Peter Lundin og “Son of Sam”

Er der ingen grænser for hvilke bøger, man kan udgive?

Min gode kollega Jens Andersen stiller spørgsmålet i dag i sit anklageskrift mod Peter Lundins angiveligt psykopatiske erindringsbog, ”En morders bekendelse.”

Lundin dræbte for ni år siden en dansk mor og hendes to sønner og frøs bagefter ligdelene ned, og i bogen giver han os alle enkelthederne om, hvordan han parterede ligene, og hvordan han som elsker både var her og der og allevegne, og det er – ifølge Jens Andersens – ganske væmmeligt, og som han spørger:

”Hvad med de efterladtes rettigheder? Hvordan skal de tackle dette gensyn med ondskaben? Og hvor er forsorgens sociale omtanke i forbindelse med den omfattende heltedyrkelse af ”psykopaten”, der er i vor tid, og som nu kan blomstre yderligere op med den offentlige eksponering af Lundins sygelige tankeudredninger om sig selv som ”alfahannen” over dem alle?”

Præcist.

Jens Andersen går ikke ind for censur, og jeg går heller ikke ind for censur, og det er også umuligt. Som jægersoldat-bogen har vist os – i det øjeblik en sætning kan digitaliseres, så kan den også offentliggøres, og mellem Tøger og bitTorrent er der et piratland, hvor alt kan mangfoldiggøres.

Så hvad gør vi?

Måske kan amerikanske tilstande hjælpe.

I 1977 blev den amerikanske seriemorder David Berkowitz – alias ”Son of Sam” – anholdt, og han tilstod at have myrdet seks mennesker og skudt syv andre. Han var mindst lige så langt ude som Peter Lundin, og han var en sensation i New York, og angiveligt tilbød forlagene millioner for hans erindringer.

Politikerne i New York gennemførste straks den såkaldte ”Son of Sam” lov, som sagde, at dømte forbrydere ikke måtte profitere på deres forbrydelser og derfor ikke modtage penge for f.eks. en erindringsbog eller et interview. I 1991 kendte den amerikanske Højesteret loven for ugyldig, for den havde utilsigtede bivirkninger. F.eks. kunne nogle af Watergate-skurkene ikke skrive bøger om det politiske spil, og Sct. Augustins bekendelser var for såvidt også underlagt loven. Bøger, som således var vitale for den offentlige debat, blev også ramt.

Derfor blev loven ændret, og i New York siger den nu, at hvis dømte forbrydere f.eks. skriver en erindringsbog, og hvis de modtager over 10.000 dollar for deres ulejlighed, så skal de underrette deres ofre eller ofrenes pårørende, som så inden offentliggørelsen kan indbringe sagen for retten.

Giver det mening?

Masser af mening. Nu kender jeg ikke de økonomiske omstændigheder bag Peter Lundins bog, men giv mig én god grund til, at han først skal begå et ualmindelig bestialsk mord og derefter tjene på det? Fortæl mig, hvorfor han eller hans forlag skal profitere på litterært at myrde Marianne Pedersen og hendes to sønner igen og igen og igen – lige så mange gange igen, som det antal eksemplarer bogen bliver solgt i?

Hvis jeg var de pårørende til hans ofre, så ville jeg straks hyre en advokat – og helst en god én – og bede advokaten om at anlægge sag.

Jeg ville ikke kræve fogedforbud mod bogen, for jævnfør Lex Jægersoldat, så giver det ingen mening, men jeg ville kræve alt overskud fra bogen konfiskeret og sørge for, at ikke så meget som en krone havner i Peter Lundins gummicelle.