Ham præsidenten?

Det er længe siden, det har handlet om USAs nuværende førstemand, han virker som om, han er gået på cruise-control frem til januar, hvor han kan rejse tilbage til Texas. Fredag underskrev han den økonomiske redningsplan, og så vendte han ellers tilbage til sin mountainbike og begivenhedernes skyggeside.

Ikke så mærkeligt, at amerikanerne er løbet sur i hans præsidentskab.

En ny måling fra CBS/New York Times viser, at kun 22 procent af amerikanerne er tilfredse med hans embedsførelse, en tangering af præsident Trumans bundrekord fra 1952, og en anden måling viser, at 70 procent af amerikanerne er direkte utilfredse med hans embedsførelse, en rekord siden målingerne begyndte i 1938.

Så det er ganske apropos, at vi over de seneste uger har fokuseret på “Manden fra Midland” og forsøgt at finde ud af, hvorfor det gik så galt.

I lørdagsavisen bringer vi det femte og sidste afsnit, og jeg drager en parallel mellem regeringen Bush og Enron, mellem den alternative virkelighed, som prægede og præger begge foretagender, og som til sidst punkterede dem, og her er konklusionen:

“Præsident Bush synes en tragisk figur, som taget ud af Shakespeares beskrivelse af prins Henrik, men uden forvandlingen til kong Henrik IV.

Jeg har mødt George W. Bush to gange mano-a-mano, og et utal af gange ved vælgermøder eller partimøder eller konferencer, og jeg kan godt lide manden fra Midland. Jeg kommer selv fra en lille by på den forkerte side af jernmuren af god smag, hummergaffel og opinionsdannelse, jeg kan genkende hans simple fornemmelse for op og ned, rigtigt og forkert, hans anti-elitisme, hans hjertelighed, men jeg kan også genkende bagsiden af det alt sammen – at han tror, at hele verden er som hans verden, hans op og ned, og jeg kan genkende hans insisteren på at lade sig styre af sin marv, sit instinkt, for viden og fodnoter er for tøsedrenge.

Bob Woodward har interviewet Bush siden 2001, og i den fjerde og sidste bog om Bush-tiden beskriver han, hvordan præsidenten altid og uafbrudt taler om sin “marv” og sine “instinkter,” og den nøgterne Woodward fornemmer et problem – for “instinkt er næsten hans anden religion,” og det er en religion, som ikke tolererer tvivl.

Som Bob Woodward konkluderer:

“Gennem årene, igen og igen, har præsident Bush været præget af utålmodighed, brovten og en foruroligende selvsikkerhed i sine beslutninger. Resultatet har ofte været forhastethed og uforsigtighed og, måske mest problematisk, en forsinket reaktion på en virkelighed eller et råd, som er modsat hans marv.”

Bush er nu i meningsmålingerne faldet til de samme 22 procent, som Harry Truman faldt til, men uden den samme chance for et posthumt comeback, for han har ikke hverken Trumans resultater eller dømmekraft, og selv om krigen i Irak eksempelvis ender i en større geopolitisk sejr, så vil det ikke undskylde de første fire år i dyndet.

I en nylig rundspørge blandt 109 førende historikere siger 98,1 procent af de adspurgte, at Bush har været en dårlig præsident, og 61 procent siger, at han er den dårligste i amerikansk historie, og det er nok nærmere sandheden. Bush vil indskrive sig i historien ved siden af Buchanan, Filmore, Pierce, Harding og Hoover, listen over præsidenter, som demonstrerede, hvad der sker, når verdens mægtigste embede fyldes med en mand, som ikke fylder målene ud, en barnekonge på en kæmpetrone, og det vil nu tage mellem ét og to årtier at rette op på Bush-tidens fejl, vurderer kommentatoren Jonathan Rauch.

“Vi kan ikke undslippe historien,” sagde Lincoln, nej, men historien kan – som tilfældet Bush viser – tydeligvis undslippe os.”

Skyd løs.