Sarah Sixpack

Sarah Palin er ikke et tilfælde.

Hun er ikke bare drysset ned fra Orionid meteorbæltet og pludselig dukket op i amerikansk politik.

Hun er det logiske – det helt uundgÃ¥elige – resultat af de seneste 15 Ã¥rs udvikling i det republikanske parti, og vi kan nok sÃ¥ meget give John McCain skylden for at have valgt hende, hvordan kunne han gøre det, hvorfor gjorde han det, hvad siger det om hans dømmekraft, men hvis man længe nok bliver ved med at krydse læbestift og en pitbull, sÃ¥ fÃ¥r man til sidst en pitbull med læbestift, og hvis man længe nok fører krig mod alle mennesker, der læser andre bøger end deres tegnebøger, som bor i storbyerne og langs kysterne, som ikke hedder Sixpack til efternavn, og som ikke nødvendigvis mener, at abort og homoseksualitet og Hollywood er de mest presserende emner i tiden – så fÃ¥r man Sarah Palin.

Tillykke med det.

En ny meningsmåling viser, at hun nu er vælgernes største betænkelighed ved at stemme på John McCain; de er mere bekymrede for hende end de er bekymrede for hans alder og dømmekraft, de er mere bekymrede for hende end de er bekymrede for, om han vil fortsætte præsident Bushs økonomiske politik, skriver MSNBC. 47 procent af vælgerne har et negativt indtryk af hende, 38 procent har et positivt indtryk, og det er de dårligste tal for en vicepræsidentkandidat i 28 år.

Og tallene er formentlig ikke blevet bedre siden målingens offentliggørelse.

For onsdag kunne webmagasinet Politico afsløre, at hun havde bonnet det republikanske parti for 150.000 dollar for nyt tøj fra Saks Fifth Avenue og Neiman-Marcus, og det kom ogsÃ¥ frem, at hun – pÃ¥ Alaskas regning – havde taget sine børn med til konferencer her og der og allevegne.

Men der er ét sted, hvor de ikke tvivler, og hvor “vores Sarah” stadig er “vores Sarah” – og det er i Wasilla i Alaska.

Jeg har tilbragt min uge heroppe, nord for Starbucks og syd for permafrost, og at besøge Wasilla er at besøge forklaringen på, hvor Sarah Palin kommer fra, ikke bare geografisk, men også politisk.

I avisen torsdag bringer jeg den første af to artikler fra Wasilla, som på mange måder er et mikrokosmos for den republikanske klassekamp. Ikke økonomisk klassekamp, ikke rig mod fattig, men kulturel og social klassekamp.

Wasilla ligger 75 kilometer nord for den største by i Alaska, Anchorage, hvor man rynker pÃ¥ næsen og kalder beboerne i Wasilla og resten af den sÃ¥kaldte Mat-Su dal for “valley trash.” Beboerne er flyttet herop, fordi husene og grundene er billigere, fordi der ind til for nylig ikke har været lokalskatter og lokalplaner, ja, faktisk har der ikke været nogen form for byplanlægning, og det kan ses. Wasilla fÃ¥r en vestjysk brunkulslejr til at virke eksklusiv, og det overordnede indtryk er en by, der flyder over af pantelÃ¥nere, vÃ¥benforretninger, udstoppede elghoveder, Wal-Mart og andre tarvelige kædebutikker og en særlig arkitektur, der minder om engangsbestik. Især oliebisser fra Texas og Oklahoma og Louisiana flyttede hertil i 1990erne, og det var nytilkommere, der var lige sÃ¥ konservative som andre i Alaska, men i modsætning til andre i Alaska ville de ogsÃ¥ have godt med Gud i deres politik.

Sarah Palin så som en af de første de politiske muligheder i de nye tider, og da hun stillede op som borgmester, talte hun næsten udelukkende om abort, bøsser, uartige bøger på biblioteket og frygten for våbenkontrol, selv om emnerne er helt uden for en borgmesters rækkevidde og blot en distraktion fra de emner, som en borgmester kan gøre noget ved.

Men det har – makro – været den republikanske politik i de seneste 15 Ã¥r. I stedet for at give vælgerne en sygesikring, sÃ¥ fik vælgerne forbud mod homoseksuelle ægteskaber. I stedet for at give vælgerne og deres børn lige adgang til en videregÃ¥ende uddannelse, sÃ¥ fik vælgerne et delvis forbud mod abort i tredje trimester. I stedet for at give vælgerne et afpatruljeret finansmarked, sÃ¥ fik vælgerne en kampagne mod seksualundervisning i skolen, og i stedet for at have et regeringsparti, som regerede for alle amerikanere, sÃ¥ fik amerikanerne et regeringsparti, der evigt og altid talte om de sande og patriotiske amerikanere, amerikanerne i hovedlandet mellem de to kyster, Sixpack og Plumber, og det er ikke et tilfælde, at Sarah Palin og McCain i de seneste dage har udnævnt særlige omrÃ¥der af landet til at være “det pro-amerikanske Amerika” og den republikanske del af Virginia til at være “det rigtige Virginia.”

Men den form for kile-politik – at drive kiler ind mellem vælgerne – rummer to problemer.

For det første falder den til jorden, når der er virkelige og truende politiske anliggender; når en finanskrise f.eks. er ved at underminere den amerikanske drøm.

For det andet bliver kilerne med tiden sÃ¥ mange, at der er flere vælgere pÃ¥ den ikke-republikanske side af kilerne. Som den konservative David Brooks skrev for nyligt: De republikanske kulturkæmpere lagde først de store byer og de store stater pÃ¥ Østkysten og Vestkysten for had, sÃ¥ lagde de alle amerikanske storbyer og universiteterne og alle amerikanere med en længerevarende uddannelse for had, og sÃ¥ begyndte de at dele selv traditionelt republikanske stater i “rigtige” og “forkerte” dele af staterne, og til sidst sad de tilbage med deres mindre og mindre kerne af Joe Sixpack og Joe Plumber-vælgere i fastlandsstaterne.

Sarah Palin er Sarah Sixpack, ingen tvivl om det; hun er deres kandidat, hun er deres stemme. De er hende, hun er dem.

Men ved dette valg er der bare ikke nok af “dem” og heller ikke nok i hende, og mÃ¥ske vil den republikanske kulturkamp grundstøde nu og her, og det vil – uanset om republikanerne vinder eller taber præsidentvalget – være en sejr for det republikanske parti.