« Amerikanske Tilstande

Skandalen om Ekstra Bladet

18 kommentarer

Kan man have ondt af Ekstra Bladet?

Underligt nok – ja.

Selv de paranoide kan have fjender, og selv skandalemagerne kan blive udsat for en skandaløs behandling.

For præcis et år siden indgik Ekstra Bladet forlig med den islandske investeringsbank Kaupthing. Islændingene mente, at den danske avis uretmæssigt havde beskyldt dem for uretmæssigheder, og først klagede de til det danske pressenævn, som pure afviste sagen, og det ville danske domstole formentlig også have gjort.

Nå, hvad så?

Kaupthing gik til de engelske domstole, for artiklerne om den islandske bank var offentliggjort på Ekstra Bladets internetside, og dermed kunne man også læse dem i London. Grotesk, jovist, men ikke desto mindre virkelighed. De engelske domstole har en opfattelse af, at solen aldrig går ned over deres jurisdiktion, de accepterede sagen, og snart tikkedede advokatregningen som et løbsk taxameter, og hvis præcedens var en rettesnor, så kunne sagen simpelt hen ruinere den danske avis.

Engelske domstole synes at vægte ytringsfrihed lavere end risikoen for – bare mistanken om – injurier. Financial Times er i en tilsvarende sag blevet dømt til at betale en halv mia. kroner i erstatning til en virksomhed, som følte sig krænket.

Ekstra Bladet endte med at indgå forlig; jeg har ikke set avisens udgifter til sagen offentliggjort noget steds – men det beløb sig efter sigende til millioner og atter millioner af kroner.

Og det er et problem, som det danske Folketing og EU gør klogt i at tage fat på.

Akkurat som amerikanerne nu har gjort det.

På denne side af Atlanten kaldes injuriesagerne i London for “injurieturisme,” og amerikanerne betragter dem som en trussel mod ytringsfriheden.

Hvad de så absolut også er.

Hvis en person eller en virksomhed i USA anlægger injuriesag, skal de bevise, at de omstridte ytringer er forkerte, mens bevisbyrden eksempelvis i England er modsat, og bare en forfatter eller journalist har skrevet noget tilnærmelsesvist kritisk, så falder hammeren. Det må englænderne i princippet selv om, hvis de vil have sådan et retssystem, be my guest, men vi andre har ikke bedt om det.

Injurieturismen i London begyndte med den russiske rigmand Boris Berezovsky, som anlagde sag i London mod det amerikanske magasin Forbes, også selv om Forbes er stort set umulig at løbe op på den højre side af Atlanten, og han vandt, og Forbes skulle sige undskyld og betale store summer. Saudiarabiske rigmænd lærte ham kunsten af, og da den amerikanske forfatter Rachel Ehrenfeld i 2003 udgav bogen “Funding Evil” og hævdede, at en saudiarabisk rigmand sponsorerede terror - så anlagde rigmanden sag i London. Den pågældende har i det seneste ti-år anlagt eller truet med at anlægge 33 injuriesager, så mange, at han på sin website offentliggør et juridisk formbarometer.

Ehrenfelds bog var ikke udkommet i England, men der var via internettet solgt nogle få eksemplarer, og det var godt nok for de engelske domstole.

Ehrenfeld er ikke rig, hun er en simpel journalist, hun mødte ikke op i London, og domstolene dømte hende til at betale en erstatning på halvanden mio. kr. til sheiken, sige undskyld og ødelægge alle forhåndenværende eksemplarer af bogen.

Saudi-araberen kunne nu bede amerikanske domstole om at indkræve beløbet hos Ehrenfeld, men sagen fik bægeret til at løbe over hos lovgivere i den amerikanske stat New York; de gennemførte en lov, som annullerede injurieafgørelser i lande, der ikke havde den samme brede ytringsfrihed som i USA, in casu England. 14 andre amerikanske stater har siden gennemført en lov mod injurieturisme, Repræsentanternes Hus har vedtaget en tilsvarende forbundslov, og nu ligger sagen i det amerikanske Senat, hvor man bl.a. overvejer yderligere en stramning.

Nemlig, at injurieturisterne kan blive krævet til ansvar ved en amerikansk retssal, hvis de uden grund har anlagt injuriesager og kostet aviser og forlag, journalister og forfattere, penge og anseelse.

Læs her, hvad to amerikanske senatorer mener om den sag – “injurieturisme er en trussel mod vores ytringsfrihed,” siger Arlen Specter og Joe Lieberman.

