Og næste dag, i al sin brutalitet, gik livet så videre og efterlod de efterladte med en tomhed og – vil jeg tro – med det spørgsmål, som altid nærer tomheden: Hvorfor? Hvorfor ham? Hvorfor nu? Hvorfor Afghanistan?

Jeg kan kun håbe, at familien en dag vil finde svarene, og jeg kan til gengæld også kun håbe, at det store Danmark snart vil finde en veterankultur.

Jeg skrev i januar om vores mangel på veterankultur – her – og der er sket noget siden. Forsvarsminister Søren Gade meddelte i april, at forsvaret overvejer at indføre et nyt medaljesæt, som bedre udtrykker, at de danske soldater ikke bare går strandvagt i blå hjelm på Cypern, men faktisk er i krig, rigtig krig, den slags krig, som man kan dø af, og som 15 danskere er døde af, og samme måned tog folketingsmedlem Jørgen Poulsen initiativ til en dansk veteranlov. Som han sagde: Det er ganske enkelt ikke nok, at statsministeren bare udsender en medfølende pressemeddelelse – og det var så det. Ude af øje, ude af sind. Der skal mere til.

Der skal mere til, og “mere” falder såvidt jeg kan se i to dele – den nemme del og den svære del.

Den nemme del er den institutionelle del. Danskere er gode til institutioner, vi er gode til at oprette funktioner og behandlinger, nedsætte kommissioner og vedtage love, der sørger for, at de hjemvendte soldater får den nødvendige hjælp, fra indslusningstilbud på jobmarkedet til særlige psykiatriske hotlines. Det kan vi, og det skal vi nok finde ud af.

Den anden del – den svære del – kan jeg til gengæld være bekymret for, og den handler om at hædre nogle få, som har gjort mere end de fleste, og fortælle dem, at de i det danske samfund fylder mere end de fleste, mere end døgnets Martin og Jon, tilfældige fodboldspillere og quizværter, og sige et krammende tak til dem. Det støder mod den danske fornemmelse for lighed – en jante-ide om, at ingen rager over nogen – og det støder mod både politiske og følelsesmæssige hæmninger.

Så hvad gør vi ved det?

Amerikanerne kan finde ud af det, amerikanerne sætter deres krigsveteraner på en helt særlig amagerhylde i samfundet, og derfor spurgte jeg en af mine venner, den amerikanske generalmajor Frank Schoeber, en veteran fra Vietnam, som netop er vendt hjem fra Irak, og han gav mig tre gode råd.

For det første skal danskerne være stolte af deres soldater.  General Schoeber kender danske soldater, han kender dem fra Irak, han kender til deres indsats i Afghanistan, og han rangerer dem “helt i top.” De er ikke på sol- eller bjergferie som soldater fra en række andre NATO-lande, de kæmper som kun ganske få kæmper, siger han. “Se bare på nogle af de YouTube-videoer, man kan finde med danske soldater. De er hårde hunde.”

For det andet skal vi huske, at de små gestus betyder noget. Schoeber peger på, at de amerikanske krigsveteraner kan få særlige nummerplader, og han peger på de gule sløjfer, som hver tredje amerikansk bilist kører rundt med, og ved at bruge Googles oversættelsesprogram konstruerede han en dansk sløjfe – “Tak en soldat,” hed den.

For det tredje er det vigtigt at få en tilkendegivelse helt fra toppen – ikke bare i form af en vindtør pressemeddelese fra statsministeren, men i form af en aktiv indsats, en agitation, fra eksempelvis Dronningen eller Kronprinsen. “Jeg ved, at Kronprinsen har en beundringsværdig militær karriere, han er ikke en tøsedreng, og jeg kan ikke forestille mig noget bedre end hvis han ville stille sig i spidsen for en kampagne for at sige tak til danske soldater og minde danskerne om, at deres soldater gør en utrolig indsats i det fremmede.”

Det vil ikke besvare de spørgsmål, som Jesper Gilbert Pedersens efterladte har, men det vil betyde, at vi – det store danske samfund – i det mindste kan se de efterladte i øjnene.