Og selvfølgelig ville Danmark da aldrig udlevere opinionsmagere, som ikke har gjort noget ulovligt i Danmark?

Er vi nu sikre på det?

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg synes, at profettegningerne var forhudsforsnævret dårskab camoufleret i maplacerede mangestavelsesord, men omvendt – de var lovlige, og de skal være lovlige. Ytringsfrihed skal ikke kendes på respekten for de mest stuerene og accepterede synspunkter, heller ikke for de mest begavede og fodnotebehængte; ytringsfrihed skal netop kendes på respekten for de synspunkter, der er uaccepterede, uhørte eller snydedumme. Selvfølgelig kan man gå over stregen, og en avis eller en blog har ikke pligt til at offentliggøre alt muligt, men der skal være højt til loftet.

Hvilket bringer os til to personer, der angiveligt har udbredt synspunkter, som ubestridt er uhørte og – først og fremmest – snydedumme.

En dansker og en herboende tysker har ifølge den tyske anklagemyndighed solgt CDer med nazistisk og racistisk musik. Det er ikke musik – for nu at bruge et stort ord – som de to har skrevet eller optrådt med, men de har angiveligt solgt CDer med bl.a. bandet “Kommando Freisler,” opkaldt efter Hitlers fanatiske folkeretspræsident. Hos “Kommando Freisler” kan man finde sange som “Das Giftgas” og tekster som følgende:

“In Belsen, in Belsen, da häng´n se an den Hälsen. Fidiralala, fidiralala, fidiralalala. In Buchenwald, in Buchenwald, da machen wir die Juden kalt. Fidiralala, fidiralala, fidiralalala. In Majdaneck, in Majdaneck, da machen wir aus Juden Speck. Fidiralala, fidiralala, fidiralalala. Aus Judenhaut, aus Judenhaut, da wird der Lampenschirm gebaut. Fidiralala, fidiralala, fidiralalala. In Auschwitz weiss ein jedes Kind, dass Juden nur zum Heizen sind. Fidiralala, fidiralala, fidiralalala.”

Og hvad skal man så sige til det?

Ikke andet end at der derude åbenbart er et band, som hedder “Kommando Freisler,” og nogle mennesker, som insisterer på at skrive både sjette, syvende og ottende vers til Morten Nielsens digt om “Tykke.”

Det er en sag om omsorgssvigt og ynkelighed, ikke om retsforfølgelse og udlevering. Men Tyskland er uenig. De tyske myndigheder har i tre år efterforsket det nazistiske musikmarked, og de har fundet ud af, at en 32-årig dansker og en 33-årig herboende tysker er folkefjender, og at de skal stilles for en domstol i Tyskland og – håber anklagemyndigheden – dømmes efter paragraffer, der typisk giver fængsel i fire til fem år. Tyskerne har bl.a. henvist til EUs retsorden, der oprindeligt tog sigte på udlevering af terrorister, og – som det så ofte sker – så har danske embedsmænd klappet hælene sammen.

Justitsministeriet har sagt, at de to skal udleveres; det samme har byretten i Helsingør og Landsretten, og mens sagen har verseret, har de to siddet fængslet. Nu forsøger de så at indbringe den for Højesteret, og mens de venter, er de blevet løsladt.

De fleste vil formentlig ikke få forstyrret deres nattesøvn over, at to angivelige distributører af hadmusik siddet fængslet i månedsvis og udleveres til retsforfølgelse i Tyskland, men faktisk burde vi vende og dreje os i sengen over afgørelsen.

For hvad bliver det næste?

Som Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti så rigtigt har sagt:

“Danske statsborgere har krav på en beskyttelse af den danske retssikkerhed. Den beskyttelse tager vi fra dem, når vi vælger at udlevere dem til et andet land, hvor lovgivningen og strafferammen er en helt anden end den danske.”

Tyskland – og en række andre europæiske lande – har nogle anti-nazistiske love og strafferammer, som er fremmede for os, og som et stykke af vejen burde være strafbare i deres mangel på indre logik, og det må tyskerne for såvidt om. Men det betyder ikke, at vi skal rette os efter dem, og det betyder ikke, at vi skal klappe hælene sammen og sige “jawohl.”

For skal vi så også udlevere Kurt Westergaard til retsforfølgelse i Egypten og Jordan eller i Frankrig? Skal vi udlevere menneskerettighedsfortalere, som taler imod Putin, til Rusland? Skal vi sende danske turister, der har bagtalt den thailandske konge, til retsforfølgelse i Bangkok?

Hvis vi mener noget med ytringsfrihed, så er der ikke andet at gøre end engang imellem at forsvare det, der i virkeligheden ikke kan forsvares, og det betyder, at vi ikke – for at parafrasere en dansk embedsmand – igen skal lade os slå med forbavselse og beundring over EUs retsorden og en ny tid i Europa.