
17. november 2009 kl. 10:27
Stephan E
I modsætning til dig ser jeg på denne sag yderst pragmatisk, d.v.s. fra min daglidag i Tyskland versus Danmark. - og jo, Dit indlæg er en af disse ideologiske betragtninger, hvor Du åbenbart har patent på sandheden, og bare istedet her kalder det for simpel erkendelse.
CPR-nummer systemet har været en administrativ gevinst for Danmark, og ville være det ligeledes for Tyskland. Lad mig give nogle eksempler:
1. Ved flytning til ny Bopæl i Danmark er det kun nødvendigt med en henvendelse på CPR-registret i Danmark. I Tyskland var den største byrde ved flytning ikke selve flytningen, men de 20 separate breve jeg skulle skrive til diverse myndigheder(Skat, Licens, Pension offentlig privat, Bank, kommune etc.) for at alt var på plads.
2. Typisk registreres Du i Tyskland med dit navn, fødselsdato og Bopæl. Disse oplysninger er relativt nemme at udnytte ved identitets tyveri(som er udbredt i Tyskland). Jeg har selv oplevet eksempler på, hvorledes disse oplysninger giver anledning til stor forvirring - sidst ved køb af en bil havde jeg problemer ved registreringen, fordi myndighederne uden mit vidende havde ændret et dansk Ø fra OE til et enkelte O.
3. Det manglende CPR-nummer register har ikke afholdt at der handles store data-mængder af personoplysninger i et ureguleret marked. Derfor får man tilsendt utrolig meget Junk mail (incl. falske opkrævninger) via post, end jeg nogensinde har fået i Danmark.
4. Skal Du lave din Selvangivelse i Tyskland - er du nød til i papirform at sende samtlige dokumenter til skattevæsenet i papir-form. Sidste gang var det mere 80 ark. I danmark kan 80% af befolkning lave deres selvangivelse indenfor 10 minutter. (Hvis det ikke effektivt, så ved jeg ikke hvad man ellers skulle kalde det)
Min holdning er klar: Har du rent mel i posen, har CPR registret som vi indførte i slutningen af 60´erne medført markante forbedringer og effektiviseringer vores kontakt med det offentlige. Jeg kan dog ikke dokumentere forskellen i andelen af omkostninger til offentlig forvaltning i Danmark og Tyskland- pga. af landets føderale struktur, der nærmest fordobler Tysklands omkostninger til offentlig forvaltning.
17. november 2009 kl. 11:14
Nej, forbrydere skal ikke diktere indholdet på Internettet.
Angående luftfotografier og Google street view er det lidt mere uldent synes jeg, og Schweiz’ skepsis maner til eftertanke. Jeg bryder mig ikke om den slags potentiel snagen i privatlivet. Og den teknologiske udvikling er vidunderlig - men bør også vække til eftertanke. Tænk f.eks. fuld højopløsning af livebilleder fra luften eller gade-monterede kameraer. Det giver helt utrolige og uhyggelige muligheder for overvågning. Og der skal vi ikke ud.
17. november 2009 kl. 11:34
Der er da godt nok stor forskel fra, at have myrdet en offentlig kendt person og så til, at en helikopter flakser rundt og tager billeder af tilfældige perosner på gaden, der efterfølgende bliver lagt på nettet. Hvad er næste skridt? At helikopteren filmer ind gennem vinduet hos folk, eller, at jeg bliver filmet i baghaven i en intim situation med min elsker, og dette bliver offentliggjort så min kæreste kan se det. Dette kunne faktisk smadre et ellers rimeligt velfungerende forhold, hvor der blot var et enkelt sidespring. Andre tilsvarende situationer kan man nemt tænke sig til. Jeg kunne også forestille mig nogle unge kriminelle, der i en presset situation, måske på grund af usædvanlige dårlige forhold i hjemmet røg ud i noget dumt og kriminelt. Hvis de dybt angrer og retter sig op, og deres sociale situation som måske var årsagen til forbrydelsen, også retter sig op, bør de så få ødelagt resten af deres liv fordi en tidlig og tidligere tåbelighed klæber til dem. Her mener jeg virkelig man må nuancere. Tilgivelse er noget af det fineste der findes. Den kan være svær nogen gange, men bør have en chance.
