Socialisme: Tak til dem, der fulgte og bar

Kapitalismen har sejret ad helvede til.

Ja, det var kapitalismen – den fuldstændigt utøjlede kapitalisme – der fik os ud i den nuværende krise, men det er også kapitalismen, der trækker os ud af den.

Der er ingen grund til at tage mit ord for det – spørg bare vælgerne.

I Tyskland fik socialdemokraterne det dårligste valg i Forbundsrepublikkens historie, og hvis de var et supermarked, så var de hverken Bilka eller Brugsen, men snarere Rema1000. Så sølle var resultatet.

Men de tyske socialister er ikke ene i deres ynkelighed. Som Malte Lehming fra avisen Tagesspiegel har konstateret, så har vælgerne også sendt de socialistiske partier til tælling i Italien og Frankrig, og England står for tur. Socialisterne har magten i Grækenland og Spanien, men formentlig ikke ret længe, og vi er i øjeblikket vidne til – fastslår han – socialismens endeligt i Europa.

Jacob Heilbrunn når til samme konklusion i The National Interest, og New York Times havde i denne uge iagttagelsen på sin forside.

Ingen af dem medtager Danmark i deres opremsning af socialismens tristesse, men de kunne have gjort det. De danske socialdemokrater står til den ringeste vælgeropbakning i mands minde og bliver kun reddet af Villy Søvndals SFisme, som balancerer på et knivsæg mellem populisme, liberalisme og bare et revet muskatnød af rødme. For smagens skyld.

At socialismen således er ved at gå over sidste salgsdato er interessant nok i sig selv, men timingen er endnu mere interessant. For disse tider burde være de bedste tider for socialismen. For godt et år siden brasede det internationale finansmarked sammen, og det var ikke et sammenbrud forårsaget af krige eller naturkatastrofer; det var et sammenbrud forårsaget af finansmarkedet selv, af grådighed og inkompetence, og man skulle tro, at den slags ville føre til en socialistisk guldalder og en ukrudtskydning af ekstremisme.

Det bedste – eller værste – eksempel er naturligvis 1930erne, der i Europa gav os nazismen og en stalinistisk kommunisme, og som bl.a. i Danmark og Sverige førte til det store socialdemokratiske gennembrud og etableringen af den nordiske velfærdsstat. USA gjorde Franklin Roosevelt til præsident på livstid, og han omkalfatrede for alvor amerikansk politik og indførte en afart af en velfærdsstat.

Men denne gang?

Vi er trods alt på vej igennem den værste økonomiske krise siden netop 1930erne, og – hvad så?

Ingenting.

Socialismen er Helle Thorning Schmidt og Pferd Langweilig i Tyskland, og ekstremismen er, hvad den altid har været. Ingen byguerillaer, kun Johnny Hansen, der uddeler pjecer i Gladsaxe.

Så kapitalismen har sejret ad helvede til, for politikerne og vælgerne har konkluderet, at der ikke er et alternativ til kapitalismen.

Det er også den konklusion, som professor Jerry Muller nåede til i magasinet The American. Som han konstaterede:

”Historien om socialismen er en historie om fiasko – og det er historien om kapitalismen også, men på en anden måde. Historien om socialismen handler om en fundamental fiasko … Historien om kapitalismen er derimod historien om en dialektisk fiasko: Det er historien om etableringen af nye institutioner og ideer, som er succesfulde i en periode, ja, somme tider transformative, men som til syvende og sidst viser sig ufunktionelle.”

Eller sagt på en anden måde:

Socialismen indeholder en fatal softwarekode, som gør den ubrugelig, og der er ikke andet at gøre end at skrotte den. Kapitalismen er derimod en brugbar økonomisk software, men som alt andet software vil den fra tid til andet crashe og skal re-bootes, og det er sådan en re-booting, vi er i gang med.

Og det er faktisk den bedste nyhed meget, meget længe. Verden er nu tilsyneladende på vej ud af krisen, og det er glædeligt i sig selv, men endnu mere glædeligt er det, at verden ikke har forkastet det, der virker – kapitalisme – og i panik kastet sig over det, der ikke virker:

Socialisme og ekstremisme.