Camilla Broe, Polanski og de amerikanske vildmænd

Det er ikke svært at forstå Roman Polanski. Han vil ikke udleveres til USA, hvor han er tiltalt for at have bedøvet og voldtaget en 13-årig pige. Så han kæmper med næb og kløer mod udlevering.

Men det er lidt sværere at forstå alle de gode mennesker, som heller ikke vil have ham udleveret. Den franske præsident, den franske udenrigsminister, den polske ditto, den franske kulturminister og justitsminister, og en hel hær af fremtrædende kulturpersonligheder.

Hollywood-mogulen Harvey Weinstein opfordrede i går i et åbent brev ”enhver amerikansk film-skaber til at kæmpe mod udleveringen af Polanski til USA.”

”Hvad man end mener om hans såkaldte forbrydelse, så har Polanski betalt regningen.”

Den britiske forfatter Robert Harris, som er en af Polanskis bekendte, kalder anholdelsen af den prisbelønnede instruktør for ”politisk begrundet.”

”Jeg er rystet over, at en 76-årig mand … bliver behandlet på den måde,” siger han.

Den franske kulturminister, Frederic Mitterand, sætter trumf på.

”På samme måde, som der er er generøst Amerika, som vi kan lide, så er der også et skræmmende Amerika, som netop har vist sit ansigt.”

Og det er ofte understrømmen i argumenterne mod anholdelsen og udleveringen: At amerikanerne og det amerikanske retssystem er en samling brutes.

Men lad os stoppe et øjeblik og overveje hvem, der i virkeligheden er en brute.

I 1977 var Polanski en del af det letlevende set, som festede over to verdensdele, og efter at have instrueret film som ”Rosemary’s Baby” og ”Chinatown” blev han betragtet som en del af det nye celluloide guldkuld – sammen med folk som Coppola, Lucas, Friedkin, Scorsese og Spielberg. Han brugte i 1977 sin berømmelse til at overtale en mor til at tillade, at han tog billeder af hendes 13-årige datter. Han tog billederne, men han gjorde også noget andet. Han serverede champagne for pigen og puttede bedøvende piller i champagnen – og voldtog hende.

Eller som pigen selv skrev om voldtægten for et par år siden: ”Jeg mødte Roman Polanski i 1977, da jeg var 13 år gammel … Han fortalte min mor, at han ville tage billeder af mig til et fransk magasin. Det var, hvad han sagde, men i stedet for – efter at have taget billeder af mig i Jack Nicholsons hus på Mulholland Drive – så gjorde han noget helt andet. Han gav mig champagne og et stykke Quaalude (en sovepille, red.). Og så forgreb han sig på mig.

Det var ikke frivillig sex, ikke på nogen måde. Jeg sagde nej, igen og igen, men han ville ikke høre på mit nej. Jeg var alene, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var skræmmende og – når jeg ser tilbage på det – uhyggeligt. Det lyder måske som børnehaveord, men det er sådan, jeg føler det.”

Roman Polanski erkendte bedøvelsen og voldtægten, men dagen før retssagen flygtede han hjem til sit fødeland, Frankrig. Han sagde, at han ikke mente at kunne få en fair retssag i Los Angeles.

Så det er situationen. Vi har en mand, som 1) i 1977 bedøvede en 13-årig pige og voldtog hende igen og igen. 2) erkendte pædofili og voldtægt 3) flygtede og siden har været på flugt 4) og som i løbet af det seneste år har krævet tiltalen frafaldet, fordi anklagemyndigheden ikke har forsøgt at effektuere tiltalen.

Eller som Polanskis advokat for nyligt skrev i en appel til en domstol i Californien:

”Anklagemyndighedens kontor har ikke i de 30 år, siden Polanski forlod jurisdiktionen, bare én gang forsøgt at få ham udleveret, for hvis den havde gjort det,” så ville alle uregelmæssighederne i sagen komme for dagens lys.”

Med andre ord: Polanskis advokater bruger Polanskis flugt som argument mod anklageren, og advokaterne bruger den kendsgerning, at Polanski ikke er blevet anholdt, som argument mod anklageren.

Så er det vist ikke så mærkeligt, at anklagemyndigheden til sidst beder schweitzerne om at anholde ham, er det?

Tiltalen mod Polanski er alvorlig nok i sig selv, vi taler ikke om tyveri af 500 kr. fra filmklubbens frimærkekasse, vi taler om planlagt og forsætlig voldtægt – han medbragte champagne og sovepiller – og vi taler om, at manden flygtede fra sagen. Men endnu mere alvorlig er næsten den mistillid, som Polanski og hele salon-settet udtrykker over amerikanerne. ”Et skræmmende Amerika,” som den franske kulturminister taler om.

Vi så noget af det samme i historien om den 42-årige danske alenemor, Camilla Broe, som er tiltalt for at være medlem af en stor narko-ring i Miami. Hele hendes udleveringssag var baseret på en skræk-vision om de amerikanske vildmænd, som ville tage en blond dansker med barn, endda en dansker fra de pænere forstæder og ikke bistandsforstæderne, og sende hende mange år i fængsel. Igen taler vi ikke om småtteri, vi taler ikke om den slags, som vi alle kan leve med, men vi taler om narkotika, og vi taler om en kvinde, som tog flugten.

Hun kan være skyldig, hun kan være uskyldig, men det må retten nu engang afgøre.

Det amerikanske retssystem har sine fejl, men det har det europæiske også – de to systemer fejler bare på hver sin måde. Når det amerikanske retssystem fejler, så fejler det typisk til den ene side, mens det europæiske fejler til den anden. Det amerikanske retssystem rammer til tider med sin hårdhed de tiltalte hårdere end godt er, mens det europæiske system med sin blødhed rammer ofrene hårdere end godt er.

Det ene system bruger ufine tricks i sin retsforfølgelse af en pædofil voldtægtsforbryder, mens det andet system lader den samme pædofile voldtægtsforbryder gå fri i 32 år.

Jeg ved godt hvilket system, jeg finder mest skræmmende, og det er ikke det samme system, som den franske kulturminister finder skræmmende.