Underligt nok – ja.

Selv de paranoide kan have fjender, og selv skandalemagerne kan blive udsat for en skandaløs behandling.

For præcis et år siden indgik Ekstra Bladet forlig med den islandske investeringsbank Kaupthing. Islændingene mente, at den danske avis uretmæssigt havde beskyldt dem for uretmæssigheder, og først klagede de til det danske pressenævn, som pure afviste sagen, og det ville danske domstole formentlig også have gjort.

Nå, hvad så?

Kaupthing gik til de engelske domstole, for artiklerne om den islandske bank var offentliggjort på Ekstra Bladets internetside, og dermed kunne man også læse dem i London. Grotesk, jovist, men ikke desto mindre virkelighed. De engelske domstole har en opfattelse af, at solen aldrig går ned over deres jurisdiktion, de accepterede sagen, og snart tikkedede advokatregningen som et løbsk taxameter, og hvis præcedens var en rettesnor, så kunne sagen simpelt hen ruinere den danske avis.

Engelske domstole synes at vægte ytringsfrihed lavere end risikoen for – bare mistanken om – injurier. Financial Times er i en tilsvarende sag blevet dømt til at betale en halv mia. kroner i erstatning til en virksomhed, som følte sig krænket.

Ekstra Bladet endte med at indgå forlig; jeg har ikke set avisens udgifter til sagen offentliggjort noget steds – men det beløb sig efter sigende til millioner og atter millioner af kroner.

Og det er et problem, som det danske Folketing og EU gør klogt i at tage fat på.

Akkurat som amerikanerne nu har gjort det.

På denne side af Atlanten kaldes injuriesagerne i London for “injurieturisme,” og amerikanerne betragter dem som en trussel mod ytringsfriheden.

Hvad de så absolut også er.

Hvis en person eller en virksomhed i USA anlægger injuriesag, skal de bevise, at de omstridte ytringer er forkerte, mens bevisbyrden eksempelvis i England er modsat, og bare en forfatter eller journalist har skrevet noget tilnærmelsesvist kritisk, så falder hammeren. Det må englænderne i princippet selv om, hvis de vil have sådan et retssystem, be my guest, men vi andre har ikke bedt om det.

Injurieturismen i London begyndte med den russiske rigmand Boris Berezovsky, som anlagde sag i London mod det amerikanske magasin Forbes, også selv om Forbes er stort set umulig at løbe op på den højre side af Atlanten, og han vandt, og Forbes skulle sige undskyld og betale store summer. Saudiarabiske rigmænd lærte ham kunsten af, og da den amerikanske forfatter Rachel Ehrenfeld i 2003 udgav bogen “Funding Evil” og hævdede, at en saudiarabisk rigmand sponsorerede terror - så anlagde rigmanden sag i London. Den pågældende har i det seneste ti-år anlagt eller truet med at anlægge 33 injuriesager, så mange, at han på sin website offentliggør et juridisk formbarometer.

Ehrenfelds bog var ikke udkommet i England, men der var via internettet solgt nogle få eksemplarer, og det var godt nok for de engelske domstole.

Ehrenfeld er ikke rig, hun er en simpel journalist, hun mødte ikke op i London, og domstolene dømte hende til at betale en erstatning på halvanden mio. kr. til sheiken, sige undskyld og ødelægge alle forhåndenværende eksemplarer af bogen.

Saudi-araberen kunne nu bede amerikanske domstole om at indkræve beløbet hos Ehrenfeld, men sagen fik bægeret til at løbe over hos lovgivere i den amerikanske stat New York; de gennemførte en lov, som annullerede injurieafgørelser i lande, der ikke havde den samme brede ytringsfrihed som i USA, in casu England. 14 andre amerikanske stater har siden gennemført en lov mod injurieturisme, Repræsentanternes Hus har vedtaget en tilsvarende forbundslov, og nu ligger sagen i det amerikanske Senat, hvor man bl.a. overvejer yderligere en stramning.

Nemlig, at injurieturisterne kan blive krævet til ansvar ved en amerikansk retssal, hvis de uden grund har anlagt injuriesager og kostet aviser og forlag, journalister og forfattere, penge og anseelse.

Læs her, hvad to amerikanske senatorer mener om den sag – “injurieturisme er en trussel mod vores ytringsfrihed,” siger Arlen Specter og Joe Lieberman.

De amerikanske love mod injurieturisme er rette love på rette tid, for Specter og Lieberman har ret. Injurieturismen – og især domstolene i England – er en trussel mod ytringsfriheden. Hvorfor truede den konservative amerikanske politiker Richard Perle for nyligt den undersøgende journalist Seymour Hersh med et sagsanlæg i London? Hvorfor sagsøgte en tunesisk rigmand den arabiske satellitsender al-Arabiya, hjemmehørende i Dubai, i London? Hvorfor blev Andrew Mortons biografi om Tom Cruise ikke udsendt i England?

Fordi England har udviklet sig til en juridisk kontantautomat, og som chefen for en engelsk borgerrets-organisation har udtalt:

“Det er en skandale, at et land som England, der betragter sig selv som en pioneer inden for demokrati, nu er første anløbshavn for de rige og magtfulde, der ikke blot vil true kritikere til tavshed, men også hævne sig på kritikerne.”

Danmark - og om muligt EU – bør have en lov, som beskytter mod den slags spekulation – som siger, at tvivlsomme injuriedomme ikke kan retshåndhæves, og at tvivlsomme sagsanlæggere kan retsforfølges.

Og vi kan passende kalde sådan en lov for Lex Ekstra Bladet, for selv skandalemagere kan være udsat for en skandaløs behandling.