Men ellers er jeg da enig, forbrydere generelt skal ikke diktere og dominere nyhedsstrømmen. Det skulle da lige passe, at Peter Brixtofte for eksempel kom og forsøgte at forbyde, beretninger om hvad han har gjort i Farum kommune
17. november 2009 kl. 12:37
At de to tyske mordere forsøger at få fjernnet deres navne, er forståligt nok. At missionen umuligt kan lykkedes, viser blot at moderne og deres advokater ikke fatter en brik af den tid vi lever i og hvordan teknologien fungerer. Og det samme med Google’s forskellige ydelser. Hvis man tror at det kan lade sig gøre at forhindre at fotografiske gengivelser digitaliseres blot fordi det forestiller det ene eller det andet, er det tid at lede efter katalogerne fra oplysningsforbundene i postkassen. Det kan ikke lade sig gøre. Vi må acceptere at sådan er det bare og at der grundlæggende set ikke er ond mening bag handlingerne det. Det og så at lære at brug af kommunikationsteknologi fordrer en hvis pli hvis det skal give det ønskede udbytte.
17. november 2009 kl. 12:49
Poul Høi du manipulerer, og det klæder aldrig en journalist, heller ikke en tidligere kriminalreporter fra B.T.
Se blot rubrikken: “Skal forbrydere diktere internettet?”
Man kan jo udskifte “fordrydere” med hvad som helst og svaret er nej!
Der er en undtagelse, og det er “forældre”, men mere om det senere.
Mere manipulation: “Under ualmindeligt bestialske omstændigheder slog de i 1990 den tyske skuespiller Walter Sedlmayr ihjel.”
Kan man skrive det omvendte: “Under ualmindelig humane omstændigheder slog de i 1990 den tyske skuespiller Walter Sedlmayr ihjel.”
Sidste sætning er rent vrøvl, og tager i den grad den journalistiske sensation ud af sætningen. Men i din sætning tænker du for læserne - og dermed manipulerer du. Husker du den gamle regel fra journalisthøjskolen: Don’t tell it, show it?.
I gamle dage - og det var før internettet - var opfattelsen, at når en dømt havde udstået straffen, var tavlen vasket ren. Navnet var dog stadig tilgængelig i mediernes arkiver, men nu ligger de arkiver på internettet.
Forestil dig, som en af bidragyderne her på bloggen foreslår, at de to dømte tog navneforandring. Var det så i orden, at Wikipedia nævnte deres nye navne? Ville du gøre det?
Jeg forstår ikke denne lyst til at hænge folk ud for tid og evighed. Heller ikke din lyst til inden dom at nævne navnet på en såkaldt jetset-kvindes formodede omgang med et mindre parti kokain.
Du godtager gabestoksprincippet, og dermed bliver din journalistiske indsats strafforlængende.
Skriver ud navnet på på kvinden, hvis hun bliver frifundet, og vil fru Knudsen have det?
Men hvorfor skulle medierne ikke det. Er det ikke også Jeres ansvar, at en person nu kan gå fri, rank og renset ud i samfundet igen med navns nævnelse, når politi og anklagemyndighed med alle deres resourcer i månedsvis har forfulgt en medborger.
Jeg ved godt at det er længe siden, at du var kriminalreporter på B.T. (jeg fandt det på internettet), men i et pænt stykke tid har journalister haft ret til at protestere over navneforbud, referatforbud og lukkede døre. Med en vis succes endda.
Du var ikke i retten den dag, men jeg vil være lydhør over for dine argumenter, lydhør som en dommer. Hvis argumentet er, at der ikke skal nedlægges navneforbud, fordi den sigtede eller dennes advokat er rig eller berømt, så godtager jeg det ikke. Eller var det også manipulation.
Jeg kan ikke dele din forargelse, den er billig og selvfed. I mine øjne gør du ingen mere oplyste af at nævne navnet på to dømte tyskere - nærmest tværtimod - det er blot brænde på den letkøbte forargelses bål.
Men tilbage til forældrene, der censurerer internettet - omend indirekte. En veninde ville for nyligt fotografere sin datters første udspring fra 10-metervippen i svømmehallen, men blev passet op af to livreddere: Fotografering er forbudt, fordi pædofile henter billederne på nettet.
Her bliver jeg forarget og ved godt, at nogen sikkert tager mig til indtægt for pædofili forsvarer. Jeg tager chancen. Angsten skal ikke styre mit liv.
17. november 2009 kl. 12:51
Indlægget er relevant, men overskriften er simpelthen for dumt og populististisk plat… og som typisk for populistisk plat er den formuleret som et (retorisk) spørgsmål så forfatteren kan holde sig selv fri for ansvar.
Ja, undskyld Poul Høi. Så hårdt var det ikke ment, men din overskrift er altså dum. Selvfølgelig skal “forbrydere” qua forbrydere ikke “diktere internettet”. Det er en dum-plat popupulisme-retorik. Det er et spørgsmål alle kun kan svare “nej” til, og der er da heller ingen overhovedet der har antydet at det skulle forholde sig anderledes - bortset nu, Poul Høi med det konspirations-afslørende retoriske spørgsmål :)
Det er ikke tilfældet af disse to personer har fået en særlig ret til at “diktere internettet” qua deres status som forbrydere…. og det ved du jo godt! De har en juridisk ret til anonymitet qua deres juridiske status som borgere i Tyskland - en juridisk ret andre tyske borgere normalt også har.
Med din populistiske overskrift, som man altså kun kan svare “nej” til, ønsker du altså implicit at få os til at sige “nej - forbrydere (der har udstået sin straf) skal ikke have samme juridiske rettigheder som andre borgere”… og der hopper kæden af.
Du kunne have formuleret det: “skal borgere have ret til anonymitet på internettet?” For det er jo det de er: de er borgere. Mordere - ja. Men det er ikke en “ret” de har som mordere, men som borgere, og man mister altså ikke sin borger-status (i en retsstat!) når man har udstået sin straf…
Den populistiske overskrift rummer altså en debat om retsstat, demokrati og meget andet. Nej selvfølgelig har “forbrydere” ikke en særlig ret… det er det du vil have os til at sige… men overskriften presser os til at sige at “forbrydere” (der har udstået sin straf) heller ikke skal have SAMME ret som andre borgere. Derved er den altså manipulatorisk!
Men skal borgere så have ret til anonymitet på internettet? Det mener den tyske stat åbenbart, og det er Poul Høi så uenig i (jeg ved ikke om du kun er uenig når det gælder “forbrydere” eller generelt?). Jeg hælder mod at være enig. Det er flintrende underordnet at de pågældende er tidligere forbrydere! De har udstået sin straf og er dermed sidestillet alle andre borgere (det håber jeg på det kraftigste at Poul Høi er enig i?). Men det er ikke deres status som ex-forbrydere, der er afgørende. Det er deres status som nogen der har foretaget en handling der har bragt dem i offentlighedens interesse.
Vil man ikke være kendt, så skal man ikke blive en berømt skuespiller. Eller gifte sig med en berømt skuespiller. Eller slå en berømt skuespiller ihjel. I alle tilfælde bliver man selv kendt - det har intet at gøre med hvorvidt ens handling er lovlig eller ulovlig. Kendte folk bliver der skrevet om, og det vil være en uoverskuelig opgave for staten at forhindre det… og også en udfordring for retsstaten
17. november 2009 kl. 13:51
Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber,Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber,Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, Wolfgang Werlé og Manfred Lauber, er min mening klar?
17. november 2009 kl. 14:02
@ Seatown Henrik
Beklager at måtte korrigere dig, men det er dig som er idelogisk når du overser alle de økonomiske og magtmæssige skader som påføres af et primitivt forældet cpr-system.
Læs nu det link, jeg pegede på. Du skriver intet som ikke er indbefattet det.
Hvis du læser hvad jeg skriver, så anerkender jeg fuldt ud at man er nødt til at arbejde med et struktureret id-fundament, men hvis samfundet skal fungere derfra så skal styringen ligge hos borgeren så det ikke degenererer til styring af borgeren og tvangsforsimpling til stadigt mere stive og ufleksible safundsprocesser.
Hvis man ikke forstår vigtigheden af frie valg og at slut-brugeren ikke gøres transparant, så har man allerede besluttet sig for at genindføre DDR planøkonomi qua de fejlantagelser man gør.
17. november 2009 kl. 14:27
IF THEY HAD THE INTERNET DURING DR. FRANKENSTEIN’S TIME
TRANSYLVANIA, GERMANY Sept 3, 1808 (Associated Press)
A giant walks amongst us. Or stumbles, to be more precise.
Dr. Hans Frankenstein announced yesterday the successful completion of his first brain transplant. Surgically placing the brain of the recently deceased Abigail Normahl into the body of the former Heineken Hitler High School wrestling star Darfk Hindkwarterkruzcsher, the celebrated medical talent has produced a startling regenerated specimen.
“He stands almost eight feet tall and has a tad bit of trouble with his stride when walking,” Dr. Frankenstein explained this morning. “He often has to keep his rather large arms extended away from his body to maintain his balance - but otherwise is the sweetest human being I have ever had the pleasure to know.” The Good Doctor says this experiment could be the beginning of a rigorous era of transplant therapy that may in fact lead to cures for cancer, polio, shingles and even the common cold. Several medical experts from around the globe have cited the experiment as an incredible breakthrough, including celebrated scientist Ernst Einstein who said “Within months we may be able to use this method to alter the parts of the brain that cause the urge toward violence, overeating, sloth, envy - this may eradicate all seven deadly sins forever.”