De amerikanske love mod injurieturisme er rette love på rette tid, for Specter og Lieberman har ret. Injurieturismen – og især domstolene i England – er en trussel mod ytringsfriheden. Hvorfor truede den konservative amerikanske politiker Richard Perle for nyligt den undersøgende journalist Seymour Hersh med et sagsanlæg i London? Hvorfor sagsøgte en tunesisk rigmand den arabiske satellitsender al-Arabiya, hjemmehørende i Dubai, i London? Hvorfor blev Andrew Mortons biografi om Tom Cruise ikke udsendt i England?

Fordi England har udviklet sig til en juridisk kontantautomat, og som chefen for en engelsk borgerrets-organisation har udtalt:

“Det er en skandale, at et land som England, der betragter sig selv som en pioneer inden for demokrati, nu er første anløbshavn for de rige og magtfulde, der ikke blot vil true kritikere til tavshed, men også hævne sig på kritikerne.”

Danmark - og om muligt EU – bør have en lov, som beskytter mod den slags spekulation – som siger, at tvivlsomme injuriedomme ikke kan retshåndhæves, og at tvivlsomme sagsanlæggere kan retsforfølges.

Og vi kan passende kalde sådan en lov for Lex Ekstra Bladet, for selv skandalemagere kan være udsat for en skandaløs behandling.

18 kommentarer RSS feed

“Det er en skandale, at et land som England, der betragter sig selv som en pioner inden for demokrati, nu er første anløbshavn for de rige og magtfulde, der ikke blot vil true kritikere til tavshed, men også hævne sig på kritikerne.”

Enig, denne russiske nyrige og alle disse muslimske prinse-oliemilliardærer (som takket være hjælp fra vestlig ekspertise, pumper os alt de kan med deres olie) – de burde kunne rende os noget så grusomt.

Jeg mener ikke, at vi skal give køb på alle vores værdier for ussel mammon.

Poul Høi, godt gået med en sag, som er vanvittig vigtig men ikke sexet nok til at den rydder forsider! Tak for det.

Kan man i London søge Koranen afskaffet med den begrundelse, at den virker krænkende på enhver vantro?

Tak Poul Høi

Jeg har altid betragtet det US’ske erstatningssystem som vanvittigt. (Erstatning for at kaffen er varm på McDonalds, medmindre det er en vandrehistorie?
Advokater på hospitalerne til patienterne: No cure, no pay, dvs. gratis erstatningssager, naturligvis med en passende procentdel til advokaten, hvis sagen vindes).

Men som du beskriver det britiske retssystem (som, i modsætning til det kontinentaleuropæiske) læner sig op ad det angloamerikanske retssystem, kan jeg kun sige, at vanviddet er excelleret i England og omliggende lande, som hører under britisk overhøjhed.

Måtte briterne komme til fornuft, det er dog heldigvis sket før.

mvh HP

Tak for et godt indlæg. Enhver blogger må jo begynde at bekymre sig. Tænk, hvis man risikerer at få en million-bøde i London, fordi man engang har snakket grimt om Taliban.

Det eneste der beskytter den almindelige danske læserbrevs-skribent, blogger eller Poul Høi er vel at de fleste af os flyver langt under radaren. Det virker ikke som om at det er et reelt sikkerhedsnet, som gør at der ikke er de første 10.000 danskere med million-regninger fra de engelske domstole.

En god og oplysende artikel. Jeg forstår ikke international ret men det lyder da mærkeligt at et enkelt land kan blande sig i et andet lands ytringsfrihed. Der må da findes en afgrænsning? En sag bør da føres i det land hvor den evt. krænkende part er hjemhørende! Det fører os naturligvis videre til EU-retten og de internationale konventioner som vil bestemme over Danmarks ret til at lovgive, bl.a. på udlændingeområdet. Vores suverænitet er i fare og vi skal holde øje med de politikere som vil overlade al magten til nogle tilfældige embedsmænd i et andet land!

Og så bliver sagen endnu mere grotesk af, at lige netop England bruges af andre medier som skjulested for aktiviteter, som er ulovlige f.eks. her i landet.
TV3 sender reklamer i Danmark, som er ulovlige i Danmark (bookmaker), men det kan lade sig gøre på grund af stationens formelle hjemsted i England.
Nogle gange er Kanalen bredere end vi gør os forestilling om.

Meget interessant stykke af Poul Høi. Man kan altså som dansker bosiddende i Danmark blive sagsøgt i U.K., hvis man publicerer noget injurierende, og det når frem til U.K., evt. via internettet.

Mit spørgsmål: Gælder det virkeligt også, hvis den injurierende tekst er på dansk og derfor ikke er umiddelbart forståelig for den brede offentlighed i U.K.?

Ja, det kunne sagen om Ekstra Bladet jo tyde på, for bladet har vel udtrykt sig på dansk. Og reglen om værneting ser heller ikke ud til at beskytte mod at blive indstævnet for en U.K.-domstol. Man kan sige, at der er tale om globalisering af U.K.-retsvæsen.

