Jeg ved ikke, om vi sådan formelt besluttede det, eller om det var en beslutning, der kom af sig selv – men lige siden har vi kun undtagelsesvist spist oksekød. Vi har aldrig været frelste eller totalt forsagende, men det har været sådan en af hverdagens vejskilte, akkurat som foretrukket øl-mærke eller favoritkanal på TV – hvis der var et valg, så valgte vi noget andet end oksekød.

I sidste uge arbejdede to kolleger – Kim Ratchke Jensen og Line Holm Nielsen – og jeg med en artikel om fødevarekrisen, og i den forbindelse havde jeg fornøjelsen af at læse to aktuelle, amerikanske bøger: “In Defense of Food” og “The End of Food,” og efter at have læst bøgerne og diverse artikler og rapporter sad jeg tilbage med en fornemmelse af at have kigget rundt om næste hjørne: At måske er der i øjeblikket ikke en fuldtonet kampagne mod oksekød, men den vil uden tvivl komme. Oksekød vil blive uha-uha mad.

For køer er tilsyneladende nogle af de store skurke, ikke blot i fødevarekrisen, men også i klimakrisen – ikke køerne i sig selv, men vores smag for dem, kunne jeg forstå.

Problemet var stort nok dengang, oksekød stort set var forbeholdt den vestlige verden, men nu har de ny-rige eller næsten-rige nationer også fået smag for varen, og bl.a. er det kinesiske forbrug af kød firdoblet siden 1980. I 1960 spiste vi – verden – 71 mio. ton kød. I 2007 spiste vi 284 mio. ton. Forbruget per capita er fordoblet i den periode og ventes at fordoble igen i 2050, og det kan godt være, at kineserne hænger i, men de skal hænge endnu mere i for at nå amerikanerne. USA rummer fem procent af verdens befolkning, men spiser 15 procent af verdens kød.

Og det er noget rigtigt skidt, siger eksperterne.

Hvorfor?

Fordi køer – og problemet er især køer – er nogle forslugne og forurenende madmaskiner. Hvis en ko var en bil, så var den et dollargrin uden katalysator, med halefinner og en antikveret motor, der i bedste fald kørte fem kilometer på literen. I en tankevækkende artikel i New York Times skrev en af de bedste amerikanske kogebogsforfattere, kødspiseren og livsnyderen Mark Bittman, om det rystende antal ressourcer, som kødindustrien lægger beslag på. 30 procent af klodens is-fri arealer bliver brugt til kødproduktion, direkte eller indirekte, og kødproduktionen tegner sig for en femtedel af verdens udledning af drivhusgasser. Hvis alle amerikanere beskar deres kødforbrug med bare 20 procent, ville det spare det samme som, hvis alle amerikanere skiftede fra en benzinslugerbil til en hybridbil, og japanske forskere har fastslået, at produktionen af et kilo kød svarer til forureningen fra en bil, der kører 250 kilometer, eller forbruget af en 100 watts elpære i 20 år.

FNs fødevareorganisation FAO har udregnet, at næsten ti procent af verdens vand går til kødproduktion, 70 procent af den fældede regnskov i Amazonas bliver brugt til kødproduktion, og alene de 1,4 mio. køer i Californien efterlader de samme efterladenskaber som over 30 mio. mennesker, og køerne i statens store landbrugsområde bidrager med flere ozongasser end områdets biler og lastbiler og er ansvarlig for, at det centrale Californien nu har lige så dårlig luftkvalitet som Los Angeles.

Og hvad har det med fødevarekrisen at gøre? Det kræver otte gange så meget korn eller majs at producere et kilo kød som at producere brød.

Men lad os stoppe med tallene – for tallene er i sig selv ikke så interessante.

Det virkeligt interessante er, hvad vi bruger dem til, og jeg har sådan en fornemmelse af, at det i de kommende år vil gå med køerne, som det er gået med tobakken. For oksekød har overskredet den samme tærskel som tobak. Oksekød er på ganske kort tid fået fra at være et privat anliggende til at være et anliggende, som handler om os alle sammen. I 1950erne var rygning en privatsag, ingen skulle blande sig i den sag, men sygehusregningen til syge rygere og passiv rygning gjorde det til en samfundssag, og hvis meningsmagerne får magt, som de har agt, hvis de får trukket en linje fra den sortbrogede drøvtygger til fødevarekrise og klimakrise, så går forbruget af oksekød også fra at være en privatsag til at være en samfundssag.

At spise oksekød vil blive lige så politisk ukorrekt som at ryge – eller næsten – og vi kan forudse anti-kød kampagner og “spis mindre, spis lokalt og spis planter” kampagner. “Spis mindre kød, gris.”

Det er i det mindste min forudanelse efter at have læst de to ovennævnte bøger og arbejdet med sagen.

Jeg spiser som sagt selv ved en tilfældighed meget lidt oksekød, og jeg vil nok kunne leve med det, men hvad med resten af carnivorerne på denne blog? Hvornår overskrider man grænsen for, hvad det store samfund skal blande sig i, og hvad der er en privatsag?