Dr. Frankenstein wishes to explain the odd appearance and certain tendencies his experimental subject may present. “The brain we chose to implant is, shall we say, a tad bit below the average intellect,” the doctor says. “I see that now as very beneficial because it allows us to take our time in terms of developing the process - baby steps, if you will.”
He also pointed out a couple of behavioral difficulties for his medical marvel. “He’s very timid and yet quite approachable - but I would ask that people who may come across he and I to please refrain from shouting at him or lighting matches in his presence. Like many of us, he does not like fire and he finds loud voices to be quite irritating.”
The next step for this massive ‘man’? “He wants to learn how to dance.” Slowly, we presume
17. november 2009 kl. 14:42
Det er dog morsomt, at vi andre må finde os i at blive udstillet på internet og enddog i dagbladene for dette og hint udelukkende efter en journalists forgodtbefindende, men er man forbryder, så er man pludselig beskyttet.
Når en vis dansk kendt jet-set narkodronning indblandes af kommentarerne, viser det med al ønskelig tydelighed hvor venstreorieret Berlingske læsere (og dermed Berlingskes redaktionelle linie) er blevet; Hvad med Blekingegadebanden, hvor een af de dømte(*) med medierne fulde accept arbejder for skatteydernes penge i Københavns Kommune, og det for en politiker fra et erklæret voldeligt revolutionært parti ?
(*dømt er måske så meget sagt, da han kun er dømt for medvirken, fordi han og de andre banditter nægte at oplyse hvem der skød)
17. november 2009 kl. 15:42
Kære Thomas Hoelgaard.
Tak for dit indlæg - og du har ret: Selvfølgelig er det uden principiel betydning, om de to herrer slog en “folkekær skuespiller” eller en ukendt taskenspiller ihjel. Princippet om informationsfrihed gælder i begge sager. I den praktiske verden vil et mord på en Sedlmayr nok vække lidt mere postyr - og blive husket og endevendt og gen-endevendt mere - end et mord på taskenspilleren. Så vidt jeg husker førte mordet på Sedlmayr bl.a. til en tysk film, der oprullede hele hans dobbeltliv som udadtil heteroseksuel homoseksuel - og så i Bayern.
Men principielt er det underordnet.
17. november 2009 kl. 15:47
@ Liberty Frihed
“Tænk f.eks. fuld højopløsning af livebilleder fra luften eller gade-monterede kameraer. Det giver helt utrolige og uhyggelige muligheder for overvågning. Og der skal vi ikke ud.”
Uha.
Det ville jo kræve at liberalisterne skulle tage et valg imellem frihed til informationernes frie tilgængelighed eller til privatlivets fred.
Det gad jeg godt høre Anders Samuelsen diskutere med sig selv (uden hjælp fra Gallup målinger).
17. november 2009 kl. 16:14
@ Daniel L
Problemerne finder vi både hos kommunisterne og facisterne, men navnlig hos bureaukraterne.
Det er f.eks. en falsk diktomi at liberale burde have en konflikt omkring fri deling af information versus frihed.
Liberalisme betyder ikke at du har lov til at true et andet menneske - at overvåge er en variant af trussel og registering er at opretholde truslen.
Man skal skelne mellem hvad mennesker kan og overgangen til at sætte digital overvågning i værk. Det giver ikke mening at forbyde mennesker at huske hvad de ser, men det giver dig ikke ret til at angribe andre.
Der er en problemstilling om at sikre at det “private rum” følger legemet og dig digitalt og ikke kun drejer sig om noget fysisk egendomsret.
Det samme gælder socialister som måske nok går ind for lighed, men du får mest lighed hvis den enkelte har frihed til selv at optimere eget liv fremfor at kommiteer skal fortælle dig hvad du skel synes.
Hovedproblemet er bureaukraterne specielt i Centraladministrationen - de er hæmningsløse.
17. november 2009 kl. 18:36
Og nej, Poul Høi, den tyske Højesteret afgjorde ikke i 1973, at — det var Forfatnings-domstolen - Verfassungs-schutzgericht i Karlsruhe, der afgjorde dette.
Og hvorfor?
Jo, fordi pga. Tysklands fortid (i 1930erne)står det i § 1 i den tyske Forfatning (som forøvrigt fejrede 60 år i maj 2009 - hvor artiklerne i de danske aviser om det?) - der står:
Den menneskelige værdighed er uangribelig. (unantastbar på tysk)
Og det er det hele det nye Tyskland er bygget på; derfor fastslog Forfatnings-domstolen, at også forbrydere har ret til et privatliv.
Og det bliver mere og mere tydeligt at Danmark i den grad mangler en Forfatnings-domstol.
Desuden er det ikke kun i Tyskland, at man ej har et CPR.NR. - i USA, England, Sverige, Norge? og i andre lande, måske endda også i Italien, Spanien mm.
Danmark har et CPR.NR. system - og myndig-hederne kan samkøre registre mv.
I andre lande har man slet slet ikke den tiltro til staten som man har i Danmark.
17. november 2009 kl. 19:25
@Daniel L
Ja, det er et svært dilemma. Informationernes frie tilgængelighed har en meget høj prioritet, men jeg tror man må passe på privatlivets fred, især når det angår systematisk indsamling af data - især, når det er staten der har mulighed for at overvåge og registrere.
17. november 2009 kl. 20:17
@ Liberty Frihed
Man skal bare lade være med at indsamle personhenførbare data og lade borgerne selv beholde kontrollen - så går det hele op i en højere enhed. Servicen virker, data er frie men data kan ikke misbruges udenfor kontekst overfor borgeren.
Problemet er når folk tror man er nødt til at forgribe sig på borgerne for at få services til at fungere - og man lader infrastrukturspillere og bureaukrater rane magt på samfundets bekostning og med de basale rettigheder som første offer.
17. november 2009 kl. 20:24
@ Thomas Hoelgaard
Du maa ikke undervurede det faktum at seksualforbydere er notoriske mht. til gentagelses forbrydelser. Derfor er det kun rimeligt at folk ar agtpaagivende overfor deres tilstedevaerelse i lokalsamfundet, og derfor er det saerdeles vigtigt at de kan lokaliseres. En seksualfobryder har ingen ret til privatliv, med mindre han eller hun vaelger at bo paa en oede oe. Ikke engang efter udstaaet straf fordi, som sagt, gentagelses elementet er enormt.
17. november 2009 kl. 21:29
Det forekommer mig komisk at de to forbrydere har valgt at anlægge sag. Nu er de da om noget blevet meget mere berømte (eller notoriske). Hvis de havde ladet den ligge tvivler jeg på jeg nogensinde ville have hørt om dem…
17. november 2009 kl. 21:59
@Tom B
Ja så.
1. SÅ du mener sexforbryderen skal dyppes i tjære og fjer, så han nemt kan genkendes i gadebilledet? Hvordan ellers vil du kunne genkende vedkommende på gaden? Spørgsmålet er aldeles seriøst ment, for jeg har på fornemmelsen, at mange af dem som skriger på adresselister på sexforbrydere ikke har tænkt det helt igennem.
2. Hvilke specifikke ekstratiltag vil du træffe overfor dine børn, hvis den sexforbryder flytter ind ved siden af, 100m væk, 1 km væk, 10 km væk? Og hvad hvis vedkommende hopper på sin cykel, og cykler en søndagstur til næste by/flække/legeplads?
3. Hvilke tiltag træffer du overfor dine børn, for at beskytte dem mod de sexforbrydere som ikke er blevet fanget endnu? (Familjemedlemmer og bekendte udgør procentvist den største gruppe pædofile, fx.)
Er meget spændt på dine svar, for jeg selv ville nemlig holde øje med mine børn på nøjagtigt samme måde, uanset om det var Jack the Ripper, Godzilla, eller Pia Kjærsgaard som flyttede ind i nabolaget.
17. november 2009 kl. 22:15
Jeg synes det underligt at folk som ellers påstår at kæmpe for folks frihedsrettigheder, med en pennestrøg er parat til at fratage enkelte medlemmer af befolkningens rettigheder, selv om de har afsonet deres straf.
Hvis folk skal straffes efter de har afsonet deres straf, kan vi jo ligeså godt beholde dem i fængslet eller bare slå dem ihjel med det samme.
Det er ikke et samfund jeg ønsker at leve i. Poul Høi jeg synes den holdning du udtrykker er tåbelig og dum.
17. november 2009 kl. 22:15
Altså, Berlingske er en købe-avis med medarbejdere man må formode er kvalificerede specialister. Det mærker man ikke her. Det er det samme her som irriterer mig ved gratisavisernes klummer, men de er måske mere undskyldte som et amatørforetagene. Brug dog hovedet - dette handler om at se sagen i et generelt retsperspektiv eller informationsperspektiv, hvor tingene ikke er så helt sorte og hvide. Det dur altså ikke at spise os af med udtalelser der går på at internettets frie brug af alting er et enten-eller. Hvis nogen kom med klart løgnagtige påstande, altså injurier, ville det fx. så være iorden? Brug argumenter en anden gang, istedet for denslags opstød om kukure og forhuder, som læseren her skal plages med.
Iøvrigt er jeg langt hen enig med skribenten, men en ordentlig, velargumenteret uenighed er nærmest at foretrække over for Høis platheder.
18. november 2009 kl. 02:45
Det er godt nok svært at udholde…
Så få intelligente kommentarer og så uendeligt meget ævl, nonsens og vrøvl.
Det hele handler jo om at fryde sig ved at kunne udstøde nogle få og derved føle sig tryg og accepteret i gruppen.
Dejligt primitivt, som at pisse i bukserne.
Er i forhistoriske hulemænd eller civiliserede, moderne, etiske, moralske tænkende mennesker?
Jeg svarer ikke, men hvad tænker du selv?
18. november 2009 kl. 05:26
Hvad skal man som liberalist vægte højest: Privatlivets fred eller informationsfrihed?
Det er - som flere har bemærket - en interessant debat, og også en kompliceret debat, men her får I mine 25 øre.
Privatlivets fred har altid været en illusion, for allehånde myndigheder har haft ret til legalt at krænke den pågældende fred. Militæret kan bruge satelliter til at lure ned i din have, en betjent kan mere eller mindre berettiget bladre i din kriminaljournal, en læge eller en lægesekretær kan læse din sygejournal, og sådan kan vi blive ved. Det er et forholdsvis énsidigt forhold, hvor - i mangel af bedre ord - myndighedspersoner har informationerne og retten til at søge informationer om andre på deres side.
Internettet er i den sammenhæng the great equalizer (h/t Samuel Colt). Den gør os allesammen mere lige. Ja, vi kan - hvis vi nogensinde teknologisk når dertil - kigge ned i naboens have, men vi kan også kigge ned i myndighedernes haver. Lægen kan kigge os i kortene, men vi kan også kigge ham i kortene, og hvis politiet, pantefogeden, skatteoverassistenten og miljøkontrollen begår overgreb, så kan vi via internettet dokumentere overgrebene og svare igen.
Selvfølgelig kan vi godt - som nogle kræver - indføre enkeltforbud og særregler, f.eks. at personer ikke må foreviges på Googles gadebilleder og helikopterbilleder, men problemet er, at man begynder med enkeltforbud, ofte ganske velmenende, og enkeltforbuddet fører til flere forbud, og hvis man vil have morddømte tyskere ud af Wikipedia, så skal man også snart have mord-ofre og alle andre, der ikke vil være der, og hvad med de historiske sager? Hvad med Adolf Hitler, der blev dømt for sit ølstuekup i München, og hvad med Marinus van der Lubbe, der i 1934 blev henrettet for at have sat ild til Rigsdagen? Et princip er vel et princip, eller skal vi have flere over- og underregler til at regulere det?
Informationsfrihed er ikke et angreb på privatlivets fred - eller en modsætning; derimod er det den faktor, der skaber en ligevægt, en terrorbalance om man vil, og sørger for at holde det private privat.
18. november 2009 kl. 08:37
Poul Høi
Du sætter en falsk diktomi op som for mig ligner et journalistisk ønske om snageret.
Men - som sagt ovenfor - indebærer et princip om informationsfrihed, ikke en overvågningsret eller -pligt.
For at få de 2 principper til at gå op i en højere enhed forudsætter det at man ganske enkelt undlader at inficere de digitale miljøer med personhenførbarhed fordi det er selve identifikationen som fratager borgerne de basale rettigheder og svækker sikkerheden overalt.
Det skal ses i forhold til at vi sagtens kan etablere tekniske konstruktioner med ikke-personhenførbare beviser. Vi kan f.eks. lave et borgerkort med biometrisk adganskontrol, som - UDEN AT DU IDENTIFICERES ELLER AFLEVERER FINGERAFTRYK - kan bevise overfor dørmanden at du IKKE står på “bøllelisten”.
Dvs. dine frihedsrettigheder kan sikres.
De nævnte herre ville derimod IKKE kunne gøre det samme. Dvs. du kan sikre de steder hvor det er relevant uden at gøre det destabliliserende overvågningssamfund til deterministisk uundgåelighed.
Bemærk at eftersin man kun kan henføre historiske data uden for kontekst hvis man identificeres ville det indebærer at de samme herrer ville kunne have relativ frihed i de sammenhænge, hvor det ikke har betydning.
At dømme alle til ufrihed fordi du mener at nogle få slet ikke skal have nogen er det samme som at ville eliminere de basale rettigheder som et frit samfund bygger på.
Det er ikke en acceptable diktomi - ergo må spørgsmålet være forkert stillet. Den implicitte antagelse holder ikke.
