Dumhed

Jeg ved hvem, der vil vinde det amerikanske præsidentvalg.

Eller rettere: Jeg ved hvem, der baseret på de seneste 48 års politiske historie vil vinde det amerikanske præsidentvalg.

Det er en tommelfingerregel, som jeg lærte gennem dækningen af valget i 2000, og som siden har tjent mig. En tommelfingerregel, som kun er en tommelfingerregel, men som ikke desto mindre giver et godt tommelfingerpeg om udfaldet. Vinderen vil være den dummeste kandidat – eller i det mindste den mest anti-intellektuelle kandidat.

I 1999 skrev polemikeren Jonathan Chait en artikel i magasinet The New Republic, og jeg kan ikke huske detaljerne, men jeg kan huske overskriften – “Why America Loves Stupid Candidates.” Artiklen var illustreret af en tegning af George W. Bush med dummepeterhat, og tesen var, at mens alle kloge hoveder havde travlt med at portrættere Bush som en lavenergipære, der troede, at Plato var en planet og Pluto en hund, så var det faktisk denne dumhed, der gjorde ham til favorit ved valget, for amerikanerne vil ikke have præsidenter, der er for skarpe, skrev han. De vil have præsidenter rundet af folket, ikke over folket.

Jeg har tænkt på Chaits artikel i de seneste uger, for hans tese er den eneste måde at forklare begivenhederne på. Republikanerne har sat alle sejl til for at præsentere Barack Obama som en celebritet, og endda en elitær celebritet, den slags, der spiser arugulasalat og fransk ost, holder ferie på Hawai og – saftsuseme – er slank, og den slags er jo en farlig slags, kan man forstå. I de seneste dage har Demokraterne så tilsvarende sat alle sejl til for at præsentere John McCain som en elitær rigmand, der går i italienske hyttesko til 500 dollar og ejer så mange huse, at han ikke kan huske hvor mange, han ejer, og som lever i en verden langt væk fra amerikanernes verden.

Det har ikke meget med den store dagsorden at gøre, så hvorfor gør de politiske kampagner det?

De gør det for at portrættere den rivaliserende kandidat som ufolkelig og deres egen kandidat som mulde-Jens selv, og de gør det, fordi det virker. McCains kampagne har tvunget Obamas føring ned i det statistiske usikkerhedsområde, og i et år, som efter alle solemærker burde være et demokratisk dunderår, står de to nu i praksis lige.

Hvem vil have mest held med strategien? Mit bud er McCain, og McCain er mit bud, fordi han er den mest anti-intellektuelle af kandidaterne. Ja, han er også langt den rigeste, og det er lidt småpinligt, at han ikke kan huske hvor mange huse, han har, men i amerikansk optik dækker ordet elitær ikke så meget penge som smag. At eje en halv snes huse og privatfly og flere penge end en gennemsnitlig centralafrikansk nationalbank er måske ikke typisk eller særlig folkeligt, men det er så udpræget en amerikansk drøm, og siden 1980erne er rigdom blevet af-mistænkeliggjort og omvendt er elitær smag blevet mistænkeliggjort.

Da den gamle Bush så sig sur på tegneserien Doonesbury, vrængede han af seriens ophavsmand: “Han taler for en flok elitister, der spiser brie og nipper til Chardonnay;” i 2000 blev Gore udstillet som en nørd, en mand, der havde forstand på internettet og – hold nu fast – mente, at kloden var truet af global opvarmning, og i 2004 var Kerry en værre en, fordi han talte fransk og så fransk ud og fik håret sat på en eller anden fimset salon. I år er Obama manden, der er uddannet fra de bedste universiteter og kender forskel på en stemmegaffel og en hummergaffel.

Og den slags vinder ikke amerikanske præsidentvalg.

Hvis jeg går tilbage til Anden Verdenskrig, kan jeg kun – siger og skriver – finde ét eksempel på, at den mest intellektuelle kandidat har vundet et amerikansk præsidentvalg, og det eksempel er John F. Kennedy i 1960, og han vandt vist med lodder og trisser. Ellers er det hele vejen op til 2008 den mest anti-intellektuelle, der er løbet af med sejren, og, nej, Jimmy Carter i 1976 var ikke en undtagelse. I 1976 stillede han op som den ultimative populist, manden af folket, den fromme jordenøddefarmer fra Georgia, og i 1980 blev han fældet af den samme taktik.

Bill Clinton er uden tvivl en begavet mand, men som kandidat skulle man vide det det for at høre og se det, for kandidaten Bill Clinton var – akkurat som kandidaten Hillary Clinton – så saltet som jordens salt.

Det er min tommelfingerregel:

Manden, der ved for meget, bliver altid elimineret i spionromaner, og det gør han også – om man kan lide det eller ej – ved amerikanske præsidentvalg.