Mike Huckabee vandt partiafstemningen i Iowa, og han vandt ikke knebent og i omvalg. Han vandt suverænt.

Baptistpræsten fra Arkansas, som i valgkampens første fem mÃ¥neder lÃ¥ og rodede i det én-cifrede felt, og som ikke havde en familieformue at poste i kampagnen og mÃ¥tte slide skosÃ¥lerne op fra dør til dør, løbeseddel til løbeseddel – han vandt over mangemillionæren fra Massachusetts, sønnen af det politiske dynasti, han vandt over Mitt Romney, som i Ã¥revis havde tilrettelagt strategien for sin kampagne, og som havde ført i meningsmÃ¥lingerne i Iowa siden april. Han slog ham med 34 procent af stemmerne mod 25 procent.

Der mangler bare høtyve, og så har vi skipper Clement ved slaget mod aristokrathæren ved Svenstrup.

Hvorfor er det et mareridt for inderkredsen i det republikanske parti?

Fordi Mike Huckabee repræsenterer alle de små mennesker, som i årevis har leveret stemmerne til det republikanske parti, men som ikke var tiltænkt andet end at levere stemmerne til partiet.

Eller som forfatteren Timothy Egan udtrykker det pÃ¥ sin blog: “Klassekamp er forbudt i den republikanske drejebog … men Huckebee har tvunget det republikanske parti til at møde de Wal-Mart kunder, som partiet har udnyttet i Ã¥revis.”

Huckabee har selv sagt, at han er alt andet end populær i partiets inderkreds, blandt pengemændene og de gode manerer, fordi – som han siger – “jeg har et efternavn, der smager af bondeknold, og fordi jeg ikke er én af dem.”

Han har ingen nær tilknytning til medicinalbranchen eller olieindustrien, han har ikke sovset den med våbenlobbyen og kulmændene, han er formentlig ikke helt klar over rækkefølgen af gaflerne ved et fint taffel, og han tror, at Polo er en pastil og Ralph Lauren en racerkører.

Egan fremhæver, at Huckabee i sin første tid som guvernør i Arkansas modtog snesevis af hadbreve fra folk, der sagde, at han slet ikke “havde stil og klasse til at bo i en fin guvernørbolig,” og i modsætning til alle de øvrige republikanske kandidater – ja, i modsætning til stort set alle republikanske toppolitikere – er han kun én generation fra folk, der sov pÃ¥ jordgulv, og han var den første i familien til at fÃ¥ en studentereksamen.

Vi er langt, meget langt fra lørdag eftermiddag i golf-klubhuset.

Det republikanske parti har siden midten af 1980erne kalkuleret med, at folk som Huckabee – højrereligiøse og jordens salt – stemte pÃ¥ partiet, slæbte for partiet, bukkede for partiet – og sÃ¥ ikke meget mere. I en af de væsentligste politiske bøger i det seneste ti-Ã¥r, “What’s the Matter with Kansas?,” har journalisten Thomas Frank beskrevet, hvordan alle skattespekulanterne og finansmændene i Kansas tog de højrereligiøse for givet, i ny og næ kastede de en luns ud til dem, lidt anti-Darwin her, lidt anti-abort der, men i det store og hele var de kristne stridsmænd tiltænkt rollen som stemmekvæg for lavere skatter, færre miljøregler og mindre indblanding fra fagforeningerne.

Aldrig nogensinde var det meningen, at de højrereligiøse selv skulle have magten, og da det sÃ¥ endelig skete – da de begyndte at køre deres egne i stilling og kræve en del af magten – indgik de republikanske pengemænd i stedet en alliance med moderate demokrater i Kansas og lod deres gamle fæller i stikken.

Nu sker det samme pÃ¥ det store plan, i præsidentvalgkampen; bondehæren og det republikanske salt har givet sejren i Iowa til en mand, som for nyligt erklærede: “Fyrene pÃ¥ Wall Street er skræmt til døden ved udsigten til, at jeg skal vinde.”

Og som natten til i går i et interview hos Jay Leno forklarede, hvorfor han havde fået sådan en succes, og hvorfor han kunne tryne de andre republikanere:

“Folk kan lide mig, fordi jeg minder dem om en arbejdskollega. Jeg minder dem ikke om chefen, der kommer for at fyre dem.”

Skipper Clement holdt ikke engang i et år; han blev kort efter sejren ved Svenstrup fanget og senere halshugget, og det er ikke sikkert, at Mike Huckabee holder.

Men det er sikkert, at han i det republikanske parti i dag er dagens mand – redningsmand og bussemand.

Update:

Formanden for det republikanske parti har netop været pÃ¥ CNN, og Mike Duncan nægtede – nægtede – at nævne Mike Huckabee ved navn. Tak for kaffe, de er bekymrede i inderkredsen.