18. november 2009 kl. 08:46
Påstanden om internettet som “the great equaliser” er vrøvl og medløberi.
Internettet - som megen teknologi designes i dag - er derimod baseret på det anti-demokratiske princip om at “magten definerer retten”.
Den lille bliver ikke stærkere af at vide noget om den magtfulde. Men den magtfulde bliver meget mere magtfuld af at den lille er transparant overfor den magtfulde.
Dvs. enhver sammenhæng hvor du identificeres skaber akkumlerende muligheder for magtmisbrug. Kriminelle kan stjæle din identititet, data kan misbruges uden for kontekst og data kan opsamles med henblik på fremtidig misbrug.
Vores fremtid står og falder med en ting - at undgå digital identificerbarhed i transaktioner, dvs. at din næste transaktion kan ske uafhængigt af foregående eller fremtidige transaktioner bortset fra de verifikationer som naturligt er en del af den konkrete applikation eller de ønsker som du måtte have som fri borger.
18. november 2009 kl. 14:51
@ Peter G
Nu har vi jo allerede systemet paa plads herovre, og det giver os en betydelig sikkerhedsfoelelse at vide i det mindste hvor nogle af truslerne mod vores boern er.
Naar en doemt seksualforbryder flytter ind i omraadet, holder alle oeje med den paagaeldende, og hvis der er den mindste udsigt til udskejning, bliver politiet involveret.
Ligeledes er vi bekendt med hvilke omraader af byen (Baltimore) vi skal holde os fra (paa grund af anden kriminalitet). I Danmark har I valgt en anden loesning, som jeg haaber I er glade for, men vi er altsaa rimeligt tilfredse med maaden tingene virker paa her.
Vi kan selvfoelgelig - som I - ikke garantere vores boern mod nye forbrydere, men det er vist heller ikke det diskusionen drejer sig om.
18. november 2009 kl. 22:04
Poul
At sige at privatliv er en illusion fordi din læge har data i en journal er en grov analytisk fejl. Din læge er en personlig rådgiver underlagt tavshedspligt og uden personlig interesse i misbrug ved at lække information til tredjepart på samme måde som en revisor, en lærer og advokat - ikke en statsansat eller kommerciel snager som snylter på at misbruge dine rettigheder.
Det største problem er det magtmisbrug som til stadighed pågår i det centrale embedsmandssystemet som raner magt til sig på Folkestyret og borgernes bekostning. Det hører ingen steder hjemme hvad der er foregået og foregår i regi af Digital Forvaltning. De gør danskerne fattigere og spilder investeringerne på at sætte os tilbage.
Lige i hælene er problemet at man stiltiende ser til mens banker, teleselskaber og nu også profilerignsmaskiner a la Google underminere markedsdannelsen ved systematisk at svække forbrugernes forhandlingsposition.
Skat har intet behov for at vide hvor du arbejder hvis blot de kan være sikre på at den udbetalte løn er indberettet. Bankerne har ingen ret til at vide hvor du bruger dine penge og på hvad etc. Overvågning er gennemgående paranoide kontrolfreaks som glemmer at man ikke sikrer nogen ved at gøre borgerne mere sårbare - de kriminelle kan let misbruge de samme midler. Etc. Etc.
Men når man tillader særinteressernes karteldannelse i infrastrukturen og embedsmisbrug i centraladministrationen uden at sikre varetagelsen af de helt basale rettigheder, så bildes borgerne ind at man stiltiende må se til mens det frie samfund eroderes.
19. november 2009 kl. 08:58
Poul Høi - du skriver i en kommentar:
Men desværre til gengæld helt i trit med en uskreven tilføjelse til dansk retsplejelov:
“Hvis en tiltalt er rig og/eller berømt, eller har en rig og/eller berømt forsvarsadvokat, så er den tiltalte automatisk omgærdet af enten navneforbud, referatforbud eller lukkede døre.”
….men er det ikke ret logisk - og særdeles fair - at en offentlig person beskyttes fra “folkedomstolen” og pressen indtil retten har talt ?
Sagen er jo den at hvis personen er en “average joe” er der jo ikke nogen der gider at skrive om dem og derfor har de ikke behov for beskyttelse.
Din holdning er jo baseret på jantelov og jalousi - her er der tale om nogle mennesker som har mere/har tilkæmpet sig mere end du og andre har, og derfor skal de ned med nakken.
At det så også har store konsekvenser for personen, personens børn og familie er du og dine ligeglade med….svinet fortjener det jo.
Eller er der noget jeg har misforstået ?
19. november 2009 kl. 14:01
@Stephan E
Det er simpelthen en logisk umulighed at brugere af netværk kan være absolut anoonyme eller “gennemsigtige”. Det giver kun mening at kræve noget sådan i fald man accepterer at enhver har ubegrænset og absolut frihed. Dermed også sagt at den enkelte intet ansvar har overhovedet. Kravet svarer til at forvente at alle biler på vejnettet kører uden nummerplader og i øvrigt er grønne audi-er med en kaninformet rustplet på venstre bagskærm. Absurd, ikke? I den verden har lægen ikke navneskilt på, men er i stedet iført elefanthue. Kønt, ikke? Du kan aldrig finde hende igen, for ingen ved eller har registreret hvornår hun var på arbejde eller hvor hun havde vagt. Surt, skulle hun amputere det gale lem og du måtte ønske at stille vedkommende til ansvar.
Pointen er, at uanset hvem du er og hvor du færdes i hvilken som helst verden vi kan forestille os, er du eksponeret og genkendelig. Det tjener både dine og dine medmenneskers interesser at verden er sådan skruet sammen. I øvrigt er det ikke givet at oplysninger bliver misbrugt, selvom de kan misbruges. For mere stof om trangen til konspirationsteorier, har Tom Jensen den 14. november skrevet udemærket på http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/
19. november 2009 kl. 15:05
@ T Larsen
Pas på - du overkonkluderer uden at reflekterer over de implicitte antagelser og det blokerer for din mentale forståelse.
F.eks. omkring biler - selvfølgelig skal biler ikke have den samme nummerplade hele tiden - men før vi kan slippe af med den skal vi have noget andet. En hit and run er en såkaldt betinget identifikation indenfor en begrænset kontekst. Det problem skal vi løse hvis og senest samtidig med at vi indfører roadpricing.
Har du læst det sidste kapitel her? Hvis ikke så gør det før du kommenterer videre.
http://www.taenk.dk/overvaagning/ny-bog-de-overvaagede/
Problemstillingen er og skal addresseres meget mere nuanceret end disse sort/hvide betragtninger.
20. november 2009 kl. 00:19
Det er et meget skræmmende og indskrænket indlæg Poul Hoi kommer med her. To mordere, der har udstået deres straf og valgt en noget usædvanlig måde at komme videre på (som jeg i øvrigt ikke bakker op om), bliver det menneskelige ansigt på alt hvad PH ikke bryder sig om vedr. nettet.
Jeg synes sgu det er lidt ulæksi at en avis som Berlingske udpeger personer der har udstået deres straf og hænger dem ud, uanset vinklen på historien. Jeg gad godt se PH rende rundt og klistre sedler op i opgangene i naboejendommene med “tidligere straffet, svinet prøver at komme videre, og skal for alt i verden ikke tro han er noget og lægge sag an”.
Taget PHs tidligere rapportering i betragtning, og taget i betragtning af at der er tale om en US korrespondent fra guds eget land lyder det meget som jantelov (”uuuh, kend din plads, din lede afstået+din+staf+person”) og smålighed pakket ind i falsk liberalisme og frihedsbegreber.
Jeg undres, og fatter ikke at journalisten ikke i det mindste har besøgt dem og fået indsigt i deres bevæggrunde, insisteret på at komme tættere på virkeligheden istedet for den eveindelige copy paste journalistik. Overfladisk, selvpromoverende, onanistisk. PH og Berlingske vil ikke blive savnet.
Frederik
20. november 2009 kl. 13:46
@Frederik Andersen
Morderne vil ikke kun have deres navn renset men forsøger at tvinge folk til ikke at tale om begivenheder, som allerede har været offentliggjort i pressen. Det er et temmeligt besynderligt synspunkt, at retten til privatliv skulle give folk ret til at undertrykke information, som allerede hhar været offentlig tilgængelig.
Hvis man begår et mord, og bliver dømt for det ved en offentlig rettergang, er det naturligvis ikke et faktum, som man har nogen ejendomsret til at forbyde andre at omtale, uanset hvor ubehageligt det er for ens selv. Kan man ikke lide omtalen som dømt morder, kan man lade være med at begå mord. Blot fordi man i samfundets øjne har udstået sin straf, kan man ikke kræve nogen ret til at slette fortiden eller at folk skal lade som om den ikke eksisterer.
(Google på “The Volokh Conspiracy » Blog Archive » Murderers’ Right to “Privacy” vs. Freedom of Speech
“).
Et navneforbud er noget helt andet, da dets formål er at beskytte tiltaltes ret til en retfærdig rettergang. Forbuddet varer kun under retssagen og gælder naturligvis ikke, hvis tiltalte faktisk kendes skyldig.