Poul Høi, tak for endnu et spændende, velskrevet og aktuelt blog indlæg.

@Bent Jensen: The Economist kører i denne uge en artikel om det samme emne: http://www.economist.com/world/international/displayStory.cfm?story_id=12903058&fsrc=nwlgafree
et af eksemplerne i artiklen er en sag om en ukrainsk avis der er blevet stævnet i England, og har indgået forlig. På trods af at avisen skriver på ukrainsk, og kun læses af et par hundrede mennesker i England.

Så ja, man kan nok godt forestille sig et sagsanlæg i England mod et dansksproget medie.

Man kunne jo også påstå, at hvis Ekstra Bladet og Ehrenfeld havde ret i deres påstande, burde de ikke have problemer med at bevise dem – og så er problemet jo løst, eller hvad?

Poul Høi har utvivlsomnt ret i, at her er et problem og en trussel for ytringsfriheden. Men er det noget, som EU løser eller tværtom forværrer? Vi har indgået aftale om udlevering af danske borgere til andre EU-lande. Hvad med de to personer, som to danske retsindstanser vil lade udlevere til Tyskland for at sælge nynazistisk litteratur og musik. Lavede de ikke også internetsalg fra Danmark? I øvrigt har både engelsek og svenske domstole nægtet at udlevere personer til Tyskland for samme type anklager. Burde Poul Høi ikke lave en følgeartikel om det problem?

Hello Høi
Britain is a legal refuge because of defamation standards rooted in common law. They essentially assume that any offending speech is false and the writer or author must prove that it is in fact true to prevail against the charge.

In the United States, with its First Amendment protection for free speech, the situation tilts in the opposite direction: To succeed, libel plaintiffs must prove that the speech is false and published with a reckless disregard for the truth.

http://www.iht.com/articles/2008/01/20/business/libel21.php

Udmærket at Ekstra Bladet har fået en kæmpe regning-og helt uberettiget-udmærket—Måske kan det hjælpe avisen til at lukke.

Der er en ting, som jeg har svært ved at forstå i denne diskussion: Er det så usædvanligt, at den som skriver noget (potentielt)injurierende, skal kunne føre bevis for det (situationen i England). Kan det virkelig passe, at en sagsøger, såfremt han føler sit gode navn og rygte krænket, skal kunne bevise at et udsagn trykt i en avis er usandt? Reelt er det jo ikke avisen, men sagsøger, som er for retten, i og med at vedkommende er blevet beskyldt for noget. Det er jo med det, at sagen er startet.

Da Jørgen Røgel for nogle år siden kaldte Frank Aaen landsforræder stod og, skulle det vise sig, faldt sagen jo også med, at Røgel ikke kunne godtgøre anklagen. Er det ikke det samme som i England?

Hvis det er sagsøger, som skal bevise at det skrevne er usandt, så har journalister og andre jo fuldstændig frit slag til at svine til. Er det så uretfærdigt, at en journalist eller forfatter skal kunne godtgøre det de skriver om en person?

Er der en person med forstand på den slags, som kan forklare dette punkt?

Opmærksomheden på problemet med injurie-turisme er så vidt jeg har lagt mærke til blevet sparket i gang via websitet http://www.wikileaks.org der har kørt en kampagne omkring temaet de sidste par uger. De har fokuseret på at nogle af de historier som det er lykkedes sagsøgere at få kendt injuriende ganske enkelt ikke længere findes i arkiverne og man kan heller ikke se at de nogen har eksisteret. Orwelske tilstande. Godt at sagen får noget fokus nu også med en dansk vinkel.

En pudsig, lokal sideeffekt af den britiske injurielovgivning var den såkaldt “McLibel”-sag, som McDonalds førte imod to britiske miljøaktivister op gennem halvfemserne for at have uddelt en pamflet, der bl.a. angreb McDonalds arbejdsmiljø, virksomhedsetik, fødevarekvalitet, miljøpåvirkning etc.

For at undgå at betale erstatning, skulle de to for retten kunne bevise, at deres påstande var korrekte. Det kunne de ganske vist kun delvist, men sagen blev alligevel en PR-mæssig katastrofe uden sidestykke for restaurationskæden, fordi en lang række kritisable forhold blev oprullet for åben skærm (og McDonalds forsøgte flere gange at lukke sagen med forlig, da der for alvor kom opmærksomhed om den).

http://en.wikipedia.org/wiki/Mclibel

[...] har tidligere skrevet om, hvordan blandt andre russiske, saudiarabiske og islandske rigmænd har brugt London som [...]

[...] har et par gange skrevet om, hvordan sheiker, gangstere og højtbelånte islandske forretningsfolk brugte [...]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites