Hvorfor er der ingen af de førende amerikanske medier, som har bragt Kurt Westergaards tegning af bombe-Muhammed?

Det er ikke, fordi de ikke har skrevet om Muhammed-balladen, og det er ikke, fordi de har manglet en nyhedskrog. Den konservative Wall Street Journal bragte således i forrige weekend en forsideartikel om, at Westergaard nu vil forsøge at sælge sin originaltegning og tjene nogle penge til sine børn og børnebørn, og det skal være ham vel undt – men jeg undrede mig såre over, at avisen ikke bragte hans tegning som illustration. Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose var i artiklen citeret for, at tegningen var et moderne ikon, akkurat som Che Guevara, men hvorfor måtte Wall Street Journals millioner af læsere så ikke se det moderne ikon?

Kan det være fordi, de amerikanske medier er bange af sig? Tør de simpelt hen ikke bringe tegningen?

At kalde de amerikanske medier for bange er et temmelig forpjusket argument. Selvfølgelig er der amerikanske journalister og redaktører, som er mere bundet af tradition og konvention end godt er, men som hovedregel er Watergate og James Risen hovedreglen i USA, og der er en vis grund til, at ytringsfriheden netop er den første af rettighederne i de amerikanske borgerrettigheder.

Kan nogle af de multinationale medieselskaber være bekymrede for deres enterpriser i den muslimske verden, og er det derfor, de ikke bringer bombe-Muhammed?

Måske kan det forklare, hvorfor globale aktører som News Corp og Time-Warner ikke gør det, men det forklarer ikke, hvorfor selskaber uden interesser i den del af verden ikke gør det – aviser som f.eks. New York Times, Washington Post, Chicago Tribune og Los Angeles Times.

Er det politik? Er de simpelt hen for venstreorienterede?

Nogle medier hælder uden tvivl til venstre, men førnævnte Wall Street Journal gør bestemt ikke. New York Post og Chicago Tribune og Fox News og Washington Times gør heller ikke.

Så hvorfor ikke? Hvis ikke det er mangel på anledning, mangel på mod, mangel på erhvervsinteresser, mangel på politisk incitament, hvad er det så?

Mit bud er multikulturalisme.

USA er en sammenstykning af en nation, her er hundredevis af etniske grupper og religioner, traditioner og sprog, og hvis sådan en nation skal fungere – og ikke ende som Irak eller Sudan – så må der nødvendigvis være et mindstemål af god opførsel mellem grupperne. Det vil være for meget at kræve respekt eller tolerance, for det er ikke altid menneskelig muligt at respektere eller tolerere mennesker, der er anderledes, men det er muligt at opføre sig ordentligt over for dem, og denne gode opførsel – vi kan kalde den politisk korrekthed – er simpelt hen en organisk del af den amerikanske opdragelse. Ikke nødvendigvis bevidst, ikke sådan, at man i skolen mellem klokken otte og ti har “folkeopdragelse” på skemaet, men snarere et uvedtaget og alligevel i bund og grund vedtaget dogme om, hvordan man agerer – og ikke agerer – over for andre.

Lad mig nævne et nyligt eksempel. I en by i Louisiana – Jena – ville nogle hvide studerende sidste år give sorte studerende et slag over næsen, og de hængte en galge op i et træ. Det var naturligvis en hentydning til tidligere tiders cowboyjustits over for sorte og især i de amerikanske sydstater, hvor knap 5.000 blev hængt uden rettergang. Jena-sagen blev til en stor sag, som involverede borgerretsgrupper, politikere og retssystemet, og i sidste måned gav præsident Bush hele nationen en formaning. Bush sagde:

“The noose is not a symbol of prairie justice, but of gross injustice,” the president said. “Displaying one is not a harmless prank, and lynching is not a word to be mentioned in jest.”

As a civil society, Americans should agree that noose displays and lynching jokes are “deeply offensive,” Bush said.

“They are wrong. And they have no place in America today.”

De hvide studerende i Jena kan vel sige, at de har al mulig ret til at hænge en galge op i et træ, også selv om det fornærmer de sorte dødeligt, og at præsident Bush netop forsøger at knægte ytringsfriheden.

I princippet har de ret, men i realiteten har amerikanerne foretaget en politisk korrekt afvejning af ytringsfriheden, og det betyder, at nogle ytringer – hvis de truer, håner eller groft fornærmer et mindretal – ikke bliver regnet som fri-tale, men had-tale, og at de dermed enten er forbudte eller bare ikke stuerene nok til den offentlige debat.

Det er forskellen på et monokulturelt og et multikulturelt samfund.

De danskere, der mener, at vi uden videre kan trykke tegninger af bombe-Muhammed  mener også, at vi lever i et monokulturelt samfund, hvor vi ikke behøver tage hensyn til minoritetskulturer eller fjerne kulturer, og hvis minoriteterne ikke kan tåle lugten i bageriet – værs’go, så kan de tage det næste fly hjem til de varme lande. For i Danmark har vi ytringsfrihed, og i Danmark kan vi trykke, hvad vi har lyst til at trykke.  

Det er et legalt synspunkt, men det er også et synspunkt, som står i kontrast til den amerikanske ide om et mangesidet samfund, og derfor har de amerikanske medier ikke travlt med at bringe bombe-Muhammed.