Beretningen blev offentliggjort mandag, og den handlede om en operation, som involverede danske og britiske delinger, der rykkede frem på hver sin side af floden, og som blev angrebet af Taleban-enheder, ikke med høtyve og krumsabler, men med hel- og halvautomatiske håndvåben og raketstyrede granater. En presseofficer skriver om danskernes indsats: “Infanteridelingen blokerede fjenden i front, og derfor forsøgte denne at skifte stilling væk fra kontakten med de danske enheder. Det er en manøvre, Taleban plejer at anvende for at komme om på siden af os. Hvis fjendens bevægelser ikke standses, kan det blive meget alvorligt for vores enheder.” Heldigvis var danske kampvogne placeret højere oppe, og de kunne se talebanerne skifte stilling og grave sig ned i gamle forskansninger, og det reddede dagen og – måske – slaget. Kampvognene beskød talebanerne med maskingeværild og 20 kanonskud, og dermed var det – som amerikanerne siger – “all over but the crying.”

Presseofficerens beretning er illustreret med skitser over slaget og to billeder af kampvognene, der afgiver ild.

Det var en rutineberetning fra soldater i krig, og den bekræftede, hvad en dansk forsvarskilde for nyligt fortalte mig:

“Vi er i krig, og jeg tror ikke rigtigt, at danskerne har fattet det endnu – at vi i Afghanistan er i regulære og næsten daglige træfninger, og at vi skyder for at dræbe.”

“Ikke siden Anden Verdenskrig har danskere kæmpet, som de kæmper nu i Afghanistan.”

Hans ord blev hængende i et godt stykke tid; jeg var soldat i en tid, hvor man kunne søge til Cypern og iklædt en lyseblå beret stå vagt ved grænsen. Måske var det engang en farefuld mission, men i min tid var faren primært selvskabt og primært flydende, og det var – tror jeg – for mange danskere billedet på en udenlandsmission. En blå beret, varme lande og varm mad, på vagt for fred og fred fra kæresten, og det var slet ikke så tosset.

Selvfølgelig er der undtagelser, og der er blå beretter, der har været i endog meget farlige situationer, men generelt var der ikke noget i missionerne, som fordrede, hvad vi kan kalde en særlig dansk veterankultur.

Anderledes på denne side af Atlanten.

Enhver lilleby synes at have en loge fra American Legion eller en anden veteranorganisation – American Legion har alene tre millioner medlemmer – og når organisationerne holder årsmøde, så tropper politikerne op som om, der blev uddelt stemmer ved døren, og deres ord har en klar tyngde i debatten. En lang række virksomheder giver særlige privilegier til krigsveteraner, virksomheder som Southwest Airlines og Wal-Mart, og det er umuligt at bevæge sig i hverdagen uden at støde på en eller anden størrelse, der hædrer dem. I trafikken ser jeg hver dage bilister med veterannummerplader – jeg kan læse på nummerpladen, hvor veteranerne har kæmpet og hvornår, og der er særlige nummerplader for soldater, som har fået Purple Heart medaljen.

I valgkampe bærer veteranerne også en vægt, der er lang større end deres antal. Både som vælgere og kandidater. I 2004 valgte Demokraterne således John Kerry som præsidentkandidat, ikke fordi han var den mest inspirerende eller begavede politiker, ikke fordi han var kendt som en moderne Cicero eller kom fra en strategisk hjemstat, men først og fremmest fordi han var krigsveteran. Han havde kæmpet i Vietnam, kæmpet hårdt, kæmpet tappert, han havde gjort ren bord i afdelingen for medaljer, og han havde – selv om han aldrig talte om det – slået ihjel.

Omvendt må politikere, som ikke har været i krig, ustandseligt høre for det. Der er endda et ord for konservative af slagsen – chickenhawks. Kyllingehøge.

Måske er det på tide, at Danmark lærer af denne veterankultur. At Danmark giver veteranerne en tilsvarende plads på vores nationale amagerhylde.

Da TV2 sidste år i Afghanistan filmede en træfning mellem danske soldater og talebanere, fik rødvinen i de gode og korrekte hjem tydeligvis en besk smag, og stationen modtog bagefter striber af klager fra seere, der ikke brød sig om, at danskerne tilsyneladende gjorde, hvad de skulle gøre – kæmpede – og at de gjorde det med gusto.

Måske er det på tide, at vi holder op med at bilde os ind, at danske soldater i Afghanistan bare uddeler uldtæpper og regulerer æseltrafikken i Øvre Gereshk-dalen, at vi i stedet for at ignorere, hvad der foregår – hvis ikke jeg læser om det, hvis ikke jeg hører om det, hvis ikke jeg ser det, så foregår det nok ikke – erkender realiteterne, og uanset hvad vi mener om realiteterne, i det mindste komplimenterer de mennesker, der agerer i den. Danske soldater i Irak og Afghanistan har været i krig, og de er i krig. De har kæmpet, og de kæmper, og det handler ikke om varme lande og varm mad, det handler – såvidt jeg forstår – om at dræbe eller blive dræbt.

Det er formentlig ikke et tilfælde, at danskere under Anden Verdenskrig og på begge sider vandt de højeste udemærkelser, og som førnævnte forsvarskilde udtrykte det:

“Vi har intet at skamme os over som soldater. Danskerne er gode soldater.”

De danske og internationale medier har ved årsskiftet udnævnt årets mænd og kvinder, og jeg kan unde både præsidenter og kuglestødere, forfattere og drivhusforskere, æren, men her i denne spalte – og fra denne side af Atlanten – er der ingen tvivl:

Årets mænd og kvinder er de danske soldater, der har kæmpet i Irak og Afghanistan og stadig kæmper i Afghanistan.

520 danske soldater bliver udsendt i løbet af få dage, og til dem kan jeg kun sige, som amerikanerne siger:

Hang tough.